 |
Afrikas magi lever endnu! I de gode gamle dage tog besøgende jægere sig god tid, når de drog på safari -
Da man som knægt bladede i bøgerne, og terpede navnene på alle de vilde dyr i Afrika, var det svært at forestille sig, at man selv skulle komme til at opleve det hele - og sågar kunne sige, at man faktisk har levet længere tid i Afrika end i fædrelandet Danmark. Sådan gik det for mig, og det er svært at finde noget at fortryde. Jagt i Afrika bliver nemlig aldrig rutine, for hver eneste safari rummer nye oplevelser, og minder til stadighed en om, at man aldrig bliver udlært i den profession, der nu hedder noget så upersonligt som PH (professional hunter) - velsagtens fordi det ikke længere er helt politisk korrekt at bruge betegnelsen "white hunter", som dog naturligvis er historisk korrekt. Måske er det samme udvikling der gør, at de nyuddannede fra Kalø i dag betegnes som "vildtforvaltere" og ikke længere skytter eller herregårdsjægere, som det hed dengang jeg selv blev udlært. Det hele bliver så økologisk, og helst skal tingene slet ikke kaldes, hvad de egentlig er. Det er mageløst privilegeret at kunne udøve sit arbejde i den afrikanske natur, og dele jagtglæden med spændte kunder - unge og gamle. Ofte er det fædre med børn, der får deres jagtlige debut ude i den afrikanske bush. Fantastiske stunder om aftenen omkring lejrbålet - og så alle de skøre hændelser med slanger på middagsbordet og diverse kryb, hvis selskab gør at man aldrig kommer til at kede sig i Afrika! Lyden og duften af Afrika er stærkt vanedannende, og selvom de store trofæer måske står særligt klart på nethinden, så er det også alle de små ting, som klippegrævlingen der med sin våde snude siger godmorgen ved Limpopo floden, pelikanerne som trækker over akacietræerne i Zululand og de imponerende bjerglandskaber, der rummer så mange vilde dyr, når man blot tager sig lidt tid med kikkerten. For ikke at glemme jagten i ørkenen, med de larmende kurrehøns og de næsten endeløse flokke af springbukke og andre antiloper, som netop har tilpasset sig de barske vilkår denne biotop byder på. Fascinationen går heldigvis aldrig væk.
De korte safarier er jo ikke ligefrem befordrende for jagtlykken, men forventninger har slet ikke tilpasset sig det nye tempo - tværtimod har gæsterne ofte urealistisk høje krav til nedlæggelse af en stribe rekordtrofæer på den alt for korte tid. Rekordjageriet er ikke mindst blevet befordret af trofæopmålingerne, rekordbøgerne - selv i Danmark har man importeret dette amerikanske fænomen og begyndt at tro på, at trofæets størrelse betyder mere end selve jagtens forløb og alle de oplevelser, der gik forud for nedlæggelsen. Bevares - vi vil alle gerne nedlægge rekord trofæer, og chancen er bestemt også til stede i Afrika, men selv fuldt udvoksede handyr vil i mange tilfælde aldrig opnå den optimale trofævækst i denne del af verden. Det kan skyldes boniteten og andre ydre forhold, nøjagtigt som det forholder sig med bukkejagten i Danmark, men derfor kan jagtoplevelsen jo være lige god, så længe man blot nedlægger fuldt udvoksede handyr under sportslige forhold. Jagten efter top trofæet er nu gået så meget over gevind, at nogle dyrearter opfostres kunstigt, og i nogle tilfælde udsættes i naturen umiddelbart før den besøgende jæger melder sin ankomst. Adskillige danske jægere har i de sidste par år nedlagt det vi populært kalder "Mickey Mouse løver" - et fænomen som ellers gerne burde være reserveret vore jagtfæller på den anden side af Atlanterhavet, og som danske bureauer burde skamme sig over at markedsføre. Det bliver der heldigvis rettet op på nu, da Sydafrika indfører meget restriktive bestemmelser omkring jagt på især rovdyr, og det er sandelig på høje tid. Man kender dog ikke kun denne praksis fra Sydafrika, men også fra mange andre jagtlande som New Zealand og USA, hvor jagten er blevet så mekaniseret og målrettet, at man næppe længere kan kalde den sportslig, eller det som i Afrika går under betegnelsen "fair chase". I har jo også lugtet til det i Danmark, hvor en kendt jæger fra jetsettet indespærrede en råvildtbestand og stopfodrede dem med kosttilskud og mineraler for at frembringe drømmetrofæet. En kuriositet er det måske, men jagt kan man næppe kalde det.
