 |
Tilbagekaldelse af Sako-patroner
På foranledning af SAKO tilbagekalder Normark Denmark A/S gamle SAKO-patroner i kaliber .308 Winchester, der er lavet i tidsrummet 1990 til 1992. Disse riffelpatroner er solgt gennem den daværende distributør Sini-Guldmann A/S.
SAKO-patroner i kaliber .308 Winchester lavet i tidsrummet 1990 til 1992 kan have defekter forårsaget af rustangreb. Rustangrebet kan medføre en sprængning af patronhylsteret, hvilket kan forårsage en bagudrettet tryklækage.
SAKO understreger, at tilbagekaldelsen udelukkende omfatter riffelpatroner i kaliber .308 Winchester lavet i 1990-1992, og at de eventuelle defekter er et resultat af forkert opbevaring af riffelpatronerne.
Produktionsåret kan ses på patronæsken: De to sidste tal i lot-nummeret indikerer produktionsåret. Såfremt man ikke har patronæsken i hænde, vil det fremgå af patronhylsteret, hvorvidt riffelpatronen er omfattet af tilbagekaldelsen: Såfremt der er præget SAKO .308 i patronbunden af patronhylsteret, bør riffelpatronen returneres til en forhandler. Er der præget SAKO .308 Win i patronbunden af patronhylsteret, er riffelpatronen lavet efter 1990-1992 og således ikke omfattet af tilbagekaldelsen.
Hvis man som forbruger er i besiddelse af patroner, der er omfattet af tilbagekaldelsen, skal de returneres til en forhandler. Er man som forhandler i besiddelse af patroner, der er omfattet af tilbagekaldelsen, skal disse returneres til Normark Denmark A/S.
På SAKOs vegne beklager Normark Denmark A/S den ulejlighed, dette måtte forårsage.
Niels Larsen
Normark Denmark A/S |
|




|