Landsforeningen Dansk Land- og Strandjagt 1991 kommenterer på Landbrug & Fødevares svar ”Arealkravet er en del af løsningen”
Dansk Land- og Strandjagt (DLS) mener ikke, at Landbrug & Fødevares (L & F) svar er retvisende på flere væsentlige punkter.
I værktøjskassen har man allerede de løsninger, der skal bruges i forvaltningen for at bortskyde flere hinder og kalve ved regulering, samt regionale- og lokale jagttider. Problemet er bare, at disse løsninger ikke bliver brugt tilstrækkeligt.
Som vi tidligere har nævnt, bliver skumringsjagt på hinder og kalve i problemområder senere på året ikke udnyttet fuldt ud. En fuld udnyttelse ville være med til at nedbringe bestanden og dermed markskaderne – uden arealkrav, hvor man tværtimod freder en væsentlig del af hjortene, som jo også medvirker til markskader. L & F påstår endog, at arealkrav og en begrænset afskydning af hjorte vil medføre, at der skydes flere hinder og kalve? Det er en påstand uden fagligt belæg, men ren ønsketænkning.
Endvidere eksisterer der allerede gode muligheder for samarbejde mellem jægerne, landmænd og Naturstyrelsen, om at reducere bestanden af hinder i problemområder i hele januar, og for kalve helt frem til 29 februar, inden for rammerne af de generelle jagttider. Lokalt samarbejde kan også lade sig gøre om regulering kun af hinder og kalve i november og december mellem jægere, landmænd og Naturstyrelsen. Det handler bare om at sætte sig sammen og få aftalt, hvad der må nedlægges. Dette sker allerede flere steder i landet – uden arealkrav med restriktioner på afskydning af hjorte – men med fokus på en fælles forvaltning.
Løsningerne findes allerede i dag, men L & F og Vildtforvaltningsrådet har siddet på hænderne siden 2016, første gang arealkravet blev kasseret af Miljøministeriet.
L & F beretter, at det er et velfungerende medlemsdemokrati i landbruget, der selv ønsker arealkrav, og at L & F blot har taget arealkravet til efterretning. Den demokratiske afstemning tror vi de fleste landmænd er gået glip af. Alt andet lige har L & F taget deres egne medlemmer som gidsler i forhold til afgrødeskader, når vi ser på den manglende aktivitet i Vildtforvaltningsområder med hensyn til dette problem.
Et opråb til den kommende regering og Miljøminister.
Dansk Land- og Strandjagt er optaget af fagligheden i forvaltningen af kronvildt og ikke mindst af, at arealkrav er ekspropriation af lodsejernes jagtret på deres ejendomme. Indførelse af et arealkrav kan betegnes som et intenst indgreb i ejendomsretten uden fuldstændig erstatning. Ejendomme i områder med hjortevildt vil kunne dokumentere et værditab i form af mindre jagtlejeindtægter eller salg af afskydning af hjorte. Dette værditab er ikke et engangsbeløb, men et driftstab der vil komme hvert år, som politikkerne skal forholde sig til.
Hjorteforvaltningsområder og arealkrav er de to indstillinger, som L & F sammen med Vildtforvaltningsrådet har indstillet til Miljøministeriet. Statens udgifter til at administrere arealkrav og hjorteforvaltningsområder vurderes at ville koste samfundet mellem 4,5 mio. og 6 mio. i opstarten og herefter 1,5 mio. og 2 mio. om året fremover. IT og digitalisering er sat til 0,12 mio.
Der er heller ikke økonomisk afklaret med justitsministeriet vedr. ressourcebrug til håndhævelse ift. anmeldelser af mulige overtrædelser af regler eller andre, administrative omkostninger for politiet og retsvæsen, hvorfor de samlede driftsomkostninger for indførelse af arealkrav og hjorteforvaltningsområder må forventes at blive i millionklassen årligt.
I skarp kontrast til dette står, at regulering af vildt (også hjortevildt) med jagttider, som vi kender i dag, er omkostningsfrit for de danske skatteydere.
Kan det være rigtigt, at i en tid hvor velfærdssamfundet er udfordret og mange danskere har svært ved at få enderne til at nå sammen økonomisk, at vi skal acceptere, at der tilføres flere mio. kr. til administration af jagt, der kan klares indenfor rammerne af de nuværende regler og uden at det koster samfundet penge?
Knud Marrebæk
Landsformand Dansk Land- og Strandjagt 1991.
