|
Verner Frandsen, jæger og biologilærer, har begået en dejlig bog om naturens tegn og sprog! Bogen beskriver spor fra pattedyr og fugle fra hele Norden, og den er gennemillustreret med et væld af flotte og instruktive fotos. Alle kan få glæde af at kunne læse dyrenes spor, og således blive klogere på deres liv og færden; både i naturen og i haven.
Kig på gylp, reder og fjer eller gæt en ekskrement, der kan hurtig gå sport i at følge dyrenes spor. Både begyndere - i alle aldre, og den mere erfarne kan få god hjælp til detektivarbejdet med denne bog i hånden. Er det sporaftryk i sneen fra en stor hund eller en ulv? Ikke sådan lige til at sige, men hæves blikket finder man svaret: ulvens lange (kilometerlange) snorlige spor afslører den. Og som alle ved gylper uglen maveindholdet op, når der ikke er mere at udvinde, modsat de dagaktive rovfugle hvis mavesafter er så skrappe, at de opløser næsten alt – fjer som knogler, og derved gylper langt mindre portioner.
Og hvem har så spist musvågen? Ja, er fjerene trukket ud enkeltvis og ubeskadiget, er det en rovfugl (der er eksempelvis et billede af ”pluk” fra en musvåge dræbt af en duehøg). Er fjerene brækket midt over, er det ræven og hvis de er ”klippet” over tæt ved roden, er det måren. Eller er det rådyret eller haren, der har bidt toppen af den lille nordmannsgran? Let at svare på: rådyrets bid er trevlende modsat harens, der er knivskarpt.
Som læser forstår man det enorme feltarbejde, der ligger bag et sådant værk! Og man må også kunne forstå, at alt ikke kommer med, idet bogen så ville fylde som en telefonbog, og det går jo ikke ude i felten!
Troels D. Egeskjold
Kort fra bogens indhold:
- Fodspor fra pattedyr og fugle
- Æde spor
- Gylp
- Ekskrementer
- Markeringer
- Andre spor
Pris: 169kr. – 138 sider. Politikens Forlag
|
|