Jagt‎ > ‎

Artikler om jagt


Bange for ulven ?


Ulvetider !
Hans er landbrugskonsulent, hans kone Lone er defektrice. De har datteren Lærke 9 år. De har en ret stor skovejendom med park. Bygningerne ”Skovbo” ligger midt i skoven.
Niels er vejmand, hans kone Signe er kassedame. De har datteren Sara også 9 år og hyrdehunden Collie.  Deres velholdte beboelse med stor have ligger ved asfaltvejen, hvor skolebussen kommer.
Alle forældrene er udearbejdende. Om morgenen kører Lone på vej til apoteket Lærke. gennem skoven over til Sara. De to piger tager sammen med skolebussen til skole kl. 7: 30.
Om eftermiddagen kommer Lærke og Sara med skolebussen tilbage til Sara. Pigerne tager Collie i snor og går gennem skoven over til Lærke, hvor der i køleskabet står smurte mader, som de spiser. Bagefter leger de sammen, de springer i trampolin og leger i Lærkes legehus i havn eller ser fjernsyn i stuen indtil Lone kommer hjem ved 5-tiden. Lone kører i bil med Lærke og Collie som medpassagerer Sara hjem og returnerer til Skovbo.
Nu er der set ulv i skoven, og det forventes, at der vil etablere sig en ulvegruppe i Skovbos og de tilgrænsende skovområder.
De fire forældre tør ikke længer lade de to piger gå med Collie gennem skoven. Pigerne må ej heller længer gå deres skovture sammen med Collie. De to familiers livsrytme må lægge om. Er det rimeligt for at indplante et frygtet rovdyr, som vi uden at savne har kunnet undvære i Danmark i 200 år.
                Jens Petersen
                Mysundevej 2
                Frederikshavn.. d. 27. maj 2013



Dansk Land og Strandjagts æresmedlem Jens Petersen “Min jagt gennem 80 år”


Jeg vil fortælle lidt om oplægget til min tilværelse som naturmenneske og jæger.

Min far var murermestr og skovfoged, farbror Søren Peder var skovfoged på Løndal. De var, som de øvrige drenge i denne generation, alle jægere af blod og ånd. Denne livsstil gik i arv til os tre brødre Ove, Jens og Martin.


Vort hjem ligger ved Vinding Ottehøje, 500 m syd for skovbrynet ved Ulstrupgårds skov og Vinding præstegårds skov, hvor min far var skovfoged, ligesom han var skovforvalter for flere større eller mindre skove i omegnen. Disse skove var sammenhængende med de store skove syd for Silkeborg og søområdet. 200 m syd for mit hjem lå en plantage – Jens Ejlersens graner.

Ved enhver familiesammenkomst eller anden lejlighed blev jagtsituationen og status altid drøftet, her blev beretninger fra jagterne malet med sandfærdighedens pensel, vekslet og kommenteret i detaljer. Emnet blev stillet i bero mens andre begivenheder, blev dyrket, såsom Holmblads 53-bladede salmebog. Indtil jagten igen blev vendt ved kaffebordet. ”åh, a glemt ves å fortæl, te a jo osse har skudt en brok. Den kogt vi æ fjedt å. Så no har vi da nok te å smør træskostøvler i læng.”

Vi drenge, som var børn i 1920-erne, sad med udspilede øjne og ører og andægtigt hørte på, mens vi i fantasier dannede os billeder af de forskellige jagtsituationer og drømte om den dag, vi blev gamle nok til at være med som aktører.

Ove var ældst. Han var nu konfirmeret og kommen ud at tjene. På landet gik vi den gang kun i skole hver anden dag. Min lillebror Martin og jeg var så heldige, at det var samme ugedage. Vi havde derfor mulighed for hver anden dag, når vi havde røgtet kreaturer, at gå vore ture langs hegn, i skov og mose.

