Ferie i Mopa

Klik på billederne for at se en større udgave.


Mopa. Navnet har haft en særlig klang, lige siden jeg som 16-årig fik jagttegn. Den danske båd, som har beholdt sit helt eget udseende stort set uændret i et halvt århundrede, må være noget særligt. En kano med motor? Hvordan bærer den sig ad med at være så sødygtig, selv om dens fribord er så lille?

Jeg har mest dyrket landjagt, og selv om jeg har sejlet meget, havde jeg frem til mit 46. år endnu ikke sat mine fødder i en Mopa. Forventningerne var derfor store, da muligheden endelig bød sig. Min søn på 13 år var hos mig i to uger på sommerferie, og en del af denne tid skulle være sejlads i det sydfynske.

Endelig oprandt dagen, hvor jeg skulle mødes med Børge på Turø. Der var støvregn og dårlig sigtbarhed, så det blev kun til en kort vejledning i bådens udstyr. I stedet for at stikke til søs med det samme kørte vi til Naturama i Svendborg og havde en fin formiddag i selskab med alverdens dyr, både de udstoppede og de friske. Nu kan jeg bevidne, at ristede græshopper er en fin mellemmad.

Selv om de gjorde det godt i Naturama, og selv om min søn var opslugt af udstillingen, var jeg ikke helt med. Mine tanker var på Svendbord Sund, og så snart det klarede op, stod vi igen på havnen i Gambøt. Nu skal det være. Vi får stuvet vores grej i stævnen og lægger fra land.

Båden har en fin kortplotter og ekkolod, men når den stikker så lidt, er der ikke grund til at have øjnene ret meget på skærmen. Bedre at holde øje med farvandet.

Før sejladsen har jeg fortalt min søn om de vigtigste sømærker, men nord for Kidholm møder vi et, vi ikke har set før: Bildæk på stage. Jeg gætter på, at det snarere betyder ’hold dig væk’ end ’kom bare nærmere’, så det gør jeg.


Sejlads i Mopa
I lav fart går det nordpå og videre mod vest forbi Svendborg. Den smalle Mopa med det lave fribord giver en helt særlig fornemmelse af at være i kontakt med vandet; noget man ikke oplever på samme måde i større både. Det minder mig om at sejle i Spækhugger. Måske er der noget specielt over den danske bådbyggerskik.

Vi fortsætter vestpå under broen, ud af sundet og syd om Skarø. Hele tiden opfører Mopaen sig pænt, og selv når vi øver os i skarpe sving og undvigemanøvrer (som aldrig bliver nødvendige), ligger båden roligt og sikkert i vandet.

I Gambøt fik vi at vide, at fiskeriet på de kanter mest handlede om fladfisk, og at muligheden for torsk nok var lille. Nu har vi grejet med, så det skal selvfølgelig prøves alligevel. Jeg kender ikke meget til farvandet, men syd for Drejø vil jeg pirke lidt på omkring ti meter vand. Måske er vi heldige at drive ind over et godt område.
Pirkefiskeri efter torsk

Uden motor ligger den ellers så fredelige båd anderledes uroligt i vandet. Det gælder selvfølgelig alle både, men særligt den smalle Mopa lader sig gribe af bølgerne. Jeg skotter lidt til min søn at se, hvordan han tager det, men det lader ikke til at gå ham på. Hans tanker kredser kun om fiskeriet, og han har ikke lyst til at komme i land.

Det har jeg derimod. Ikke fordi noget er farligt, men jeg har holdt øje med bølgerne, og der er ganske langsomt kommet flere skumtoppe. Det handler ikke om vejret lige nu, men vi har måske en time til havn, og det skal gerne blive en hyggelig sejlads med knægten og ikke en overlevelsestur.

Vi stuver stængerne og stævner sydøst til Birkholm, hvor vi skal sove i nat. Vind og bølger kommer ret ind fra agter, og det frisker op i løbet af sejladsen. Jeg har prøvet det før, men igen er jeg lidt bekymret for den unge gast. Han tager det stadig som en oplevelse – måske skal vi bare lade være med at tro, at vores børn er så sarte.



Birkholm havn
På Birkholm gør vi landgang og finder det soveskur, vi har bestilt. Der er bygget skure på en masse smukke steder i det sydfynske, og vi valgte et af de mindst besøgte. Arkitekttegnede og velindrettede er de med låger og kighuller i alle retninger, og de kan bestemt anbefales.

