Jagt‎ > ‎Artikler om jagt‎ > ‎

Jagt og natur

Af Hans D. Egeskjold

Elgjagt i Alberta

 














Den, der har oplevet en argo i aktion i sit rette element, nemlig råt terræn, er ikke i tvivl. Det ottehjulede amfibiekøretøj, er en unik hybrid! Men, tøjle strømmen i Fireback river, med en døende
motor, var i overkanten! Der manglede en såkaldt ”roll-block” til rebet, der var spændt tværs over floden, som guidelinje. Jody kunne for en gangs skyld ikke magte opgaven alene! Situationen var oplagt. Jeg måtte en tur i strømhvirvlerne og give et nap med. Summa summarum: Argoen kom ”tørskoet” over og jeg reddede mig en chance til at lære ejeren af, Jody´s Guide Services, at kende.

Jody påstås, at have skudt flere grizzly og sortbjørne, end nogen anden jæger i Alberta. Og, tvivlede jeg på påstanden, fik jeg syn for sagen, samme dag, hændelsen med argoen fandt sted. En tofarvet sortbjørn kom intetanende gående på den modsatte flodbred. Jody øjnede chancen, greb min riffel og skød bjørnen tværs over floden. Jody er kendt som en ægte skovmand og jæger. Som en af de få, der er dygtig og frygtløs nok til at færdes alene i vildmarken i dagevis, og som regel ikke bevæbnet med andet end en dolk! Jody er samtidig kendt som outfitteren, der tør tilbyde sine klienter 100% succes på sine elgjagter. Og det var netop en jagt på en elgtyr i brunst-perioden, jeg var interesseret i. ”Standing face to face with a large rutting bull is a real adrenaline rush”! Så rammende har Jody formuleret teksten på sin part af den webside, han deler med Dan Hungle, ejeren af Trophy Book Outfitters. Hvordan jagten forløb, kan læses her.

 

Dan Hungle´s enorme truck af arkemærket, Ford, pløjer sig mil efter mil gennem det skovklædte efterårslandskab. Jeg vover et tryk på en knap i dørsiden. Sideruden åbner og straks fyldes kabinen af et krydret duftscenarie. Jeg overvældes øjeblikkelig - får en klump i halsen, for duften af harpiks, mose og skovbund, drager en direkte parallel til min barndoms landskab. Det sted, jeg er lige nu, er summen af et fantasibillede, som for mange år siden blev skabt, da jeg som eventyrlysten dreng i skolealderen, strejfede omkring i det sydfynske landskabs bøgeskove.

 

Dan og jeg er på vej i nordvestlig retning i Alberta i Canada af Simonette Road. Map WMU 354 (Wildlife Management Units) er målet. ”Simonette Road” ”It´s a funny name” prøver jeg at bremse Dan´s ordstrøm. Fortællingen om et bjørneangreb på den jagtlejr, vi er på vej til, må vente. Indtrykket fra morgenkaffen i trailerhuset i flækken Calahoo med min guide, Jody´s firsårige forældre og hans kønne kone, Dawn, kræver eftertanke uden andet supplement, end bilradioens inciterende countrymusik.

 

Canadisk gæstfrihed - serveret uden omsvøb, bød os velkommen, da Dan og jeg i daggryet svingede ind på gårdspladsen i Calahoo. En mudret truck, parkeret foran verandaens hængesofa, barbecue-grilllen og husvæggen med gevirerne, sprang som det første i øjnene, da Dawn, i kulørt skovmandsskjorte og cowboybukser, smilende viste sig i døren. Kan en livsstil overhovedet præsenteres bedre? Øjeblikket fik status - som varigt minde, da radioen bød på musikalsk supplement i Dolly Parton´s bevægende hymne: “Coat of many colors”.

 

 ”Simonette Road” prøver jeg igen. Forsøget lykkedes. Dan´s detaljerede beskrivelse af bjørneangrebet, bliver sat på midlertidig stand-by. ”Simonette Road løber parallelt med Simonette river”. Og rigtigt; floden er glimtvis synlig mellem nåletræerne. To elge, en ko og en stor kalv, krydser vejen et stykke fremme. Nogle minutter efter dette inspirerende møde, kører vi ind på grusvejen, der fører til hjertet af Map WMU 354. 40miles på den ene led og 70miles på den anden. Lidt hovedregning og resultatet ender i sådan ca. 4500 kvadrat kilometer vildmark. Godt og vel en tiendedel af Danmarks areal. Skov og blanke søer, i rigelige mængder.

 

I vildmarken!

Magnum-Forden slingrer nær zigzag-kurs på den regnvåde grusvej! Jody følger os i sin egen truck, læsset med en kølecontainer, der indeholder præfabrikerede måltider. Godt og grundigt gennemrystet efter en time i ”shakeren”, holder bygevejret op. Solen bryder frem og varmen fordamper regndråberne af træerne i tætte tåger. Det er et spektakulært skue, der minder om røgen fra en landsdækkende skovbrand. Dan og Jody parkerer. Terrænet er nu for ufremkommeligt for selv motorstærke firehjulstrækkere. To firehjulede motorcykler (Quad) den ene med en trailer koblet på, står parat i en lysning. Omladning af kølecontainer og grej. Jody overrækker mig nøglerne til den ene - en Honda på 450cm; motorstærk nok til, at drive en motorcykel op til 200 kilometer i timen. Men her, er det ikke fartressourcer, men råt, firehjulet sejtrækkeri, der er hårdt brug for.

 

Fra smattet grusvej, kører vi i kortege gennem sumpede strækninger, for pludselig at passere områder, med påfaldende niveau-forskelle mellem små, indtagende søer. Årsagen er indlysende. Overalt ser vi bævere i aktivitet, for hver sø, er et studie i opdæmning af vand.

De flittige gnavere er ikke særligt bange for os, så længe vi bliver i sadlen med motoren kørende. Men i samme sekund, nøglen drejes på off, og vi gør mine til at forlade køretøjet, går alarmen med et højlydt klask med de flade haler. Fare! Destroyere i området! Dyk øjeblikkelig!

De sidste kilometer før lejren, er skov og stejle skrænter dominerende. Ustandselig må vi korrigere for nedfaldne grene, væltede træer og ujævnt terræn. En usædvanlig stor portion bjørnelort signalerer: Grizzlybjørn! Men, her er også noget andet og mere velkomment, end bjørnelort, nemlig den lille, camouflageplettede og tillidsfulde, Grouse. Canadas pendant til agerhønen.

Jody´s instinkt for grydejagt går i gang. Efter få hundrede meters kørsel, har han motioneret lademekanismen i sin kaliper22 pump-gun en halv snes gange, og lige så mange Grouse, er aftaget fjerdragten og smidt i kølecontaineren. Jody er en mester i flåningen. Femten sekunder tager det, med nogle få greb, at gøre hver fugls bryststykker klar til stegepanden.

Jeg er hægtet agterud! De mange passager af grøfter og tværliggende træstammer, har øget afstanden til Jody og Dan´s selskab. I samme sekund, vi igen har visuel kontakt, vinker de heftigt af mig! Og med god grund! En elgtyr har indtaget en forhøjning i kørselsretningen! I majestætisk positur kigger den os an. Afstanden er højst en halv snes meter. Tyren er med miniaturegevir, men præsenterer alligevel et imponerende skue. Kameraet! Selvfølgelig, men hvor f..... er det henne. Dan rækker mig sit eget og jeg knipser et par billeder af Nordamerikas største hjort. Og stor, er selv mindre elgtyre. Denne var en treårs opkomling i vægtklassen 300 kilo. Jeg kan ikke dy mig. Jeg vil prøve at komme så tæt på den knejsende tyr, som muligt, og få et nærbillede. I samme øjeblik, det er taget, går der leg i mig. Med armene hævet over hovedet og fingrene spredt ud, som et gevirs sprosser, går jeg nærmere tyren, der omgående kvitterer med rejste ører og nakkehår. Dan advarer! Pas på! Den kan konfrontere dig lynhurtigt! Jeg opgiver skuespillet og trækker mig tilbage til min Quad.

Den unge tyr registrerer min retræte, slår et overlegent slag med minigeviret og forsvinder med forbavsende elegante bevægelser i skoven. Jody og Dan diskutere forløbet. Der var et eller andet galt med den unge tyrs, resolutte optræden. Den var for modig, og formentlig kun fordi, den på afstand følger en fuldvoksen tyr, der har selskab af en brunstig ko, og, måske, var jeg, troede den, en ubelejlig konkurrent til en bedækning i et ubevogtet øjeblik. Med sigende øjne kigger Jody mig an. Er jeg i stand til at klare spændingen ved en konfrontation med en fuldvoksen elgtyr i selskab med en parrings-villig erobring - det absolut ultimative adrenalin-kick for en hjortejæger! Resten af turen til lejren bærer jeg på Jody´s opfordring riflen på tværs over brystet i skarpladt, men sikret tilstand.

 

Fuldvoksen elgtyr på sigtekornet!

Horisonten står ildrød i det gråmelerede dagslys. Kontrasten gør det sværere for mig at skelne konturerne fra hinanden. Her er mange stormvæltede træer. De fleste har rodnettet trukket op i lodret positur, som for mit uøvede øje, opfattes som vagtsomme elgtyre i minimum, femhundredekilos klassen!

Jody gør tegn til afgang, men vil først sondere terrænet fra en træstub, lidt længere fremme. Jeg følger efter og tager et kig til den side, Jody har stået med ryggen til. I samme sekund, jeg lader blikket fare over det forvitrede terræn, skiller et væltet træs rødder og en massiv bevægelse sig fra hinanden. Jeg er ikke i tvivl! Der står en elg! Om det er en ko eller en tyr, kan jeg ikke se. Jeg hvisker højt. ”Jody, Jody: En elg”! Han er med det samme klar over situationen, griber sin kikkert og udbryder. ”Det er en tyr”! ”Geviret er ok”! ”Skyd”! ”Men først, når du er klar” - besinder han sig. ”Brug min skulder - som anlæg”! Jeg afslår, for elgen er forsvundet bag nogle graner. Satans også! Og dog. Afstanden var mindst 2oo meter! Måske snarere 250! På en sær måde, føler jeg lettelse over, ikke at skulle skyde så langt, i fritstående stilling! Til helvede med Jody´s tilbud om skulderstøtte. Havde jeg misset mit skud, havde oplevelsen bare suppleret en fælles, spirende fornemmelse af kaos, jeg mere end fornemmer, vi begge er præget af.

 

Denne morgen er den næstsidste i de 10 dage, jeg har til rådighed og hver dag, har vejrliget drillet os. Temperaturen midt på dagen, har hævet sig over 20 plusgrader, ligesom mange af nætterne, har været usædvanligt lune. Det er en kendsgerning, at elgtyrens brunst først går rigtigt i gang, når frosten har bidt sig fast.

Dan, der er kørt tilbage til Edmonton for at pleje sin forretning, har over mobiltelefonen tilbudt mig fem ekstra jagtdage gratis, samt besværet med at ændre mine flybilletter. Men, jeg har været stærkt i tvivl og har endnu ikke taget beslutningen. Jeg er udmattet efter 8 dages jagt fra tidlig morgen til sen aften i et terræn, der har krævet al min fysiske formåen. Jody´s succes på elgtyre, har altid været 100% og derfor har han, som en af Albertas bedste guider, presset mig til det yderste, for at holde sit ry ajour. Men også af andre grunde har nerverne været på spidsbelastning! Hver eftermiddag har uvejr hærget skoven med sindssygt hylende vinde, der i stødende fik de lange tynde aspe og birketræer, til at knække, som var de tændstikker! Mærkeligt, for medens elementerne rasede, forekom vejrliget stille i øjenhøjde, men med stormende kuling en halv snes meter over jordhøjde! Mange gange har jeg stået på post i tykninger, hvor træernes toppe med højlydte brag ramte jordbunden, og jeg måtte springe for livet! Dødsensfarligt, nervepirrende og psykisk trættende! 

Et kobbel ulve hyler et stykke herfra. Det er ikke en enkelt ulvs serenade til morgengryet, vi lytter til, snarere en jagt, der er lykkedes! Et eller andet ubarmhjertigt, er hændt, og nu hyler de effektive dræbere i kor for at styrke sammenholdet. Netop i dette område har vi set en ung elgko med sin formentlig førstefødte kalv. Uerfaren nok til, at lade ulvene komme for tæt på sit afkom.

 

Min elgtyr registrerer også ulvene! I nogle sekunder, er den blottet, før sandsynlig retræte gennem en canyon. Det må ikke ske! Dagbrækningens grå lys har ændret sig til næsten dagslys, og det afgør dens skæbne. Jeg falder på hug, bruger mit ene knæ som støtte og finder hurtigt tyrens forparti i kikkertsigtet. Skuddet brager og projektilet i kaliber 300win-magnum, gør arbejdet færdigt.

 

Jagtlykke! Et miks af blandede følelser!

Medens jeg repeterer, ser jeg elgtyren styrte til jorden, og er øjeblikkelig grædefærdig af taknemmelighed over det vellykkede skud. Mærkelig følelse! For få sekunder siden, var den et stort, stærkt dyr. En yderst velfungerende, biologisk sammensat mekanisme, egnet til at klare sig under forhold, jeg næppe ville overleve ret længe. Vintertemperaturen i denne del af Canada er, når først frosten har bidt sig fast, på jævne 20 minusgrader, fra december og frem til april.

Morgenens matte stemning ændrer sig totalt. Jody skiftevis lykønsker mig med håndtryk, klapper mig på hovedet og danser omkring sig selv af begejstring. Min ihærdige og dygtige guide kan fortsat bryste sig af, han er en af de få, der altid formår at præstere en fuldbyrdet elgjagt for sine klienter.

Jeg er klar til næste skridt. Parteringen af det store dyr, er en affære, der kræver mere end én mands hænder, og jeg ved, det forventes, jeg deltager aktivt. Jody tar´ knive og slibegrej op af sin rygsæk, han bevæger sig - som en ål i et bælte af tang i det kuperede terræn og er på få minutter fremme ved elgtyren.

 

 I aftes fik vi besøg af Jody´s jagtkammerat, Dale, som med sin riffel har posteret sig i en tykning et stykke herfra. Jody og jeg overraskede en hvidhalet hjort for et par dage siden samme sted, og Dale er inviteret til, at supplere sin frysers vinterforråd med fersk kød. Nu hører jeg en meget velkommen lyd. Dale dukker frem mellem træerne på sin Quad, lokket til af skuddet fra min riffel. Dale har flere hundrede hjortegevirer i sin kælder og udhuse, derfor ved jeg, at han også er en erfaren slagter. Betingelsen for at opnå respekt blandt ligesindede på disse kanter, er, at jægeren kan klargøre sit vildt til fryseren, og Dale er straks parat til hjælpsom dåd.

I Canada er det forbudt at lade hjortekød gå til spilde efter drabet. For udenlandske jægere, der ikke ønsker eller ikke har mulighed for at fragte kødet til hjemlandet, bliver det, når dyret er brækket, sorteret i specielle poser, som alt efter omstændighederne, bliver fragtet til en by, eller til en generator-dreven fryser. Meningen med besværet er, at trængende familier i nærområdet, enten får kødet forærende, eller kan købe det billigt.

Fire timer tog det os at slagte elgtyren og yderligere et par timer, at fragte de seks poser kød ud af det uvejsomme terræn! Og, nu skete der noget, jeg ikke i min vildeste fantasi havde troet muligt. Medens slagtningen foregik, kredsede en ørn over os! Jody greb jævnligt kikkerten og tog et look horisonten rundt. En bjørn kunne jo føle sig tiltrukket af lugten af kød og blod. Men, frem for at fragte poserne til lejren, hvor de i det mindste var i sikkerhed, blev de med møje og besvær hængt op på en væltet træstamme nær en farbar skovvej. Gevir med kranie – mit trofæ -  blev lagt på tværs over en gren! Poserne hang i ædehøjde for selv en mindre bjørn. Ja – en flok ulve ville uden besvær kunne boltre sig, som på en gourmet-restaurant. Utroligt, men dagen efter, var intet hændt.

 

 Bålhygge. Whisky og tamme kaniner!

Den amerikanske forfatter og jæger, Robert Ruark, beskrev i en af sine bøger en fasanjagt i Connecticut´s maleriske efterårslandskab og ikke mindst hyggen efter jagten i den lune hytte. Frit citeret fra min erindring: ”og whiskyen smagte saligt, da vi dødtrætte kom tilbage med en taskefuld fugle og minder, til den dragende ild”. Denne lille passus har, siden jeg som ganske ung nærlæste den, haft en vis indflydelse på min lyst til – helt i Robert Ruarks ånd, at slutte en vellykket jagt med en passende mængde whiskysjusser.

Og Jody og Dale er til whisky og hygge ved åben ild. I timen, hvor skumring og nat smelter sammen til bælgravende mørke, er bålet reduceret til en glødende varmekilde, og nu titter et væld af kaniner frem, som var det almindelig høflighed for arten, at sige tak for en underholdende aften. Overvældet af stemningen, og de allestedsnærværende whiskeyjack*, der sammen med kaninerne ter sig som aktørerne i en eventyrfilm, overgiver jeg mig til den næste, men også sidste whiskysjus. Ikke så meget af fornuft eller skræk for tømmermænd, men udelukkende fordi, flasken var tømt, til sidste dråbe! 

 

Morgendagen efter kører vi atter ind på Jody´s forældres gårdsplads i flækken, Calahoo. Undervejs har vi gjort holdt i nogle små byer for at nyde en kop kaffe, og da vi har elgtyrens kranie med geviret fuldt synligt ovenpå poserne med kødet på truckens lad, samlede et lille opløb sig hurtigt. Ikke én af tilskuerne udtrykte nogen form for mishag. Snarere tværtimod. I Canada, er befolkningen på landet næsten alle jægere. Nogle er såkaldte ”road-huntere”, der nøjes med at skyde deres vildt fra vejsiden, og andre tager dybere ind i vildmarken, for til fods eller fra båd, at fuldbyrde den grundlæggende mening med jagtinstinktet, nemlig, at skaffe familien mad på bordet. Jagt, for at supplere husholdningen med eventyrligt, velsmagende kød, er ligeså naturligt i Canadas landdistrikter, som det er for danskere, at vælge kød til lørdagsmiddagen i det lokale supermarkeds køledisk.

 

Hunters are good people!

Hunters are good people slutter Jody´s firsårige far, Glenn, samtalen om de basale værdier, der efter hans mening knytter mennesker og udøvelsen af jagt sammen. Og jeg er rørende enig med ham.

Resten af turen mod Edmonton er Dan min chauffør, for samværet med Jody slutter her i Calahoo. Jeg lader blikket panorerer over gårdspladsen i en stemning af sørgmodighed over at skulle forlade Canada og samtidig glæde over min vellykkede elgjagt.

Truckens V8-motor buldrer sagte som akkompagnement til bilradioens bløde countryrytmer.

Den lokale radiostation holdt i den periode, jeg gæstede Canada, tema over countrymusikkens oprindelige udøvere, hvor lytterne hver dag kunne ringe ind og bede om at få et særligt, elsket nummer, spillet. Medens Dan gør klar til at vende truckens front mod gårdspladsens udkørsel, fanger jeg brudstykker af en lytters samtale med studieværten. Snakken går på det nok så vigtige i vore dage, åbenlyst at bekende sig patriotisk til sit land. Det er ord, der i brede kredse i Danmark ville lyde som politisk ukorrekt tale, men her, er det god snak, som får mig til at føle mig ekstra godt tilpas.

Jody´s familie står samlet på verandaen og vinker farvel. Jeg besvarer rørt med at vinke igen. Dan forstår situationen og lader mig dvæle ved øjeblikket, indtil vi er ude af syne. I sandhed - Hunters are good people.

 

*Whiskey Jack - ofte sammenskrevet til Whiskeyjack, er øgenavnet på en fugl fra skovskadefamilien. Dens rigtige betegnelse er, Grey Jay. Af lokale kaldes den også for ”camp-robber”, (lejr-røver) da den med sin tillidsfulde adfærd flagrer omkring i lejren og æder løs af alt, der kan fortæres. At have Whiskeyjack´s med til måltiderne i Nordamerikas vildmark, er helt almindeligt forekommende, og et fænomen, jeg selv finder særdeles hyggeligt, da den ikke generer sig for at æde af ens hånd.

 

Tekst og foto: Hans D. Egeskjold       

---------

Hvad der dog kan hænde en sensommerdag i hjertet af British Columbia

Solrige eftermiddage i august måned er alle små og store søer i British Columbia invaderet af lavtflyvende guldsmede. I sindrige og akrobatisk udførte manøvre, ingen med begge ben solidt plantet på jorden, skulle tro var mulige, jager de alt flyvende fra insekternes verden. Det hænder, at en velvoksen regnbueørred lader sig inspirere af letheden i luftakrobatikken, og i et højlydt plask bryder overfladen, for at snuppe en lavtflyvende lækkerbisken! Og lykkedes det en udvalgt guldsmed i tide, at øjne faren, og drilagtigt stige til vejrs, som et jagerfly, der behændigt undviger et missil fra en ubåd, er beskueren vidne til naturens unikke opvisning i flyvningens, oprindelige kunst.

Sensommerdage i det nordlige Canada er korte. I timen, hvor tus og nattemørke flyder sammen, lægger kølig luft fra de omkringliggende bjergtoppe sig som en dyne af gus over landskabet. På den tid af dagen var det som om alle overlevende insekter samledes til en sidste svingom over en lille lagune foran min ensomt beliggende hytte ved bjergsøen, Nakinilerak lake. Lagunens lune vand tiltrak også nogle af søens større ørreder, der ikke ville gå glip af et sidste måltid før lukketid. Min egen fangst lå før natten altid renset og pakket i folie i mit gasdrevne køleskab. Jeg fulgte lydigt min værts råd. Vis respekt for lækkersultne bjørne og rens din fangst, så langt fra din hytte, som muligt.

Det hænder at skødesløshed koster liv i vildmarken! Før mit ophold ved søen passerede min vært og jeg en forladt campingvogn ved et flodleje. Et eventyrlystent ægtepar ville udforske området med det rullende hjem som base. Parret er ikke set siden, de forlod stedet, hvor vognen stadigvæk står, som en trist erindring om, at moder natur er konsekvent lunefuld og aldrig tilgivende! Men, trods min egen mangeårige erfaring med hytteophold i vildmarken, fik skødesløsheden en dag også tag i mig! Med en nybundet flue havde jeg fanget en flot, topunds regnbueørred. Opildnet af heldet ville jeg tilberede et festmåltid; ædel fisk som forret og dåsehakkebøf svøbt i bacon, som efterret. Om aftenen hørte jeg lyde, der ikke kom fra væselen, jeg delte natlogi med. Mindst en halv snes gange fra mørket satte ind og til daggry holdt den mig vågen med sin jagt på de tilsyneladende utallige mus, der gennem revner og sprækker trængte ind for at støve madrester op, og værst af alt, samtidig sked de på mit altid nyfejede bræddegulv med et utal af små ovale bakteriebomber!


Mit bofællesskab med det supersmidige og lynhurtige miniaturerovdyr, der ikke var større end en agurk, startede med gedigent fjendskab! Men vi blev hurtigt ”venner”. For at imødegå et eventuelt bjørneangreb, så effektivt, som muligt, lægger jeg altid beslag på den øverste køje; altså, hvis der er en. Jeg vil meget hellere skyde nedad, frem for i den nederste køjes øjenhøjde, at forsøge et skud ind i et stinkende bjørnegab! Problemet var, at væselen også syntes om den øverste køje. Her havde den et godt overblik over musene! Første nat verfede jeg den væk, i den tro, den var en mus på afveje. Og det kostede mig et bid i tommelfingeren! Natten efter, lod jeg den være! Køjen var stor nok til os begge og freden blev genoprettet! Vores fællesskabsfølelse stoppede dog ikke her. Midt på eftermiddagen havde jeg tillagt mig den usædvanligt gode vane at plante rumpen i hyttens eneste stol med kaffe og småkager for at nyde udsigten mod søen. Væselen fulgte prompte op på ideen ved at dukke frem fra sit bo under gulvet og nysgerrigt kigge med. Glad over mit nye venskab hændte det, jeg lagde en småkage på en kævle, der fungerede som ”havebord”, og vupti, på få sekunder havde den gnasket godbidden i sig. Fakta er bare, at vilde dyrs gener ikke er kodet til nærkontakt med mennesker, så selv om væselen tilsyneladende var socialt anlagt, turde jeg ikke med min tommelfingers skæbne i frisk erindring, ”håndfodre” dens vagtsomme hoved med det sylespidse tandsæt!


Aftenens uventede støj lød som børns plasken i vand! En familie - to voksne oddere og et par unger - der jævnligt, højt pludrende med hinanden, rumsterede i lagunen, var måske årsagen! De ænsede mig ikke, i hvert fald, så længe, jeg ikke rørte på mig, men i samme sekund, jeg gjorde mine til at benytte mit kamera, forsvandt de ud på dybere vand. To sortbjørne, den ene i 6 fods klassen og en yearling (udtryk for en ung bjørn, moderen nylig har afstødt) viste sig hver eftermiddag på en af skråningerne til søen. De fulgtes ikke ad, men holdt en passende afstand til hinanden og så ud til at trives i eget godt selskab. Den større af de to bjørne, søgte hver dag på klokkeslæt hen mod en lille tykning i retning mod mig, hvor den på et udvalgt træ og stående på bagbenene gnubbede parasitter af ryggen. Tidligere, end jeg plejede, havde jeg grundet fiskeheldet jongleret med potter og pander og spredt rigeligt med duft fra bacon og hakkebøf i æteren. Tilmed havde jeg renset ørreden i lagunen og ladet affaldet ligge. En fatal fejl, der før havde haft konsekvenser med dødelig udgang for uforsigtige aktører med hang til grillet ørred svøbt i bacon! Hver dag ud på eftermiddagen vendte vinden som regel og sendte referencen fra min ”køkkenregion” ud over søen! I kikkerten kunne jeg tydeligt følge den større af bjørnene rejse sig på bagbenene og vendte snuden mod mig - tydeligvis i koncentreret interesse for duftsporet! Men da de to enegængeres ophold på skrænten foregik adskillige hundrede meter fra min position, bekymrede de mig ikke.

Nordamerikas dyreliv er rigt repræsenteret i denne del af Canada. Selv en elskovssyg elgtyr huserede tæt på min hyttes ”matrikel”! Jeg havde hørt den banke geviret løs på træer og kalde på en brunstig ko med sin karakteristiske, nasale grynten. Nogle gange havde jeg moret mig med at efterligne den, bare for at se, hvad der skete. Måske hævnede den leg sig nu! Støjen fra søsiden steg! Mine nakkehår rejste sig! Jeg greb min pumpgun og registrerede tilfreds ladegrebet førte en kuglepatron i kaliberen 12/76 i kammeret! Min peberspray havde jeg altid indenfor rækkevidde. Men var den ubudne gæst en aldrende grizzlybjørn, som plaget af tand og lændesmerter og andre dårligdomme, søgte lette måltider, kunne jeg tømme spraydåsen i hovedet på bamsen! Det ville ikke bremse den en tøddel! Et par velanbragte kugler i vægtklassen tredive gram og en god portion held, var muligvis løsningen! Og kun muligvis! Nogle grizzlybjørne kan tage en halv snes skud fra en riffel, før de kollapser! Take it or live it! Imod den risiko, var et besøg af en elgtyr til at håndtere, når bare jeg havde et træ at søge dækning bag. Elgtyre kan være lynhurtige og særdeles aggressive, men de egner sig ikke til pludselige kursændringer!