For de jægere som vil opleve eventyret i Afrika, kan jeg heldigvis bekræfte, at magien lever endnu i bedste velgående. Skru blot forventningerne en smule ned, træn lige lidt mere med riflen før rejsen, og kom så hertil med et åbent sind og vilje til at arbejde for sagen. Jagten er så utroligt spændende i Afrika - hvor man i Danmark ofte kender sit jagtbytte og f.eks. går på pürch efter råbukke, så er jagtresultatet i Afrika på forhånd helt ukendt. Da jeg for over et kvart århundrede siden startede min allerførste jagtsafari og regnede med at skulle drage hjem til lejren med en impala eller måske en kudu, så endte jeg faktisk med en pragtfuld leopard over skulderen, men den historie gemmer vi lige til en anden god gang. Tekst og foto: Holger Krogsgaard Jensen - www.jensensafaris.com
|
    |
||||||||||||||||||||||||||
 Forside Søg Foreningsnyt Kalender Lokalafdelinger Jagt Henvisninger Annoncer Skriv til Webmaster
|
Når hedengangne "Stoffer" og undertegnede turnerede rundt i jagtforeningerne for 25 år siden med foredrag fra det mørke Afrika, så var det en mindre sensation, som kunne samle flere hundrede interesserede. Det var kun de få beskåret at opleve eventyret i Afrika - enten fordi det var for dyrt, eller måske fordi det alligevel var lidt for fremmedartet for menigmand. Sådan er det heldigvis ikke længere. Nu er jagtsafarier blevet tilgængelige for enhver, der har vilje til at spare lidt sammen, og som prioriterer jagtoplevelser højere end visse andre af livets goder. Da SAS i begyndelsen af halvtredserne startede beflyvningen af Johannesburg kostede en billet på økonomiklasse 15.500 kroner - da jeg startede mit safari kompagni for 27 år siden, var prisen 11.000 kroner, og nu kan man faktisk erhverve en sådan billet for omkring 5.500 kroner, hvis det da ikke lige var for det faktum, at flyrejser med årene er blevet et yndlings skatteobjekt for regeringer over hele kloden. Kursen på den lokale valuta Rand var dengang over ti kroner, mens den nu ligger på omkring 80 øre. Dermed har afskydnings priserne faktisk holdt sig konstante i et kvart århundrede, og på en drivjagt kan man skyde en springbuk for omkring en plovmand.
I de gode gamle dage tog besøgende jægere sig god tid, når de drog på safari. Der kunne være tale om, at en safari varede flere måneder - nok især fordi infrastrukturen dengang var elendig, og det tog i sagens natur lang tid at komme rundt til de forskellige landskabstyper. Jeg oplevede i begyndelsen af min karriere at tilbringe 3 uger i træk i bushen med gæve jægere som Bitten Clausen og Mads Eg Damgaard - de var fra en helt anden æra, hvor man også tog sig god tid, og nød safari oplevelsen på lige fod med jagtoplevelsen. Den slags hører i dag til sjældenhederne - alle har fået så travlt, og de fleste afsætter ikke mere end 5 døgn til selve jagtsafarien, som derved komprimeres og til en vis grad stresses, så den afspejler galskaben i den øvrige del af samfundslivet. Sådan er livets vilkår, og jeg skal ikke klage, da jeg heller ikke selv kan være væk fra kontoret og dets e-mails i 3 uger i træk, men det stiller andre krav til jagtudøvelsen, til vildtmængderne og til effektiviteten. Udstyret skal være i orden, for der er ikke tid til tekniske forsinkelser, eller unødig romantik. Inden solen står op er vi på dupperne, og vi returnerer sjældent til campen før efter mørkets frembrud om aftenen.