Soveskur på Birkholm
Efter at båden er losset, får vi sat ild i feltkøkkenet og går i gang med den forlorne skildpadde, mens vi kigger ud over farvandet mellem Birkholm, Drejø og Ærø. Blæsten har nu for alvor taget fat, og der er ingen sejl på vandet. Vi går tidligt til køjs og nyder at sove et sted, hvor vi kun hører naturens lyde.







Udsigt fra soveskuret
Selv uden vækkeur vågner jeg altid tidligt. Kroppen har vænnet sig til, at et arbejde skal passes, og den uvane er kommet med på sommerferie. Mens min søn sover videre, går jeg lidt rundt på den lille havn og hilser på fogeden og de andre lystsejlere.

Man kan altid tale om både og sejlads, så det gør vi. Blæsten klør på med uformindsket styrke, så der er ikke så meget andet at gøre. Vi går ned i fart og glemmer alt det, man kunne have gjort, hvis det var muligt at sejle. 

Et pensioneret ægtepar er på Birkholm tre ugers tid hver sommer. Den første dag, når vi ankommer, har vi besluttet ikke at lave noget, og hvis ikke vi bliver færdige med det, må vi tage resten af tiden til hjælp, fortæller manden. Den indstilling kan jeg godt lide.




Morgenmad
Vi beslutter alligevel at lave noget. Øen er så lille, at man kan gå turen rundt på nogle timer, så da min søn vågner, går vi på opdagelse. På vej til nordspidsen ser vi flere harer, end jeg nogensinde før har set, og helt ude på odden finder vi klomærker i sandet efter sæl. 
Klomærker efter sæl. Mønten er en femmer.

Senere får vi at vide, at folk ligesom på mange andre småøer prøver at holde Birkholm fri for ræv, og at de mange harer ikke jages med haglbøsse. De fanges levende og sælges til steder, hvor der er brug for nyt blod.

Ved en ubemandet iskiosk kan man tage is og lægge pengene, og i vejkanten står små boder med ribs og agurker. Vi hilser på nogle kalve fra gamle danske kvægracer (ikke dem på billedet - de er skotske), som passes af elever fra en efterskole på Fyn. Postbåden får to kasser friskfangede rejer om bord og sejler dem til Ærøs restauranter. Det er hyggeligt, og der er god tid. Det er Danmark, når det er bedst.

Kvæg på Birkholm. Det ser nu mere skotsk end dansk ud.
Det gør ikke noget, at der stadig blæser for meget til sejlads. Vi tager gerne en nat mere. Vi blev ikke helt færdige med ikke at lave ret meget den første dag, så vi må tage den næste til hjælp.














Sydspidsen af Birkholm
Tredje dag er vinden løjet nogenlunde af, og vi vinker farvel til øens 92 hektar. Ruten går nord om, hvor vi forgæves spejder efter sæler, og derefter syd om Tåsinge til Langelandsbroen. Jeg havde håbet på at fortsætte torskefiskeriet ved bropillerne, men strømmen er alt for stærk, så vi opgiver hurtigt og sejler hjemad øst om Tåsinge.

Der er god plads i forskibet
Vindmøllerne snurrer lystigt på Langeland. Jeg arbejder for Ørsted, det tidligere Dong, og er meget interesseret i grøn energi. Blæsten fik ganske vist lavet om på vores ferieplaner, men til gengæld vil jeg gætte på, at Langeland var selvforsynende med forureningsfri strøm og mere til, og vi fik en oplevelse på Birkholm, som vi ellers ikke ville have fået. Man skal ikke planlægge for meget; det er tit en større oplevelse, når planerne ikke holder. Der sker bare noget andet spændende i stedet for.


På vej op ad den stejle vej fra Gambøt havn tænker jeg lidt over turen: Mopaen var et hyggeligt bekendtskab, som jeg klart vil anbefale. Vi sejlede i rolig fart, højst syv-otte knob, og 30 sømils sejlads kostede små 10 liter benzin. Man kunne måske have været to voksne og et barn ombord, men så sidder man tæt, og alle skal være vant til sejlads. To om bord er et bedre valg. Det lange forskib giver god plads til at stuve grejet tørt, og hvis man bliver nødt til at sejle i regn, kan man hurtigt slå en overdækning op.

Sejlads rundt om Tåsinge
Tak til Svendborg Strandjagtforening ved Børge Gaarde for hjælp og vejledning. 
Vi vil meget gerne sejle igen en anden gang. 

Olesen og søn, juli 2017