Noget bevæger sig i det knastørre buskads, der omkranser hytten! Jeg føler mig på én og samme gang nervøs og beluret! Med fingeren på aftrækkeren lader jeg tommelen frigøre sikringen! Geværet er en såkaldt politimodel; udviklet til Security & law enforcement purpose (sikkerhed og retshåndhævelse) Fra kappe til munding, er det specielle våben ikke længere, end at det nemt kan affyres med én hånd; altså hvis man er i stand til at håndtere rekylen, der er kraftig nok til, at bøssen slår en baglæns saltomortale! Med begge hænder placeret på våbenet lader jeg det panorere hen på stedet, hvorfra støjen i buskadset kom, og tager det helt roligt. Der er ingen lurende puma i krattet, men bare to kaninunger, der springer sorgløst omkring og leger tagfat. Ufatteligt at væselen ikke for længst har gjort kål på dem, som det lette måltid, de er! Men måske er planen at gemme dem til vinterforråd i så frisk tilstand, som muligt. Et sekund havde jeg faktisk en puma i tankerne! Året før, var en guide med to jægere, udsat for en livsfarlig situation, ikke langt herfra. En af de store katte angreb dem og det lykkedes kun med nød og næppe guiden at dræbe den med to hurtige skud fra sin backup riffel. (skildret i JAGT & JÆGERE juni/juli 2010).


Med ét ændrede lydbilledet sig! Jeg gloede målløst i retning af jollen, der lå trukket op på land en halv snes meter fra min ”terrasse”. Væselen dansede langs rælingen, fra for til agter, hvinende af arrigskab! En sortbjørn, formentlig den store af de to på skrænten, stod i oprejst stilling bag jollen med snuden mod vinden! Vi stirrede et langt øjeblik, næsten forstenet af forbavselse på hinanden! I samme sekund slog det mig, at jeg jo stank af bacon! Alle bjørnes livret!


Pebersprayen! Jeg lod venstre hånd slippe geværets ladegreb og rakte ud efter den afsikrede spraydåse! Ved denne ubeskriveligt smukke sø, var jeg over hundrede kilometer fra den nærmeste hjælp! På en måde, en dejlig basal følelse. Mand, specialdesignet haglbøsse og fiskeudstyr. En pragtfuld treenighed. Jeg var midt i den vildmark, jeg elskede højt. Langt fra krisepsykologers, pylrede omklamring! Dummede man sig herude, kunne afregningen medføre døden! En fantastisk og udfordrende tanke! Men, altså, bestemt ikke et eksperiment, jeg på nogen måde ville gøre uden min supereffektive pumpgun! Og, selv om min ubudne gæst kun var en sortbjørn, og ikke en gammel grizzlybjørn, vidste jeg, at jeg skulle tage dens nærvær endog meget alvorligt!

Spray og kuglepatroner kom heldigvis ikke i brug. Som én muskel, der prompte reagerede på en elektrisk impuls, bøjede bjørnen sig og greb beslutsomt nogle rester af fiskeaffaldet, samlede det omhyggeligt med forpoterne, rejste sig og ligesom smagte på den af bacon mættede luft, medens den kiggede trodsigt på den arrige væsel! Med et selvsikkert kast med hovedet, forsøgte den at tilkendegive, at den bestemt ikke var bange for noget som helst. Men så besindede den sig og bakkede langsomt ind i skoven med affaldet i gabet! For måske, var jeg, trods det indtagende duftscenarie, alligevel et farligt rovdyr, den trods sin frygtløse attitude, burde frygte! Væselen skød fuld af selvtillid ryg, kiggede en ekstra gang efter bjørnen, og tog i få, forbavsende lange spring, turen tilbage til vor fælles bolig.


Et dække af tåge trak ind over søen, der på få minutter er indhyllet i klam gus! Det begynder at regne, først med tunge, spredte dråber, der højlydt klasker løs på hyttens bliktag. Jeg beslutter at gå indendørs og tænde op i brændeovnen. Efter få minutter luner ilden så meget, at selv om der er en bjørn i nabolaget, er begejstringen over at bo i en bjælkehytte i den Canadiske vildmark, urokkelig. Bestyrket retter jeg øjnene mod krattet, hvor bjørnen søgte ind for at æde fiskeaffaldet. Og der dukker et andet dyr frem. En mår! En såkaldt Fisher. Større end vor egen skov eller husmår. På afstand forveksles den ofte med en mindre bjørn. Engang på en jagt i Alberta, havde jeg sigtet på en af slagsen, der dukkede op i et skovbryn og straks sat min guide til at vurdere ”trofæet”! Skyd du bare den bjørn, udbrød han -den er højst tre fod lang!

Jeg stirrede intenst på min nye gæst. Skulle jeg hente kameraet? Som galionsfigur, var måren absolut et foto værd. Men jeg var nødt til at rejse mig, og støjen fra stolen, der måtte skubbes tilbage, fik den straks til at forlade sin udvalgte plads i jollens stævn.


De tunge regndråbers klask på bliktaget er hørt op. Den klamme gus, der hidtil har holdt sig til søen, er nu krøbet op til min dør, hvor den præsentere sig som et spøgelse, der vil indenfor og spolere hyggen. Skiftet fra den varme sensommerdags, gyldne sollys, er en slående kontrast og et varsel om, at en lang og iskold vinter, er lige om hjørnet! Ilden i brændeovnen buldrer heller ikke så hyggeligt som før, samt den kendsgerning, at min bofælle - væselen - længe har siddet i sit hjørne, hvorfra den hver aften gør sin entre, for at starte sin rundering før musejagten. Det burde alt sammen være et vink om, at køjen - før en velfortjent whiskysjus, var dagens sidste delmål.

Ved midnatstid bliver jeg vækket af endnu en omgang ukendte lyde og en kold vind, der står direkte ind gennem hytten! Altså må jeg se i øjnene, at et eller andet ”ukendt” har mast min dør op! Fra min position i køjen, kan jeg kun se gennem halvdelen af gulvets areal. Selve forstuen med døren ud mod søen, er ikke synlig, og måske sad der en bjørn og gloede ind i soverummet! Jeg listede forsigtigt geværet fri af sengeremmen og flyttede sikringen over på action! Koncentreret om ikke at gå i panik svinger jeg bentøjet over sengekanten og prøver at ramme stolesædet, der agerer trappetrin før gulvet. Med geværet i den ene hånd prøver jeg at holde balancen, klar til at skyde, om nødvendigt! Samtidig klaprer min dør højlydt akkompagneret af gnistrende lysglimt og brag over søen! Er det djævelen selv, der er på spil? Er dommedag en grum faktor, lige nu? Med instinktet indstillet på forsvar træder jeg med rejste nakkehår ned på gulvet!


Et særligt kraftigt vindstød får hytten til at ryste alarmerende! Vinduerne blafrer og tagkonstruktionen gir sig i sømbeslagene! I samme sekund ser jeg gennem døråbningen at aluminiumsjollen bliver blæst op på land! Bingo! Det er heldigvis ikke dommedag, men bare en såkaldt tordenstorm, der raser! Jeg får med besvær døren lukket i; hamrer min dolk i gulvet som dørstopper og placerer stoleryggen under håndtaget. Der er to ting, som nu kan gå rivende galt! Et træ, der vælter ned over hytten eller et af de mange lyn, starter en skovbrand! Med alt mit tøj og en redningsvest på, klar til at evakuere, lægger jeg mig i den nederste køje og håber det bedste. Et halvt hundrede meter fra min lille havn, ligger en ø på knap en snes kvadratmeter. Der er forholdsvis lavvandet derover og da øen er bevokset med et par træer og nogle buske, er den et ideelt tilflugtssted i tilfælde af, at en skovbrand nærmer sig!

Stormvejret bevæger sig nordover medens lynene står i stænger langs den række af lave bjerge, der lægger brinker til søens ene side! Brag på brag akkompagnerer glimtene! Der er intet andet, jeg kan gøre, end at ligge så bekvemt som muligt og lytte til at ”dommedagsmusikken” forhåbentlig snart fortoner sig; egentlig en ideel tilstand at døse i. Jeg vågner i daggryet til en loms morgenappel på søen. Men da ekkoet fra skoven svarer tilbage i samme, insisterende toneleje, holder den uden resultat en lang frugtesløs samtale med sig selv i gang. Bortset fra lommen, er her stille. Meget stille! Jeg trækker dolken, der fungerede som dørstopper fri af gulvet og kigger ud. Et fantastisk inspirerende duftscenarie - mikset af gran sø og skovbund, slår mig i møde. Endnu er solen kun lige at ane bag bjergkammen og intetsteds får jeg øje på et rødligt skær fra skovbrande. Jollen, som stormstødet blæste op på land, er nu bare et praktisk problem, der skal løses; for i dag skal der fiskes. Efter stormvejr, bider alle fisk villigt. I brændeovnen knitrer ilden snart lystigt. Kedlen med søvandet kommer hurtigt i kog og teen smager pragtfuldt. Vildmarken er i det hele taget pragtfuld. Ind til videre har jeg overlevet! Gad vide, hvad der blev af ægteparret, der tog på eventyr ind i det uvisse?

Tekst: Hans D. Egeskjold

 

--------

 

Fly-in hunt i Trophy Book Outfitters landskab.

 

Agoen har hjulene omkranset af kraftige gummibælter! Den slags er en højst nødvendig foranstaltning i det nordlige Albertas, sumpede vildmark. Som en kloning mellem en bryder og en

balletdanserinde lægger den terrænet mellem den lille sø, der agere som de små vandflyveres landingsplads for jægere, lystfiskere og andet godtfolk, der har mod på at opleve vildmarken, bag sig. Vi, er Dan Hungle, min entusiastiske vært og Melvin, der kort og godt kaldes for Mel. Mel har kørt hele natten fra den lille by, Kamloops, i det centrale British Columbia, for at assistere som guide og kok i den jagtlejr, jeg om en halv times tid vil få at se. Lejren er en teltlejr, altså en lejr beregnet på at flytte de steder hen i vildmarken, hvor udbyttet for jægeren, der i det her område har betalt for jagten på en sortbjørn, er størst. Mel er her ikke bare for at agere som guide og kok. Han har en ide om at købe licensrettighederne til jagten i området af Dan og starte sin egen outfitter forretning. Mel er i gang med en livsstilsændring for noget skal der ske, nu, han som 49-årig - efter eget udsagn, er godt og vel midtvejs i livet. I det lille vandfly fra Fort McMurray´s miniatureudgave af en lufthavn over endeløse sumpe, og lige så endeløse fyr og birkeskove, betroede han mig sine planer for fremtiden.

Dan er i en anden livsfase. Som seksogtresårig og på toppen af sin succes som ejer af, Trophy Book outfittters, kan han skue tilbage på et spændende liv som jæger og udendørsaktør. Dan kan roligt og uden at ærgre sig over naturoplevelser, han aldrig fik gjort, se sin kommende pensionisttilværelse i møde. Egentlig er han billedet på den typiske selfmade mand. Jeg har helt klart fornemmelsen af ham, som en egenrådig skikkelse, men fornemmer ham samtidig, som en mand med en udpræget humoristisk sans og en omfattende, nærmest leksikonagtig viden om dyrelivet i Nordamerikas, vidtstrakte skove. Dan er ikke længere aktiv riffeljæger. Faktisk ejer han kun en gammel haglbøsse, betroede han mig i den halve time, vi tilbragte i lufthavnen, medens mit lille fly blev læsset, og i byens øl, vin og spiritusforretning for indkøb af den whisky, jeg på det personlige plan syntes, er en vigtig del af en jagtrejse. For hvad er bedre, efter en lang dag i uvejsomt terræn, til duften af røgen fra brændeovnen, jordbund og gran, at nyde en whiskysjus, før køjen kalder. Dan drev i mange år en forretning for bueskytter, som er den jagtform, der stadig kan tænde Dianas gnist i ham. Nu er det jagt med bue og pil, han og hustruen, Leona, nyder. Leona er jæger med liv og sjæl. I Alberta stiler hun eksempelvis efter, som den første kvinde, at vinde - The Grandmasters Bowhunting Award. Titlen kræver seks arter i Alberta i rekordbogs størrelse. Leona har allerede skudt whitetail, mule deer, bjergløve, sortbjørn og rensdyr. Hun mangler blot en elgtyr, så er titlen hjemme. 

Argoens motor skyder i tændingen. Ved hvert knald sender den en dunst af brændt olie ud. Med himmelvendte øjne forklarer Dan, at en af lejrens guider for nylig havde læsset for meget udstyr på ladet, der på den her argo, er anbragt over køretøjet. Langs brinken til en mindre flod blev det reglen om altid, at have en god placering af lasten i forhold til transportmidlets tyngdepunkt, for meget. Argoen tippede over og lagde sig til hvile på flodbunden. Men med fældede birkestammer og tovværk, lykkedes det at få den bragt på land. I Canada er den slags uheld i småtingsafdelingen. Et par timers tørring, og menageriet kørte igen.

Lejrens konturer dukker frem mellem træerne. Et telt til kok og guider og et til jægerne - eller jægeren, som i den næste uge er begrænset til én person: nemlig mig selv. Pragtfuldt.

I et brev til JAGT & JÆGERE spurgte en læser engang om følgende. Hvor i Canada får man den størst mulige succes på en sortbjørnejagt. Jeg svarede uden tøven: I det nordlige Alberta; på en jagt med udlagt bait. (lokkemad i form af køkkenaffald, etc.) Det var vigtigt for mig at understrege, at spørgerens evne til at sidde alene på en lille platform monteret i fire-fem meters højde mellem tre eller fire træer og ofte flere timers transport til den nærmeste hjælp  - uden at føle angst, bør være en væsentlig del af beslutningen. Nemesis: Døm selv!

En morgen midt i ugen i gryende dagslys, med et utal af egern hvirvlende omkring dukkede en bjørn i seks fods klassen frem mellem træerne. Som en skygge nærmede den sig lydløst! Den gloede olmt op på mig, medens den smækkede advarende med kæberne. En Monster-bjørn? - Nej, men den havde dog den buede hjerneskal med ørerne faldende ud til siderne, et muskuløst forparti og kraftige poter, der fortalte, at den var en han i sin bedste alder. Jeg besluttede at skyde den! Med sænket hoved og truende klapren med kæberne gloede den en sidste gang op på mig! Skuddet rev og flåede i morgenens umiddelbare, Walt Disney romantik! Nu var der i stedet dømt rå virkelighed! Samtlige egern pilede af sted, nogle over skovbunden, andre søgte tilflugt i det nærmeste træ. Rekylen fra magnumriflen mærkede jeg ikke, men repeterede, så hurtigt jeg formåede og skød igen! Ramt af begge skud frontalt mellem skulderbladene kollapsede den på stedet og blev liggende. Bravo!

Tilfreds med forløbet, lader jeg hånt om Dan´s advarsel: Forlad kun din placering, hvis du er hundrede procent overbevist om, der ikke er andre bjørne i nærheden! Med skarpladt riffel og peberspray, kravler jeg ned af stigen og går over mod “byttet”! Forsigtigt lader jeg riflens løb pirre dens ene øje. Ingen reaktion. Bjørnen er stendød!

Egerne vender forbavsende hurtigt tilbage og starter den hektiske forrådssupplering i den udlagt bait op igen. Et par Whisky-Jacks flagrer ind på den lille plads. De grå fugle, der i form minder om vores egen skovskade, er forbavsende tillidsfulde. Jeg har flere gange haft dem siddende på platformen, hvor de nysgerrigt kigger på mig.

 

Bag mig dukker en massiv skygge frem. En bjørn i den store klasse? Nej, det er to bjørne, der nu skiller sig fra hinanden. To mindre bjørne, en kommende Boar, (udtryk for en hanbjørn i monsterklassen) altså en ung han i følgeskab med en hun, men rigelig stor til at lægge mig ned. Dan´s advarende ord om, at det hænder, især unge sortbjørne dræber mennesker, nærmest rungede i baghovedet. Monster-aspiranten smækker med kæberne. Den er givetvis irriteret over, at jeg kunne være en direkte konkurrent til dens næste måltid, og en mulig, konkurrerende bejler, til hunnen, der følger den. Jeg vender front mod dem og trækker mig baglæns over mod stigen til platformen, men snubler over en træstub! Det farligste ved så nær kontakt med en gal sortbjørn er, at falde! Modsat grizzlybjørnens dræberinstinkt, der dulmes, straks byttet ligger ned, reagerer en sortbjørn stik modsat! Den fortsætter angrebet!

Jeg undgår med nød og næppe at trimle omkuld. Et mindre træ tager imod mig, og rystelsen, det frembringer, får de to bjørne til at stoppe et par sekunder. Det giver mig tid nok til at få pebersprayen i stilling. “Pustet” har ingen virkning! Tværtimod! Parret nøjes med at hoste et par gange, og jeg med. Med riflen parat fortsætter jeg sidelæns mod træerne, der bærer min siddeplads. Jeg har hele tiden i tankerne, at jeg ved foden af stigen, er i en særdeles sårbar position! Bredhovedet og med de karakteristiske, kraftige forben, der fortæller om muskler i overflod, følger den pirrelige opkomling efter mig. Jeg har to muligheder. Skyde eller prøve et nyt pust med pebersprayen. Jeg vælger det sidste. Den gulbrune stråle strejfer kun hovedet på forfølgeren og virkningen udebliver. Da jeg er halvvejs oppe af stigen angriber den og smækker forreste del af kæberne om min ene støvles hæl. Jeg har riflen over skulderen og min venstre hånd placeret i et fast greb på et af stigetrinene. I højre hånd har jeg pebersprayen og sprayer den igen og igen, indtil den slipper! Jeg sparker den i hovedet og blindet tumler den ned, men når forinden at vægre kraftigt for sig, så jeg får nogle gevaldige dask over benene. En mindre bjørn i 200 punds klassen, så tæt på, er dog et temmelig stort dyr at tumle med, så med hjertefrekvensen i det røde felt og tohundrede procent bevidst om, ikke at slippe grebet i stigen, når jeg rystet i min grundvold op på platformen.

 

Stærkt i vildrede med, hvad jeg skal gøre, konkluderer jeg, at den allerfarligste situation med en sortbjørn, er en hun med især helt små unger. Moderen sender dem op i et træ ved den mindste fare. Og vælger de, at entreer et af de træer, der bærer jægerens platform, og når denne ikke at verfe dem ned, før de er oppe over siddepladsens niveau, er han/hun i den allerhøjeste risiko for at miste livet! Bjørnemor vil kun have ét i tankerne. Dræb den fare, der er mellem mig og mit afkom! Dette scenarie er ikke tilfældet her. Gudskelov!

Min riffel er klar til dåd. En 7mm magnumpatron i kammeret og tre i magasinet. Hvad kan egentligt gå galt!? Dette er jo en sortbjørnejagt, når den er bedst. Jæger og bytte i nærkontakt. Hvem af os skal slippe tøjlerne først! Under mig rumsterer min kombattant med klaprende kæber og skraben i underlaget! Alt sammen tegn på aggressivitet, men næppe livsfarligt. Jeg har jo fået min lærestreg! Og dog! Idet jeg læner mig frem, ser jeg, at den er parat til at entreer stigen igen. Men jeg er også parat, retter riflen ind, trykker af, og ser projektilet slå direkte gennem dens muskelbesatte forkrop og fortsætte ned i underlaget. Den lå død på stedet! Uden en oplagt bejler at flirte med forlod hunbjørnen, der hele tiden havde holdt sig i baggrunden, tilsyneladende upåvirket det overståede drama.

To bjørne indenfor ti minutter og nervepirrende spænding i overflod! Samme dags aften over en whiskysjus i lejren, fortæller Dan om en ung og temmelig frygtløs amerikansk jæger, som kun udstyret

med bue og peberspray, havde siddet på jorden blot nogle få meter fra den udlagte bait og afventet begivenhedernes gang. En bjørn i 600 punds klassen havde konfronteret ham og kun fordi amerikaneren ikke lod sig gribe af panik, lykkedes det ham at kombinere peberspray og bue, og sætte en dræbende pil i den rasende bjørn! Summa Summarum: Mange af Dan´s jægere er i virkeligheden meget bange for bjørne; nogle vil ikke sidde alene i skoven, endsige sove i teltet, uden guiden er tilstede. Men, der er altså en lille hardcore gruppe, der ikke kan få spænding nok, sluttede Dan sin fortælling. Mel tømmer halvdelen af sin nyåbnede dåseøl i én slurk og nikker bekræftende, med et sigende blik til mig! Og, jeg kan garantere, at i timen mellem dag og nat, hvor skumringen folder sin snigende skygge ud, kræver det sin mand, når et 400 til 600 pund muskelbundt gør sin entre og bemægtiger sig området.

Og apropos adrenalinkick! Ugen i Dan´s lejr var slut. Mit tøj var pakket. Hjemrejsen stod for døren. Om få timer ville mit lille fly tage en cirkel over lejren og markere det endelige punktum for en temmelig spændende uge i vildmarken. Mættet at indtryk beslutter jeg derfor at snuppe en middagslur. Midt i drømmeland flår Dan teltåbningen til side og snublende over ordene fremstammer han:  “Hans, grip dit kamera og riflen. Vi har en bjørn i lejren”! Hil dig Tante Agathe og alle min barndoms skønne fruentimmere: Festen var åbenbart ikke slut endnu.

Mat af søvnen tumler jeg ud i solskinnet og ser Dan proppe patroner i sin kortløbede shotgun. Hvordan dette møde forløb kan ses på JAGT & JÆGERES hjemmeside under linket: Dan og sortbjørnen.

 

Ps. Jeg har lovet Dan, at nævne, at han udelukkende skyder hen over hovedet på den lille, nysgerrige bjørn, for at give den en grundig forskrækkelse! Og kun, hvis den bliver ved med at komme igen, kan han blive nødt til at tage livet af den. Til næste år vil den være større, modigere, og langt mere farlig for gæsterne i lejren, og den risiko vil Dan ikke tage på sig.

 

Tekst og foto: Hans D. Egeskjold og Dan Hungle

 

---------

Et dilemmas forløsning

Det var et klamt og tåget vejr en sen eftermiddag i det nordlige Alberta, Canada. En kold gus snoede sig som giftige gasser om skovens nåletræer. Jægeren havde ofte i sin barndom i en tilstand af angst og fascination kigget på billederne i bøgerne om Brødrene Grimms, bizarre eventyrverden. Især én tegning havde skræmt ham. Én, hvor en lille forsvarsløs dreng gemte sig i en trækrone for to uhyggelige karle, livagtigt tegnet, som trolde! Badet i sved havde han ofte ligget, viklet ind i lagen og dynebetræk, som sloges han for sit liv, før han langsomt blev kvalt til døde af de uhyggelige troldes, krogede fingre! Skoven, tusmørket og disen, fremmanede nu de samme angstfyldte kuldegysninger, som dengang nær havde plaget livet af ham! Instinktivt skubbede han riflens sikringsstift frem og tilbage i takt med hver enkelt kuldegysnings ophør - helt hjælpeløs var han dog ikke.

En flok gæs, hæst tiskende vingeslag, komponeret med fuglenes karakteristiske skræppen, brød stilheden. Gæssene fløj højt over trækronerne i v-formation. Jægeren, der nysgerrigt havde fulgt de gumpetunge fugles flugt over himlen, bemærkede et begyndende tusmørkes truende komme i horisonten. Som et rovdyr, der dækket af træernes skygge lurede på bytte, opslugte mørket gæssene, der umiddelbart efter dukkede op igen, for at søge nattely. Foran jægeren lå et større stykke eng. De larmende trækfugle havde set arealet, og valgt det, som et oplagt logi for natten.

Flokken formaterede sig over nogle minutter, og sænkede herefter hastigheden til glideflugt. Som en eskadre jagerfly, der nødtvungent lækker an til landing, dumpede hver enkelt fugl forbavsende klodset sin krop ned på den våde grund, så der efter landingen i nogle sekunder, stod en sky af dråber over hver enkelt gås. En opklaring havde bredt sig, så hver sky fangede en rest af dagslysets farvespil. I nogle minutter, så det ud som om, at engen var dækket af tusinde små regnbuer.

Jægeren var ikke den eneste, der nysgerrigt havde fulgt scenariet. En flok sultne ulves, gullige øjne, lurede intenst på gæssene! De koksgrå dræbere holdt sig skjult bag en rand af træer, der ligesom rammen om et skønmaleri, omkransede engen.

En gren i kvaset under jægerens platform knækkede pludselig midt over; højlydt som var det knaldet fra en salonriffel! Alle gæssene lettede i én og samme retning, som var det starten på en øvelse i synkron luftakrobatik. Suset fra vingeslagene, der hastigt steg i styrke, og fuglenes gennemtrængende alarmering, hidsede det lille kobbel ulve op til angreb. To af ulvene indkredsede straks en gås, der gumpetung og træt efter mange timers flyvetur mod varmere himmelstrøg, ikke kom tidsnok til vejrs! Højt skræppende af rædsel måtte den se døden i øjnene! Andre ulve piskede omkring i det våde græs og sprang meterhøjt op efter de få gæs, der endnu ikke havde fået tilstrækkelig luft under vingerne.

Et prust fra en dødeligt såret elgtyr sendte en sødlig duft op til jægeren, der glad over genkendelsen straks vendte sig om i den tro, at en løsgående arbejdshest havde søgt hans selskab. Jægeren vidste, at der et par kilometer fra engen lå et mindre skovbrug, der troligt benyttede heste, når tunge stammer, skulle slæbes ud i det fri. Elgtyren ænsede ikke jægeren, der dog selv et kort øjeblik, følte den samme angst, som barndommens groteske billeder fra Brødrene Grimms eventyr, havde forstyrret nattesøvnen med. En jæger, et stykke derfra, havde gennemskudt elgtyrens maveregion. Nu havde den, udmattet af smerter og blodtab efter en lang flugt, modvilligt erkendt, at dens sidste time var kommet. Men engens åbne vidde og lyset over det frit tilgængelige areal, havde bragt håb om fornyet frelse. Afstanden mellem de stammer, der bar jægerens platform, var tilstrækkelig til, at elgtyren for en stund kunne placere sit meterbrede gevir, og samtidig læne sin smertende krop op af den ene stamme.

Opklaringen bragte kulde, men også mere lys og vind med sig. Vinden svøb langs skovkanten, og  bragte nu elgtyrens blodige duftreference ind blandt ulvene, der alle på én gang rejste hovederne! Set fra et kobbel glubske ulves øjenhøjde, ventede der dem nu et festmåltid! De få gæs, ulvene for længst i en sky af blodige fjer havde fortæret, rakte langt fra til følelsen af mæthed, og da jægerens duftreference, ikke var fulgt med den sårede elgtyrs, var idéen med at placere platformen nogle meter over jordhøjde, ind til videre lykkedes.