Skovturene var de mest interessante. Vi gik ofte ad æ Overskovvej mellem højbøge med løvbund og selvforyngelses småbøge. Ned ad æ Rådenvej mellem ædelgraner og mosbund, stejlt ned ad æ myresti, ad æ Storkvej mellem stortømmer af rødgran og kom ud af det nordvendte skovbryn, hvor der altid var skygge og føltes svalt. 100 alen fra dette skovbryn lå på sletten Vinding Tved farbror Søren Peder og faster Kristianes lille ejendom. Vi vidste, at vi der altid blev budt kaffe. Kaffen slog ikke huen af os, den var brygget af en blanding af kaffeerstatning, hjemmebrændt rug og en kvart pund kaffe og aldrig stærkere, end vi kunne se bunden af koppen.

En dag ville Martin hellere have en kop mælk. Faster Kristiane, som var fra sprogområdet med it (ikke) og slutbogstav t på alle navneord, ”ja, så ka do it fo mie end en hal kop mjælk, do må jo hovsk po, te vi it håe mie en jet kov de malke.” forklarede Kristiane. Te kaffen fik vi en skiw finbrøj, Det var hjemmebagt sigtebrøj med røget saltet svinefedt og skrabehonning. Alt af egen avl. Martin kiggede lidt på skrabehonningen og sagde stille, ” har i osse kun jen bi?”

Jeg bad derefter faster Kristiane om at måtte få sukker i kaffen. Kristiane, svarede :” Do ska´ da it ha´sukke i kafferet, når du har honne på brøjet.” Jeg fik ikke sukker. Kristiane var sparsommelig.


På disse ture gik vi altid stille, vi snakkede sagte og hujede aldrig op, derfor så vi mange individer af skovens vilde fauna. Vi var et vend inde på rævebakken for at se, om hvalpene var kommet af grav, det kom de som regel i april. Hjemad gik vi somme tider en anden vej og kom op gennem præstens skov. I den kendte vi hvert eneste træ og var opmærksom på alle forandringer, der var forårsaget af vildtets tilstedeværelse. Vi har haft utallige spændende oplevelser, vi kunne stå meget længe i en tykning og se på råvildt, harer, ræve, og især det vævre egern var sjov at betragte. Vi kendte utallige fuglereder og ved at se på deres størrelse og bygning, kunne vi altid afgøre hvem der boede i dem. Hvis der var ekskrementer på grenene under reden, eller der hang et dun fast i en kvist, vidste vi, at reden var beboet. Vi holdt mange reder under observation, og når der kom unger i rederne, blev der travlhed i skoven af forældre, som ustandselig kom med føde til afkommet. Vi fandt også egernreder, de er bygget op næsten udelukkende af mos ofte ovenpå en gammel skovdue – eller drosselrede, men de er altid overbygget og har adgangshul fra siden.

Der kom sjælden andre mennesker i skoven end dem, der havde ærinder eller gik en genvej. Når vi så kom hjem, skulle vi have køerne røgtet ind og givet kraftfoder og halm samt fodret de andre dyr. Derefter var far kommet hjem fra arbejde, vi spiste varm mad sammen, snakkede om vor tur og havde som regel andre gøremål at passe.

Så længe jeg kan huske, har vi haft en luftbøsse en DIANA med rør stukket ind forfra til hagl eller pile

Der var tagrender på ejendommens huse, og det regnvand, der faldt på tagene, var det eneste vand vi havde til drikkevand. Derfor måtte (skulle) vi skyde alle krager, skader, solsorte og gråspurve som ville sætte sig og skide på tagene. Men hvis først et par havde bygget rede og evt. fået unger måtte vi ikke skyde de gamle fugle, før ungerne kunne klare sig selv. Små sangfugle, mejser og stære var fredede.

Vi kunne også lade luftbøssen med et skud kartoffel, når vi stak laderøret ind i en kartoffel, satte der sig kartoffel i røret, det brugte vi til at jage de fritgående høns og kokken ud af jordbærbedet. Når først hønsene havde prøvet en kartoffelbeskydning, varede det længe, før de igen vovede et besøg i jordbærbedet

Vor storebror Ove hjembragte først i trediverne en 9 mm salonriffel, men til den kunne vi kun få agernpatroner. De runde kugler afsatte imidlertid bly i riffelgængerne, det gik ud over præcisionen, og denne riffel blev hurtigt skiftet ud med en 6 mm salonriffel med korn- og kærvsigte

Nu begyndte for alvor vore jagttogter. Vi måtte ikke tage bøssen med i Løndals eller præstens skov, men vi gik utallige ture ned i Jens Ejlersens graner. Vi skød mange krager og skader samt fra 1. August også skovduer. Det var som regel mig, der gik med salonriflen og Martin med ammunitionen, som han rakte mig, når der skulle lades.

