|
"What you see is what you get" sang Tina Turner engang. Sådan er det med kvinder. Men at det ikke er sådan med bukke, fandt jeg ud af under bukkejagten sidste år.
Efter at Jannie havde født os en datter den 29. maj 2001, tog jeg chancen og friede til hende. Til mit store held sagde hun ja. Datoen for brylluppet blev om efteråret sat til sidst i juni 2002. Henover foråret blev der efter meget lobbyarbejde og mange gode argumenter besluttet, at hovedretten skulle være grillstegt sommerbuk. Det var selvfølgelig helt uden bagtanker...
På det ene af mine jagtarealer kaldet "Sømosen" havde jeg en buk gående, som jeg efterhånden havde et helt særligt forhold til. Det var den buk, jeg gik efter denne morgen den 25. maj 2002.
Men først lidt baggrundsstof. I flere år har jeg nydt bukkepremieren her. Terrænet er meget kuperet, og jeg sidder som regel oppe på toppen af en bakke. Foran er der udsigt ud over en bred dal med agerjord og juletræer. Der er 500 meter frit udsyn over til naboskoven.
Til højre er der en mark, hvor jeg ikke har jagtretten. Til venstre 200 meter mark og derefter skov. Bagved er der en lille dam, der er omkranset af buskads og som har forbindelse med et lille stykke gammel granskov på 1 tønde land. På den anden side af dammen er der indhegnede juletræer.
År 2000
Første gang jeg så bukken var den 16. maj 2000. Han var på det tidspunkt formodentlig en toårig seksender. En særligt lige opsats med små sprosser. Jeg var knapt kommet på plads, da jeg fik øje på ham. Han kom nede fra dalen gennem nogle juletræer og op på marken til højre for mig. Desværre fik han fært af mig med det samme, men i stedet for at stikke af, gav han sig til af bræge af mig, samtidig med at han sprang rundt som jeg aldrig har set en buk gøre før.
Denne forestilling stod på i 20 minutter, hvor jeg havde rig lejlighed til at studere ham. Han forsvandt ind i noget krat, uden jeg havde haft en skudchance. Mage til arrogant hidsigprop skal man lede længe efter.
Samme morgen så jeg 2 andre "seksere", men jeg var solgt: Det skulle være ham. Jeg var på jagt efter ham en fem-seks gange det år, hvor jeg kun så ham en enkelt gang igen. Da sæsonen var ovre, talte jeg med naboen, som kendte ham. Han havde nydt hans temperamentsfulde fremfærd et par gange. Der var håb til næste år.
År 2001
I maj år 2001 var Jannie højgravid , så jeg gik på jagt hjemme ved husmandsstedet Egelund for at være klar, hvis Jannie skulle få veer. Den 20. maj var jeg heldig at få ram på en lille ulige sekser, den første buk i 7 år. Det var en skøn fornemmelse, så jeg kunne med ro i sindet holde pause, indtil datteren var født.
Den 16. juni kl. 03.30 vågnede jeg ved at Signe meddelte sin moder, at hun var sulten. Vejret var pragtfuld, så jeg besluttede, at det var tid til at se, om han stadig gik nede i Sømosen. Vindretningen var ikke så god den dag, så jeg besluttede at pürsche lidt rundt i stedet for at side oppe på bakken.
Jeg stillede bilen lidt fra det ene hjørne af stykket. Der var ti minutter til solopgang, så jeg gik stille og roligt ind på stykket. Da jeg var kommet 20 meter hen langs et læhegn, kunne jeg se i kornet, at der havde gået to dyr. Jeg når ikke andet end lige at registrere det, før han står 20 meter foran mig sammen med et smaldyr.
Smaldyret sprang brægende afsted mens han blev stående. Der stod vi så 5 minutter før skydetid og kiggede på hinanden. Efter et par minutter gav han et arrogant lille fnys fra sig, inden han trissede ind mellem trærerne. Jeg var ikke i tvivl om, hvem det var: I år var opsatsen blevet større, men nøjagtig så lige som sidste år. Jeg har haft mange skudchancer til buk, men aldrig har jeg haft så megen lyst til at sende et skud ind mellem træerne, i et forsøg på at ramme ham. Der var ikke andet at gøre, end at sætte sig i læhegnet og håbe på, om herren havde lyst at vise sig igen.