Ulvene indledte angrebet under dække af de lavt hængende grene, der som et tæt undergardin hang et par meter ind over engen. Jægeren, der grundet nedsat hørelse, havde udviklet et usædvanligt skarpt syn, bemærkede straks flokken bevæge sig frem mod ham og elgtyren, der i sin fortvivlede tilstand heldigvis intet sansede. Det meterbredde gevir havde kilet sig fast mellem stammerne, da det store dyr havde søgt hvile for en stund, og den var nu ude af stand til at frigøre sig!

To slags død sloges nu om elgtyrens endeligt. En grusom og en nådig død! Ulvene, der hastigt nærmede sig for at kaste sig over deres offer, og den død, der inden længe ville komme af sig selv! Jægeren fulgte, anspændt til det yderste, dramaet! Ulvene så han nu tydeligt på rad og række. Som en lang koksgrå snor sneg de sig frem i skovkanten. Om nogle minutter ville de omkranse elgen, og indlede drabet! Jægeren tænkte på elgtyrens dødsleje! Skulle han lade ulvene komme i gang med blodbadet, før han åbnede ild, og båret af flokkens forblindede blodtørst, føje en ekstra ulv eller to til listen over de ulve, han i tidens løb, havde skudt. Samvittigheden hersede med ham. Skulle han se stort på sin manglende licens til at skyde en elgtyr? Lade nåde gå for ret? Dræbe elgen, før ulvene gik i gang, og skåne det statelige dyr for unødig lidelse! Skød han en ulv i skovkanten, før de nåede frem, ville han højst sandsynligt kun få ram på én af de årvågne dræbere! Og skød han elgen på stedet, uden hensyn til chancen for at få ram på en ulv, havde han blot afsluttet en uheldig jægers elgjagt, og ulvene ville over hals og hoved fordufte. Jægeren tog sin beslutning. I det øjeblik ulvene entrerede pladsen, skød han elgtyren! Han havde forsigtigt løsnet et bræt under sit sæde og fået et frit skud til gevirets rod, der splintredes totalt, da projektilet trængte igennem. I dødsøjeblikket kollapsede den, og geviret delte sig, som følge af skuddet i to halvdele, der så at sige, som en klaphat, foldede sig sammen. Jægeren rejste sig, parat til at repetere og rette sigtet mod den største ulv: Føreren af koblet. Men ulve er lynhurtigt reagerende. I samme sekund, han gjorde sig synlig, forsvandt de i skoven. To hurtigt repeterede skud, efter de flygtende rovdyr, forspildte målet. Et miks af spænding og kaos i jægerens hoved, havde umuliggjort et ordentligt sigte.

I skiftet mellem skumring og måneoplyst nat, ser han forundret en lommelygtes kegle trænge frem mellem træerne. Det var den jæger, der tidligere på aftenen havde sendt sin kugle tværs gennem elgtyren! Nu eftersøgte han sit bytte. Braget fra skuddene, der havde forløst det sårede dyr fra en pinefuld død, og haft en alvorlig ment hilsen til ulvene, havde ledt ham. Bragt sammen i hændelsen parterede de to mænd uden mange ord elgtyren i tusmørket. Jægeren, der under arbejdet stod med ansigtet vendt mod engen, bemærkede en skygge, et kort stykke derfra, træde en anelse frem i det åbne. I foråret havde han skudt til en sortbjørn i samme område. Projektilet havde ikke dræbt bjørnen, men læderet dens ene bagben! Samvittigheden havde hen over sommeren herset med ham, og nu, hvor efterårsjagten var gået ind, så han en mulighed for, at gøre sit regnebræt op. Lokket til af den søde duft fra elgtyrens kød og blod, vovede bjørnen sig omsider ud i det fri. Jægeren så straks dens haltende gangart, slap sin kniv, greb riflen og fandt dens konturer i skinnet fra månen. Sekundet efter sank den sammen. Dræbt i skuddet. De to mænd så forbløffet på hinanden. Hver for sig havde de gjort sig tanker om aldrig at påføre et dyr unødig smerte. Under indtryk af en mild, forløsende stemning, delte de, de bedste stykker kød fra elgtyren mellem sig. Resten lod de ligge til ulvene.

Tekst: Hans D. Egeskjold

---------

Kanosejlads i British Colombia

Kanoen smyger sig over den spejlblanke bjergsøs kulsorte vand. Foran stævnen er der dansende tågeslør og agterude er solen ved at titte frem over den bjergryg, der delvis omkranser og danner denne søs bagside. Den stigende temperatur får hastigt disen til at lette, så vi i det gryende dagslys, men under dække af skyggesiden, kan padle i takt med lysets gang mod søens modsatte og skovklædte bred.

Foran os springer nogle regnbueørreder
elegant som delfiner, men falder påfaldende klodset tilbage med et lydeligt plask, der giver stænk helt op på mine brilleglas. En lom dukker - som ved et trylleslag - op fra dybet et stykke borte. Den slanke svømmefugl giver sig straks til kende med en serie særegne og meget høje kald. Ekkoet fra landsiden lyder som en frænde, der fluks svarer tilbage. Fugl og ekko indleder nu en flere minutter lang, men frugtesløs konversation, der til sidst munder ud i lommens forsøg på, en sidste gang, at få ordet uden indblanding. Men den ukendte partner er i drillehjørnet, og overfor en så hårdnakket chikane, forsvinder den tålmodige fugl, som en ubåd tilbage i dybet. Lommen har dog ikke helt tabt lysten til at udfolde sig oratorisk.

Efter et forbavsende langt stykke svømning under overfladen dykker den ud og indleder straks en lige så håbløs konversation med den drillesyge artsfælle. Lommens gennemtrængende kald er dog ikke en irriterende og unødig støj, men en karakteristisk lyd fra vildmarken, som jeg har lært at holde af. Fuglen hører til her - det gør jeg derimod ikke. Jeg er på gæstevisit i omgivelser, der kun kan aftvinge mig den dybeste respekt. Af rent egoistiske grunde har jeg i samarbejde med min guide og ved hjælp af våbenbrug, oven i købet tænkt mig, at høste lidt af vildmarkens overskud. Et sted i min samvittigheds mere dunkle landskab, står der derfor en lille djævel og herser med min hensigt med at være her - drabet på en brunstig elgtyr, eller en bjørn, der gør sine sidste forberedelser, før vinterhiet kalder på søvn.

En ørred nær fem punds klassen springer kun få centimeter fra kanoens ræling og med et ordentligt klask, en halv meter op i luften og lander lige oven på rygsækken med termokaffe og sandwichs. Ørreden er mindst lige så forbavset, som vi. Jeg kan kun skimte den regnbuefarvede fisk med et halvt øje. En kano er et temmelig ustabilt fartøj, og jeg tør ikke vende mig omkring for min riffel ligger på tværs over mine lår. Der skal ikke megen krængning til, før den i et ubevogtet øjeblik glider overbord.

Min guide læner sig frem og griber ud efter fisken, der dog nu har besindet sig og fundet ”fodfæste” i de uvante omgivelser. Med akrobatisk kropsvridning sender den sig selv udenbords og lander i sit rette element, hvor den roterer et par omgange om sin egen akse. Med et tilfreds plask med halefinnen sender den en halv kopfuld søvand ind over kanoens ræling, og forsvinder en erfaring rigere i dybet.

Solen har nu for alvor fået magt over tågen, der kun hist og pist holder stand. Disen letter i piruetter - som ballerinaer - der modvilligt forlader en udvalgt scene, som om denne sø var det eneste sted i verden, der denne morgen gav danseglade ungmøer mulighed for, at udfolde sig for et hengivent publikum.

Lommen sender en sidste hvirvlende serenade ind mod skoven og får næsten øjeblikkeligt samme strofe tilbage. I en galoppade hen over vandspejlet letter den og tager en rask rundflyvning, før den er ude af syne. Herefter er det kun de mange regnbueørreders spring foran kanoens stævn, der bryder stilheden. Der er mindre end hundrede meter til den træ og buskbevoksede bred, der nu er fuldt belyst af solen. En af breddens mange større sten ser ud til at bevæge sig. Med et tegn til min guide holder vi inde med padlerne og griber hver sin kikkert, det er en sortbjørn. Den er større end de vanlige seks fods kropslængde, som vi har set flere af de foregående dage. Det er min sidste dag i vildmarken, før rejsen atter går mod Danmark, og jeg beslutter, at lægge riflen an til skud. Jeg ved, at min guides plan er, altid at styre direkte mod objektet, udgøre så lille et synsfelt for byttet, som muligt, og på tilpas afstand vælge om betingelserne for at afgive skud, er tilstede. Denne bjørn er tyk i pelsen og næsten kuglerund. Fed og polstret nok til at overleve en lang, iskold vinter i sin hule i vildmarken. Jeg fokuserer på den gennem riflens kikkert, men tør endnu ikke skyde! Afstanden er for lang. En snes meter nærmere målet vil jeg sende jagtriflens kugle af sted, og for ikke at fremkalde en rystetur, lader jeg den hvile et øjeblik over knæene. Nerverne må holdes i ro! Et højlydt udbrud af fælles forbavselse frembringer en svag ændring af kanoens retning. En ganske lille bjørn dukker op bag den bjørn, jeg troede skulle pryde mit stuegulv, som tæppe. En hunbjørn med sin unge. Ja – hvorfor ikke. Nu er det kameraet, der i stedet for riflen, skal rettes ind for ”skud”. Men med en sprællende ørred i flaben drejer hun omkring og forsvinder med ungen efter sig ind i skoven.

Denne pragtfulde morgen er vi her også mest for, at ”vække en brunstig elgtyr til dåd” med de lokkende kald fra en villig elgko. Fakta er bare den nedslående kendsgerning, at elgtyrens brunst først springer ud efter flere dages frost, og da denne sensommer i British Columbia, har været den varmeste i mange år, må jeg nok se i øjnene, at denne, min tiende jagtrejse til Canada, ikke falder heldigt ud. Altså – lige bortset fra denne og andre morgeners unikke oplevelser, som ret beset har været alle anstrengelserne værd.

Tekst og foto: Hans D. Egeskjold

---------

Det hændte en forårsdag i Canadas vildmark.

Solen stod højt på himlen. Det var midt i maj med løvspring overalt. Vandspejlet i floden var forbavsende lavt for årstiden, undtagen det dybe vand i svinget før en lille halvø, der hver sommer lagde areal til en sandbanke. Her dansede sværme af insekter allerede i lystig svingom, nogle så tæt på overfladen, at en sulten ørred af og til sprang op og snuppede en af sylfiderne!


Elgkoen og kalven opholdt sig dagligt nogle timer på sandbanken. Den lille plet sand var i sommermånederne næsten altid tørlagt og derfor let tilgængelig, med en fast, bæredygtig bund, vildmarkens klovbærende dyr kunne betræde, uden at frygte døden i lumsk kviksand. Men trods det dejlige vejr, hældte elgkoens hoved tungsindigt, for alderens skavanker var begyndt at plage hende. Den forgangne vinter havde været hård at komme igennem, og den kommende vinter! Ak! Hun gøs ved tanken, for den kunne meget vel blive den nådeløse faktor, hun ikke magtede at gennemleve: endnu engang!
Det majestætiske dyrs sædvanligvis rette linjer svajede dybt under ryggen, og gav, midt i den skinnende sol et overbevisende, men også deprimerende indtryk af det slidsomme liv i vildmarken. Sikkert var det, at når hendes sidste kalv kunne klare livets strabadser uden moderlig omsorg, var hun parat til rejsen til det hinsides: Til det nye og ukendte land, langt borte bag tindernes dis. Kalven var nu vokset sådan til, at de næringsrige grønne vækster i det klare vand, i hvert fald for en stund, kunne aflaste moderens sparsomme mælk.

Elgkoen stod, som var hun en statue i granit! Endskønt den opmærksomme iagttager ikke kunne undgå at bemærke, hendes lange ører sitrede af vagtsomhed. Flodens færd over de titusinder små rullesten, der grænsede op til sandbanken, gav en sagte brusen fra sig. En lyd, der let kunne sløve hendes sanser! Kølige briser smøg sig også om hende. Briser, der som objektive budbringere løb langs den flod, der som en ål snoede sig gennem dalen: fra ende til anden. Briser, som ikke sondrede mellem et rovdyrs ædelyst, og en elgkalvs, udsatte liv! Sådanne briser fortalte denne forårsdag elgkoen, at der var en bjørn i dalen, blandt menneskene frygtsomt kaldet for, grizzlybjørnen! Den var dog endnu så langt borte, skyndede elgkoen, at selv om den var vildmarkens farligste rovdyr, så var den ikke en fare at bekymre sig om! I hvert fald ikke lige i øjeblikket.

Sortbjørnen.

En anden stram lugt strøg af og til forbi, men denne vindbårne information var fra et dyr meget tættere på. Faktisk så tæt på, at elgkoen uden videre kunne iagttage det. Dette dyr var også en bjørn, dog kun en fredelig gammel sortbjørn, smukt nistret i pelsen med alderdommens karakteristiske, sølvgrå sting. Denne bjørn var af hunkøn og næsten tandløs, og eftersom det var to år siden hun sidst var i brunst, bød ingen bejler sig længere til. Livet var uden anden gøren end at holde sig i live, æde og sove; døgnets rytme, var uden moderrollens glæder, som den gamle bjørn ellers var så vant med. Hun havde gjort sit til sin arts beståen, så hun følte, trods savnet af de små, god overensstemmelse i sit liv. I svinget ved sandbanken forekom der i perioder, et overdådigt spisekammer af laks og ørreder, som den gamle bjørn endnu evnede at fange. I denne beskæftigelse hentede det gamle dyr mange fornøjelige stunder.
Stik imod naturens orden, delte denne bjørn flodens overskud i skøn samdrægtighed med elgkoen, for begge var de aldrende og havde ikke behov for territoriale krav.
Den gamle sortbjørn havde indrettet sig på et lille kløverdækket areal, et stenkast fra sandbanken. Her havde en af efterårets mange storme lagt en bunke kvas tilrette, sådan placeret, at den gamle bjørn uden tvivl ville imødegå den kommende vinter, godt beskyttet under denne, naturens bungalow. Alderens skavanker tydede dog på, at vildmarkens hensigtsmæssige ordning om retræte, nok ville skåne hende for endnu en lang vinter. Sommeren er kort i den nordamerikanske vildmark, og denne sommer kunne meget vel blive den sidste, den gamle bjørn levede.

Grizzlybjørnen, som elgkoens lugtesans for længst havde registreret, søgte højere op i det skrånende terræn mod flodsengen. Den havde benyttet sig af de vinde, der fulgte flodens retning, og denne solrige forårsdag, var absolut gunstig for en vellykket jagt efter kalvekød! Men den vidste, elgkoen ville forsvare sit afkom til det yderste! I det øjeblik, den havde besluttet sig for at indlede et angreb, randt den modbydelige stank af menneskers nærvær ind i dens snude, og det havde lammet dens handlekraft.

Et projektil fra en bjørnejægers riffel, havde engang sat sig på tværs i en af bagbenets muskler! Det sad der endnu og medførte en haltende gangart, der dagligt plagede den aldrende bjørn. I en kamp på liv og død med elgkoen om dens appetitvækkende kalv, kunne dette handicap, være farlig nok i sig selv! Sortbjørnen havde også sine sanser intakt, dog havde vindens retning, den dag, ikke bragt den sendebud om mennesker. Men med samme bekymring, som elgkoen, fornam den derimod sin sultne fætters nærvær, og da den stort set var uden forsvarsmidler, var den gamle sortbjørn lige så bange for fætteren, som denne var for menneskenes projektiler. For bare få år siden kunne den så hurtigt, som en mår, have søgt tilflugt i et træ, for dens frygtede fætter magtede ikke klatrekunsten, dertil var hans kløer for lange! Den gamle sortbjørns evner som klatrer var fortid nu, og den vidste det, og erkendte det, uden uværdige handlinger, gjort i panik!

Drabet!

En voldsom kraft ramte den gamle sortbjørn i skulderen med en smerte så svidende, som fra et kæmpe insekts, sylespidse brod! En grusom lyd ramte i samme sekund dens trommehinder. Den måtte væk! langt væk! Men det brændte og sved i skulderen, som havde en glød fra en skovbrand sat sig fast i armhulen. Instinktivt sprang den mod floden for at køle smerten. I springet mellem bredden og vandspejlet sortnede alt pludselig, og smerten forsvandt, som dug for solen. Den gamle sortbjørn var død!
De to elge reagerede prompte på den uventede ændring i freden! Koen galoperede mod land med kalven efter sig, begge med ryggen så lige, som løb de under en lineal. Dette indtryk fuldendes, da en ørn, i samme øjeblik, jægerens skud faldt, slog sine fangere i en laks i floden, for den store fugl magtede kun lige akkurat at lette med sit bytte. Laksen slog dog flittigt med halefinnen, som ville den i en sidste desperat, omend komplet uegennyttig gestus, hjælpe sin banemand med opdriften.

Ørnen fik, trods chokket fra jægerens skud, med susende vingeslag kæmpet sig op over flodsengen med sit baskende bytte! Det var kun med det allerstørste besvær, det lykkedes den, at nå op til sin mage og nyligt udklækkede unge i reden, før den, udmattet af anstrengelserne, kunne slippe sin fangst, og lade afkom og mage æde løs.
Reden havde ørneparret anrettet i et gammelt cedertræ, der groede ensomt på et plateau, før bjergets side blev så skrånende, at kun krat og buske kunne fæste sig. Et lynnedslag havde engang slået træets krone af den gamle stamme, og det levnede nu de vagtsomme fugle et glimrende syn over dalen og flodsengen, hvor elgkoen havde gået med sin kalv. Grizzlybjørnen havde længe benyttet sig af det samme sted. Den havde også hørt braget fra jægerens riffel, men betydeligt svagere, nærmest som ekko fra torden i nabodalen. Tilfreds dermed, følte den sig uden for den skæbnesvangre lyds rækkevidde, og søgte kølighed for middagssolen under et klippefremspring.

Eneboeren

Floden med svinget og sandbanken endte sin færd gennem dalen i en lille cirkelrund bjergsø. Her sendte den - som en stråle - sit vand ind i søens ene side, og satte den i næsten uforanderlig rotation. Søen var som en karrusel - blot til fornøjelse for de mange ørreder, der stortrivedes i dens rene, krystalklare vand. Floden leverede, alt efter vejrliget, en næsten konstant energiforsyning til vandets rotation, og bygevejr - der jævnligt overskyllede dalen – sikrede den lille sø mineraller, som vasket fri af bjergenes stejle skråninger, gav det fotogene turkisgrønne skær, som ingen canadisk kalender, kan være foruden et billede af.

Det sted floden løb ind i den lille sø var bleven en gammel mands sidste arbejdsplads. Her vaskede han små guldkorn fri af sand og småsten, akkurat nok til, at sikre ham et pænt afkast, så pensionisttilværelsen ikke voldte økonomiske kvaler. I søen kunne han dagligt fiske velsmagende ørreder til sin egen fortæring. Den gamle mand kunne derfor ikke forestille sig en lykkeligere måde, at leve sin tilværelse på. Men engang havde han forset sig mod vildmarkens evigtgyldige lov om aldrig at tage chancer! Det var, da et mørkt og regntungt skydække trak sammen over bjergkammen bag søen.
I tidsrummet, før et bygevejr satte sin styrke ind, fløj insekterne lavt over vandspejlet. Det fænomen fik søens ørreder til, i rendyrket ædelyst - som delfiner - at springe ud af vandet efter de lavtflyvende godbidder. Den gamle mand havde ikke kunnet dy sig i det fiskeeldorado, der da opstod, men var fluks sprunget i sin gummibåd, for at fiske sin part af ørrederne. Men bygevejret havde udviklet sig hastigere, end han, i sin fiskeiver havde forudset. De mørke, regntunge skyer, havde ikke lagt sig til hvile bag bjergkarmene en tid, som ellers var sædvane for den type vejr, men var kommet farende, som fragmenter, der trak kastevinde og regn i stride strømme med sig!

Den megen regn gjorde på få øjeblikke floden til en spuleslange, der satte rotationen i søen op i omdrejninger! Uberegnelige kastevinde rejste vandspejlet i søjler, og for at spare tid, var han sejlet tværs over, med fuld speed på påhængsmotoren, i stedet for, som han altid gjorde det, at følge bredden der, hvor han i god behold ville ramme indsejlingen til sin lille havn. Og det havde nær kostet den gamle mand livet!
Det angstfyldte øjeblik, afstanden til centrifugens centrum svandt, hvor han stirrede direkte mod det sted, vandstanden i den øgede rotation ligesom dannede en konisk form, et sug i retning mod søens bund, tvang en kastevind hans båd i retning mod indskæringen, det sted, hans husbåd lå gemt – og, det havde reddet hans liv!

Den gamle mands sommerresidens lå camoufleret i en lille indskæring bag en rand af klipper. Husbåden, en ombygget motorbåd, levnede ham ikke megen plads, men engang havde han skaffet nogle tønder af kraftig plast, der vistnok havde indeholdt fritureolie. Nu bar de et dæk af groft tilhuggede planker omkring båden.
En gammel sortbjørn, der holdt til ved en sandbanke længere oppe af floden, havde fået for vane, jævnligt, at aflægge ham en visit. Hen over tid, var den snart sagt hver aften kommet på besøg, nogle gange så tæt på, at de næsten kunne røre hinanden. Den gamle mand vidste kun alt for godt, bjørnen aflagde ham besøg, for at svælge løs i indmaden fra de ørreder, han hver dag fangede med sin fluestang. Kunsten at svirpe en selvbunden flue langs vandspejlet, og lade en ørred springe efter den, bød ham underholdning i topklasse.

En eftermiddag havde han i det usædvanligt lune forårsvejr blundet i sin lænestol på agterdækket, da det dumpe brag fra et geværskud et stykke derfra, havde vækket ham! Han vidste, at området omkring søen og langt ind bag bjergene, var kendt for bestanden af sortbjørne, men også for en bestand af de frygtede grizzlybjørne. Han vidste også, at der fandtes elge omkring hans elskede sø, for en elgko med kalv havde sommetider vist sig i flodsengen, og da havde han i sin uundværlige kikkert nydt synet af de statelige dyr.
Før mørkningen satte ind, havde den gamle mand ventet forgæves på sortbjørnens besøg. Han havde gjort sig bekymrede tanker om skuddet, der brat havde vækket ham fra eftermiddagsluren, for han havde af og til set jægere krydse søen.

Det hændte, at den gamle mand gav sig til kende, og hørte nyt fra omverdenen. Om formiddagen havde han talt med nogle jægere, der skulle op ad floden for at jage sortbjørne. Han havde givet dem tilladelse til at tage fotos af sig i gummibåden, men ikke af husbåden, for at bevare dens skjul i indskæringen, så hemmeligt, som muligt.

Jægerne havde transporteret en jolle til søen, og han havde i sin kikkert set, at de nok ville sætte tværs over, men før de begav sig ud på vandet, havde han besluttet, at sejle dem i møde, og advare om centrifugevirkningen, der var et farligt sted at passere! De havde lyttet til hans råd, og sejlet langs bredden.
Støjen fra en påhængsmotor, gjorde ham nysgerrig nok til at rejse sig, og søge hen det sted i indskæringen, hvorfra der, trods tusmørket, var et frit kig over søen. Det var jægerne, der sejlede forbi med to bjørneskind rullet sammen i jollens stævn. Han vidste da, at den ene af bjørnene nok var den, han havde haft så mange fornøjelige stunder sammen med.
Den gamle mand, der selv engang havde nydt jagtens glæder og udfordringer, tænkte på, at den næsten tandløse sortbjørn, havde fået en nådig død. Måske havde den følt en kort smerte, da riflens projektil gennemborede dens hjerte! Men den smerte var for intet at regne mod den død, den kommende vinter, formentlig havde budt den på.
Han, der mest af alt frygtede en dødelig sygdoms forløb, ønskede sig også en hurtig afslutning, når manden med leen viste sit åsyn for ham. Undervejs gennem et langt arbejdsliv i storbyens myriader af uvedkommende mennesker, havde han ofte søgt ro og tid til eftertanke i vildmarken, og som pensionist, havde han truffet sit valg, i overensstemmelse dermed.

Jeg var bjørnejægeren, der sendte den aldrende sortbjørn en dræbende kugle! Da min canadiske guide, med nænsomt håndelag havde ført sin skarpe kniv og forsigtigt taget pelsen af, slog det mig, at dette nys overståede scenarium, skulle have en ganske særlig plads i mit hus, et sted, jeg dagligt passerer. Den gamle bjørns skind har derfor i mange år prydet mit stuegulv, ligesom fotografiet af samme, bredt ud over et væltet træ, er et minde om en jagt i en vildmark, hvor drømmen derom, nok aldrig bliver udlevet.

Tekst: Hans D. Egeskjold.

---------

En sensommerdag i mosen

Gennem hele august måned havde solen bagt ubarmhjertigt fra en skyfri himmel. Skræpperne i ellemosen, der i daglig tale - blandt indviede - altid blev kaldt for deltaet, stod eller hang nu delvist skeletterede af solens stråler, og gjorde ikke længere nytte, som skærmende paraplyer for padder, snoge og hvad der ellers yndede at færdes i fugtig jordhøjde. Ellemosens areal bestod af et utal af spredte små og større vandhuller, labyrintisk forbundne med kanaler og et flere hundrede meter langt system af gangarealer og broer, på kryds og tværs af hinanden. Det siger sig selv, at det er en ganske særlig oplevelse, så at sige, at gå på vandet i dette unikke univers af oprindelig natur.

I deltaets midte lå et væltet elletræs krone halvt begravet i det sorte mosevand. Elletræet lod ikke til at tage notits af sin ændrede stilling, men voksede videre, nu bare med et andet udseende. Mellem kronens grene og godt beskyttet mod en stedlig hejrers lange næb, holdt en kæmpegedde sin grådige appetit ajour på alt levende omkring sig. En isfugl med en lille sølvglimtende fisk i næbet dykkede med jævne mellemrum ud nær brinken med et næppe hørligt skvulp, og nogle guldsmede svang sig i akrobatisk flyvestil over vandspejlet. De jagtede, med en svag summen, sensommerens rest af insekter. En lyd, som fra hundrede isfugle, der på én gang brød vandfladen overdøvede med ét guldsmedendes jagt. Elletræets krone løftede sig en anelse, eller var det blot vandet, der i nogle sekunder blev presset ud til siderne; det får stå hen i det uvisse. Men ét var sikkert, tænkte drengen: Mosekonen holdt den kommende vinters heksebryg i kog i dybet under træets krone, og den slag gæring gav ofte nogle stinkende prutter. Nok til, at elletræets finfølelse lod sig bemærke derved.