Søndag den 18. September1932 var vi også i Jens Ejlersens graner med salonriflen I Valdemars kålrabi gik 4 mand på hønsejagt, der faldt en fire – fem skud, vi stod stille og lyttede, pludselig svingede en enkelt agerhøne ind i skovkanten lige ud for os, den stod med brystet imod os, jeg lagde an og trykkede af, - det var en forbier, men hønen blev stående. Martin rakte diskret en ny patron til mig, jeg ladede, og mit andet skud sad lige midt i brystet på agerhønen. Det var min første agerhøne.

Bryrup og omegns jagtforening under Landsjagtforeningen af 1923 gav 5 øre i præmie for et par krageben og 1 kr. for en egernhale, ligesom kommunen gav 10 øre for en rottehale. Martin og jeg blev storleverandører af disse effekter. Det kunne omtrent holde udgifterne til ammunition ved lige.

Vi var jo selvfølgelig ikke på jagt i hele vor fritid, vi brugte også mange dage og masser at ammunition til skiveskydning og at skyde til måls efter fernisdunke, som vi smed op i luften. Vi blev efterhånden meget gode til den håndtering.

Vi havde hjemme et lille cementstøberi i et stenstrygerhus med dør ud til grusgraven. En søndag satte vi en skydeskive på døren og lå nede i grusgraven og skød til måls efter skiven. I den anden ende af huset var et vindue ud mod indkørslen til ejendommen. Efter denne skydning kom vi ind i stenstrygerhuset og opdagede, at alle kuglerne var gået gennem døren, på langs gennem huset, ud gennem den øverste højre glasrude og ud over vejen. Vi fik travlt med at sætte et stykke krydsfiner på den indvendige side af den flossede dør og lægge vor fodbold om på indkørslen.

Da far og mor kom hjem fra kirke, forklarede vi, at vi havde været uheldig og sparket fodbolden gennem ruden. Det gik også godt et stykke tid, indtil far fandt et projektil i vindueskarmen ved siden af den knuste rude og derefter så døren fra den udvendige side. Så tog far salonriflen i forvaring et stykke tid, men efter store løfter om aldrig mere at skyde mod noget uden at være sikker på at have kuglefang bagved, fik vi igen lov til at dyrke vor uafvendelige hobby.

Den gang drev almindelige landjægere mest trampejagt på markerne og skumringsjagt ved mose, tørvegrav samt læhegn og skovbryn, hvor ænder, harer og ræv kunne antræffes. Alle landbrug var delt op i marker, som i sædskifte var lagt ud med græs, korn, roer og kartofler. I de således vekslende afgrøder var der god dækning og fødeemner til de mange og forskellige vildtarter.

Ræv, grævling og alle andre mårdyr samt krager, skader og de fleste rovfugle måtte jages hele året, så der var altid noget for de mest ivrige ungjægere at hige efter. Regnspoven måtte skydes fra 1. juli. Ryler, hjejler og andre vadefugle samt ænder fra 1. August. Disse arter blev mest jagtet ved skovbryn hegn og moser i skumringstiden.


Landmændene slog græs af til hø på deres engarealer. Dette hø blev for vejring hængt på raftestativer, sådanne stakke var hule i midten, i denne hule kunne jægeren kravle ind og derfra titte ud på engen. Der anbragte han sine spovelokkere, og fra sit skjul kunne han ved at fløjte den rette tone lokke spoverne ned. Fra disse naturlige skjul kunne man med salonriffel skyde spover. Men man skulle være meget varsom, for ved den mindste synlige bevægelse fløj de vagtsomme fugle op igen..