Der gik en time, så kom han ud af noget krat 130 meter ude og begyndte at gå længere væk. Han skulle skydes, koste hvad det ville. Hen til det nærmeste træ og tage sigte, men da opdagede jeg, at en buk kan være meget lille selv med ti ganges forstørrelse. Især når pulsen ligger omkring de 150. Der var ikke andet at gøre end at skynde sig tættere på, inden han forsvandt ind i en brakmark. Efter 100 meter fri kravl og gang var jeg inde på 75 meter. Op med riflen på skydestokken og så tage sigte igen, men ak, nu var pulsen på 200 og blodtrykket ligeså. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg fik øje på ham i kikkerten, inden han forsvandt. Nu var jeg tændt.
Resten af sæsonen var jeg efter ham ti gange. Jeg så ham tre. Den sidste gang, den 14. juli, inde på naboens stykke med 30-40 meter mellem os. Han så mig, inden jeg fik øje på ham. Der stod vi så igen og kiggede på hinanden i fem minutter, inden han gav sig til at esse igen, og det forsatte han med, indtil smaldyret gav et piv fra sig. Pligten kaldte. Jeg var så frustreret, at jeg var ligeglad med, om jeg fik ham eller ej, bare han ville forsvinde.
År 2002.
16. maj 2002. Der skulle skydes hovedret, så jeg valgte igen at blive hjemme ved Egelund hvor jeg havde set to bukke oppe i brakken. Jeg fik den ene: En gaffelbuk, ikke for stor, men vi skulle jo have noget til gæsterne.
Dagen efter om aftenen var jeg ude for at pürsche i noget skov hos en bekendt. Jeg kunne ikke rigtig komme i gang dernede i Sømosen; tanken om, at han skulle snyde mig igen huede mig ikke, så jeg tog ud til Peter for at se, om der var en buk i skoven. Det var der: Jeg gik på en stejl bakke inde i skoven. Jeg havde vel gået en meter i minuttet i de første tre kvarter, da jeg får øje på noget. Først tror jeg, at det er en træstamme, men så kan jeg se, at det er en fin, meget grå seksender. Bukken havde ikke opdaget mig, han essede stille og roligt 25 meter borte. Rørte jeg mig, ville han opdage det med samme. Det tog mig 5 minutter at flytte mig en meter over bag et træ. Op med riflen, tage sigte, men hvad gør bukken så? Drejer rundt om sig selv, tager en tot græs for så at lægge sig ned. Jeg kunne aldrig drømme om at skyde på et dyr der ligger ned. Så der var ikke andet at gøre end vente. Efter 20 minutter rejser den sig op, men sådan at forkroppen er bag et træ. 'Kom nu et skridt frem', men nej.
På trods af flere mareridt om bukke, der snød mig, måtte jeg af sted igen. Der skulle kød på bordet.
Den 20. maj mandede jeg mig op til at komme i Sømosen for første gang. Scenerierne fra sidste år rullede forbi, mens jeg listede på plads. Der nåede jeg kun at sidde et kort øjeblik, inden genboen skød en buk. Jeg åndede lettet op, for nu måtte han være skudt. Det var han nu ikke, for skuddet gjaldt en gammel returbuk. Men genboen kunne fortælle at han havde set en stor buk ovre hos mig, en med nogle flotte lige stænger...
De næste dage spekulerede jeg på, om jeg virkelig skulle få chancen igen. Det er så her historien kommer.
Den 25. maj tog jeg til Sømosen igen. Vinden og vejret var perfekt. Nu skulle han få kuglen.
Jeg var klar på klokkeslættet, listede langs juletræshegnet op forbi dammen op på toppen, ingen problemer. Da jeg sad klar med skydestok, riffel og termokande funderede jeg over, hvad der havde larmet nede ved dammen. Det lød faktisk, som om nogen stod og stampede i jorden. Nå, det var nok bare en hare, hvad ellers?