Drengen havde camoufleret sig i en gammel, utæt træjolle, som hans far engang havde trukket op på brinken fra dybet. Faderen havde sagt, at jollen var et levn fra ”fortidens” liv i mosen, og derfor skulle den omgås med respekt. Drengen havde tolket denne udlægning sådan, at skulle jollen i sin sidste livsfase absolut gøre gavn, skulle det være med omtanke for dens skrøbelige tilstand. Skjult i jollens bug holdt han derfor af at tilbringe især sensommerens lune eftermiddage. Den lave ræling gav samtidig god støtte til en gammel 6mm salonbøsses løb. I det samme slog et hold duer ned i et af de større elletræer på mosehullets modsatte bred. Duerne, der var optaget af hinandens selskab, bemærkede ikke bøssens løb, der nu pegede op mod træets krone. Drengen spændte forsigtigt hanen. Det gav et metallisk klik, da aftrækkerens holder gik i indgreb, højt nok til, at duernes muntre kurren forvandledes til vagtsom lytten. Drengen holdt vejret. Dette var grydejagt over korn og kærv, som faderen og onklen yndede at udtrykke sig, når talen faldt på nutidens, ofte latterligt udklædte jægere. Skydegale udstillingsdukker, var onklens yndlingsreplik. Onklen havde engang været på bjørnejagt i Canada og mødt en indianer derovre, der kun havde hånlige ord at sige om nutidige jægeres brug af kikkertsigte. Indianeren skød alt sit vildt uden brug af andre hjælpemidler, end korn over kærv. Drengen ligesom smagte på udtrykket: Korn over kærv! Han syntes, det lød stærkt. Det fik ham til at føle sig som en rigtig jæger.

Duerne, der igen havde indtaget en kommenterende position i forhold til hinandens kurren, lod sig øjeblikket efter tælle med én mindre i flokken. Salonbøssens kugle sad nemlig dybt begravet i lungerne på den ramte due, der dog ikke uden videre slap livet af sig. Den vendte ganske vist omkring, men beholdt fæstet omkring grenen, og hang nu nogle sekunder med hovedet nedad, til stor undren for resten af flokken, der ikke så ud til at trivedes med den - for en artsfælle, så særegne akrobatik. Drengen lod sig ikke distrahere, men satte en ny kuglepatron i kammeret. For at undgå det forstyrrende klik, når holder og hane gik i indhak, holdt han aftrækkeren inde, indtil hanen var i position, derefter slap han roligt aftrækkeren og hanen var nu spændt uden klikket, der nær havde jaget duerne på flugt. Tricket havde han lært af faderen eller onklen, og da han vidste, at moderen ville blive glad for én duesteg til husholdingen, ville hun nok blive dobbelt så glad for to duestege. I samme sekund han havde sigtet fæstnet på en due og fingeren beslutsomt krummede aftrækkeren, slap den ramte due sit tag i grenen og styrtede med udbredte vinger til jorden. Denne pludselige ændring i scenariet fik resten af flokken på vingerne. I en sand trommehvirvel af vingeslag forlod de træet for at kurre løs i et for duer, mindre risikabelt sted.

Drengen kunne ikke umiddelbart slippe indtrykket. Han ligesom fastholdt oplevelsen ved at blive liggende musestille i jollen. En fasankok, der hidtil havde holdt lav profil, afgav melding om sin ankomst med både næb og vingeslag. Kort efter trådte den, iført sit stiveste pus og med militærisk mine, ind på det stykke af gangbroen, der førte ind til den lille plads. Drengen vippede bøssens løb en anelse nedad. Han forudså, at kokken om få øjeblikke ville passere sigtet og beredte sig på at glæde sig over et godt skud, og moderen med en fasansteg, til gengæld for den missede due. En lyd fra grusvejen, der førte ned til mosen, fik den til at sikre i den rette position. Mellem drengen og fasanen, var der højst fem meter. Den lille 6millimeter kugle trængte ind bag dens ene vinge og satte sig fast samme sted, der havde kostet duen livet.

I samme sekund fasanen sank sammen, udløste den næsten én meter lange gedde sin muskelkraft under det væltede elletræs krone. Den nød ikke, ligesom drengen, jagtens spænding, da en skalle vovede sig for nær dens mægtige gab. Med et afsæt, der gav et vandsprøjt på en halv meter, greb den skallen på tværs, vendte den rutinemæssigt, og slugte, uden at nyde måltidet, den stadig levende fisk. Isfuglen havde også en heldig dag. Med en tændstiklang miniatureudgave af kæmpegedden i næbet indtog den sin plads på brinken for at fortære måltidet.

Endnu et skvulp under træets krone bragte nyt bud om mosekonen med sit bryg i dybet. Mosen levede sit eget liv over og under vandfladen. Bevidst derom rejste drengen sig fra sit leje i jollen. Han havde fornylig læst den amerikanske forfatter, Mark Twains, bog om sydstatsdrengen Huckleberry Finn. Forfatterens beskrivelse af Huckleberrys opvækst og færden i og omkring Mississippi flodens delta med bøsse og fiskegrej, havde været en inspirationskilde til netop denne sensommerdags jagteventyr. Svøbt i den ånd samlede han sit bytte op og fæstnede de to døde fugle til en snare i bæltet. Med bøssen over skulderen ville han i afslappet ”Huckleberry Finn” positur møde sin far og onklen. Han vidste, at de begge var store beundrere af Mark Twains litteratur, og at der derfor nok ville blive set igennem fingre med, at han rent faktisk havde ”smuglet” faderens antikke salonbøsse med på sin egen lille udflugt i deltaet. Det var motorlyden fra onklens bil, fasanen havde sikret på, og da onklen altid medbragte sin haglbøsse på sine besøg, var der gode chancer for formildelse. Det var dog sjældent de tre skød noget, når de sammen gik på jagt i ”deltaet”, som for længst var blevet det yndede udtryk. De følte, den humoristisk anlagte samtale, var langt mere vigtig end triviel snak om altid, at overholde alverdens begrænsende regelsæt. Jo – i mosedeltaet levede man sit eget liv, over og under vandfladen. 

Tekst: Hans D. Egeskjold

-------

På hesteryg i Rocky Mountains

Gun Creek! Eldorado Creek. Eldorado Mountain. Open Heart og Bonanza Creek. Navnene klinger og især Bonanza Creek gjorde indtryk da jeg i aftes så det dukke frem på det store kort over området, ejeren af ranchen, Kevan, har sat op på væggen i sin hyggelige gæstehytte. Bonanza var ikke bare navnet på en Westernserie i min barndom om barske pioners liv i Nordamerikas uberørte natur, men også synonymet på seriens medrivende kendingsmelodi. Som dreng kunne jeg simpelthen ikke slippe de appellerende strofer, der bestandig hang i ørerne i dagene efter det ugentlige afsnit, om de gæve brødre Cartwright’s liv på prærien, som serien handlede om. Den slags tilskyndede enhver rask dreng til et mere spændende og udfordrende liv, end skolens trivielle forsøg på indlæring, i hvert fald dengang bød på.

Men den dødsensfarlige strøm et halvt hundrede meter under mig, er nu lige realistisk nok! Den er en følge af floderne Gun Creeks og Eldorado Creeks vand løber sammen her i kappestrid om, at komme først til dalens fladere terræn, og den vandgang går ikke skånsomt hen over bredderne, de steder, terrænet slår endnu et sving. Foråret her i Rocky Mountains får smeltevandet fra bjergenes sneklædte sider til at søge mod dalen med en hastighed, som var hver og en af de billioner af vanddråber et projektil skudt ud af en moderne riffel i magnumkaliber! Floden, Gun Creek, underspiller ikke på nogen måde sit navn! Fodboldstore sten er flere steder skyllet op på bredderne af den voldsomme strøm, som kanonkugler, lagt klar til næste skud!

I aften i bjælkehytten oppe ved bjergsøen, Spruce Lake, som er målet for rideturen i dag, vil jeg blande min canadiske whisky med noget af flodens iltre vand. Whisky døbtes jo engang af indianerne til ildvand, og selv om det dybest set er en ret så sørgelig historie, så skal min egen gode whisky i aften blandes med andet end bovlamt købevand fra en plastikdunk. Det vil slutte denne dag med maner!

Over os svæver en ørn! Måske venter den på, vi styrter i dybet og vore kadavere bliver et let tilgængeligt måltid! Jeg er i sandhed i den frygtede grizzlybjørn, fætteren sortbjørnen, jærven, bæverne og elgens land. Grizzlybjørnen! Myternes dyr, som i den latinske betegnelse bærer tillægget, horribilis! (amerikansk grizzlybjørn: Ursus arctos horribilis) doneret af den lige så horribelt agerende race, Homo sapiens, hvoraf nogle tror, at blot man ser venlig ud og sørger for at støje tilpas, vil bjørne og andre af vildmarkens potentielt farlige dyr flytte sig for vandringsmanden. Pladderromantik! Det ord blev sagt i aftes af den halvtredsårige canadier, tredjegenerations outfitter og ejeren af ranchen, Kevan. Kevan besad en klangfuld tone i sin stemme, som nynnede han bestandig sin country-yndlingsmelodi; selv dagligdags sætninger synger han ud. Men når Kevan taler om grizzlybjørnene, lyder hans stemme som - dødens melodi! Han har ansvaret for sine gæster, og en ulykke med en bjørn ville være fatalt for hans forretning. Kevan og hustruen, Sylvia, driver en jagtranch i de smukke Chilcotin bjerge, som er den øvre part af de såkaldte Coast Mountains i det sydlige British Columbia. Ranchens speciale er jagtoplevelser, men i det hele taget kan man købe sig en hvilken som helst naturoplevelse her i det billedskønne, 5000 kvadratkilometer store bjergrige område, parrets ranch råder over.

Bjergene skær sig på kryds og tværs gennem landskabet, som knivskarpe sværd, der krydser klinger. Vi skal op til den højt liggende dalsænkning, hvor bjergsøen, Spruce Lake, ligger. Vi, er min guide, den 44-årige iltre, væselagtige canadier, Jod, og hans hjælper, Kim. Kim er en 22-årig lokal pige, som har et sommerjob på ranchen. Hun har planer om at uddanne sig til geolog, og skal kokkerere for os i lejren. Med os har vi to tunglæssede pakheste. Jod har den ene bag sig i et kort stykke reb, og Kim den anden. Jod er fra et område, jeg engang gæstede i British Columbia, nemlig den lille flække, Horsefly. Det var i den periode, den bizarre amerikanske tv-serie, Twin Peaks, rullede over tv-skærmene. Twin Peaks særegne skovmiljø og Horsefly mindede mig på en prik om hinanden.

I Horsefly gloede man uforbeholdent på fremmede, som et muligt trofæ til jagthytten! Og, at det kun var et spørgsmål om, at vente på det rette øjeblik, så var kløen i aftrækkerfingeren og den fremmede borte med blæsten! Jods hvasse attitude passer fint til Twin Peak stilen, for der er noget rovdyragtigt over ham! Når han lurer på mig fra øjenkrogen, om jeg nu også følger hans råd i håndtering af hesten til punkt og prikke, føler jeg mig som et byttedyr!

Det går uafbrudt opad blandt væltede træers frønnede stammer, klippestykker og kampesten, der som skrottede biler ligger spredt hulter til bulter i skråningerne mod floden. Vi følger et ældgammelt indianerspor op til bjergsøen. Der er kun gået et par timer, og jeg ved, at turen derop vil tage mellem seks og syv timer. Jeg er næsten konstant lænet fremover min hests hals og hoved med et fast greb i dens stride manke, for dér er det stærke dyr ret følelsesløst, og mærker ikke mine knugende fingre. Af og til skrider den på et af bagbenene, så det gibber i mig, men værst er det, når vi skal passerer en af de mange stejle brinker ned mod floden. Ofte er disse kun omkring et halvt hundrede meter bredde, men stejle, som en lodret væg, og sporet, hesten følger på skråningen, er højst en halv meter bredt. Ind mod hældningen skal mit ben være frigjort af stigbøjlen, så jeg kan gøre mig fri af sadel og hest, i samme sekund et styrt mod den frådende malstrøm i dybet, kan være en realitet.

Nogle timers anstrengende ridt uden tanke for andet end at holde sig siddende i sadlen forløber. Vi er omsider nået op i højlandet hvor en dybgrøn sø på et par tønder land mentalt bringer mig ud af min sidste rest ligevægt. En delvis sammensunken bjælkehytte, en halv snes meter fra bredden, skriger til mig om at blive gjort i stand til bolig igen, og jeg stod gerne af hesten for at begynde renoveringen på stedet. Det er en ide, som i årevis har naget mig, om jeg engang turde prøve mit mod af i Canadas vildmark. Kun mig selv og min riffel! Her, hvor de enorme dalsænkningers grønne tæppe af græs, draperet med et væld af stærkt gule og orangerøde blomster, i mit univers, er den absolut øvre grænse for skønhed. Men en farefuld skønhed!

På vej hen over en smal højderyg gør Jod holdt og beordrer os af sadlen, medens han med sin hæse stemme hvisker, at vi skal trække os en halv snes meter tilbage. Jeg får min ganger svunget rundt, så jeg kan stå af ind mod en hævning i terrænet, men er så stiv og øm i lårene, at jeg har svært ved at holde balancen. Imens jeg gør nogle lindrende strækøvelser, tøjrer Kim hestene med et specielt knob til et af de små birketræer, så knobet kan løsnes i et snuptag. Hvis en gnaven bjørn dukker op, er det rart at kunne komme hurtigt af sted! Og nu kalder Jod os hen mod sig med en mine på, som klart fortæller, at vi skal dukke os og være musestille!

På knæ i det høje græs ser jeg det bastante rids af en grizzlybjørn med tre store unger, ca. hundrede meter herfra i retning ad floden. Medens vi med flugtinstinktet aktiveret kigger nysgerrigt på bjørnefamilien rører sig i det samme noget stort i græsset bag os! Stik mod forventning gir Jod et vræl fra sig, selvom det bare er min hest, der har forskrækket ham! Den løse binding til birketræet har givet op, og nu står den en halv meter bag os og kigger nysgerrigt med. I fuld positur vrinsker den højlydt over Jods anskrig, som ville den svare ham igen! Men nu reagerer bjørne-mor på den uventede støj! Hun rejser sig nogle sekunder på bagbenene i to en halv meters fuld højde for at danne sig et overblik, og dykker så ned for at genne ungerne ind i en tykning. Jod er lynhurtigt på benene, som en stålfjeder, der retter sig ud. Han er et hoved mindre end mine 180 cm, og forholdsvis spinkel bygget. Der er noget djævelsk over ham. Ikke forløsende, som det, at være fanden i voldsk, kan formilde omgivelserne. Mere noget iskoldt og beregnende i hans blik! Han vil, at jeg øjeblikkelig skal kontrollere min hest; gribe grimen og bevare kontrollen over dyret! Jeg får fat i seletøjet og sætter foden i stigbøjlen, men i stedet for elegant at svinge mig op over hestens ryg, og lande bagdelen i sadlen, glider jeg ind under dens bug! Stigbøjlens slidte læderstrop har givet op overfor presset fra min fod, og er gået midt over! Nu ligger jeg og stirrer lige op i hestens brede kallun!

I virvaret har Jod tabt bjørne-mor af syne. Ungerne har hun bragt i sikkerhed i krattet, og i irritation over den uventede forstyrrelse i idyllen, vil hun vide, hvad der har truet hendes lille familie. En arrig grizzlybjørn kan, over en kortere strækning, løbe en væddeløbshest op, vel at mærke, en væddeløbshest, der i forvejen er i fart! Min egen hest er nu vendt ind mod en træstub i terrænet, for grundet stigbøjlen, der jo slet ikke har været tid til at reparere, må jeg benytte den modsatte side af dyret, og den har derfor hovedet i den retning, der ville bringe os lige i kløerne på den rasende bjørn, der i fuldt firspring er på vej op mod os! Jod har gjort sin kortløbede shotgun fri af sadelhylsteret! I én bevægelse, gjort med én hånd får han taget ladegreb, og som i slowmotion aner jeg en af de røde buckshot patroner føres ind i kammeret, og hører klikket, da slagbolten spændes! Hvordan det end lod sig gøre, fik jeg vendt min hest i den rigtige retning og kom i sadlen. Kim er forrest i kortegen og Jod bagerst, medens vi hastigt rider gennem busk og krat; bare væk!

Jod kigger konstant bagud. Et øjeblik er vi i en åben position i terrænet og kan se stedet, de fire bjørne åd kløver, og dér aner vi gudskelov bjørne-mor på vej tilbage til sine unger i krattet. Vi slår et sving væk fra det gamle indianerspor for ikke at irritere hende yderligere, og fortsætter lettere rystet det lange ridt til Spruce Lake. En sortbjørn æder kløver oppe på et af de lange lavinespor, men det er på bjergets modsatte side, og intetsteds kan vi komme helskindet over, Gun Creeks, brusende vand, og indlede en jagt. Vi er nogle gange nødt til at passere mindre knap så strømfyldte bifloder, og selv der ville jeg ikke i min vildeste fantasi gøre forsøget på at komme over af egen drift. Men Jods samværsstil rummer ikke et spørgsmål til mig om, hvad jeg eventuelt syntes om en tur i det strømmende, og flere steder over en meter dybe vand. Han nøjes med at instruere kort om teknikken, ifald hesten skrider under mig. Og jeg kvittere med et nik, som om jeg er med på den værste. Med fødderne i det hvirvlende iskolde vand, på en hest, der forsigtigt prøver sig frem blandt huller i dybet og store sten, den ikke kan tage bestik af, holder jeg tungen lige i munden, og håber det bedste.

Et Muledeer, en løjerlig udseende hjort med store runde ører, flytter sig ikke, da vi kommer ridende i gåsegang. Det er der en såre enkel forklaring på, for dens nyfødte afkom ligger i græsset midt i moderkagen med de spinkle ben spredt ud til siderne. En yderst udsat situation for det lille kræ! Jeg kan dog ikke dy mig. Situationen er alt åbenlys. Jeg må have et billede af hændelsen. Til Jods irritation står jeg af hesten, og vover mig forsigtigt nærmere. Moderen har med øjnene konstant rettet mod sit nyfødte kid trukket sig baglæns tilbage mellem nogle træer, men i det øjeblik jeg står bukket ind over det og kameraets blitz går af, kommer hun farende imod mig. Jod skriger op! Imens vælter jeg mig bagover i et rullefald, væk fra hendes farlige, lange ben! Jeg kommer på mit eget bentøj, og er sekundet efter i sadlen, hævet over faren. Hun forfulgte mig ikke, men stoppede i det øjeblik, hun igen var ved sit kid. Sparker en hjort ud efter en, kan det i bedste fald betyde flænger i tøjet, og det, der er værre, nemlig livsfarlige skader på kroppen. Men – jeg fik mit billede, og slap med en mudret ryg og buksebag.

Vi åler os på rad og række gennem en indsnævring. Som altid red jeg lige bag Jod, som oftest kun en meter eller to. Her stank en anelse af bund fra mose, men grunden føltes fast nok til at bære os. Halvvejs inde skriger Jod pludselig op og pisker sin hest, medens han samtidig sparker den af al kraft i bringen. Men, det er nytteløst, den kan ikke bruge benene i det mudderhul, den er sunket i, og som måske nok kunne bære en mand, men ikke når han sidder på en trehundrede kilo tung hest. I det øjeblik Jod rejser sig i stigbøjlen springer han af, og griber samtidig fat i nogle grene. Han er fri. Imens skriger han til mig om at forlade min egen hest, der er ved at synke i med sine bagben! Jeg indser det livsfarlige i situationen, rejser mig op i stigbøjlerne, og springer af hesten. Jeg kan alt for tydeligt mærke, at den arbejder febrilsk under mig med hele sin store tunge krops enorme muskelmasse, for at komme fri af mudderet!

Jods hest ligger nu, efter en kort og ulige kamp mod suget fra det bundløse hul, forbavsende roligt halvt om på siden, halvt skjult i dyndet, som ventede den afklaret på dødens komme, og nu selv gerne vil have det hele med, før alt sortner!

Min egen hest kom heldigvis fri da jeg sprang af den, lettet for mine da femogfirs ubærlige kilo! Nu står den med skrækken malet i øjnene, og følger optrinnet, sekund for sekund. Jod beordrer den tøjret bag et buskads, for heste er følsomme dyr, og den skal ikke se, at han om lidt har til hensigt at aflive dens fælle. Jod har shotgunen i hænderne, klar til at slutte mareridtet for den hest, han har haft fra føl, og som nu er over femten år gammel. Det er en uværdig død for det dyr, der har bragt ham rundt alverdens steder i Rocky Mountains uvejsomme terræner, og jeg kan se, han er meget påvirket af situationen. I det samme hører vi en dyb rumlen, og grunden omkring mudderhullet ryster mærkbart nogle få, men lange sekunder! I det øjeblik synker det ulyksalige dyr nogle centimeter i dyndet. Jeg venter hvert øjeblik braget fra Jods shotgun skal slutte dens dødsangst, medens jeg selv føler jordrystelserne alt for tydeligt i benene, og jeg flirter et splitsekund med tanken om, at skal jeg dø en grusom død, så lad det ske i ødemarken, her, hvor jeg allerhelst vil opholde mig. Her, hvor der ingen forstillelse er mulig, der som i storbyernes forløjede liv, kan høste falsk applaus! Kun modet tæller her! Men så galt går det heldigvis ikke. En højlydt snorken fra mudderhullet med tilhørende stank af gasarter ender med at blive redningen for Jods hest. Den ligesom løftes op af gastrykket, nok til, at den kan gøre sig fri. En sky af sort mudder pisker op omkring den, og lugten af gas er stærk! Med alle sine kræfter ruller den sig rundt og tumler ned i en lavning. Jod er ikke klar over om den har lidt alvorlig skade på bagbenene, men efter nogle minutter har den samlet sig og kommer os betuttet i møde. Den slæber på det ben, der sad dybest i hullet, men agerer ellers, som om intet var hændt.

Spruce Lake dukker omsider op. Syv timers anstrengende ridt i et fantastisk terræn er slut for i dag. Min bagdel og mine ben værker ulideligt, især det ben, hvor min riffel er monteret langs sadlen. Riffel og ben har måttet deles om pladsen, og det mærkes i inderlåret. Da vi ankommer til selve lejren, der ligger ned til søbredden, kan vi se, at en grizzlybjørn med unger har opholdt sig der nogen tid. De har moret sig med at koste lidt rundt med forskelligt grej og en af aluminiumsjollerne, og Jod antager, at det er den bjørnefamilie, vi stødte på tidligere på dagen. Bjørne eller ej! Vi er sultne og trætte, men Kim tænder veloplagt op i hyttens komfur og fremtryller et velkomment måltid. Imens beslutter jeg at sove i et telt, der er sat op i skoven. Jeg har ganske vist lyst til min yndlings balfaldera, gjort af aftentågernes dans på søens blanke spejl, men jeg ved, det smukke syn kan trække aftenen ud til sidste akts tæppefald, som først slutter, når solen går ned bag bjergene. En lang nattesøvn skal i stedet lindre ømheden i mine alt for stive ben.

Medens aftensolen skinner på bjergenes sneklædte tinder nyder jeg alene ved mit telt en whiskysjus blandet med en coladåse vand fra, Gun Creek. Mindet om den iltre flod, jeg nu har nogle tæmmede centiliter af i mit glas, er en passende afslutning på dagen. Da skumringen sænker sig mellem de høje nåletræer kravler jeg mættet af indtryk i soveposen. Der er frost i luften, men det bekymrer mig ikke, når bare min skarpladte riffel er inden for rækkevidde! Skulle en sulten bjørn dukke op i nattens mulm og mørke, vil jeg forsvare mig til det sidste, og søvnen får, trods de umage forhold, snart overtaget. En ny udfordrende dag i Rocky Mountains fantastiske landskab venter, når dagslyset om føje timer på ny gryr i horisonten.

Tekst: Hans D. Egeskjold

---------

Mareridt i vildmarken.

Stewart nåede at pointere for hundrede og syttende gang, før han kørte tilbage til civilisationen, at hans gamle, enkeltløbede haglbøsse, kun var til brug i selvforsvar! En sortbjørn lod sig næsten altid skræmme langt væk af den skingre larm fra to hårdt sammenklaskede grydelåg, og hvad jeg nu ellers kunne finde på at støje med. Ingen dyr bryder sig om ukendt støj. Selv en grizzlybjørn vil for det meste lunte bort fra en høj og gennemtrængende lyd, den ikke har hørt før. ”So remember, No hunting! Only use my gun to protect yourself! Nothing ells!” havde han med eftertryk rundet sin sidste bemærkning om min håndtering af hans fars gamle hanegevær af med.

Med slutbemærkningen ”Have fun” trak han den slidte trucks dør i med et rask tag, kastede et blik på mig, som om det var sidste gang, han regnede med at se mig i live, og satte den gamle bush truck i terrængear, så gearkassen bogstaveligtalt skreg af mekanisk smerte; og væk var han! Osen og larmen fra truckens motor havde hængt et stykke tid i luften, og havde ligesom ikke tilladt mig en total overgivelse til mit ugelange ophold vildmarken, men som aftenen skred frem og køligheden trængte sig på, var det suset fra vinden gennem granerne, og duften af harpiks og skovbund, der tog over. Jeg var nu alene i et øde område i det vestlige Canadas, British Columbia, hvor min tredje nat i hytten ved søen, Tochcha Lake, i Bulkley-Nechaka distriktet, blev en dramatisk nat! For første gang i mit liv så jeg en situation i øjnene, hvor idéen om, at handle uden anden støtte, end den, ens egen dømmekraft bød på, kom til at stå sin prøve! Midt om natten blev jeg vækket af vrede stemmer og hårde knoers banken på min dør, og da startede et mareridt, der stadigvæk bereder mig natlige mareridt i bedste ”flashback stil”!

Den fedladne lyshårede fyr, ham med dolken i bæltet, er tilsyneladende ved at miste tålmodigheden! Hans radmagre, indianske makker, har jeg for tredje gang pointeret overfor, at jeg er på ferie i Canada for at fiske og nyde naturen, og, at det burde være grund nok til at være her. Jeg skylder dem ikke nogen forklaring på mit ophold her, og jeg har ingen kontanter, og heller ingen kreditkort, for hvor skulle jeg bruge penge herude! Jeg opfatter situationen, som et forsøg på røveri, for tonen er skærpet! Der er øretæver, eller det, der er meget værre i luften! Jeg har besvær med at kontrollere min stemme, men prøver på, at lyde så sikker, som mulig i tonelejet.

De to lurvet udseende omstrejfere er sygeligt irriteret over, at min hytte ikke er ledig. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de har onde hensigter, og nok vil forsøge at smide mig ud, eller røve mig og forsvinde! De er begge to først i tyverne, men har allerede de karakteristisk, hærgede ansigtstræk, som unge, med en tidlig kriminel løbebane bag sig, ofte præges af. Et uhyggeligt følelseskoldt og stupidt udtryk i ansigtets fysiognomi, der alt for tydeligt fortæller mig, at anvendelsen af afstumpet vold, til hver en tid, slet ikke er dem ubekendt! Tværtimod! Den lyshårede, der under forløbet har holdt sig et skridt bag indianeren vrisser noget, jeg ikke fanger ordlyden af. Men jeg bliver dog straks klar over indholdet, da han demonstrativt river sin dolk fri af bæltet! Tre til fire gange kører han det brede blad gennem sin ene halvt knyttede hånd, som for rutinemæssigt, at demonstrere overfor mig, at hans dolk er skarp! Meget skarp endda! Og, at han ikke er bange for at bruge den mod mig! Hans underligt funklende øjne, ligesom låser sig fast på min reaktion! Om jeg forstår budskabet tilstrækkeligt, eller om jeg virkelig hellere vil skæres lidt i! Herude er der masser af muligheder for, at komme af med et lig! I det øjeblik bliver det klart for mig, at hvis jeg er nødt til at skyde den ene af dem med haglbøssen, for at rede mit eget liv, kan jeg måske klare frisag over for myndighederne! Men nok ikke, hvis kuglerne fra den Buckshot patron, jeg har i den gamle haglbøsses kammer, gennemskyder dem begge to!

