Lad os sige, at der ved Grønland lever en fiskeart, som er truet af opvarmning af verdenshavene, og som kun må fanges i meget begrænset omfang. Lad os antage, at havstrømmen har ført en stime langt væk fra deres naturlige vande til et område, hvor de ikke kan overleve. Hvis man foreslog, at disse fisk skulle fanges på skånsom vis og flyttes tilbage til Grønland, ville man blive leet ud af lokalet.

Lad os så fortsætte tanken og give fisken en tyk, hvid pels, en blød snude og to smukke, sorte og lidt sørgmodige øjne.


Kampen om de smukke øjne


Det sker en sjælden gang, at havstrømmen fører en isbjørn fra Grønland til Island. Når en bjørn har været igennem sådan en rejse, kan den være et særdeles farligt bekendtskab: Lang tid uden vådt eller tørt sætter sine spor, og der skal ny føde til. Derfor har det været en fast procedure at skyde de forvildede bjørne, når de med omkring ti års mellemrum drev i land.


Den første bjørn
3. juni 2008 skete det igen. Sandsynligvis begyndte den ufrivillige rejse på en isflage, der smeltede undervejs, og herefter er bjørnen svømmet eller drevet til Island.

Som sædvanligt blev bjørnen skudt, men helt usædvanligt rejse der sig et ramaskrig bagefter. Det væltede frem med mishagsytringer i de islandske medier samtidig med, at nyheden rejste jorden rundt med internetfart og blev nævnt i en lang række af verdens største aviser. Bjørnen blev næsten et menneske: 'Skydegale islændinge fik i går grønt lys til at nedlægge en isbjørn, der udmattet var kommet til vulkanøen efter en svømmetur fra Grønland', lød en overskrift fra Ekstrabladet, og sådan fortsatte det i dagevis.





 

Trusler mod isbjørnen


Jorden får det stadigt varmere, hvilket er en kedelig nyhed for en isbjørn. Dyret er på længere sigt i fare for at uddø, fordi isen og dermed muligheden for at jage sæler svinder ind. Der er ikke længere tvivl om, at mennesket har hovedansvaret for opvarmningen.



Fra en reklame for sparepærer
Mange lande prøver at begrænse udledningen af drivhusgasser, men igen og igen strander forsøgene på blandt andet amerikanernes uvilje mod at gøre en helhjertet indsats. Både på regeringsplan og blandt borgerne i de vestlige lande er der en stærk og voksende utilfredshed med den amerikanske ligegyldighed. Isbjørnen, det sages- og forsvarsløse offer, er et stærkt symbol i kampen.

I foråret 2008 hørtes nye lyde fra amerikanerne. Isbjørnen kom på listen over truede dyr, ganske vist ikke i den alvorlige klasse, men alligevel. Det kunne se ud som et skridt i retning af øget miljøbevidsthed, men virkningen er en ganske anden. Det handler nemlig ikke om at skære ned på drivhusgasserne, men om at frede isbjørnen og kun den. Man fordømmer jagt og aflivning af isbjørn, uanset hvordan og hvor kontrolleret det foregår, men bekymrer sig ikke synderligt om, at et urimeligt energiforbrug langsomt øger opvarmningen og ødelægger levestederne. Man flytter fokus - behandler symptomet i stedet for sygdommen.

Ved et trylleslag blev amerikanerne isbjørnens venner. Skurken er Island.


 
Endnu en bjørn

Skæbnen ville, at endnu en bjørn drev i land 16. juni 2008, kun omkring 30 kilometer fra den første, og nu var stemningen på kogepunktet. 320.000 islændinge og en stor del af verdens avislæsere og græsrødder holdt blikket fast på den nordligste spids af halvøen Skagi og på den udsultede isbjørn, der i folkemunde blev døbt Ófeigur ('u-fejg', 'han, som ikke er valgt af skæbnen til at dø').

Som en prøveløsladt forbryder, der fristes til at falde tilbage i synd, blev Islands miljøministerium holdt under skarp overvågning.

17. juni, på Uafhængighedsdagen, var forsiderne på landets to største aviser ryddede til fordel for telelinsebilleder af bjørnen. Overalt var der forsikringer om, at alt blev gjort for at redde 'bamsen'. En af Islands (dengang) rigeste mænd havde gennem en af sine virksomheder tilbudt at betale alle udgifter for at få dyret fanget og flyttet til Grønland. En dansk dyrlæge fra Københavns Zoo blev fløjet til landet for at skyde dyret med en bedøvende pil. Alle holdt vejret.



Da journalisterne omsider kom til
Dagen derpå tog bjørnen igen forsiderne i samme format, men denne gang i nærbillede. Den var blevet skudt, mens den løb mod vandet, idet man ikke kunne forsvare at lade den slippe væk og gøre landgang et nyt sted på kysten.

Fra officiel side forsøgte man at puste liv i en bortforklaring om, at bjørnen var løbet i retning af dyrlægen og journalisterne, så der var tale om nødværge, men den historie holdt ikke vand. Senere prøvede man uden held at forhindre journalister i at tage billeder af den skudte bjørn, hvilket blot gav endnu større opmærksomhed om sagen.

