 |
En side fra en dagbog
Tekst og billeder: Claus Nielsen
Nu har jeg haft jagttegn i 20 år. I aftes oplevede jeg det, jeg har drømt mest om at prøve i alle de år: At skyde en dansk hjort.
Jeg har her på det sidste haft held med at få min dejlige kone med ud og sidde lidt i naturen, og det varmer meget når den bedre halvdel har forståelse for jagten, selvom om hun så bestemt aldrig kunne drømme om at få jagttegn eller at skyde et dyr.
Vi ankom ude på jagten kl.16:00 og havde faktisk lidt travlt, for det var lukketid allerede kl. 16:54, så det skulle gå lidt stærkt med at komme ned på plads og op i træet og sætte sig godt til rette. Det kan godt være svært at komme ned på plads, da der tit står noget råvildt ude i brakken eller i kanten af skoven. De ser os tit inden vi ser dem løbe mod skoven, men jeg tror vi nåede ned til træet uden at blive opdaget da vi så ikke noget der løb.
Det skal siges, at når både min kone og jeg er i træet samtidigt er der altså ikke meget plads til overs. Det er et helt råt træ vi sidder i med et par meget store grene. Med lidt nørklen kan man godt komme til at sidde fint i det med godt tag på riflen. Så der er mulighed for at afgive en god kugle - hvis der skulle byde sig en chance.
Da vi har siddet på vores plads i ca. 20 min og kl. er 16:30 siger jeg til min kone, at det er ikke vejrets skyld hvis ikke er kommer noget til os. Det er det dejligste vejr og skoven står med de flotteste farver. Med et stirrer Betina på mig og siger meget stille "hørte du det", og jeg må erkende at 20 års jægerliv med knald og skrald fra indskydning og alt andet har ødelagt det der med at høre de små grene knække, men jeg blev selvfølgelig mere opmærksom efter hun havde sagt at der var noget. Der var altså noget der gik rundt derinde i træerne.
Jeg havde nu så ondt i mine fødder (de sov) at jeg blev nødt til at stå på grenen, i stedet for at sidde, blot for at få lidt blod ud i fødderne igen. Så sætte mig ned igen når de ikke sov mere, men så lige pludselig 200m ude kommer der en kæmpe skikkelse ud af skoven. Det står og kikker først op mod mig - og så ned den anden vej. I mens bøjer jeg mig ned over den foreste gren med riflen for at afgive skud. Heldigvis sanser jeg, at jeg ikke kan holde den stille nok her og skyder ikke. Jeg får mig sat bedre til rette og hjorten kikker igen op mod mig. Jg lægger riflen fast op ad min kones ene fod og slipper kuglen, alt mens min kone sidder med fingrene i ørene.
Vi kan begge to se at hjorten tegner med et voldsomt spring fremad og kører hele forpartiet ned i jorden. Den kan ikke støtte på det ene forben - som jeg kan se bare hænger og dingler. Hjorten får vendt om og jeg repeterer straks med Blaseren og kan nu se, at den foreste del af hjorten er inde i hegnet, men resten af kroppen er synlig, og jeg skyder igen og prøver at sætte en kugle mere i den så langt fremme som jeg kan.
Da hjorten er forsvundet ind i plantagen kikker vi på hinanden. Jeg ryster så meget at det måtte kunne mærkes i træet. Jeg havde da fat i den og spurgte min kone, som jo også havde set at den sprang fremad og prøvede at komme op på alle fire ben igen. Jeg har altid mine tvivl efter et skud (er det nu godt? hvad lavede du? hvor stod den? er du nu sikker? ). Alt farer gennem hovedet på en meget hurtigt...
Vi kommer ned af træet og begynder at gå mod anskudsstedet og finder frem til hvor vi regnede med at hjorten stod. Vi leder systematisk rundt i græsset efter blod og hår og evt. knoglerester eller stumper, men der er absolut intet. Det er nu ved at være lukketid og det bliver hurtigt mørkt. Vi beslutter os for at ringe efter vores schweisshundefører Leo Feldvoss fra Næsbjerg. Jeg snakker med Leo i telefonen og han får beroliget mig med, at den nok skal være der med de skudtegn jeg har fortalt om. Vi bliver altså nødt til at vente til næste morgen inden vi kunne gå efter den med hund, for inden han kunne være der med hunden og det hele ville det være mørkt. En eftersøgning efter en anskudt hjort når det er mørkt, er ikke nogen schweisshundeførers livret.
Vi bliver enige om at vente til næste morgen og jeg trasker hen for at hente min riffel som ligger i kanten af skoven. Betina spørger om ikke vi skulle prøve lige at gå en 30-40 meter længere væk også lige kikke for sidste gang? Da jeg kommer ca. 30 meter fra hvor vi har ledt ser jeg inde mellem træerne, at der ligger hjorten forendt 10 meter fra mig. Det er ikke til at beskrive den glæde da jeg så hjorten. Det ville have været en frygteligt nat at skulle vente til næste dags morgen inden vi kunne starte eftersøgningen med hundene, som nu lå der lige foran mig. Jeg ringede straks til Leo Feldvoss og afblæste eftersøgningen og fortalte, hvad der var sket. Leo, som bor i nærheden, lovede at komme med det samme og hjælpe med hjorten, for det er ikke nemt ene mand og kone at stå med en fuldvoksen hjort.
Det skal siges, at hjorten trådte over skel og forendte på anden mands jord. Med godt naboskab og en rigtig god schweisshundefører gik alt i orden, og vi kunne trække hjorten ud af skoven. Jeg fik lov at beholde dyret, og jeg vil aldrig glemme denne dag.
Det skal til slut siges, at der ikke var noget schweiss, da jeg ikke havde gennemskudt. Kuglen havde ramt lige på forbensbladet og havde slået forbenet itu og ramt hjertet, men kuglen har jeg ikke fundet endnu.
Med jægerhilsen
Claus |
|
|
|