Only to protect yourself! Nothing ells! De ord var lige præcis Stewarts, sidste bemærkning til mig om brugen af hans gamle haglbøsse, før han kørte tilbage til civilisationen. Stewart er professionel jæger. I hjertet af British Columbia har han jagtretten i et terræn på ottetusinde kvadratkilometer, med et utal af små kønne søer og mindre bjerge. Et typisk højlandsterræn, der byder jægere og lystfiskere på fantastiske naturoplevelser. Det er elge, sortbjørne og ulve, der dominerer jagtudbuddet, men også en grizzlybjørn, kan man for betaling, få på kornet. I de mange søer og vandløb, her er, bogstaveligtalt springer fede ørreder lige ud af vandet, som spejdede de febrilsk efter en lystfiskers flue eller spindestang.

Men Stewarts manende ord får lidt for meget betydning nu. Jeg mærker, at jeg fryser af skræk, det sekund, jeg bliver klar over, at situationen er ved at komme ud af min kontrol! Indianeren har tilsyneladende truffet et valg, for han træder et skridt ind mod mig! Men jeg træffer også et valg, om ikke at vige en tomme for ham! Jeg bliver stående med min venstre hånd knuget om haglbøssens løb. De to bølletyper ved ikke noget om, at jeg er mindst lige så bevæbnet, som de er, for de kan ikke se geværet, der står skjult bag den tykke stolpe, der bærer min hyttes ene ende af taget, og samtidig fungerer som dørkarmens ene side. Jeg gentager tålmodigt endnu engang, vel vidende, at jeg sekundet efter kan befinde mig i en livsfarlig kamp, at jeg meget gerne vil have nattero, nu!

”God night gentlemen”! Den magre indianer står ret op ad mig, standset op, som er han stivnet i bevægelsen! Jeg får kvalme af hans dårlige ånde, der oser mig direkte ind i ansigtet, og som er i fuld overensstemmelse med hans uplejede tandsæt!

Jeg er nødt til at træde lidt bagud, for at komme fri af hans stinkende ånde og få min dør lukket, men det vil give ham en åbning ind i hytten! Og ind! Det skal han ikke! Med min ene hånd hårdt knyttet om geværløbet, griber jeg med min frie hånd dørens kant, og smækker den hårdt i, med risiko for, at den hamrer lige ind i hans fjæs! Sekundet efter har jeg geværet i hænderne med spændt hane, for sparker de døren ind, får den første af dem hele ladningen, lige i hovedet!

Så galt går det ikke. Jeg kan høre dem parlamentere ophidset et halvt minuts tid, men efter to knytnæveslag på min dør, hvor jeg nær havde trykket på aftrækkeren, går de i skænderi med hinanden om forløbet, tilbage til deres ATV. Jeg kan høre de starter og tøffer bort, og for helvede, hvor jeg åndede lettet op! Resten af natten sad jeg i min hyttes eneste stol, med løbet pegende direkte mod døren. Jeg plages af lange serier af kuldegysninger, af bare frygt for, at de to måske kommer tilbage, og myndighedernes reaktion, hvis jeg så endegyldigt er nødt til at bruge mit haglgevær mod dem, spøger også i mine tanker.

Morgenen gryer og sender et rødligt skær ind gennem min rude ud mod søen. Det er et hamrende smukt syn, jeg denne morgen ikke kan nyde, for jeg er fyldt helt op til drøvlen, med en underlig, realistisk frygt, for at miste min frihed! Kort og godt, blive sat bag lås og slå, bare for selv, at ville rede mit eget udsatte liv, parret med lysten til, at skyde hovederne i smadder på nattens to skiderikker! De tanker havde overvældet mig fuldstændigt! Gjort mig skrækslagen for konsekvenserne! Nu indeholdt frygten for bjørne, også omstrejfere i menneskeskikkelse, for kom de to slyngler igen, havde jeg besluttet, at forsvare mit liv med den gamle haglbøsse! Det strafretlige aspekt i sagen, måtte jeg i så fald lade myndighederne om.

Jeg havde geværet stående i et hjørne af min lille skovhytte, som en garant, så jeg i det mindste, til at starte med, kunne sende et skud op i luften, hvis en bjørn blev for nærgående! Stewart havde tilmed givet mig en snes stykker af de haglpatroner, han bruger til jagt på hjorte, så jeg kunne føle mig nogenlunde sikker i mit lille eksperiment, om mindst, at bo en uge alene i en hytte ved en lille sø, dybt inde i den canadiske vildmark. Vel at mærke, uden nogen anden form for selskab, end dyrelivet omkring søen, og så lige mig selv. Min største skræk var præcis det, der lige er sket mig. Nemlig, at støde på omstrejfere, der mange gange er dybt kriminelle unge, der kommer fra de større byer sydpå. I sommermånederne flakker de rundt enkeltvis, eller i små grupper på et par stykker af gangen. I de kæmpemæssige øde distrikter, Canadas vildmark i så rigt mål byder på, kan de klare sig igennem ved at fiske i søerne, og drive lidt småvildtjagt med fælder eller stjålne våben. Når vinteren så står for døren, og de ikke længere kan holde varmen i primitive telte, og fiske løs i søerne, trækker de igen ind mod byerne. Stewart havde talt irriteret om problemet, der de sidste par år havde vokset sig større, end han hidtil havde antaget. Og jeg havde lyttet til ham, og tænkt mit, før han lod mig alene tilbage i sin vildmark!

Endnu et chok! I morgenbrækningen hører jeg forskrækket, et eller andet er i gang ved hyttens bagvæg. Jeg har ikke hørt motorstøj, så måske er det bare en sulten bjørn, der har lugtet min madlavning, og som nu partout vil ind og gennemrode hytten, i den tro, jeg har gemt rester til den. Men så skal den først bryde igennem væggen eller døren, som jeg i skyndingen har forstærket med en rest fra en stolpe og en krydsfiner plade, så jeg konkluderer irriteret! Kom for helvede an! Om det er de to omstrejfere, en sulten sortbjørn eller sågar en grizzlybjørn på rov, så bryd ind og få hovedet godt og grundigt gennemskudt! Og så kommer jeg pludselig i tanke om grydelågene, for Stewart havde pointeret: Dyr bryder sig ikke om nogen form for ukendt støj! ”Klask derfor to grydelåg hårdt sammen, og gør det mange gange, før du griber til haglbøssen”! Bulderet fra grydelågene får mit meget trætte hoved til at føles, som et rædselskabinet for tinnitus i udbrud! Men jeg ånder mere end lettet op, da jeg hører noget forsvinde gennem buskadset, der omkranser hytten. Gudskelov! Måske var det bare en lille, sulten sortbjørn!

Et smalt spor af nedtrampet græs omkring hytten afslører, at der har været et dyr på størrelse med en jærv eller en lille bjørn på besøg, og at det har været helt inde og haft kontakt med hyttens beklædning med sine tænder og klør. Det forklarer, hvorfor jeg kunne høre støj, som foregik det inde i hytten, lige ved siden af mig. Jeg henter resolut haglbøssen og stopper en af de kraftige patroner i kammeret, og et par skud i hver bukselomme, bliver det også til, for hvem ved, hvad der venter mig inde mellem træerne. Jeg vil forsøge at følge sporet et stykke ind i skoven, men jeg opgiver efter et halvt hundrede meter, for underskoven er ét tæt sammenfiltret virvar af tornede ranker, plus et utal af lumsk udseende huller, jeg får mareridtsagtige tanker om en langsom død i kviksand, bare af at kigge ned i!

Liggende ved hyttens væg mod skoven, finder jeg en lang pig fra et stort pindsvin, en såkaldt Porcupine. En Porcupine kan være i samme vægtklasse, som en grævling, og jeg tror, det var en af slagsen, jeg i daggryet havde besøg af, for dyret elsker at snadre løs i limen, som krydsfinerplader er limet sammen med. Og netop den nederst del af min hyttes beklædning mod skoven, bestod af disse nyttige, allround plader.

Status: Efter endt ophold ved bjergsøen, ni dage i alt, briefede jeg selvfølgelig min vært om hændelsen med de to omstrejfere. Men Stewart kunne ikke give mig anden kommentar: End, at det var godt, det gik, som det gik. Ingen var døde, og dermed var der altså ingenting af betydning, at udrede overfor myndighederne! Dog ville han forhøre sig rundt omkring, om nogen havde set de to strejfe omkring i området. Det eventuelle tab af de to bøllers liv, i fald, jeg havde følt mig nødsaget til at benytte hans gamle haglbøsse mod dem, for at redde mit eget liv, var ham totalt ligegyldigt!

Befolkningen i Canada er langt fra så bevæbnet til tænderne med skydevåben, som i broderlandet, USA. Det er dog sikkert, som amen i kirken, at ser en borger i Canada sig nødsaget til at skræmme en voldsmand eller røver på flugt med et skydevåben, og medfører det dennes død eller invaliditet, så ligger sympatien hos myndighederne, først og fremmest på den forurettede borgers side! Og i Canada, er den forurettede ikke, som man desværre kan opleve det i Danmark, voldsmanden eller røveren, der er såret eller dræbt under udøvelsen af sin ugerning! Den erhvervsrisiko må han løbe. Take it or leave it!

Tekst: Hans D. Egeskjold

---------

Tre mænd en dreng en hund og en mose

De tre mænd fulgte markvejen der forbandt Mosehuset med Kærhuset. Ingen af dem havde på den korte spadseretur behov for samtale. I stedet lyttede de opmærksomt til en gøgs, stilfulde kukkuk. Gøgens strofer var usædvanlige for årstiden, men intet var mere, som før, og smukt lød snylterens farvelsang. Varmere himmelstrøg ventede dens ankomst. Et kobbel duer lettede med applaus i vingeslagene på marken, der skilte mosedraget fra landbrugets industrielt designede jordbrug. Den nyligt høstede mark ligefrem strålede af nyklippet selvtillid i solskinnet. Langs markvejen på mosens side, holdt et meterbredt bælte af skræpper stand mod solen og året, der gik på hæld. Kom der frost i september, hvilket godt kunne hænde; det var før set, foldede de skærmende planter i ydmyghed, kronbladet sammen! For tudser og andet skyggeelskende kryb, et varsel om - inden længe, at søge ly for vinter og kulde!


I ellemosen holdt en flok duer til, som denne dag ikke havde den ringeste anelse om, at jagten på dem, var gået ind! For morskabs skyld tog de endnu en rundtur langs mosedragets rand, slog et slag ind over mændene, klappede med vingerne og lagde an til landing i et gammelt elletræs, rummelige krone. Samtlige duer startede nu en sand koncert for ligesom at bekræfte fællesskabet, og duer, der kurer i kor, måtte selv gøgens hang til duet med sig selv, bøje sig for! En traktor, et stykke derfra, kørte hjemad. Motoren hørtes svagt; ikke som støj, snarere som en sagte rummel fra torden langt borte. En hund gøede på en gårdsplads i nabolaget, og fra en eng ved fjorden brølede en ko utålmodigt, nok for at få lettet sit yver.

De tre mænd var jægere. Jagten og glæden ved at færdes i naturen med et praktisk formål, lå dybt begravet i dem. Af statur var de vidt forskellige. Den ranglede - høj og sindig af væsen, var ejeren af mosen. I jagtsæsonen gik der næppe en dag, hvor han ikke var ude og sondere terrænet for det overskud til husholdningen, dyre og fuglelivet, bød på. Broderen, ældre med letlæselige, muntre ansigtstræk og mindre af statur i retning af det korpulente, kom jævnligt på besøg for at nyde fællesskabet gennem jagten, og også på denne solrige augustdag, havde han sin haglbøsse med. Gæsten, en stovt skikkelse med et kantet ansigt og et stramt drag om munden, bar med ryggen rank som et kosteskaft sin gamle, Sauer & Suhl, som en officer, der bevidst om sit værd, bærer sit paradevåben.

Den ranglede var bevæbnet med sin nyindkøbte, Over and Under, af japansk fabrikat. Kvaliteten på - de gules - produkter, var i top og prisen særdeles rimelig, forklarede han købet med. Det faktum måtte selv, herremanden, som den stovte i en snæver kreds lod sig kalde, erkende. Han var kendt for ikke at bryde sig om mere kulør på menneskers hud, end almindelig solbrændthed, og for, blandt fortrolige, at udtrykke sig positivt om livsførelse og strafretlige metoder, der hørte middelalderens adelsstand til; en indstilling, brødrene ikke tog ham ilde op, al den stund, de fra barnsben havde dyrket en forkærlighed for originaler. Broderens haglbøsse, en traditionel, side by side, var også en Japser! Den havde lagt løb til adskillige af de højkappede, tyske rottweilere, dem med maksimum krudtladning; derfor højden på messingkappen - bildte han sig ind, og hans foretrukne mærke.

Bag Kærhuset, der havde ligget forladt i årevis, var udsigten til elletræets krone, ideel for gode skud. Datoen for due og andejagten var på plads, den rangledes mellemste, en jagtglad dreng i konfirmationsalderen, stod klar i mosens modsatte ende med et klaptræ og familiens gamle, gigtplagede retriever, som fra sin kurv i stuen havde anet, hvad der var på færde og pebet så bedende om at komme med, at drengen havde forbarmet sig. Og måske kunne det gamle kræ, gøre nytte.

Mændene rundede Kærhusets terrasse og fandt hurtigt åbningen mellem træerne, der gav et frit kig og tillod skud til siderne, om nødvendigt. Bøsserne, som de hidtil havde båret korrekt i knækket tilstand med tomme kamre, blev nu på et nik fra den ranglede proppet med ammunition! Som traditionalist sværgede han til det engelske mærke, Eley, og fandt et par med det rammende navn, Alphamax, frem fra lommerne. Med et sigende blik til broderen og herremanden, pustede han dem fri for eventuel lommeuld og lod dem dumpe i sin japsers kamre! Herremanden, der holdt af kontrol, styrke og beslutsomhed, sværgede ligesom den rangledes bror til mærket, Rottweil! Et andet valg var svært at forestille sig, i hvert fald for dem, der som brødrene, kendte ham godt. Man kom ikke uden videre på god fod med herremanden, og som nævnt, kiggede man hans statur og umiddelbare udstråling efter i ”sømmene”, var det let at forstå, hvorfor. - Om få minutter åbner ballet, nikkede den ranglede mod åbningen til mosen. Han vidste, de to andre glædede sig til de skud, der forhåbentlig snart kom.

Drengen kiggede på armbåndsuret. På slaget fire, skulle han og hunden gå i zigzag gang i retning mod trekløverets position, som han nøjagtig vidste, hvor var. På slaget fire! Ikke et minut før og heller ikke et minut efter! Det var et sprogbrug, som han ikke bare forstod, men som han simpelthen holdt af. Det var onklens opfattelse, at knægten havde stof i sig til en militær karriere. - Tiden vil vise det, som faderen fjern i blikket kommenterede tanken. Mest fordi han ikke selv befandt sig godt i selskab, hvor mængden rakte ud over et par stykker af gangen, og så var det jo tænkeligt, at sønnen havde arvet tilbøjeligheden.

De tre mænd havde fundet sig tilrette og sad nu bag et væltet træ. Som de forstandige mænd, de var, havde de sikret sig så meget afstand til hinanden, at geværet frit kunne svinges til hver side. Den ranglede havde leveret en kort parole på gårdspladsen: ingen skud bagud og med tanke for sønnen, ingen lave skud direkte gennem åbningen! Og kun skud til ringduer og ænder! Sekundviseren nærmede sig det aftalte tidspunkt! På slaget hel kom ordren: - Ilden må åbnes, når fjendtlige fly er på skudhold! Sagt med et glimt i øjet henvendt til herremanden, der med sin hang til kontrol og disciplin, havde en forkærlighed for militært sprogbrug.

Drengen og hunden bevægede sig i rolig gang gennem mosens første del. En fasankok spurtede i etaper foran dem! Da de nåede frem til en lysning, lettede den under megen ståhej i en næsten lodret stigning! Hunden, der for bare få år siden, ville have sitret af iver efter at sætte tænderne i fuglen, nøjes nu med at bjæffe et par gange. Afstanden til de tre skytter, var omkring hundrede meter og for rigtig at leve op til opgaven, havde drengen savet et bræt over og med en læderstrop gjort det sit klaptræ! En rå med et stort lam rejste sig pludselig, smældede i en blanding af forskrækkelse og vilje til forsvar og strøg så tæt forbi dem, at han nemt kunne have spændt ben for råen! Drengen var en fighternatur! Tanken om at gribe et rådyr med de bare næver og ende dets liv med et dolkestød, som en ægte parforce-jæger*, havde længe betaget ham! Onklen, der havde en passion for Canadas vildmark, havde lovet ham, at når jagttegnet var i hus, skulle de sammen rejse derover og gå på jagt efter bjørn og ulv! Knægten gøs af spænding ved tanken, og her, alene i mosen, der trods lysningen, syntes dunkel og vildmarksagtig, var det næsten som om, Canadas vildmark, lå lige om hjørnet!

Foran dem lå et af de dybere vandhuller, eller ”tørvegraven”, som faderen yndede at kalde stedet. Et væltet elletræs krone fyldte en del af vandfladen! Træet havde, lige siden en storm havde lagt det ned, indgydt drengen respekt, for det voksede upåvirket af de ændrede vilkår videre, med grenene strittende mod himlen, ligesom hænder, der rakte mod frelse; og da frelsen ikke var kommet og havde rejst det op, havde træet, trods sit indlysende handicap, valgt at kæmpe for sit liv i liggende stilling! Ideen om at forsvare sig mod overgreb til sidste blodsdråbe, var ikke en floskel i drengens tankegang, og i respekt for elletræet, havde tørvegraven længe været hans foretrukne opholdssted.

Grunden gyngede faretruende! Skridt for skridt manøvrerede de sig uden om tørvegraven! Drengen vidste, brinken var stejl, ja – sine steder næsten lodret; en dukkert i det sorte vand, stod ikke på denne eftermiddags repertoire! Et eller andet, der lå skjult i dyndet, gav efter! Hunden satte i et vræl og drengen sank i til knæene, greb for sig og fik fat i en nedhængende gren, der knækkede! Han holdt dog balancen og nøjedes med mosevand i røjserne, men al den uventede ravage gik ikke upåagtet hen! Hundens vræl og sprællende benarbejde holdt en isfugls nerver ikke til! Som en raket forlod den sit hul i brinken og susede med kolibriagtige vingeslag forbi drengen, så tæt på hans ansigt, at han uvilkårligt dukkede hovedet! En kæmpegedde, der havde standplads under elletræets krone, syntes heller ikke om balladen, og for ligesom at foretage sig et eller andet, slog den et slag med halen og sendte et vandsprøjt en halv meter op gennem grenene.

Drengen tabte som den eneste ikke besindelsen. Han vidste, at mosen var farlig og gik han derind, var det på eget ansvar! Slet ikke noget for tøsedrenge! Sidstnævnte var hans egen udlægning. Faderen, der holdt af sætninger, uden alt for kategorisk indhold, havde forklaret ham, hvad begrebet ansvar betød, og, at man godt kunne nøjes med at være - kun til dels ansvarlig for sine handlinger. Drengen havde forstået det sådan, at når man mangler et år eller to, før man er gammel nok til at færdes i trafikken på knallert, er man stadigvæk kun et barn; om end et stort barn, og altså i en fase, hvor udskillelsen fra forældrenes ansvar, er ved at tage form. Facit: Man er stadigvæk kun, til dels ansvarlig! Han havde tygget lidt på konklusionen og besluttet, at ansvaret for, ligegyldigt hvad han foretog sig af egen drift, ikke skulle mudres til i bortforklarende ord!

Snart var han dog gammel nok til, med faderens velsignelse, at erhverve sig et jagttegn, og så var situationen en helt anden. Så var det slut med i et ubevogtet øjeblik, at snuppe et par af de dobbeltladede 9mm haglpatroner til den glatløbede salonbøsse, og så vidt muligt uset, liste ad bagvejen til tørvegraven. Tanken om, sammen med faderen, at gå i mosen på due og fasanjagt med sin egen haglbøsse og lommerne fulde af højkappede patroner, forekom ham attraktiv i en sådan grad, at begrebet eufori, ikke rakte!

Dagen gik på hæld, men duerne i elletræet kurede uden ophold for at styrke selskabeligheden. Nye duer kom til, og før de landede, steg de, klappede med vingerne og gled elegant ind i kronen og fandt en ledig plads. Drengen hørte også duernes næb og vingepalaver, kom i tanke om formålet med at være til stede i mosen, og skyndte sig at tømme røjserne for vand. Nu var han igen bare en dreng på trykjagt med et sølle klaptræ og en lige så sølle hund, der lige siden oplevelsen med råen og lammet havde fortrudt, den ikke var blevet hjemme i kurven. Tørvegraven lå bag dem og elletræet med duerne foran! Duerne anede indtil videre ikke uråd! De brystbuttede fugle var alt for optaget af hverandre!

Drengen, der omsider havde ”duetræet” i sigte, smak nu i en lang serie sit klaptræ så hårdt sammen, at larmen fik flokken til på én gang at lukke ned for musikken og lette i retning mod frelsen; åbningen ind mod mosen! Og da duer er hurtige flyvere, nåede de på få sekunder trekløveret, der omgående åbnede ild. Seks skud lød så koncentreret, at det for et uøvet øre kunne opfattes, som kun ét skud!

Skudafgivelsen skabte nogen forvirring blandt duerne, hvis mængde nu var reduceret med seks. Nogle af dem vendte omkring og søgte tilbage til elletræet, og nogle af dem, der slap gennem den koncentrerede ild, tog en rundtur langs mosens rand og fløj herefter i alle retninger ud over markerne og naboejendommene, hvor andre jægeres ild, kostede adskillige af dem livet. Et gråandepar, der hidtil havde holdt sig i ro, lettede fra et af mosens utallige vandspejle og fløj som jagerfly ind over trekløveret! Drengen, der hørte dem, nåede at råbe: ænder så tilstrækkeligt højt, at Herremanden, som den indbudte gæst, han var, fik lov at dublere parret!

Jagten var forbi! Drengen fandt selv de skudte fugle! Hunden logrede tilfreds! Det var ikke uden grund, den var gigtplaget. Ungdomsårenes indsats som apporterende hund i mosen, havde givet den kredit nok til ikke at deltage aktivt i sin alderdom. Kurven var dens domæne! Herfra fulgte den med i familiens liv og underbyggede indsatsen med nogle forsvarlige middagslure! Lyset under trækronerne i ellemosen ændrede sig i retning af tusmørke. Tilfredse med resultatet gik selskabet tilbage til Mosehuset med duerne korrekt båret i snare af ”klapperen”! Retrieveren, der dog havde præsteret, at være med, bar de to ænder i en løkke over skulderen. En gestus, hunden fortjente, som det blev sagt af far og søn i fællesskab. Herremanden fortrak ikke en mine, og heldigvis for det, nok mest for Ricos skyld, som den gamle hund for øvrigt hed.

I tørvegraven startede mosekonen et bryg. Det gav en ordentlig bøvs op i elletræets krone, men hverken kæmpegedden eller isfuglen, lod sig bemærke af skvulpet. Den slags udskejelser var de vant med. Markvejen ligesom delte verden i to. Ellemosen, ældgammel, men stadig lyslevende og landbrugets sæsonbårne jordbrug, levede og fungerede side om side. Et sidste kuk fra gøgen, der nu igen havde overtaget, slog fast, at ingenting var som før, og dog, glæden ved jagten, lå stadig i faste rammer.

*Artikel bragt i J&J 1-11


Tekst: Hans D. Egeskjold


---------

Det hændte en nat ved floden, Middle River


Indianeren, Trails nye job som guide i en veletableret, canadisk jagtlejr, havde fra dag ét lignet en succeshistorie. På sin første dag i jobbet havde han nemlig skaffet en velhavende mexicansk klient en mindre sortbjørn på sigtekornet. Trail syntes derfor, at han var nødt til at foretage sig et eller andet, der kunne speede hans nyfundne selvtillid, yderligere op i omdrejninger!

Mexicaneren og hans to landsmænd havde fejret den vellykkede jagt til langt ud på natten. I Mexicos alkoholstærke nationaldrik, Teguilla, drak de skål efter skål for jagtens gudinde, Diana. Drikkelagets let begribelige plan var, at når flasken var drukket tom, ville de dejse om i hver deres køje og sove rusen ud. Men på ægte mexicansk vis, befandt de sig, før dagen gryede, i et klassisk drama. Et drama, der havde sin platform i et oprindeligt stolt naturfolks ulykke! I vildmarken, hvor enhver, på et splitsekund kan møde pludselig lemlæstelse og død, hjalp deres dyre camouflagetøj dem derfor ikke en døjt! Årsagen var, at indianeren, Trail, var ude på rov!
Iført gamle bukser og for længst udslidte støvler, flamberet af en hullet sweater, havde Trail i mexicanernes hytte skålet for den, Diana, som den nybagte bjørnejæger syntes at kende så godt, at det næsten lod til, han kendte hende personligt. Trail befandt sig ikke godt i selskabet; havde skålene gået på ham og den jagtlykke, han med sin medfødte viden om livet i vildmarken havde skaffet de tre storbyfolk, så en af dem nu kunne kalde sig for en ægte trofæjæger, havde også han være lykkelig og skålet med i det lystige lag: uden i øvrigt at kende det mindste til jagtens gudinde! Trail besluttede i mismodig stemning, at forlade drikkelaget! Måske var det hans mangelfulde tøjstil, eller måske var han bare desorienteret over den stereotype skålen! I hvert fald “lånte” han med den forurettedes mine en flaske whisky fra et gemme i lejren, der vel at mærke, ikke tilhørte ham!


Trail havde taget en skæbnesvanger beslutning! Han ville holde en ny fest, men nu med sig selv, som midtpunkt. I selve gerningsøjeblikket bildte han sig ind, at han og hans folk aldrig havde forstået sig på den hvide mands ejendomsret, og, at han blot lånte flasken med ildvandet for at hævne sig på dens indhold – ved simpelthen, at drikke flasken tom! Trail`s noget særegne logik bestod i, at han godt vidste, ildvand havde bibragt hans forfædre et dårligt ry, som drikfældige indianere, der ikke levede op til et moderne samfunds idealer. I et anfald af solidarisk lune og ulyst til enhver fornuftpræget logistik i sin tænkemåde, følte han en stærk trang til at bekræfte rygtet, og han blev hurtigt – som det siges, alle naturfolk gør – meget fuld af indholdet!