Den 18. september gik jagten på agerhøns ind, den 24. september sneppen og den 1. oktober alle andre jagtbare vildtarter. Fra 1. marts til 7. april måtte vi jage sneppen og fra 15. maj til 15- juli råbukken. Der var således året om jagtbare vildtarter at jage

1.pinsedag j 1933 kom Ove hjem kl. 3 om morgenen, han havde været på besøg hos kæresten og ville nu hjem for at tage til skoven i håb om at kunne skyde en buk. Vi havde værelse sammen, og jeg bad om at måtte komme med til skovs, det fik jeg lov til, og så skulle jeg have vor nu nye salonriffel en Otteruper med det tykke løb og hulsigte med. Ove gik i en lavning vesten om en græsmark, der snart skulle slås af til hø, og satte sig ved en lille sø ca. 100 alen fra skoven. Jeg gik på østsiden af den store græsmark langs bagsiden af et skeldige med nogle slåen og hyldebuske på og satte mig bag diget lidt fra skoven. Vi havde aftalt, at hvis der stod buk i græsset, skulle jeg rejse mig stille op, derved regnede vi med, at dyrene ville trække over til Ove. Der kom i øvrigt også tit råvildt til søen for at drikke.
Det var den gang ikke almindelig, at jægerne havde riffel. Forårsbukken blev nedlagt med jagtgevær med hagl nr. 1 i forreste løb og 00 i bagerste løb.

Jeg havde fået nogle salonpatroner High Velocity Long rifle hollow point med og lagde straks sådan en fyr i kammeret. Jeg sad meget længe og fulgte tre stykker råvildt, der gik i græsset alle hundyr. Jeg betragtede de mange fugle, der fløj travlt frem og tilbage med orm og larver til deres unger, som selvfølgelig lå i rederne i digets buskads, jeg hørte gøgen kukke og alle andre fugle røre deres stemmebånd.

Men hvad Søren var det? Der - 40 alen ude i græsset lige ud for mig stod en stor buk. Hvad skulle jeg nu gøre? Hvis den så mig så tæt på, ville den sandsynligvis i store spring og med højlydt smelden løbe til skovs. Jeg måtte selv tage affære. Mens jeg lå på maven lagde jeg Otteruperen fast på diget, tog nøje sigte på bukkens nakke og trykkede af. Men nu var bukken væk, - det var da pokkers, hvor blev den mon af?

Solen var stået op og varmede min lille krop, jeg lagde mig på ryggen og faldt i søvn. Først da Ove kom gående op til mig fra skoven, vågnede jeg. ”Jeg hørte, du skød, hvad skød du efter,” spurgte Ove. ”En buk svarede jeg, den stod lige der ude i græsset, men den blev væk, den må jo være rendt uden at jeg har set det.” Ove gik stille ud til stedet og jeg bagefter, der lå bukken forendt med et indgangshul bag venstre øre og et udgangshul gennem højre øje. Den var selvfølgelig øjeblikkelig dræbt af den lille blykugle og var sunket sammen i det sæde, den havde siddet i og tygget drøv, indtil den havde rejst sig.

Det var altså pinsedag den 4. juni 1933 et kvarter i seks, jeg skød min første buk en veludviklet seksender. Jeg var 12 år gammel og stolt som en pave, men Ove sagde, at det måtte jeg ikke fortælle til nogen. Nu 80 år senere kan jeg altså ikke holde dette løfte længere.

Det var nu blevet sidst i august, der var stor træk af gråænder på bygstubben. Martin og jeg sad oppe på stihøjen og holdt udkik efter, om der smed sig ænder i nærheden, Ove og kæresten hyggede sig i chaiselongen hjemme i stuen. Der var ænder i luften hele tiden, og så smed der sig en stor flok på Søren Fischers mark lige bag en lille bakke på marken, hvor negene stod i sæt. Vi løb hjem til Ove, der uredt og varm kom os i møde i døren. Vi satte ham ind i situationen, og jagten på ænderne indledtes. Ove tog fars 12ér, jeg fik lov at bruge Oves 16ér. Vi gik det første stykke inden vi begyndte at kravle. Bag efter os kom vor brogede kokkerspaniel, den var klar over situationen, den kravlede også, til sidst kom Martin, han gik meget nedbøjet. Vi var heldige at komme meget tæt på flokken, før den lettede. Ove og jeg skød samtidig og dublerede begge. Det var en flok stolte jægere, der hjembragte fire fede gråænder.

