Færre anskydninger
Lige som drab af dyr i trafikken er anskydninger uundgåelige. Hverken jæger eller bilist ønsker at såre et dyr, men trods alle hensigter sker det alligevel.
Takket være oplysning og lerdueskydning er anskydningstallet i dag faldet stærkt.
Vi bør tage ved lære af denne sag.
Undersøgelsen
I slutningen af 1990-erne rasede debatten om anskydninger. Danmarks Miljøundersøgelser fandt, at kortnæbbet gås blev anskudt i stort omfang, og senere blev der også fundet mange anskydninger af ræv.
Noget måtte ske. Der var pres på politikerne for at vise handlekraft, og jagtmodstanderne vejrede morgenluft.
I stedet for forbud, regler og kontrol blev der heldigvis satset på oplysning og øvelse, og det har båret frugt. I dag kan man se, at anskydningstallet er faldet markant:
Figurer fra Danmarks Miljøundersøgelser. Se sammenfatning og uddybende artikel sammesteds.
Nu handler det om at holde anskydningerne nede. Nogle gode huskeregler er
- Skyd på kort hold.
- Brug store hagl.
- Undlad spidsskud til ræv og andre større vildtarter.
- Øv dig på lerduer.
- Hold øje med patronforbruget. Hvor mange patroner bruger du per nedlagt stykke vildt?
En stor ros til enhver jæger, der forstår at holde skuddet tilbage, når han ikke er sikker. Kun hvis vi holder vores sti ren, kan vi forvente, at andre tager os alvorligt.
Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta
Det er aldrig rart at få at vide, at man har gjort noget galt. Det er endnu værre, når det sker i fuld offentlighed.
Når sådan en undersøgelse kommer frem, ser man de mange forskellige sindelag blandt jægerne. Det kan være fristende at stikke hovedet i busken og lade som om, at undersøgelsen ikke findes, eller at den er usikker, fejlbehæftet eller det, der er værre. Man lukker sig inde i sit skjul med godt med sløringsnet for og skumler over, at alle de andre ikke fatter en skid.
Det er ikke den opførsel, der har æren for, at anskydningssagen fik et godt udfald. Derimod kan vi takke alle dem, det så problemet i øjnene og skruede op for lerduetræningen. Det er ubehageligt at prikke jagtkammeraten på skulderen og spørge, om ikke han skulle skyde på lidt kortere hold, men der er ingen vej udenom.
Sker det, at vi jægere kommer i modvind igen, berettiget eller uberettiget, kan vi lære følgende af anskydningssagen:
- Vi står ved, hvad vi gør - også selv om det er ubehageligt.
- Vi tager vores fejl til efterretning og gør noget ved dem.
- Vi møder modstanderen på hans banehalvdel. Andre sætter dagsordenen, hvis vi ikke handler.
- Vi ved, at vi lever i en politisk virkelighed. Vore folkevalgte er ikke valgt til at være talsmænd for jagtens sag, men hvis vi gør os fortjent til det, bliver de det måske.
Martin Olesen
|