Trail befandt sig i et velkendt dilemmas ingenmandsland. Hans ”lånte” flaske whisky var alt for hurtigt tømt til sidste dråbe, og fuldskabens muntre, men også flygtige tilstand, sivede langsomt, som et mudderskred, ud af hans bevidsthed. Tilstanden gjorde ham i bund og grund mut i tankegangen, men ikke mindre tyvagtig! Burde han ikke smide mexicanerne, og al deres dyre camouflagetøj ind i skoven til ulvene og bjørnene! Trail havde en ide´ om, at de havde mere end én flaske Teguilla gemt i hytten. Men måske opstod der kamp om rettigheden til flaskerne; måske brød de sig ikke om at konvertere søvnen i køjesengene, til den mere risikable søvn blandt vildmarkens rovdyr! Trails arrigskab voksede i hvert fald proportionalt med lysten til at vedligeholde branderten, og hans særegne logiske sans traf sit valg i overensstemmelse hermed.


Bevæbnet med sin riffel, listede Trail frem mod mexicanernes hytte, hvor han forbavsende lydløst fik den bjørnesikrede dør lirket op. Tampen brændte nu for Trail, der beslutsomt som en væsel på rov efter mus, sneg sig indenfor. I skæret fra månelyset spottede han straks en flaske uåbnet tequila på hyttens eneste bord. Flasken nærmest skreg på hans selskab. Befri mig for min banderole; drik mig tom og fri!
I begejstring over sit umiddelbare held havde Trail ikke bemærket, at døren lige så stille havde lukket sig bag ham! Med et højlydt bump, ramlede han med hele sin kropsvægt ind i den tunge bjælkedør, og nu var Trails held sluppet op! De tre snorksovende mexicanere vågnede øjeblikkelig og sprang forbavsende frygtløse og klare i hovederne, ud af sengen og konfronterede ham – mere søvndrukne, var de trods drikkeriet ikke! Trail kæmpede nu febrilsk mod overmagten. En mod tre er ulige ods og en bisset handling! Trail følte derfor – uden udsigt til at vinde slaget – en dyb vrede over overgrebet vokse i sig! I kampens hede tabte han tilmed den stjålne flaske, der trillede ind under en af køjesengene. Trail indså da, at flasken og æren var tabt for evigt. Og så gik der for alvor gang i lejrens natteliv.

Biografgængere, der husker filmen - Butch Cassidy and the Sundance Kid - glemmer nok aldrig scenen, hvor Paul Newman og Robert Redford i skikkelse af Butch og Sundance på flugt i Bolivia møder det stedlige, svært bevæbnede militær, der er sat til at fange dem. Butch og Sundance konfronterer overmagten med en passende mængde skud, der straks får militæret på andre tanker i retning af flugt.

Således reagerede også de tre mexicanere, som det dog må siges om, at de modsat det Bolivianske militær ikke bar andre våben, end næverne! Da Trail under megen tumult endelig lod sig skubbe ud af døren, greb han resolut sin medbragte riffel, som han dog snusfornuftigt, før indbruddet, havde lagt fra sig på terrassen! Trail vidste fra tidligere forsøg på en karriere i det kriminelle miljø, at tog han et våben med i en bank eller en forretning, bare sådan for at bestyrke sit forlangende, så var det et væbnet røveri, og ikke et harmløst indbrud! Og den forskel så politiet meget alvorligt på!

Stik imod al sin dyrekøbte erfaring, rettede Trail riflen i retning af hyttens dør, for her stod mexicanere og holdt modigt stand, lige indtil mundingen pegede mod dem! Hver og en af dem gjorde øjeblikkelig sit regnebræt op, og da ikke én af dem kunne blive synderligt enige med sig selv om skyld og gæld til de højere magter, og da slet ikke tidspunktet for kontoens opgørelse, vendte de straks omkring i sammenkrøbet stilling, i det håb, af et skud ville tage retning over deres hoveder. Uden videre skamfølelse lod de sig rulle ind under hver sin køje, og forblev der, indtil roen i lejren syntes genoprettet.

I jagtlejren ved floden, Middle River, blev der heldigvis ikke løsnet et eneste skud den nat. Til gengæld blev der truet med riflen i alle kompassets retninger. Men nu var lejrens øvrige guider kommet på banen. Fra nord, fra syd, fra øst og fra vest, trak fire erfarne bjørnejægere ind mod Trail. Guiden, Hans, hvis forfædre engang havde haft sine rødder i det tyske rige, besad et ualmindeligt venligt gemyt i sit runde ansigt. Men Hans var i besiddelse af en usædvanlig handlekraft, modsat Trail, der i sin omtågede tilstand efterhånden kun kunne orientere sig i én af kompassets retninger af gangen.

Som et syn gennem en sløret tunnel så Trail skiftevis på sine modstandere, der hver og en syntes at bevæge sig imod ham, som fire dansere på en scene, der i slowmotion øver sig i specifikke, retningsbestemte dansetrin. Og Trail tog straks indbydelsen op. Med riflen højt hævet dansede han kompasset rundt om sin egen akse, lige indtil hans øjne ramte Hans, intenst stirrende blik! Herefter tog begivenhederne fart, for trods sit fredelige gemyt, greb Hans ud efter Trail og kylede ham til jorden med en beslutsomhed, ingen ville have troet muligt fra så rolig og stovt en skikkelse.


Sådan sluttede dramaet ved floden, Middle River. Og det var godt det samme, for Trail, var i bund og grund en tossegod skikkelse, der absolut ikke havde til hensigt at dræbe et menneske. Ordensmagten blev dog tilkaldt, som den altid gør i sager, hvor våben har været rettet mod mennesker, og betjentene tog sig da også venligt af Trail, der fuld af blusel blev transporteret til den nærmeste arrest, for at sove rusen ud.

Om Trail fik en straf, melder historien ikke. Måske sad han i en celle en uge eller to, og grundede over det job, som guide, han nu uigenkaldeligt havde mistet. Måske fik han af dommeren, for retsopfattelsens skyld, en bøde på et par hundrede dollars. Men Trail havde, som de fleste indianere, ingen penge at betale med. Penge til alle andre behov, end lige netop en bøde for tåbelig optræden, skulle hans nye job have bragt ham. Men sådan gik det ikke. Uheldige udfald i det elektroniske system, der burde have fortalt ejeren af jagtlejren, om Trail´s konflikter med samfundet, havde svigtet, og han kunne derfor ikke anklages for forsømmelighed i ansættelsen af, Trail.

Tekst: Hans D. Egeskjold

-------

Angrebet

En lang og spændende sæson i jagten på bjerggeder og sortbjørne var forbi. Lejren var for en stund uden glade og forventningsfulde jægere. Nætterne var allerede kølige med lette frosttåger bølgende over dalstrøgene. Sæsonen for jagten på elgtyren stod for døren; min første som guide i North Central Interiør. Et fantastisk og storslået landskab i hjertet af British Columbia. Første jagtuge begyndte i basislejren, Lake House, på bredden af den 110Mile lange sø, Babine Lake. Stemningen blandt guiderne i lejren var ladet med spænding, for hvilken type jægere ville hver enkelt guide blive tildelt, og hvem bragte det største trofæ hjem over søen i en af de fladbundede, aluminiums-pramme. Mine to amerikanske jægere ville ankomme den følgende morgen, så dagens praktiske gøremål var at fylde brændstofanlægget til bådenes påhængsmotorer og indsamle propan tankene til opfyldning, og ikke mindst, klargøre mit personlige udstyr. For hvis der er én ting, jeg har lært om forberedelser til efterårsjagten, er det, at man aldrig kan få nok sokker med. Men også min backup riffel, skulle have et kærligt eftersyn. De majestætiske elgtyre var i brunst, så et fejlskud fra en nervøs klient kunne få katastrofale følger. En anskudt og rasende elgtyr i 1200punds klassen spøgte man ikke med!

Tidlig morgen i en canadisk jagtlejr med rødme på himlen og lette frosttåger dansende på søen, suppleret af lyden af forventningsfulde, men dæmpede stemmer og duften af frisklavet kaffe, er en cocktail af livsglæde og spænding, som næppe noget andet, jeg kan komme i tanke om, kan hamle op med. En dyb rumlen, som fra en tordenbyge langt væk, “hang” over lejren. Det var lyden af "Old Joes” stemme! En kæmpe af en mand. Tæt på syv fod høj. En vaskeægte mand af vildmarken! “Old Joe” havde levet af skoven hele sit liv. Fældefangst og pelsauktionsfirma om vinteren, og tilskæring af stedsegrønne træer i sommerperioden. Hans jagtkammerat, Mark, udstrålede de samme signaler om et langt liv i kontakt med naturen. Som personlig guide for betalende jægere var det min pligt at tage en snak med “Old Joe” og Mark, om de situationer, vi højst sandsynligt kom ud for. Men begge to var erfarne skovfolk, der kendte til faren ved mødet med vildmarken og dens dyr.

Babine Lake var blank som et spejl og dog var der her og der plamager af uro i overfladen. Det var de store, Sockeye Laks, der efter gydningen drog deres sidste suk før døden tog over! I et træ sad en ørn og ventede tålmodigt på det næste, let tilgængelige måltid, og i en bæver koloni på søens modsatte side havde de effektive gnavere travlt med at fælde de sidste birketræer, før frosten frøs stammerne hårde som glas. Et fantastisk syn og en forsmag på den vildmark, der ventede os. Babine lake er en lang og forholdsvis smal sø, hvor vindene har en tendens til at speede sig op, som almindeligt blæsevejr, der i søens ene ende ligesom presses gennem en lang tunnel, og ender ud i kraftige stormstød i søens modsatte ende. Sådanne vinde ramte os også under sejladsen i den 25fod lange, fladbundede aluminiumsjolle. I bølger, der i vindstødene rakte op over rælingen og gav spande af vand, der sprøjtede ind over båden, tog turen ikke de sædvanlige tre, men fem timer, før vi endelig fik landingspladsen til lejren i sigte. En grizzlybjørn, en hun med to store unger fortrak modvilligt fra et ædegilde i halvdøde laks, da lyden fra påhængsmotoren blev hende for meget. Vi var nu for alvor dybt inde i vildnisset!

Kokken var ankommet et par dage før og modtog os i den opvarmede bjælkehytte med duften af friskbrygget kaffe. Jeg lod “Old Joe” og Mark etablere sig, og så var det tiden at drøfte den kommende uges jagt i detaljer. For hvem skulle skyde først, var nok så vigtigt et spørgsmål, at få afklaret. Men Mark og “Old Joe” havde ordnet sagen hjemmefra med en omgang “plat og krone”, og Mark havde vundet.

Det var blevet tidlig aften med begyndende skumring: Et fantastisk tidspunkt at rekognoscere terrænet. Ridende på lejrens splinternye, ATV, satte vi op langs en ældgammel veksel. Jeg ville tjekke et såkaldt naturligt “salt slik” som er en klippeformation med mineralholdigt vand piblende frem fra sprækker i stenen. Elgene elsker det rene grundvand, men det lod til at alle skovens dyr besøgte stedet, for vekslen var oversået med alskens aftryk fra klovbærende dyr. Ja – selv friske aftryk fra lapper af grizzly og sortbjørne, skimtedes i tusmørket. Jeg standsede den tøffende lyd fra ATV´ens motor. Vi skulle videre til fods for ikke at støje unødigt og skræmme en eventuel elgtyr bort! Stemningen iblandt os satte sig fast. Det her føltes rigtigt! Vore snigende kropsbevægelser gjorde os til lurende kattedyr på rov i skumringen. Vi var, på trods af tusmørket, på jagt! Mark gik bag mig, så stille, at jeg kun anede ham, fordi jeg vidste, han var der. Linet op af “salt-slikket” stod en bastant skygge, dybt koncentreret om det mineralholdige vand. Det var en mellemstor, hvidhalet hjort! En tyr! Stor nok til at nedlægge! Men vi var ikke på jagt efter en hvidhalet hjort. Arrangementet i den kommende uge drejede sig om en elgtyr i trofæ-klassen. Den Nordamerikanske vildmarks største og mest imponerende dyr.

Jeg fandt en hulning i skovbunden, stor nok til at rumme os og i passende skydeafstand til “salt-slikket”. Både Mark og “Old Joe” var glimrende skytter, det vidste jeg fra prøveskydningen af riflerne langs søbredden. Men i skumrings situationer, som nu, lod jeg aldrig en klient skyde på afstande over 50meter! Jeg forsøgte at påkalde en elgtyrs opmærksomhed med en række nasale grynt, som kom de fra en brunstig elgko. Men ingen reaktion. Intet, der tydede på en tyr, der længselsfuldt svarede. Alt lod til, at vi ikke i aften skulle nyde en omgang fyldt elghjerte til middagen. Og så....pludselig blev der svaret med en række lave, karakteristiske grynt fra en tyr, et stykke herfra. Med mit hjerte galoperende i overgear, svarede jeg tilbage, og tyren reagerede omgående. I en cirkel omkring den svage vind, vi hidtil havde haft imod os, sniger vi os mod en åbning i skoven og rammer en lang veksel. I tusmørket, der nu næsten var nat, aner vi det bastante omrids af en tyr i bevægelse mod os! Men vi var mange minutter over lovlig skydetid, så jeg beordrede os tilbage til ATV´en. Over de næste tre dage, så vi i alt tredive tyre, en masse køer og kalve. Dag fem besluttede vi at prøve en anden, mindre lejr i samme område. Vi jagede langs ældgamle veksler, men fandt intet andet, end masser af friske grizzly ekskrementer, fyldte med lyse orange og røde hyben. Tegnet på den lange canadiske vinters, snarlige komme!

Dag seks, den sidste jagtdag, begyndte med et miks af anspændthed og mat stemning. For intet var skudt! Den værst tænkelige situation for en guide. Masser af elge, også tyre, men ingen i den eftertragtede klasse på over 40tommer mellem gevirets yderste sprosser. Jeg kendte til et stort marskområde et stykke herfra, og for at spare tid sprang vi i båden, endnu før solen skimtedes over trætoppene. Det sidste stykke før marsken, padlede vi så stille som muligt. Der var en anelse strøm, der førte os ind i en runding, og derinde stod en mindre, ung elgtyr, halv nedsunket i vandet. Elge kan stå i timevis samme sted og snadre i vandplanter, og Marks attitude var nu på den sidste dag ændret fra jagten på et flot trofæ, til simpel kødjagt. Den heldige situation skulle udnyttes. Amerikanske jægere er modsat europæiske, egentlig ret ligeglade med selve “trofæet”, som hos elgtyren altid er det ofte kæmpemæssige gevir, som en tyr i den store klasse kan levere. Derimod er de oftest interesserede i kødet, der på selv en mindre elg, udgør en anseelig mængde, velsmagende kød til grillen. Mark besluttede at skyde fra en træstub, der kunne yde ham fast støtte, for afstanden var 300meter! “Old Joe” og jeg fulgte spændt slagets gang i kikkerterne, for selv om Mark er en dygtig skytte, en af de bedste, jeg har kendt, så var 300meter alligevel, selv til et større dyr, en meget lang afstand. Elgtyren gør sig pludselig fri af mudderet, som om den anede uråd, og bevæger sig i retning mod bredden. I samme øjeblik lader Mark skuddet fra sin 300Win Mag gå, og jeg ser projektilet slå ned to fod foran tyren, der nu for alvor aner uråd. Men Mark er upåvirket af fejlskuddet! I samme sekund råber jeg til ham, “sæt kuglen højere” og skud nummer to træffer perfekt bag forløbene! Tyren stivner og “staller” i springet mod bredden, som et fly, der mister opdrift og derfor styrter til jorden. Mark havde fået sin elgtyr! Efter et utal af gensidige lykønskninger indså vi, at vi var langt fra lejren. Eneste mulighed for transport af den dræbte tyr var, at sure den og slæbe den efter båden hele vejen tilbage, hvor Mark og kokken kunne partere den og gøre den klar til den lange tur over Babine Lake næste dag.

Det var stadig forholdsvis tidligt på dagen og på trods af Marks held, havde “Old Joe” stadig sin elgtyr til gode. Foran en eng tæt på lejren, med grønt græs og unge træer indtog vi en perfekt “stilling”! En rand af klipper og et væltet træ dækkede os og gav os samtidigt et frit syn over arealet. Jeg satte i med lange, inciterende ko-kald. Men intet resultat. Ingen bevægelse; ingen grynt fra en præmietyr: Intet! Kun lyden af Nordamerikas vildmark. Den evigtgyldige hvisken fra bladhænget i træernes kroner! Ved femtiden, som er “prime-time” for et heldigt udfald, når det gælder elgjagt, satte jeg i med de karakteristiske grynt fra en konkurrerende tyr, og så skete der noget. Efter det tredje grynt, kom det lave, men dybe svargrynt fra en tyr! “Old Joe” og jeg fangede hinandens blikke. “Old Joe” med tommelfingeren opad. Var det næsten muligt, at være så heldig? Tyren rumsterede voldsomt i buskadset, gik løs på et mindre træ, og kom så ud i det fri et halvt hundrede meter fra vores “skjul”! Ikke eksakt en tyr i trofæ-klassen, men dog mindst hundrede kilo større, end Marks tyr. Joe gjorde sig klar til at skyde, idet den tog retning mod os, men standser op for at fange fært, virer med sit store hoved, og vender omkring! Få sekunder efter er den igen opslugt af buskadset. Og så skete der noget uventet. Noget, som kun ganske få kommer til at opleve. Ud fra randen af klipper springer en puma frem. Først troede jeg ikke mine egne øjne. Var det en såret hjort, der pludselig dukkede op? Syg og ude af stand til at se sig for! Men dyrets langstrakte spring i retning mod os, den lange hale! Det var afgjort ikke en hjort, men en vaskeægte puma, der var ved at angribe! Og det var ikke elgen, men os, der var målet!

I tre lange spring er den inde på tyve fod med retning mod “Old Joe”, som trods sin hævede riffel, svævede i livsfare! Min nyerhvervede, Browning BLR 81 letvægts-riffel med en 300 Win. mag. i kammeret og tre af de kraftige storvildt-patroner i magasinet skulle nu stå sin prøve! En riffel uden kikkert, er et perfekt våben i en situation, som denne, så jeg fanger hurtigt katten over korn og kærv, fyrer skuddet af og rammer pumaen i bagbenet. Den brøler op og slår en koldbøtte, men tager igen retning i et langt spring mod “Old Joe”. Anden skudrunde rammer den skråt forfra på under ti meters afstand, og katten tumler død om, få fod fra en overrasket “Old Joe”, der sad med fingeren på aftrækkeren, klar til at skyde i allersidste øjeblik!

Med adrenalinen pumpende i kroppen satte vi os sammen på en træstub og beundrede den smukke kat. Nu var der kun et at gøre. Sure den over hundrede kilo tunge krop fast på ATV´en og se at komme tilbage til lejren. Kokken og Mark troede næsten ikke deres egne øjne, da vi ankom. Kokken, som var en ældre, erfaren jæger, der havde guidet hele sit liv, fortalte overvældet, at han aldrig havde hørt, om en lignende hændelse! Ja – faktisk, så er det kun få guider, der overhovedet oplever, at få en puma at se i vild tilstand.

Jagten var slut. Tidligt næste morgen læssede vi jollen og satte kursen mod Lake House over en spejlblank, Babine Lake. Efter en uge i vildmarken, er der ikke noget, der trækker, som et varmt brusebad. Men denne hjemkomst fra en jagtuge i vildnisset var anderledes. Først gjaldt det anmeldelsen af drabet på pumaen til, British Columbia Observation Service, der regulerer alle jagt og guide-aktiviteter i denne del af Canada. Jeg afgav en detaljeret rapport til en sekretær, der bad mig afvente en jagt-betjent, der ville ankomme i løbet af få timer. Jeg bød renvasket og klar til mødet, Brent C. Velkommen med en kop kaffe, som han afslog. Han ville se pumaen med det samme og få afgjort sagen. Efter en omhyggelig gennemgang af ind og udgangshullerne, tog han stilling til min forklaring om hændelsen, som “Old Joe” bevidnede sandheden af. Brent´s konklusion blev, at jeg havde handlet i selvforsvar for at rede mit og min klients liv! Det viste sig ved obduktionen, at min første kugle kun havde pådraget pumaen et ubetydeligt kødsår, der dog havde fået den til at slå en koldbøtte. Mit næste skud havde ramt den frontalt, hvor et fragment fra projektilet var drejet af ved et skulderblad og havde taget retning direkte op i hjernen, og dræbt pumaen øjeblikkeligt!

Tekst og foto: Hans D. Egeskjold / Troy Ronald

---------

Historien om en Muskedonner 

Muskedonneren bliver den vemodigt kaldt. Geværet har i dag, et halvt århundrede efter tilblivelsen, sin faste plads på væggen over kaminhylden i Mosehuset. Når talen blandt indviede gæster lejlighedsvis falder på ophavet til ejerens glæde ved natur og jagt, strejfer tanken hos hver enkelt næsten altid muskedonneren, som årsagen.

Den glatløbede bøsse har et simpelt halvtomme vandrør som løb med et rør af messing presset ind, for at sikre, løbets inderside, forbliver så glat, som muligt. Skæftet er en sandwich-konstruktion tilvirket af forskallingsbrædder, oprindeligt så gennemført forarbejdet med bunker af sandpapir, at det færdige resultat uden videre diskussion stod mål med David Crocketts elskede forlader, af ham selv kaldet for Betsy. Og den sammenligning holder stadig.
David Crocketts tro følgesvend havde vitterligt dannet forbillede, og da resultatet en forårsdag for snart halvtreds år siden af dette blads redaktør så dagens lys, gjaldt det om, om løbets forstærkede kammer, nu også holdt til trykket fra krudtet! Det gjorde både kammer og løb til fulde! Redaktørens broderlige ophav (undertegnede) fik den ære at prøve det første - hånd og skulderholdte skud - hvilket førte til, at jeg på stedet opgav en påtænkt karriere i byens lokale bokseklub. Rekylen fra geværet slog så hårdt - som en sværvægtsboksers næve uden handsker, at det sortnede for mine øjne!


Projektilet var en hjemmestøbt, ca. fem centimeter lang ”stang” af bly, der formentlig har vejet sine tredive gram eller mere. I en krum bane, synligt roterende om sin egen længderetning og brummende - som en flok kolibrier på træk, tog det fra et udvalgt sted turen tværs over Skårup-Sund. Da jeg kom til mig selv efter kæbestødet, svor vi i kor på, at vi havde set skuddet slå ned i strandkanten på sundets modsatte side, selv om det eneste, jeg dybets set erindrer, var syngen for ørerne og dansende stjerner for øjnene! Heldigvis tog oplevelsen ikke lysten til jagt med krudt og kugler fra mig. Tværtimod! Vi skydetossede knægte troede fuldt og fast på, at geværet kunne skyde et hvilken som helst slags storvildt ud af de levendes rækker. Ganske som forbilledet, David Crockett, der med sin forlader efter eget udsagn på et år, skød over hundrede bjørne! Ladningen i vores konstruktion, var nemlig kraftig nok til, at kuglen gik tværs gennem en lygtepæl! Vi blev dog snart klar over, at til netop storvildtjagt burde præcisionen øges betragteligt. De lange projektiler blev derfor afkortet, og da geværets løb selvsagt var uden riffelgang, fandt vi på, at skære nogle snoninger ind i projektilernes første halvdel, i håbet om, at en styrende rotation holdt blyet på rette kurs. Vi brugte også, for at øge udgangshastigheden, en ny slags kanonslag i Muskedonneren, som den omgående blev døbt. De ikke bare lød dobbelt så højt, som de små femøres, Camel, vi hidtil havde benyttet os af i vore hjemmelavede luntebøsser. Nej - selv om de var rigelig ladning til, at sende en tredive gram tung stang af bly på en rejse godt og vel halvvejs over sundet, så var de nye anderledes effektive. Men - vi skulle være forsigtige! Den nye type ”dynamit” var nemlig udstyret med en særdeles kort lunte, og kaldtes meget rammende for - lyn-kinesere - i handelen.

Luntens korte længde gav dog et ”nervøst sigte”, så min bror øjnede straks en mulighed for en ombygning. Bundstykket fra en 9mm haglbøsse blev med vanlig fingersnilde tilvirket og herefter antændtes det hidsige kanonslag af en såkaldt tom patron til hundetræning. Denne anordning gav en dobbelt lydeffekt. Først den ”indeklemte prut” fra hundepatronen og derefter drønet fra kanonslaget. Det hændte kvarterets købmand løb tør for nytårsammunitionen. Men manglede vi krudt, gav det blod på tanden til fremstilling af sortkrudt. Herom er der kun at skrive, at duftscenariet fra krudtet, stadigvæk for vores vedkommende, er at sammenligne med en af de allermest inspirerende dufte. Redaktøren nikker samstemmende. I fællesskab lader vi øjnene hvile på det pragtfulde gevær og lader tankerne søge tilbage til barndommens land. Fortabt i erindringen herom beretter han:

- Jeg husker tydeligt det første stykke vildt nedlagt med muskedonneren. Det var en overskyet efterårsdag. Jeg var alene hjemme og havde den fordel at husets græsplæne lå et par meter lavere i forhold til terrassen. Den niveauforskel indbød til en ideel skydestilling, der havde kostet mangen en grådig hættemåge og krage livet. Du skød dem med din Diana 23´ og jeg med 16´ og senere med 35´, der jo dengang var det ultimative luftgevær. Kvarterets tykke ”miniløver”, de utåleligt forkælede huskatte, der hensynsløst toldede af fugleungerne ved forårstid, og vejens arrige puddelhund, havde vi længe, ved passende lejligheder beskudt med luftbøsse. Pudlen nok mest fordi den havde fået for vane at ligge på lur bag ejerens havelåge og vente på, at en af os kom for tæt på dens enemærker, hvor loppekolonien så hylende af arrigskab sprang frem og med sit sylespidse tandsæt forsøgte at tatovere sine initialer i det ”uskyldige” offers ben. Den forestilling hørte først op, da den formentlig af sig selv døde af stres, ophidselse og loppebid! Af rent egoistiske grunde beskød vi dog altid - så vidt det var muligt, kvarterets firbenede plageånder langs med hårene i pelsen, for så minimerede vi risikoen for at haglet trængte ind, og vi blev opdaget. Men en skræk i livet for lige netop, at skide på græsplænen i vores have og æde løs af fugleungerne, det fik kattene og køterne sgu. Og kors, hvor vi dog morede os.

Med muskedonneren gik drømmen nu på ”lovligt storvildt”, skudt med krudt og kugler. Den dag ”konfirmationen” af nyskabelsen fandt sted, havde jeg lagt et æg ud på plænen, for nu skulle en af de store sølvmåger lokkes til. Geværet havde jeg ladet med en gang luftbøssehagl og et snapseglas fyldt op med sortkrudt. Hættemågerne kredsede længe nervøst over ”måltidet”, og det lokkede en sølvmåge til, som uden videre satte sig og hakkede hul på ægget for at begynde gildet. Det blev dens sidste måltid! Jeg husker det, som var det i går – drønet, rekylen, den tunge blå sky af krudtrøg og sølvmågen, der på den korte afstand, forvandledes til en noget rodet fjerbold. Sølvmåge over bait, konkluderer redaktøren nøgternt, og fortsætter:

David Crockett og hans langløbede Kentuckyriffel nedlagde alt fra kalkuner til bjørne. Han brugte den i slaget ved Alamo hvor han og andre legendariske skikkelser alt for tidligt mistede livet! Jeg kan lige så tydeligt huske, at den del af Crocktetthistorien, ville vi ikke rigtig vedkende os. Men altså, sådan en vildmarksskyder, ville jeg også eje. Og, som du har nævnt, har den haft sin faste plads på væggen lige siden vi flyttede herud i mosen. I øvrigt kan den skyde, den dag i dag, om det skulle være. Forladningen blev for resten købt i en materialhandel – det var de korkpropper, man brugte til reagensglas, og haglene havde vi jo fra luftbøsserne. Dengang havde hver lille købstad to eller endda tre våbenforretninger. Men også den slags ”kultur” er gået tilbage, som det er med så meget andet på de jagtlige områder. Tiderne har ændret sig – kan man med rette sige.