Min fars mestersvend Sørensen var min daglige nærmest foresatte og læremester. Han var inkarneret jæger. Han skaffede ved jagt al den kødmad, som spistes i hans hjem. Han byttede sig hos en gårdejer til flæsk og saltmad, suppehøns og frikadellefars m. m. med vildt i jagttiden, og så hentede han hos gårdmanden andet kødmad i den vildtmagre tid. Sørensen havde lejet et godt jagtterræn på ca. 100 tdr. land med marker i omdrift, tre små plantager, lidt sandjord med beskidte kartofler og et stort lyngareal. Dette areal grænsede til den østre ende og sydsiden af Langsø, hvor han ud for arealet havde søret. Han havde en søndag sidst i september inviteret mig på hønsejagt på dette herlige revir, og så er der chance for en and ved søen i mørkningen, sagde han. Da vi satte vore cykler ved den østre enden af søen, så Sørensen straks, at der lå to hvinænder og dykkede efter muslinger nær søens søndre bred. Dem skal vi have med hjem, erklærede han straks, men det kræver snilde. Når kun to hvinænder dykker på muslinger er muligheden ret sikker. Ænderne dykker og er nede i vel omkring et minut. De kommer så op i nogle sekunder for at trække vejret, hvorefter de dykker igen.

Opgaven er nu at ligge dækket, medens ænderne er oppe, når de så dykker samtidig at løbe et stykke nærmere ænderne og ligge dækket, medens ænderne er oppe. Sørensens brune gravhund Molly syntes at være klar over situationen, den fulgte os og dækkede samtidig med os. På den måde kan man ved nogle løb nå på skudhold. Sidste løb slutter på søbredden ud for ænderne. Når de så kommer op, vil de straks gå på vingerne, men netop i dette moment skal skuddet falde sammen med anden. Det gjorde vi så, men hvad nu? Ænderne ligger forendt ude på søen. Dem lader vi ligge, medens vi går på hønsejagt en times tid. Når vi så kommer tilbage til søen igen, er de forendte ænder med vestenvinden drevet ind på bredden til os. Efter hønsejagten og aftentrækket kom vi hjem med to hvinænder, to gråænder og fem agerhøns. De to gråænder indgik i kødbytteriet medens hvinænderne og agerhønsene blev spist i det sørensenske hjem.

Vore trampejagter om søndagen gav altid en del agerhøns og harer, ligesom vore skumringsjagter ved skov eller mose for det meste resulterede i kød til gryden eller en pels. Det var som om, at 1931-lovens bestemmelse om, at kun ænder på træk måtte skydes efter solnedgang og før solopgang, ikke rigtig var slået igennem.



Naturtopmøde. Bisonokser og Ulve m.m.

