|
Troels Dreyer Egeskjolds bøger Blandt jægere og godtfolk 1-2 er en medlevende fortælling. Bøgerne handler om tiden fra omkring år 1900 og frem til nutiden. Datidens personer er den koleriske Laurits, den sindrige Marius og sidst, men ikke mindst, hans søn Rasmus. Læseren hører om jagten nede i mosen, hvor Marius og Rasmus bor sammen med bedsteforældrene. Nutidens personer er nimroden, jægeren og drengen. Bøgerne er bygget op, således at kapitlerne svinger mellem de to perioder.
Læseren hører desuden om datidens trange kår, og om hvor vigtig jagten var for de små husmænd. Ringen i bøgerne sluttes på en fin måde, idet det var forfatteren, der i sine unge dage købte boet efter Rasmus' arvinger. Man kan tydelig fornemme den indlevelse og ydmyghed, forfatteren har haft omkring de stemninger, mosen gennem alle tider har rummet.
Undertegnede kan varmt anbefale bøgerne! Sproget er let og glidende, og selv ikke-jægere vil kunne få stor glæde af indholdet, der både er historisk beskrivende og ganske gribende.
|