Tilbage i nuet er vi enige om, at muskedonneren er et tankevækkende minde fra en anderledes tid. En tid, hvor raske drenge og piger ikke henfaldt til fysisk passive oplevelser foran en ”død” computerskærm. Samtalen slutter hovedrystende med, om nutidens pylrede forældre ville acceptere vor drengeverdens håndtering af fritiden. Det får nok stå hen i det uvisse. Vor barndoms underholdning bestod i hvert fald af de lege i skov og ved strand, som vi selv satte i scene. Og da vi blev lidt ældre end fem år, og vore særegne aktiviteter med krudt og kugler manifesterede sig, endte mangen en leg ganske vist i en noget betænkelig retning! Indrømmet! Men mere herom en anden god gang - -.--

David Crockett blev født august 1786 og døde i slaget om Fort Alamo i Texas marts 1836, som en vildmarkslegende og helt! Efter eget udsagn skød han – som nævnt - på et år med sin Kentuckyriffel over hundrede bjørne. Allerede som ung gik han på jagt i Tennessees skovområder, og blev kendt som en fremragende skytte.

Kentuckyriflen menes at være et produkt udviklet af tyske indvandrere (Gunsmiths) der omkring 1740 fandt vej til nye bosættelser i Pennsylvania og Virginia. Gunsmiths var dygtige bøssemagere og i 1770erne blev riflen fremhævet som et eksempel på fremragende brugskunst. Den fik dog først sit velklingende navn i den Britisk-amerikanske krig 1812-14 om handelsblokader, der også involverede Canada og i høj grad lokale militser i grænseområdet USA og Canada. Disse militser udkæmpede hårde kampe og vandt et stort ry for mod og skydefærdighed. En populær sang, ”The Hunters of Kentucky” beskrev et berømt slag, hvor den langløbede forlader spillede en afgørende rolle, og herefter hang betegnelsen ”Kentuckyriflen” ved. USA var dengang endnu ikke industrielt udviklet, så al teknik blev fremstillet af dygtige smede og håndværksmestre. Kentuckyriflen var et våben fremstillet til den tids sortkrudt, og havde derfor et meget langt og tungt løb. Som en lille kuriositet kan det sluttelig nævnes, at den - efter Gunsmiths ide´ - ikke burde fremstilles med et løb, der rakte længere end til ejerens næsetip, når denne stod med kolben hvilende på jorden. Dette for at sikre ejeren kunne håndtere den tunge forlader og foretage et så præcist sigte, som muligt.

Tekst og foto: Hans D. Egeskjold / jagtpix.dk

---------

En novemberaftens milde stemning

Det var i skumringen, en tyst dag i november, drengen så råen og det halte lam komme frem i skovbrynet. På den tid af dagen havde han fået for vane at sidde på køkkenbordet ved vinduet. Han havde vel knap et A4-arks areal til rådighed blandt moderens køkkengrej, der altid stod fremme på bordet; for selve køkkenet var lille og uden megen skabsplads til potter og pander, og hvad der ellers hører sig til. Den knebne plads på bordet bød drengen på et frit kig over til det lille stykke skov for enden af den blinde vej, der som en magnet trak i ham og broderens lyst til at udøve jagt.

Moderen stod foran gaskomfuret og vendte hakkebøffer i en tyk lage af spruttende løg og stege-margarine. Duften fra køkkenet, suppleret af en bakke hjemmebagte småkager, sat til afkøling i spisestuen, havde spredt sig til husets fjerneste afkroge. Duftscenariet havde, som en klokke, der varsler et særligt tidspunkt på dagen, lokket drengen op fra kælderen. Et altid lunt fyrrum i husets kælder med et arbejdsbord, var det eneste sikre sted, han og broderen, uset af faderens åsyn, kunne fremstille våben til det, der senere skulle blive til et langt livs, fælles hobby: jagt! Først var det flitsbuer af nøddehegnenes spændstige grene, men over tid genopfandt de to brødre fortidens, vidunderligt krudtrøglugtene luntebøsser, som ladet med femøres kanonslag af mærket, Camel, og projektiler i alle afskygninger, gjorde dem berygtede i kvarteret, som skydeglade knægte, til faderens udelte mishag!

En sensommerdag havde de to brødre lagt sig på lur ved en veksel i skoven, bevæbnet med en flitsbue og pile af blomsterpinde, med et tre-tommer søm som spids. Råen og lammet kom som forventet intetanende forbi. Buen blev spændt til bristepunktet, sigtet taget, og pilen sendt af sted. Brødrene svor bagefter overfor hinanden på, at skuddet, var et pletskud, men vidste ikke, hvilket af de to dyr, der var ramt, da de havde gået ganske tæt sammen!
En lang eftersøgning gav intet resultat. Forrevne ben og røde plamager fra brændenælder var høsten, men også vidnesbyrdet, om en vaskeægte jagt, der bare ikke var lykkedes til ug! Det var derfor ikke uden en vis bæven, drengen fra sin plads ved køkkenvinduet så råen komme frem i skovbrynet, med et lam, der haltede synligt!

En begyndende dis fra et lille mosehul i skoven, sendte sine ballerinaer ind over haverne langs vejen. Hjemmeværnsmandens have var den første, der som det sidste hus på vejen, lagde scene til dansens første akt. Han var kendt for sit tvære humør, parret med en åbenlys, national forsvarsvilje, som visse af vejens fædre, efter brødrenes mening, trak lidt for ironisk på smilebåndet af. Hjemmeværnsmanden var nemlig også blandt kvarterets drenge kendt, i hvert fald af dem, der drømte om storvildtjagt under fjernere himmelstrøg, som en ivrig jæger. I efteråret, når jagtsæsonen stod på, trak han ofte i statens camouflagetøj, for at dyrke sin hobby; Jagten på de sydfynske skoves storvildt, som i de to brødres vished, om den ultimative jagt, var rådyrene!
Når hjemmeværnsmanden på sin knallert kørte ned af vejen, efter en heldig jagt med et skudt rådyr slænget over ryggen, blev brødrene så inspirerede af synet, at de omgående, trods kammeraternes mishagsytringer, slap al anden leg, og forsvandt i kælderen for at kigge flitsbuerne, og senere luntebøsserne an, til kommende dåd.

Tusmørket blev, som minutterne gik, til gråmeleret nattemørke i måneskin. Under dække af den dansende tågedis, var de to rådyr trukket over mod hjemmeværnsmandens have. Her stod en rest af septembers morgenfruer og lokkede med krydret duft og smag af sødme og sensommer. Men trods det faktum, at de to rådyr havde mindsket afstanden til drengens position bag vinduet med en snes meter, kunne han knap skelne dem fra havens øvrige konturer. Buske og dyr flød sammen i dansen med disens ballerinaer.

Moderens madlavning duggede vinduet til. Drengen, der hidtil havde tørret ruden af med et viskestykke, skubbede nu, for at bedre sit kig, med et fast tag vinduet op. Men rammen bandt i det fugtige vejr, og den uventede lyd fik omgående de to rådyr til at fortrække mod skoven. I måneskinnet fik han dog i et glimt set, hvor tydeligt, lammet haltede, og han randt igen den ugerning i hu, han trods sin unge alder vidste, det var, at såre et dyr unødigt under jagt. Under indtryk af sin egen trykke position inden døre og novemberdagens milde stemning, samt forventningen om den kommende højtid, julen stod jo snart for døren, plagedes drengen af dårlig samvittighed overfor den skade, han og broderen højst sandsynligt havde pådraget lammet. I sensommeren havde de jo skudt en pil mod de to dyr, og nu var resultatet åbenlyst. Et halt rålam, der ikke kunne flygte fra en ræv, selv om drengen udmærket godt vidste, at også ræven skulle overleve vinteren. Faderen var kommet til, lokket af duften fra madlavningen. Også han havde gennem det åbne vindue, grebet af drengens anspændte kig mod skoven, bemærket lammets haltende gangart, og vred derover brummet en bemærkning om, hensynsløse krybskytters hærgen! Julen stod ganske vist for døren, fortsatte faderen i sit bistre tonefald, og der var endnu fattige folk, der ikke spiste så godt, som os, brummede han, medens han skævede til moderens tilberedning af hakkebøfferne. Men at såre et dyr unødigt under jagt! Det var utilgiveligt!

Faderen slog sin sammenfoldede avis i køkkenbordet. Det gav et sæt i drengen, der sloges med sin samvittighed over lammets tilstand. Han følte, han og broderen, bar skylden for miseren! Faderen forlod køkkenet med en bemærkning om, at hjemmeværnsmanden, trods sin besynderlige glæde ved skydevåben, nok var en dygtig jæger, der uden tvivl kunne opspore og udfri lammet for en lang vinters unødige lidelser. Sygdom og sult, var der nok af i verden, rundede han af, før lænestolen i stuen drog ham. Lammets skæbne blev ikke siden drøftet. Drengen glemte dog aldrig det lille scenarium i køkkenet. På en måde, satte det november i et særligt lys, som måneden før julehøjtiden, hvor eftertanke, tilgivelse og fremsyn fandt sammen.

Tekst og illustration: Hans D. Egeskjold / Hans Andersen

--------

Dumpe drøn over ulvesletten

Kasper møver sig på alle fire gennem tuer af vådt græs og vandhuller. Jeg kan ikke se ham, men jeg ved, han et sted derude kravler i retning mod en lille flok ulve! Der er omkring hundrede meter til det område, Stewart har udpeget, en mindre forhøjning i det moseterræn, der engang for hundrede år siden var en sø. Dér har nogle seje buske trodset grundvandstanden, og derfra skal Kasper løsne sit første skud mod en ulv! Moose meadow hedder den slags terræn på udenlandsk. På Fyn ville vi kalde det for - bundløst mosedrag! Et sted, man skulle holde røjserne fra!


Den vandskjulte veksel, vi med Stewart i mere end en time har fulgt, duvede som en linedansers wire i en cirkusmanege. Jeg har det, som om, jeg efter måneder til søs, lige har forladt et skibsdæk. Benene vil ikke falde til ro, ligesom tanken om druknedøden i den bundløse sump, stadig sitre en anelse i baghovedet. Men Stewarts overblik og nærmest udfordrende, ubekymrede afsæt mellem svampede tuer på kryds og på tværs, holdt skrækscenariet i ave. Kasper, der har været soldat i mange år, har sikkert nydt turen. På alle fire, som en toptrænet kriger i fjendeland, er han nu i gang med at snige sig frem mod det rovdyr, alle potentielle byttedyr i vildmarken frygter allermest, ulven!


Min post er bag et udgået træ, et sted midt i sumpen, der formentlig engang har været en ø. Her kan jeg tørskoet og bekvemt holde øje med ulvene, der dovent hviler sig i et skovbryn, et par hundrede meter fra min riffels munding. Den største, som Stewart skønner, er en tæve, ligger med front mod mig. Den vogter konstant på fire store hvalpe. Jeg kan kun se dens karakteristiske spidshundehoved, der er for lille et mål, at sende projektilet fra min kaliber 338 Winchester magnumriffels mod.

Det giver noget af et sæt i mig, da tre ulve på størrelse med forvoksede schæferhunde, pludselig rejser sig! De må have ligget i skjul i en lavning bag tæven. Nu vejrer de mod den svage vind, som heldigvis ikke afslører, vi er i nærheden. Stewarts taktik, har været, at lægge ruten herud langs et stykke af mosen, med åbent vand. Dér løber vinden, akkurat af samme årsag, som skovens større dyr følger den rute, der giver bentøjet mindst besvær. Men måske har de årvågne rovdyrs sjette sans, alligevel anet uråd, for hele gruppen rejser nu hovederne og sondere terrænet for fjendtlig lugt!


Stewart er gået et stykke tilbage. Han vil ind langs en rand af nåletræer for at komme så tæt på ulvene, at han og Kasper kan skyde fra to vinkler, for flygter de, før Kasper når at afgive skud, vil flokken søge i retning af nåleskoven. Det vil give Stewart mulighed for et nogenlunde præcist skud med sin backup-riffel: en kortløbet Winchester i en kaliber, hvor diameteren ligner bunden af et snapsebæger. Forsvinder gruppen derimod ind i skoven bag tæven, hvilket Stewart finder ret usandsynligt, da der er for sumpet til hurtig flugt, er det min kanon, der skal tale med ulvene på dødens utvetydige sprog!


Stewart berettede under turen herud om en ældre klient, der præcis i det her område for nogle år siden ville sætte et værdigt punktum for sit lange jægerliv, med en elgtyrs gevir. Stewart og jægeren havde brugt det meste af en jagtdag på at komme så tæt på en fuldvoksen tyr, at et skud kunne affyres. Da vind, lys og en plads, hvorfra der kunne skydes, endelig gik op i en højere enhed, og Stewart skulle til at efterligne en brunstig elgkos kald, er det noget helt andet elgtyren hører. Nemlig dødens hylende sirene fra et kobbel ulves indledning af det angreb på sig, der kostede den livet!

Elgtyren havde kæmpet, men udmattet, som den var af andre kampe med brunstige rivaler om de bedste sølepladser, havde ulvene haft nemme vilkår! Stewart lagde ikke skjul på, han var blevet slemt forbitret over hændelsen, og på stedet havde skudt et par af ulvene! Uden at skele til, hvad Kasper og jeg eventuelt syntes om rovdyrs genetisk bestemte levevis, konkluderede han iltert: Der var for tiden for mange ulve, men værre var det, at der også var alt for mange naturromantikere, der kæmpede en politisk kamp for at begrænse jagten på de effektive dræbere! Den slags beslutninger burde udelukkende ligge ude blandt professionelle jagtudbydere og lokale jægere, der kendte til dyrelivet i vildmarken. Byfolk og parkvandrere kendte ikke en skid til den slags!

Stewart havde fuld af harme afsluttet sin prædiken med, at pege på en bunke ekskrementer fra en ulv, der indeholdt stumper fra en nyfødt elgkalv! Enhver ulvs livret! Og nu sad jeg det samme sted, han lige havde fortalt om, og lurede på en lille flok ulve gennem mit kikkertsigte. For fanden da, Kasper: Så skyd dog! Åbn ballet: Lad os få skudt nogle af de glubske køtere, der åbenbart jagter elgene så hæmningsløst, at de arme dyr - efter Stewarts mening - ikke længere kan opretholde en jagtbar bestand.


To dumpe drøn tvinger stilheden i knæ. Det er Kaspers riffel, der har ordet i sin magt. Endnu en række brag fra Stewarts riffel, supplerer lydbilledet, får det til at hænge sammen, som to kombattanter, der spiller en duet på geværskud. I kikkertsigtet fanger jeg en ulv, der danser dødedans i skovbrynet! Roterer om sig selv, som en teenager, der hæmningsløst drejer en hula-hula ring omkring sin talje. For at fuldbyrde dansen, sender jeg en kugle af sted mod den roterende ulv, men får ikke sigtet præcist nok. I hvert fald stopper min indsats ikke den besynderlige forestilling. I stedet sender jeg et nyt skud af sted mod den flygtende tæve, og heller ikke her, gør min kugle nytte.


Lyden fra skuddene ligesom hænger over det kæmpemæssige moseareal, som om bragene havde tænkt sig at tage fast ophold. Det virker som om, det varer minutter før rummelen endelig opsluges af den sumpede grund og modvilligt fjerner sig i retning af nåletræerne! Og nu skete der noget højst usædvanligt, Stewart bagefter berettede han absolut ikke havde forudset. I det øjeblik, jeg rejser mig op for at søge i retning mod Kasper og finde ulven, der dansede sin dødedans, aner jeg nogle sølvgrå skygger dukke op inde mellem den samme rand af nåletræer, som bare få hundrede meter fra Stewarts skjul, ikke levner ham en chance for at se dem. Og pludselig tager det hele fart. Frem for at søge væk, tager de tre ulve nu retning mod Stewart. I kikkert følger jeg dem løbe snorlige langs skovranden. Stewart har set, jeg har gjort mig synlig, og træder derfor ud i det åbne stykke mellem mosen og nåletræerne. Jeg peger febrilsk i retning af ulvene, der mangler i omegnen af hundrede meter, før Stewarts position nås, men han er ikke i stand til at fange budskabet, afstanden er for lang.

Kasper har ikke bemærket, hvad der nu er ved at ske. Han står ved stedet ulvene lå og solede sig, før vores artilleri åbnede ild og splittede gruppen. Nu poserer han med den ulv, der dansede dødedans! Han løfter den op, om vi rigtigt kan se den. Hans første, men helt sikkert, ikke sidste ulv!


Imedens genlader Stewart sin riffel med de patroner, der ligner kugler i haglbøssekaliber! Det er, som om han aner, et eller andet dramatisk vil ske. Men uden at vide, hvad der rent faktisk, er lige ved at åbenbare sig for ham, sætter han riflen op af et træ, og træder af på naturens vegne. Den svage vind, var i det korte øjeblik, seancen varede, gunstig for Stewart, men ikke for ulven, han kort efter dræbte! Da han er færdig med sit ærinde og træder ud i det åbne igen, drøner de tre ulve imod ham i fuld fart.


Den forreste og største af ulvene registrerer straks Stewart, men frem for at fortsætte flugten, standser gruppen op og slår et kort øjeblik ring om ham! En ikke rutineret Nimrod ville formentlig få lidt af et chok! Men ikke Stewart! På sekundet får han grebet sin riffel! Jeg ser i kikkertsigtet han ligesom i slowmotion tager ladegreb: og – BANG, en af ulvene døde af skuddet! De to andre stak øjeblikkelig til skovs! Denne dags jagt på de grå dræbere, var endt! Men på en måde, ingen af os havde forudset! Vi ved, at to ulve blev dræbt! Den ulv, Kasper holdt på med sit første skud, en mindre tæve, fandt han død i skovbrynet. Da Stewart tager pelsen af trofæerne, posterer jeg mig som vagt, for ikke langt herfra hyler den lille flok ulve af længsel efter deres døde frænder. Og, som Stewart nøgternt pointerede: ”Det er med ulve, som med bjørne”. ”Man ved aldrig, hvordan situationen udvikler sig”.


Jeg glemmer aldrig det dumpe drøn fra riflerne over den sumpede grund, der kun langsomt fortærede lyden. I selve det øjeblik, skuddene løsnedes, trak mørke skyer ind over sletten og forenede lydbilledet med et ganske særligt lys, som om et skær af skæbne, manifesterede sig i liv og død! Og det er præcis det, der er så fascinerende ved jagt i Nordamerikas vildmark. For god ordens skyld bør det nævnes, at vi over et par timer afsøgte området for ethvert tænkeligt spor efter en anskydning, men fandt intet, der tydede i den retning.


Tekst og foto: Hans D. Egeskjold

---------

Bjørne på bagsmækken

Mit lille rutefly ter sig som en forårskåd sommerfugl, der lystigt flagrer gennem luftlagene over det Nordamerikanske landskab. Under os glider mægtige skove forbi i et virvar af søer og vandløb, malerisk blandet op med dyrkede marker. Det nordlige Alberta er, som en løst mikset cocktail af farmland, uendelige skove og snørklede vandveje. Dernede, skjult i vildmarken, og helt for sig selv, burde der ligge en hytte. En vaskeægte bjælkehytte! Det skulle det være! En lille plet jord ved en sø eller et af de utallige vandløb, der gennemskærer terrænet på kryds og på tværs. Hytten skulle ligge et sted med elge, bjørne og ulve omkring sig, og måske en jærv på besøg i ny og næ. Vildmarkens små og store dyr, der ved aftenstid langs et vandløbs rand lader sig frit beskue, medens jeg, i gyngestolen på hyttens terrasse, nyder synet i fulde drag. Måske fotograferer jeg en badende elgtyr, eller måske er det bare en lille sortbjørn, med sine unger omkring sig, min linse foreviger.

Vi er tolv passagerer i den klaustrofobisk snævre kabine, der ikke virker større i længde og bredde, end et folkevognsrugbrød. Jeg kunne ikke strække mine arme fuldt ud til begge sider, da jeg, som den første, igennem den yderst snævre midtergang, fik mig møvet om bagerst i mini-flyverens indre. Det føles dog trygt og godt, at hver af de to korte vinger bærer på en energisk, højt brølende motor, der bogstaveligtalt spuler en tyk grålig stråle af udstødningsgas ind mod hovederne bag de små ridsede ruder, dog uden at ramme selve flyet og sværte kighullerne til. Jeg kan derfor frit se ud under min sides stråle af effektivt brugt højoktanbrændstof, og ned på Albertas sumpede grund, hvor alt, der kan gro, heroppefra ser vinteragtigt gråt ud endnu. Kalenderen siger ganske vist, at vi er først i maj måned, og derhjemme var bøgeskoven da også ved at springe ud i al sin pomp og pragt, men her, blot en halv dags kørsel fra Nordvest Territoriets grænse mod syd; her lader foråret vente på sig.

Udsigten i 1800 fods højde er dog enestående, for selv om denne, min syvende jagtrejse til Canada ikke skal foregå i bjerge, så appellerer det gevaldigt til mit medbragte forårshumør, at jeg mod vest kan skue toppene af de fantastiske Rocky Mountains isblå tinder. Med alle jordiske detaljer under mig stort set fuldt synlige er jeg i det canadiske luftrum på vej nordpå mod den lille olieby, Grande Prairie, hvor den professionelle guide og storvildtjæger, jeg hjemmefra over nettet har chartret, meget gerne skulle tage imod mig. I hans truck er det planen at sætte kursen mod det såkaldte, Peace River Country. Dér ligger den jagtlejr, jeg skal tilbringe den næste uges tid. Peace River! Navnet på den store flod har ligesom brændt sig fast i min bevidsthed! I flodens vidtstrakte delta skød jeg for mange år siden min første sortbjørn, og jeg har siden hen ønsket et gensyn med dette storslåede sted.

Olieklondike set fra oven!

I horisonten dukker Grande Prairie`s glitrende bliktage frem. Fra luftrummet ser byen meget lilleputagtig ud, og alligevel rummer dens spredte samling huse en halv snes tusinde beboere. Mange er eventyrere, alle med et ønske om hurtigt tjente penge, for i det nordlige Canadas undergrund, gemmer sig rige olie og mineralforekomster. Medens vi åler os frem gennem luftstrømningerne fra Nordvest Territoriets konstante lavtryk, starter den unge pilot indflyvningen til byens miniaturelufthavn. Sekunderne før flyets trillebøragtige hjul rammer landingsbanens ru beton, føles det, som om flyet rent faktisk er en lille forårskåd sommerfugl, der i en stor og dejlig have glad flakser mod sin yndlingsbusk. En ganske ung pige i sædet foran ryster dog af skræk under turbulensen, men midtergangen er heldigvis ikke bredere end at hun og kæresten, en atletisk ung mand med kasketskyggen med et lokalt olieselskabs logo kækt rettet bagud, kan omfavne hende omsorgsfuldt! For i dette for ungersvenden givtige, men for pigebarnet - farefulde - øjeblik, kan intet hamle op med hans beskyttende favntag. Hun er i omfavnelsens moment, knægtens eje; for evigt! Med et bump, rammer vi Albertas grund, og nu kan mit jagteventyr starte. Her, under disse omstændigheder, føler jeg mig mere end noget andet sted selv så langt hjemmefra; på hjemmebane!

I Peace Rivers sump og moradsdelta!

Min camouflageklædte guide, John, er atter kørt fast! Den sumpede grund suger gang på gang fat i køretøjets ballondæk. I siksak bevægelse forsøger vi at krydse ind og ud mellem krat og væltede træer. Her er så uigennemtrængeligt, at jeg kun kan orientere mig ganske få meter frem, og for hundrede og tyvende gang indstiller jeg mig på at stå af den lille ATV firehjulstrækker, ganske som jeg i sin tid stod af min motorcykel efter en tur gennem Københavns myldretid. Blot rammer min fod ikke asfalt eller fortov, men synker ned i moradset, så vandet straks siver ind gennem mine læderstøvlers ellers meget stramme snørebindinger!

Vores ATV er blot en lille motorcykel på fire knoprede ballondæk, men med nogle helt utrolige terrængående egenskaber. Bære to voksne mænd i sumpet terræn, hvor vandet konstant er tæt på motorens indsugning, det kan den nu alligevel ikke klare! John kan kun få den fri igen, stående på fodhvilerne og med fuld gas på motoren i det laveste gear gøre nogle voldsomme vrikkebevægelser, indtil ballondækkenes knopper atter griber fat. Jeg kan ikke engang gøre mig nyttig og skubbe bagpå! Her er alt for sumpet! I stedet søger jeg tilflugt på et af de titusinder væltede træer, der på kryds og tværs, som i et gigantisk pindespil, gør færdsel her til et vovestykke af rang!

Efter en times udmattende kørsel i moradset dukker den lille lysning, jeg ved, er målet, frem! Oppe imellem tre grantræer, i fire meters højde, aner jeg den platform på knap en kvadratmeter i areal, der med en smal stige næsten lodret op, er den ubekvemme siddeplads, jeg de næste timer til mørkets frembrud gør det umuligt at skyde sikkert, skal vurdere, om den sortbjørn, der eventuelt dukker op for at fouragere i lysningen, er stor nok til, at jeg vil nedlægge den med et velanbragt skud! Min riffel er i kaliberen syv millimeter Remington, og er Johns egen riffel. Selv foretrækker han, når han agerer som guide, en af de kortløbede haglbøsser i magnumkaliber!

Medens jeg strækker benene og kigger mig omkring, tømmer John en pose med slagteriaffald ud under et træ en halv snes meter fra platformen. Det skal lokke bjørne til. At jage bjørn på denne facon med udlagt lokkemad (bait) er fuldt ud lovligt og alment accepteret blandt jægere i Alberta. I visse andre delstater i Canada er jagtformen af etiske grunde ulovlig, da man anser det for unfair overfor bjørnen, først at invitere den på et måltid mad, for derefter at sende den en kugle, som dessert! John forklarer, at komme for tæt på en bjørn, der æder, bringer basalt et menneske i fare! Selv en mindre sortbjørn kan sagtens vælge at forsvare sit ”bytte” og reagerer med en aggressiv afvisning, der kan give alvorlige skrammer! Og, for tæt på, det er jægeren rent faktisk i sit skjul oppe i træet med en bjørn nedenunder, der æder løs af den udlagte bait! John fikserer sin øjenkontakt med mig, og slipper den ikke uden videre igen. Jeg nikker indforstået til ham. Fast i blikket! Jeg HAR fattet faren knægt!

Alene i skoven!