Da jeg havde siddet i 5 minutter, kom der en rå gående på tværs af marken nedenfor. Hun havde retning op mod mig. Jeg fandt hende i håndkikkerten. Det så ud, som om hun havde sat lam, for maven var ikke så stor. Det kunne være, at hun havde lagt dem her i brakmarken. Jeg søgte med kikkerten hen over marken. Hov, så var der pludselig to smaldyr ovre ved skoven til venstre og endnu en rå nede ved skellet over til naboen. Aldrig havde jeg set så mange dyr på dette stykke som i dag. Den første rå kom nu op forbi mig i en afstand af 25 meter, hun gik og essede foran mig et stykke tid, før hun gik ned til dammen bag mig. Lige efter, at hun er gået ind mellem buskene, er der en raslen og puslen derinde. Er det mon bukken, hun leger med? Nej, for pludselig kommer han på stive ben hoppende ud fra den gamle granskov med opsatsen pegende fremad, som om der var en rival, der skulle smides på porten. Jeg når ikke at gøre noget, før han er nede ved dammen. Der er ingen tvivl, det er ham. JA, nu har jeg ham!
Dammen, der ligger på en afstand af 40 meter, har buskads omkring og er ikke mere end 150 m2 stor. Der er hegn på den modsatte side. Der går måske fem sekunder, så lyder det, som om der er en, der rykker i en streng på en guitar. Det er ham, ingen buk ud over ham kan være så hidsig, at den fejer op ad et ståltrådshegn. Aldrig har jeg været mere klar til at skyde end nu. Pludselig ser jeg ud af øjenkrogen, at bukken kommer gående fem meter fra mig mellem to træer. Han får øje på mig, giver et bøv, springer ud foran mig og styrter tilbage mod den gamle skov, hvor han kom fra. Jeg brøler for at få ham til at stoppe, det gør han ude på 50 meter, kuglen slippes, da han vender siden til. Det hele går så stærkt - man tænker ikke, man handler bare. I et højt spring er han inde i skoven, men jeg er sikker på, at jeg ramte ham.
Nu er det så, man skal vente en smøgs tid inden man går hen til anskudsstedet. I så fald kan jeg ryge en cigaret på omkring fem sekunder. Jeg må bare hen og se, om der er schweiss. Den er god nok, først da falder pulsen lidt igen, men jeg er stadig oppe at køre, lykkedes det virkelig, og hvor er han? Jeg beslutter mig at ringe til en bekendt, der efter eget udsagn har en god schweisshund.
Vi har før talt om denne buk, så han spørger bare om jeg har skudt bukken. "JA", råber jeg i telefonen. Han vil være der i løbet af et kvarter. Aldrig har tiden stået stille så længe for mig, endelig kommer han. Inden han er ude af bilen, plaprer jeg løs om buk, skud og schweiss, det kan ikke gå stærk nok med at få den fundet. Vi kommer op til anskudsstedet, hvor vi kigger på schweiss. Han mener, at det er en leverkugle, så hunden skal nok finde den. Der går mit livs næst længste kvarter, inden han storsmilende kommer bærende med bukken i en skulderrem. På den lange afstand er det lidt svært at se, men med det samme slår det mig, at der er noget galt. Den buk han bærer på, har ikke helt samme pelsfarve. Nå, det er nu nok bare solen.
Han lægger den i græsset, går mig i møde og klapper mig på skulderen samtidig med at han leende gratulerer mig med den STORE buk. Da jeg kommer hen til bukken ser jeg hvorfor, s'gu og helvede, det er kun en lille gaffelbuk. Det må være en fejl. Nu har jeg aldrig haft den store tiltro til en tysk ruhåret hønsehund og dens evner: Man beder den om at hente en stor seksender, så kommer køteren gud hjælpe mig med en lille gaffelbuk.... Men efter at have kontrolleret skuddets ind- og udgang, må jeg give mand og hund ret i, at det er den buk, jeg har skudt.
Fanden tage den skiderik af en buk. Den var løbet ned til dammen for at jage den lille buk ud i hovedet på mig. Aldrig har jeg været så skuffet og glad på samme tid. Jeg kom der ikke mere resten af sæsonen.
Nå, men jeg fik mig en dejlig kone og gæsterne fik da noget at spise.
Men nu nærmer tiden sig igen, og forleden kunne naboen fortælle, at der går en stor sekser i bast ovre hos mig. Gud ved om man skulle gå op til lægen for få fat på noget beroligende, så man kan holde til en omgang mere ... eller skal jeg bare erkende nederlaget?
Gæt hvad jeg skal den 16. maj...
Knæk og bræk
S. E. Lund
|
|