Naturstyrelsen afholdt lørdag d. 29 et borgertopmøde om biodiversitet. Mødets deltagere var "et bredt udsnit" af den danske befolkning og bestod af 175 deltagere. Hvorledes sammensætningen by /land/ erhverv/alder var sikret ligelig omkostningsmæssige konsekvenser af de forslag, som i yderste konsekvens skulle gennemføres, fremgår ikke.
Men som nævnt. 175 danskere diskuterede en række dilemmaer i den danske naturpolitk og stemte om dem. Temaerne var: Hvad betyrder biodiversitet for dig?, Det åbne land, skoven, hav og fjorde, bynær natur og til sidst afsluttende spørgsmål om ens vilje til at yde personlig indsats.
Hele forløbet kan ses på:
http://www.naturstyrelsen.dk/Naturbeskyttelse/Biodiversitet/Borgertopmoede/Resultater.
Selv om en dame fredigt hævder mht. landbruget, at Morten Korch er død, så mener jeg, der ligger en meget personlig omkostningsfri, romantisk naturindstilling til grund for svarene.
66 % mente, at den europæiske bisonokse, som levede her i landet for flere tusind år siden, skal genindføres. I øvrigt udtaler miljøminister Ida Auken, at et projekt med udsætning af bisonokser allerede er i gang på Bornholm.
Ligeledes mente 41 % at ulven skal genudsættes. Man kan så håbe, det vil komme til at foregå i hesteområdet på nordsjælland og ikke i områderne med de mange får i vestjylland. 49 % mente dog, at det var en dårlig ide, men det var nok dem fra områder med får. Folk er mere bange for vildsvin end ulve. 55% mente ikke vildsvin skulle udsættes i skovene. De er dog ellers som bæveren en dynamisk faktor i naturen.
66% mente landbruget skal indskrænkes væsentlig i forhold til øget natur. Ja, så længe der er mad i gryderne, er det jo heller ikke noget problem.
79 % mener det er ok at kommuner gennemtvinger særlige naturforanstaltninger for private lodsejere.
82 % vil gerne betale 500 kr om året til mere natur.
30 % er villige til periodevis at have oversvømmede kældre mod, at man undlader at regulere åer og vandløb!! Det er der så 59 %, der ikke lige synes er en god ide. Landmandens marker er dog ok. Det synes i hvertilfælde 36%.
Miljøminister Ida Auken fulgte dele af topmødet og fik resultaterne af mødet overbragt. De skal bruges i arbejdet for en ny plan for Danmarks natur. 
                                                                                                  Halldor Sørensen


Ulve i Danmark

Den sidste ulv i Danmark blev skudt 1813 ved Estvadgård nær Skive. Ulven har tidligere været meget almindelig i Danmark og var en stor plage for datidens bønder, disse forsøgte derfor energisk at udrydde den. Ulven overlevede takket være sin gode tilpasningsevne meget længe efter andre store pattedyr blev udryddet: Det var især ulvene på de jyske heder og i moserne som var svære at få ram på. De fleste danskere kender udtrykket "Ugler i mosen" som egentlig stammer fra sætningen: "Ulve i mosen", der dengang som nævnt havde en bogstavelig betydning. På Sjælland blev ulven udryddet i 1500 tallet.

Den europæiske ulv breder sig fra Polen ind i Tyskland og det kan ikke udelukkes, at ulven – som vi har hørt og læst om i den sidste tid - finder vej tilbage til Sønderjylland. Danmarks natur ser imidlertid anderledes ud end den gjorde for 3 generationer siden og spørgsmålet er om den kan/vil leve her.

Ulven har som art vist sig utrolig tilpasningsdygtig, men den stiller dog visse krav til området:

Der skal være ro til at opfostre ungerne. Øde naturområder i Danmark er i forhold til andre nordiske lande få, men gennem de sidste år er der arbejdet på sikring af naturlige levesteder og større biologisk mangfoldighed. Et politisk mål om at skovarealet skal fordobles vil samtidig give plads til flere dyr og muligvis også ulven, men det vides ikke om den vil være her.

Der skal være rigeligt med hjortevildt. Rådyret er foruden den mest udbredte hjorteart i Danmark også talrig. Arten vil derfor sandsynligvis blive ulvens primær bytte, men ulven æder også mindre pattedyr, tamdyr og affald. Begrænsning af jagt på rådyr kan blive en nødvendighed og der vil gå tid før økosystemet stabiliserer sig og giver plads til en levedygtig ulvebestand.

Det vigtigste krav til, at ulven kan leve i Danmark er danskernes accept. Mennesket er i dag de fleste steder den direkte eller indirekte regulerende faktor af bestande og ulvens tilbagevenden i Danmark vil uden tvivl rejse en debat for/imod. De fleste i den danske befolkning mener at det er godt med et rigere dyreliv i dansk natur, men det gælder kun for ”søde” dyrearter som bæveren. På trods af, at ulve ikke angriber mennesker, er mange bange for risikoen! Det kan være svært for en fåreavler at accepterer, at ulven tager hans dyr. Hvis danskerne skal have ulven som et element i en mere spændende og varieret natur er omfattende oplysningsarbejde nødvendigt. Men generelt set må vi sige nej tak til dette spændende dyr, idet Danmarks naturområder som nævnt er for små.


Undersider (2): Isbjørn Jagt og natur