John er kørt tilbage til lejrhyggen. Der er fem timer til han dukker op igen, og da vil det være bælgmørk nat! Jeg lader en brise mættet af duften af skovbund og harpiks tage over. Det styrker humøret lidt i retning af mod. Der lyder et sagte sus fra vinden gennem trækronerne; den evigtgyldige hvisken i bladhænget. Skovens på én gang sørgmodige og længselsfulde sang, der i mine drengeår under de sydfynske skoves bøgekroner, gjorde så dybt et vildmarksagtigt indtryk på mit drengesind, at det er årsagen til denne jagtrejse til Canada, og, at den næppe bliver min sidste! Men nu! I dette for så vidt fuldgyldige øjeblik, var vindens færden gennem bladhænget i det enorme skovstykke, jeg nu befandt mig i, knap så romantiseret en melodi. Jeg skuttede mig i hvert fald en anelse. Enhver lyd, enhver bevægelse, kunne betyde en stor bjørns entre ind på den lille plads!

Stilheden omkring mig ændrer sig i retning af lyde fra små fugle i træerne, der nu har accepteret, at jeg sidder der i samme højde som dem, og det er der ligesom ikke rigtigt noget at gøre ved, og så kan de lige så godt flyve ned og snuppe noget af den majs og det korn, som John har strøet ud omkring slagteriaffaldet for at gøre det ekstra tillokkende for en sulten bjørn! Og pludselig myldrer det af liv under mig, hvor nogle muselignende væsener på størrelse med en lille kanin holder ædegilde. De flygter dog hurtigt da en såkaldt, Fisherman, dukker op. En Fisherman ligner en mellemting mellem en mår og en grævling, og er alle mindre dyrs erklærede fjende i Canada, ligesom måren er det derhjemme.

Noget stort bag mig tvinger en gren til side, og en skygge glider frem under mig. Min tommelfinger flytter straks riflens sikring over på, Go! Det er en sortbjørn! En såkaldt medium størrelse. Stor ser den dog ud, da den pludselig vender omkring og i tre spring er henne ved stigen op til mit skjul! Stående på sine bagben med forpoterne hvilende på et trin, så nær på mig, at jeg næsten ville kunne nå den med riffelløbet, stirrer den nysgerrigt på mig. Fem og en halv fod bjørn er nær de 175 centimeter, så jeg føler et stærkt ubehag! Jeg kan på dens brede isse og kraftige kæber se, at det er en han-bjørn! Ung, nysgerrig og pågående! Jeg lader riffelløbet sænke ganske langsomt nedad, indtil det peger direkte mod dens hoved, der vipper fra side til side, som om den kun kan se på mig, med et øje af gangen!

Et heldigt skud!

Stanken fra det halvrådne slagteriaffald under træet, er dog mere interessant for den, end mine duftreferencer! Med et fnys ligesom præget af dyb foragt, stirrer den på riffelløbet, vender sig fra mig, dumper ned, og søger overlegent - i ro og mag - over mod affaldet. Jeg når lige at se den dristige Fisherman tage sig god tid til at bide ordentligt fast i en luns kød og forsvinde med lunsen i kæften mellem træerne. Resten af aftenen dominerer bjørnen pladsen. En lille sulten fire fods sortbjørn dukker med jævne mellemrum frem i skovbrynet, og forsøger at komme med i ædegildet, men bliver straks jaget væk. Indimellem retter kombattanten blikket op mod mig, og fnyser advarende, og på intet tidspunkt er min riffel sikret!

Johns ATV kan omsider høres i det fjerne. Motorstøjen irriterer bjørnen, der rejser sig på bagbenene for at registrere, hvorfra den uventede lyd kommer. Den fnyser atter højlydt, og jeg beslutter i det sekund, at skyde den! I det øjeblik dens forpoter rammer jorden med en dump lyd har den siden vendt mod mig. Det er næsten mørk nat, men jeg har dens konturer tydeligt i kikkerten, og sender min elleve grams kugle ind gennem dens hjerte. Den brøler op og springer ind under min platform i samme retning den kom fra og forsvinder i noget tæt buskads, hvor jeg i nogle lange sekunder kan høre den ralle livet af sig. John har hørt skuddet og er ikke helt tilfreds med tidspunktet. Der er dog fire minutter til lukketid, som er to minutter over kl. 2200 i Alberta, og bjørnen er jo stendød! Summa summarum konkluderer han nøgternt: Et heldigt skud!

Firehundrede pund bjørn fylder godt i kikkertsigtet og på bagsmækken!

Nogle aftener efter sidder jeg sammen med John i et skjul ved foden af en lang række bæverdæmninger, der gennem en smal canyon holder en lille flod effektivt i skak. Bæverne i vores ende lader sig se i vandet. Som små ubåde patruljere de med jævne mellemrum vandspejlet med snuderne fuldt synlige i overfladen, men da en række højlydte plask fra deres brede haler bryder løs, er vi klar over, at noget alvorligt er i gære! En kombination af skumringens køling og spændingen ved situationen rusker mig igennem, men John tysser opmærksomt på mig, og først nu hører jeg, hvad han hører! En række dybe åndedrag fra en bjørn imellem plaskene fra bæverhalerne! John hvæser nervøst ud mellem tænderne. Hans, det er en stor bjørn! Det varer nogle minutter. Spændingen er ulidelig! Men så dukker den frem fra et buskads, tager bestik og kaster et blik op til os! Jeg har altid fra erfarne bjørnejægere hørt, at man ikke kan opnå øjenkontakt med en bjørn. I de meget lange sekunder den store hanbjørn stirrede op på os, blev jeg dog klar over, at den påstand absolut skal tages med alle tænkelige forbehold.

John og jeg sad som limet sammen på platformen. I det øjeblik bjørnen stirrede op på os, stirrede han på mig med øjne, der sagde! Klar til at skyde? John er i vejen for min riffel, for bjørnen er på min højre side, syv otte meter fra os, så jeg kan ikke komme til at svinge løbet ned mod den, uden at gøre en alt for stor bevægelse! Det store dyr har nu atter blikket rettet mod bæverkolonien, hvor kanonaden af høje, vedvarende klask fra bævernes haler er et temmelig nervepirrende akkompagnement til optrinets alvor! Langsomt bevæger den sig i retning af bæverne, medens jeg, lige så sagte sænker min riffel, så tæt på, jeg kan komme dens massive krop!

En fantastisk finale!

Jeg skønner, jeg højst har et par sekunder at skyde i, når og hvis, den dukker op i min riffelkikkerts begrænsede synsfelt. Det gør den heldigvis! Et kort øjeblik efter er dens kompakte skulderparti fuldt synligt i kikkerten! Det er virkelig en stor og fuldvoksen sortbjørn! Den har et fluidum af tyk gullig fråde om de kraftige kæber, medens den smasker så højlydt af ædelyst, at bæverne ikke kan undgå at høre den, og igen hører jeg selv dens dybe, sugende åndedrag! I kombinationen af serier af distraherende kulderystelser, og en afsindig lyst til at fuldbyrde øjeblikket, lader jeg magnumriflen sende sin blødnæsede kugle af sted på ny, og scenen med den mindre bjørn, jeg skød nogle aftener forinden, gentager sig. Blot er denne store bjørn på fulde, syv fod! Helt nøjagtigt, syv fod og to tommer fra snude til halespids, og tæt på firehundrede pund, skønner John med tilfreds mine.

Vi bøvler en lang og kold time i mørket med at få det tunge dyr fastgjort med remme på den lille ATV´s lad. Det er en næsten umulig opgave, for så mange kilo død bjørn er en temmelig uhåndterlig tingest! Jeg ved, at jeg nu må løbe i moradset, før vi når frem til Johns truck, der er parkeret i udkanten af skoven. Jeg er derfor en dødtræt, men også glad og tilfreds bjørnejæger, da vi langt om længe har lejrens omrids i sigte. I soveposen, med en solid whiskysjus indenbords, slår det mig, at selv om jeg bare har ”siddet” på jagt på denne rejse, så har oplevelsen af at sidde musestille i skoven og vente på, at en stor bjørn muligvis dukkede op, bare få meter fra min position, været en endog særdeles intens oplevelse i sin helhed.

Ti dages jagt og naturoplevelser i mit eventyrlige Canada flyver af sted i frustrerende tempo! På afrejsedagen, i luftrummet over lillebyen med alle sine turkisgrønne og postkasserøde ståltage under mig, slår mit lille rutefly et slag ind over byen, så kursen sydpå til Calgary Internationale lufthavn, kan lægges korrekt af den unge pilot. Vendingen over byen gør regnskabet let at gøre op. Jeg kommer simpelthen bare igen til næste år. Fascinationen kan heller ikke tøjles denne gang, for Canada er et land, man aldrig bliver træt af at besøge, og da slet ikke som jæger!

Tekst og foto: Hans D. Egeskjold / privatfoto

---------

Drengestreger

Fornylig blev der på TV2 vist et indslag om et særdeles kraftigt, sydkoreansk luftgevær, der ind til videre kan erhverves i handlen, når blot køberen er fyldt 18år.

I indslaget blev det vist, at geværet kunne skyde igennem en flæskesteg og en bagved stående bjælke med et 9mm projektil! Altså et våben med slagkraft nok til at dræbe dyr på størrelse med et vildsvin!

Indslaget bragte minder frem om en hændelse, der trods sine halvtreds år på bagen, stadig står soleklart i erindringen. Det blev til denne lille historie fra halvtredsernes Danmark om, hvad en luftbøsse absolut ikke bør bruges til - - -


Banelinjen for enden af parcelhusets have forbandt to små købstæder med hinanden. Mere er der sådan set ikke at sige om den ting. Mere interessant i denne fortælling om alvorlige drengestreger, er det, at der langs med banen løb en vej. En stor ligusterhæk skærmede mod indkig, og her passerede flere af byens skibsværftsarbejdere forbi, hver dag efter fyraften.

Nogle kom på en af den tids sløve knallerter, der ikke førte sig fremad med mere end rask cykelfart, mens andre møjsommeligt kom agende på trædecykel, med slowmotionlignende trampen i pedalerne. Værftets nittehamre fortsatte i travle perioder sin energiske banken i stålet til langt ud på natten, som et støjende akkompagnement til hjemturen for de trætte arbejdere. Et støjniveau, der nok i dag ville give anledning til naboklager, men dengang var det en sund, høj og i lange perioder, vedvarende lyd, som fortalte om en by med et pulserende arbejdsliv.

En af arbejderne havde tillagt sig den uvane, at kværulere højlydt over akkorder og kolleger på cykelturen hjem efter dagens dont. Med piben stikkende sporlige frem i flaben fremstod han med en ”spids” silhuet, der rettelig kun kunne tilhøre en kværulant! Én der højst sandsynligt gennembankede både kone og børn med livrem og spanskrør! Denne vrangforestilling, gav knægtene, der hørte til i parcelhuset, anledning til irritation. Silhuettens ejermand skulle derfor - uden noget egentligt pædagogisk sigte, have en lærestreg, og da han altid trådte sin gamle jernhest pedaler alene, for ingen kunne vel holde hans sprogbrug ud, kunne afstraffelsen nok gennemføres, uden fare for opdagelse!


De to drenge var allerede før tiårsalderen kendte for at være påfaldende vilde med skydevåben. Hvoraf den interesse kom, undrede alle i de nære omgivelser sig over, for faderen var kendt som en absolut modstander af krudt og kugler. Trods sin modstand mod våbenbrug, havde han dog, formentlig i et anfald af godhed og letsind, foræret hver af poderne en luftbøsse i julegave. Og nu skulle den ene af de to luftbøsser benyttes til udåden. Geværet var en Diana 1; det mindste gevær i den tyske fabriks, glatløbede serie. Kendere af Dianas modeller, vil vide følgende om dette specielle luftgevær. Løbet skulle skrues af for at isætte et hagl; herefter spændte man geværets fjeder, ved at knække det mellem kolbe og løb, og skruede så løbet på igen. Men, i stedet for at isætte et hagl, kunne man stikke enden af løbet et par centimeter ind i en frisk kartoffel! Og se, nu havde man et projektil på et par centimeters længde, som ikke uden videre kunne spores, og som først og fremmest ikke trængte gennem huden og forvoldte unødig skade, men, som alligevel påførte det ulyksalige offer en pokkers smerte! Knægtene havde tillige øvet præcis skydning. Øvelserne bestod i, på nøjagtig ti meters afstand, at slukke gløden i den cigaret, en udvalgt kammerat med mod på løjerne, men også med synligt nervøse ansigtstræk havde anbragt så langt fremme mellem fortænderne, at cigaretten kun lige akkurat kunne holdes stille i vandret position! Når cigaretten ved skydetræningen var slukket ved første skud, kunne ingen påstå, at ”skytten” ikke kunne sigte tilstrækkelig præcist. Således udrustet med selvtillid mente duoen nok, at de med lidt held kunne skyde piben ud af flaben på den kværulerende mand. Men skulle han blive ramt på kinden, hvilket trods alt var ret sandsynligt, var skaden jo ikke større, end, at han formentlig bare holdt flaben lukket, en rum tid. Med skydefærdigheden i top til den forestående aktion lagde de to skarpskytter, som de yndede at kalde sig, en eftermiddag i et grundigt camoufleret skjul, som de havde gravet halvt ind under den ligusterhæk, der skilte haven fra banelinjen. Bagerst i skjulet havde de omhyggeligt klippet et hul i hækken, som de lynhurtigt kunne åle sig igennem, når aktionen var fuldført og flugt var en sandsynlig retræte. Det havde taget dem et par dage at grave hullet, og dække det effektivt med grene, så kun deres hoveder kunne ses i det fri, når sigtet skulle anlægges. Foran stod et mindre, busket træ, og imellem nogle støre grene var en passende åbning, stor nok til, at sigtet på mandens pibehoved kunne anlægges over en bred vinkel.


Nu ventende de spændte til bristepunktet på, om ”målet” dukkede op. Flugtruten var afprøvet, og nogle grene til camouflage lagt frem, for en sikkerheds skyld. De vidste jo ikke, hvordan den piberygende cyklist ville reagere på at få sin sure snadde skudt ud af kæften! Værftets nittehamre bankede som på bestilling løs, i lange og larmende serier. Strategien var, at der kun måtte skydes midt i en serie, så smældet fra den lille luftbøsse camoufleredes.

For at begrænse opdagelse mest muligt, var de to labaner ene om opgaven. De skønnede, at ingen af kammeraterne havde tilstrækkeligt med nerver til så alvorligt et forehavende. Rent bortset fra, at begrebet snigskytte altid havde haft en dårlig klang. Et i forvejen belastet rygte hjalp også på trangen til at hemmeligholde ”opgaven”!


Den uheldige arbejder kom ganske rigtigt, som forventet agende, uvidende om det forestående drama med sig selv som hovedperson. For selve skyttens vedkommende udgjorde afstanden til målet for skarnsstregen, en halv snes meter. For at gøre det lille luftgevær ekstra kraftigt havde de haft fjederen ude for et strække den et par centimeter, og nu skulle det være. Sigtet blev omhyggeligt anlagt! Med et smæld gik skuddet af, højlydt nok til, at offeret registrerede, hvorfra den uventede lyd kom! I ophidselsens element havde de rent glemt, at koordinere skudafgivelsen med nittehamrendes banken. Men sigtet var til gengæld præcist anlagt, for piben røg ud af kæften på offeret, ramt på pibehovedet, og så tilstrækkelig hårdt, at gebisset nær var røget med! Cyklen kom, trods dens ringe fart i slinger! Et styrt i vejsiden var en realitet for den stakkels mand, der ikke på samme tid kunne håndtere cyklens styr, og få sit løse gebis sat på plads.


Og nu tog begivenhederne fart, og rimeligt nok vendt mod de to gerningsmænd! Så hurtigt som et lyn var den ramte mand på benene, ganske vist uden sin pibe, men så meget desto mere i stand til at gi` udtryk for sin vrede! Og det var ikke piben eller hårde ord han ledte efter i første omgang! Nej, han var ganske klar over, hvad der var hændt, og hvor han skulle søge ophavet til skarnsstregen. I få, men forbavsende lange skridt, krydsede han vejen med øjnene rettet mod skrænten, hvor udåden var gjort. Der var øretæver i luften! I første omgang fra den forurettede mand, og senere, højst sandsynligt fra knægtenes far, der erfaringsmæssigt slog en proper lussing, når der var anledning til det. Og det var der helt afgjort nu! Da den rasende mand skal til at forcere hegnet til banelegemet, der lå nogle meter lavere end ligusterhækken, er nerverne sluppet op. I stedet for at trække grenene hen over hovedet for at skjule reden løb de risikoen for opdagelse! Hullet gennem hækken blev i skyndingen glemt, og det var heller ikke ret stort. I hvert fald ikke stort nok til, at to kunne kravle igennem på samme tid. Men i samme, febrilske sekund, ophavet til balladen er ved at rejse sig for at starte flugt, dukker redningen op. Et langt stød i fløjten fra et passerende tog reddede dem fra en retfærdig og velfortjent straf. Og da toget tillige på den tid af dagen var med godsvogne, havde det en betragtelig længde. Efter et velsignet langt minut er de mange vogne passeret, og gerningsmændene usynlige. Manden, de havde forulempet så groft, stod længe og lurede for enden af haven. Nu kunne de, fra stuevinduet, camoufleret af nogle store potteplanter, se deres offer fundere over en mulig hævnaktion! Men han listede ærgerlig i sit fjæs spidse silhuet af. Det varede længe før de to drenge igen foretog observationer gennem ligusterhækken. I hvert fald omkring det tidspunkt på dagen, hvor folkene fra værftet kørte forbi på vej hjem.


Det siger sig selv at denne beskrivelse af såkaldte ”drengestreger”, kunne være endt tragisk. Offeret kunne være væltet ud på kørebanen og en forbipasserende bil have dræbt ham på stedet. Konklusionen må være, at i hvert fald til de kraftigere luftgeværer, skal der kræves jagttegn, og det uanset formålet med erhvervelsen af våbenet. For det er jo netop sagen, at der med disse nye super-luftgeværer, er tale om egentlige våben, der bestemt ikke er ”legetøj” for 18-årige skydegale knægte med trang til håndhævelse af regler og æresbegreber i vor moderne tids bandemiljøer etc.


Tekst og illustrationer: Hans D. Egeskjold / Hans Andersen

---------

Knuds datter, Nicoline, bæverne og bjørnen


Aluminiumsjollens kraftige påhængsmotor formår kun lige at holde jollen op imod strømmen. I jollens stævn, der slingrer en anelse i strømhvirvlerne, tager Nicoline dybt koncentreret sigte mod bæverens hoved, som blot nogle få sekunder af gangen er synligt i overfladen! Over korn og kærv fikserer hun riflens løb bagerst på dyrets kranie, og ganske som lejrchefen, Todd, omhyggeligt har instrueret hende, lader hun sin pegefinger rykke aftrækkeren bagud.


Det lille salonriffelprojektil smækker med fuld kraft ind i bæverens hovedskal, for afstanden er næppe over 10 meter. Bæveren ligesom skyder sin krop ud af vandet, snor sig engang om sig selv og plasker stendød tilbage i strømmen, hvor Nicolines far, Knud, fisker den op i et net. Det er den lille, spinkle piges første skud mod et levende mål, med et rigtigt våben, for selv om den niårige pige ikke er helt ukendt med at holde på et gevær, og endda tage sigte og skyde med det, så har det hidtil foregået i trygge omgivelser hjemme hos far og mor i haven i Stege på Møn. Her var det med faderens gamle, men stadigvæk præcist skydende, Diana luftbøsse; det vidner talrige hullede cola-dåser i faderens affaldscontainer om!


Nicoline er med sin far og mor, Knud og Pia, på et fem uger langt besøg i jagtlejren ”Red Willow Outfitters” i det nordvestlige hjørne af delstaten Alberta i Canada, det sted, hvor jeg året før mødte faderen, Knud, der skød den største sortbjørn, som det år officielt blev skudt i staten. En femhundrede pund tung, kulsort bamse måtte lade livet for hans, 30-06, og den stolte bjørnejæger var såmænd knap nok kommet hjem til Danmark igen, før han prompte tog beslutningen om, at invitere mor Pia og deres tre børn med på en rejse derover samme år. Knuds hovedformål med rejsen var, at vise sin lille familie, det sted, han skød sin første bjørn. Det blev til et venskab med Lejrchefen og dennes familie, der året efter besøgte Knud og Pia på Møn, og sammen med dem lod sig vise rundt til udvalgte steder i vort lille land.


Medium april året efter rejste Knud og Pia med Nicoline til Canada for at arbejde fem uger i Todds jagtlejr med alt forefaldende arbejde. Pia mest i lejrens køkken, de timer, hvor Nicoline fulgte undervisningen i den lokale skole, medens Knud i terrænet, tilså de mange treestands, der benyttes til bjørnejagterne, og som helst skal være i topform, så jægeren ikke dratter ned i et kritisk øjeblik, men kan sidde trygt hævet fire til fem meter over skovbunden, og vente på, at en bjørn dukker for at æde af den bait, der er lagt ud til formålet: Drabet på en bjørn!


I Todds baghave løber de to floder, Goose River og Little Smokey River så at sige sammen, og danner i sammensmeltningens fase et såkaldt V-forløb. Og det er her, efter flere dages grundig instruktion af Todd, at Nicoline får ram på sit første stykke vildt. Todds ord til Nicoline efter drabet på bæveren var, at kun de bedste skytter formår at ramme en bæver i vandet fra en båd, hvor kunsten for jægeren er, at holde bæveren i vandet modstrøms, lige indtil den dykker ud, som en ubåd, der tvinges op til overfladen for at lade batterierne op! I det korte øjeblik bæveren så at sige ”svæver” i overfladen, skal den skydes præcist i hovedet, og Nicoline havde ramt plet første gang. Derfor hendes glade hilsen til Knud og Todd efter skuddet med sine fingre, i et V-tegn!


I terrænet benyttes de skudte bævere som lokkemad for bjørnene, for en død bæver, serveret for snuden af en sulten bjørn, kan bogstaveligtalt få dens mundvand til at løbe så løbsk, at den egentlig burde dehydreres af sin egen lækkersult. Efter succesen med bæveren, som Nicoline i øvrigt skød flere af i løbet af sine fem uger i vildmarken, gjaldt det den sidste uge også en sortbjørn. Todd havde nu fuld tillid til hendes evner som skytte, så en aften kørte Nicoline med sin far og Todd ud i området til et sted, hvor de alle tre kunne sidde trygt placeret og afvente, at en sulten bjørn kom tæt nok på den bæver, Nicoline havde skudt i floden, og selv havde lagt tilrette et udvalgt sted, med et godt og sigtbart overblik til et frit skud på et halvt hundrede meters afstand. I timen før lukketid dukkede en mindre sortbjørn op. Todd havde vurderet den i sin kikkert og nikket anerkendende til Nicoline, der tog sig god tid til at sigte præcist, men denne gang var det gennem kikkertsigtet monteret på en riffel i kaliberen 7mm! Rekylen havde rykket voldsomt i den spinkle piges skulder og krop, men skuddet sad, hvor det skulle, lidt dybt i bjørnens bug nær forbenene, som Todd omhyggeligt havde instrueret om.



Jeg bliver tit spurgt om sortbjørnes farlighed overfor mennesker. Er det ikke bare alt for let, at skyde en stort set kun planteædende og fredelig ”bamse,” der ingenting har gjort, andet, end at passe sig selv, det sted, hvor netop dén har hjemme! Det i sig selv tåbelige indhold i spørgsmålet om, hvorvidt dyret, jægeren dræber, har et fredeligt levned, eller ej, og, at et eventuelt ufredeligt levned, i højere grad skulle berigtige drabet på dyret, gør det næsten umuligt, som jægersmand, at rede trådene ud overfor spørgeren. En pæredansk hare, råbuk eller ræv gør jo heller ingen mennesker fortræd, men skydes alligevel af jægere i tusindvis hvert eneste år, for jagtens, det lækre kød eller bare for spændingens skyld. Men det er rigtigt, at sortbjørnen, modsat sin temperamentsfulde fætter, grizzlybjørnen, et langt stykke hen ad vejen er mere omgængelig i sin basale adfærd. Det har ingen indflydelse, og intet at gøre med fascinationen i jagten på den, ligesom en gang haretramp på flade danske roemarker, kan være ganske spændende.

Grizzlybjørnen foretrækker, modsat den sorte bjørn, der er et udpræget skovlevende dyr, åbne og bjergrige terræner, hvor føderesurserne ofte er knappe. Derfor fordrer den enkelte bjørn territoriale krav, der nemt kan blive livsfarlige for den vandrer eller jægersmand, der ikke respektere dens livsvilkår! I langt de fleste tilfælde, er det heldigvis grizzlybjørnen, der fortrækker først. Men ikke altid! Bliver en grizzlybjørn overrasket i sit domæne, kan den angribe uden varsel, med en frygtelig og dødbringende vildskab! Vandrere i dens terræn skal også være yderst forsigtige med kogekunsten, når sulten melder sig. Her må man nærmest betragtes, som en pølse i baconsvøb, som en, der er ligeglad med døden, hvis man går til ro i teltet med os fra stegning af bacon og lignende lækkerier hængende i tøjet. Det ulykkelige er før sket, at uforsigtige naturromantikere, der dødtrætte efter dagens vandretur i den smukke vildmark, i nattens mulm og mørke er forsøgt trukket ud af teltet og kommet slemt til skade, eller ligefrem er dræbt i kampen med en skrupsulten grizzlybjørn, der gik til teltet, som en sulten nattevandrer i menneskeskikkelse går til en pølsevogn for at få maven i ro. Det er altså ikke uden gyldig grund at vildmarkens ”kampvogn”, grizzlybjørnen, i sin latinske benævnelse - Ursus Arctos - bærer det særdeles understregende vedhæng ”horribilis!”

Men også sortbjørnen kan være en stærk og uforudsigelig modstander, hvis du har truffet det valg, ikke at respektere dens levevilkår. I Canada lever landbefolkningen for en stor dels vedkommende med sortbjørne tæt på deres ejendomme. Det faktum giver mere end jævnligt sammenstød mellem parterne. Sortbjørnen lusker dog for det meste af, når den forsøges jaget væk af en utilfreds husejer. Men det kan dog gå så galt, som det skete for et forældrepar, der lod deres knægt sove udenfor i haven i sit nyindkøbte telt. Da morgenen var blevet til midt på formiddagen, og knægten endnu ikke var dukket op, tog faderen affære, for det var weekend, og drengen havde pligter i hus og have, så lommepengene til den næste uge kunne fortjenes. Men ulykken var sket! En ”fredelig planteædende sortbjørn” havde i nattens løb trukket den sovende dreng ud af teltet, dræbt ham og slæbt ham ind i et nærliggende stykke skov, hvor hans delvist fortærede lig blev fundet! Det hænder, at sortbjørne får lyst til proteiner, altså forfalder til kød og angriber især afkom fra elge og hjorte, men også farmdyr, der er lette at dræbe i indhegninger må af og til lade livet, når det sorte muskelbundt går til angreb! Det er følgelig langt fra alle lokale canadiere og amerikanere, der betragter den som en ”fredelig” fætter til grizzlybjørnen.


Nicoline kunne nu i lighed med Todds større børn håndtere et våben og forsvare sit liv, ifald en bjørn ikke lod sig skræmme væk. Men først og fremmest kunne hun, som faderen kalde sig for en ”bjørne og bæverjæger!”


Tekst: Hans D. Egeskjold








 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 








 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Comments