 










Eftertanker


Her godt et år og et finanskrak senere er isbjørnene stadig lyslevende i folks bevidsthed. En stor del af befolkningen er stadig forarget over, at nogen kunne få sig selv til at skyde dyrene. Som et kuriosum kan nævnes, at "Ísbjörn" nu er godkendt som drengenavn.

En række faglige kendsgerninger taler for, at aflivning var det rigtige:

  • At skyde en eller to isbjørne har absolut ingen biologisk betydning. Bestanden er truet af smeltende is - om man så tryllede hundrede isbjørne frem og slap dem fri på Grønlands kyster, ville bestanden alligevel falde, fordi der ikke var nok egnede levesteder.
  • Som de fleste andre isbjørne havde også disse to trikiner. Island er fri for trikiner - hvem vil tage ansvar for at bringe snylteren til landet?
  • Island har ingen fast is ved kysten. Det nærmeste, man kan komme, er drivis om vinteren i landets nordvestlige egne, når vind og strøm står uheldigt. Der er ingen mulighed for, at en forvildet isbjørn kan genoptage sit gamle erhverv bestående af at fange sæler på isen. Derfor har der aldrig været nogen bestand af isbjørn i landet, modsat hvad nogle danskere tror.
  • Bjørnene var gamle, henholdsvis omkring 13 og 22 år, og de ville næppe have levet meget længere, hvis de var kommet tilbage til Grønland.
  • At skyde en bjørn med en bedøvende pil er farligt. Man skal ind på omkring 30 meter - en afstand, som bjørnen kan tilbagelægge på et øjeblik i et par spring.
Vi taler om et land, som ellers ikke er kendt for at have et følelsesladet forhold til dyr; man jager for eksempel de hvaler, som er talrige nok til at kunne klare det, og særligt efter det økonomiske sammenbrud har man skruet op for jagten. Det skortede ikke på fordømmelser fra udlandet, da hvalfangsten blev sat i vejret, og alligevel åbnede man for øget jagt og dermed hårdt tiltrængte arbejdspladser. Hvis en dyreart kan holde til en fornuftig udnyttelse, bør man gøre det.

Man kan have sine bange anelser om, hvad der måtte ske, hvis en tredje bjørn en dag skulle gå i land. Nu traf det sig, at bjørnene gik i land om sommeren, hvor man kunne holde øje med dem døgnet rundt, men hvad hvis det sker i den mørke del af året? Endvidere var det så heldigt, at den seneste af dem gik i land i et ederfuglereservat, hvor den kunne stille sulten, men hvad hvis der ikke er mad på bordet næste gang?

Man kan frygte, at man føler sig presset til at prøve at fange og flytte en bjørn, hvis der skulle komme en tredje, uanset at al fornuft tilsiger det modsatte.


Smukke øjne i Danmark

Der dukker næppe et sultent rovdyr på flere hundrede kg. op på de danske kyster, men andre uønskede dyr har meldt deres ankomst.

I mange tilfælde er der tale om dyr med et højt 'nåååhr'-tal. Vaskebjørn og mårhund er noget så nuttede at se på - lidt som en isbjørn i lille skala. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man komme til at holde af dem, og her kommer vi til sagens kerne: Folk ved ikke bedre. Hvis herr og fru Danmark går en tur med deres børn og ser en mårhund, ringer de så til lodsejeren og beder ham komme at skyde den, eller vender de tilbage med mælk og hundemad?


Vaskebjørn. Fra 'Det lille Hus på Prærien'
Som jægere kan vi selvfølgelig fnise, le eller skraldgrine af folk, som ikke ved, hvor skadelige nåååhr-dyrene er, men det gavner intet. Vi kan også holde på vores ret til at skyde dyrene og vende det døve øre til, hvis folk skulle have noget imod det.

Det er imidlertid farligt og kortsigtet at se stort på folks følelser, uanset at de måtte gå på tværs af al fornuft.

Vi skal være fremme i jagtstøvlerne. Det er vores opgave som jægere at forklare, forklare og atter forklare folk, hvordan tingene hænger sammen. Det kan være fuldt forsvarligt at drive en begrænset jagt på en dyreart eller skyde et enkelt problematisk dyr, selv om bestanden er lille eller svagt faldende, og visse dyrearter skal simpelt hen ikke leve i Danmark. Det virker ikke logisk, og vi kan ikke forvente, at folk af sig selv kan se fornuften.

Eksemplet fra Island viser, hvor galt det kan gå, hvis man ikke er i stand til at håndtere befolkningens følelser, og hvis man ser pressen som sin fjende. Lad 2010 blive året, hvor vi tager pressefolk og en skoleklasse med til aflivning af et nåååhr-dyr, så historien kan komme frem i en saglig og biologisk sammenhæng. Hvis ikke vi vil fortælle den, er der andre, der gerne vil.

 

Martin Olesen