|
Fredag den 24. oktober kl. 17.00 drog vi tre forventningsfulde buejægere til Falster for at deltage i en weekendjagt på Orupgaard. Jeg havde tidligere været med, men denne gang skulle vi prøve noget nyt: Buejagt på flyvende fugle. Selve ideen forekom mig så uvirkelig, at jeg ikke havde noget problem med at takke ja til jagten.
Omkring kl. 20.30 ankom vi til hytten, hvor vi skulle indkvarteres. Jeg gik rundt og hilste på de andre, heriblandt nogle jeg havde mødt tidligere. Så gik vi i gang med at få pakket ud, fundet vores sovepladser, og tjekket, at alt var klart til om morgenen. Resten af aftenen gik med lidt småsludren, og masser af godt gammeldags mandehørm.
Første dag Lørdag morgen var vi oppe en times tid før solopgang. Vi fik lidt hurtig morgenmad inden dagens første såt og kørte herefter ud til vores pladser.
Allerede da jeg stiger ud af vognen hvisker skytteeleven pludselig til mig: " Vil du skyde en hare " ? Svaret falder prompte: " Ja, hvor sidder den ". " Derovre ", siger han og peger skråt til højre for mig. Jeg træder to skridt til venstre, og får øje på haren ca. 35 meter ude. Forsigtig lægger jeg en pil på pilehylden, og lister langsomt hen imod den. Da jeg er ca. 15 meter fra den, trækker jeg buen, men den forsvinder bag noget højt græs. Jeg slækker buen, og i det samme hopper den stille og roligt ind imellem nogle små nåletræer. Det lover godt for resten af dagen.
Efter et kvarters tid bryder solen frem, og fasanerne vågner. Overalt skogrer kokkene og hidser hinanden op. Pludselig kommer en kok flagrende og lander på jorden bag nogle brændenælder 15 meter fra mig. Jeg skifter hurtigt pilen med den skarpe spids ud med en stump pil. Fasanen træder frem fra sit skjul og skuler til mig, som om den tænker: " Hvad er du for een og hvad laver du her på mit område?".
Pil med stump spids øverst
og jagtspids nederst

normale jagtspidser
Fasaner er fantastik årvågne og ser utroligt godt. Bare man tænker på at bevæge sig, forsvinder de. Jeg venter forgæves på det rette øjeblik, det øjeblik, hvor den kigger den anden vej og hvor man trækker buen. Det sker bare ikke. Dens blik er fastlåst på mig. Efter et par minutters forløb giver jeg pokker i uskrevne regler og trækker buen imens den kigger direkte på mig. Den bliver stående og jeg slipper pilen. Pilen træffer fuglen lige ved vingeroden og fuglen forender i løbet af ganske få sekunder. Jeg venter i et par minutter. Tit kan man skyde flere fasaner efter hinanden. Der kommer dog ikke flere og jeg går ned efter fuglen. Da jeg kommer derhen, får jeg en overraskelse. Den stumpe pil har gennemboret fuglen og en halv pil stikker ud fra kroppen på begge sider. Jeg havde ikke forventet, at en gummispids ville kunne gennembore en fasan, men det er jo bare et udtryk for den kraft en sådan pil rammer med.
Dyr alle vegne
Efter en halv times tid kommer der et stykke råvildt ud bagfra og stopper op 15 meter fra mig og begynder at esse. Jeg kan imidlertid ikke afgøre, om det er en rå eller en kastet buk. Jeg får drejet mig en kvart omgang, men hører så en lyd til højre for mig. Lige neden for hochsitzen gå der et lam. Nu er det bare at vente indtil det kommer lidt længere væk og står med bredsiden til. Da jeg gør mine til at trække buen, hører jeg en lyd bag mig. Jeg drejer hovedet og opdager endnu et lam. Med rådyr på tre sider kan jeg kun sænke buen og nyde synet. Det er ikke hver dag man har tre rådyr indenfor 10 meter, uden at de har opdaget een.
Jeg er så heldig, at jeg får fisket kameraet op af lommen og får taget et billede af råen.

Efter en tids venten går de to lam hen til råen. Jeg trækker buen, men i det samme flygter dyrene hurtigt. Umiddelbart forstår jeg ikke hvorfor men får ud af øjenkrogen øje på bilen. Kunne de ikke bare have ventet fem minutter mere med at hente os.
Resten af dagen går med brunch og et par såter over middag, hvor jeg dog ikke kommer til skudchancer, men ser dog mere vildt - heriblandt en pæn seksender. Desværre er det ikke tilladt at skyde buk på denne jagt.
Aftenen slutter med en herremiddag; den største og møreste højrebsbøf jeg nogensinde har spist. Den fyldte hele tallerkenen, så tilbehøret måtte lægges på en anden. Hertil et par gode flasker rødvin.
En overraskelse
Søndag starter med anstand. Jeg har siddet i få minutter, da en fasan kommer spankulerende ud få meter fra mig. Jeg trækker buen og leverer et virkelig flot forbiskud, det "bedste" til dato. Pilen passerer lige over fuglen. Jeg havde allerede forestillet mig den i gryden med løg, fløde og gulerødder, men man skal som sagt ikke sælge skindet, før.......
Efter en lille times tid får jeg øje på en rød streg ud af øjenkrogen. En ræv. En virkelig flot, rød ræv med kraftig pels og tyk hale samt sorte ører. Den muser og graver i jorden. Den står perfekt på 18 meters afstand. Jeg trækker buen og idet samme springer den forskrækket væk. Havde den mon set bevægelsen ? Nej. Svaret kom prompte. Som et lyn kommer en rå ud fra buskadset og jager ræven væk. Jeg sidder måbende tilbage. Det havde jeg aldrig set før.
Flyvende fugle

Øverst den specielle flu-flu pil med
de store faner, nederst en almindelig pil.
Søndag formiddag er højdepunktet på turen. Jagten på de flyvende fugle. Til denne jagtform bruger man specielle pile, kaldet flu-flu pile, med meget store og kraftigt farvede faner, der bremser pilen hurtigt og gør dem lettere at finde. Vi skyder for stående hund og har travlt med at spænde buerne, når der bliver råbt: " Er i klar, hunden har stand ".

Vi får flere chancer, og mange gange er vi rigtig tæt på. For at illustrere, hvor svært det er, er der er en flaske 25 år gammel skotsk single-malt whisky til den, der nedlægger en flyvende fasan. Så alle gør deres yderste for at ramme. Det er et flot syn, når flere pile flyver igennem luften på samme tid.
Hundefolkene var meget imponerede, og jeg er sikker på, at et par af dem bliver buejægere inden længe.

Buejagt på flyvende fugle er meget svært. Alene foranholdet skal være på flere meter og man skal samtidig tænke på, at pilen hurtigt taber højde.
Sidste eftermiddag Sidst på eftermiddagen kan vi lige nå en sidste såt. Jeg får anvist en lysning i en skov, men vinden drejer hele tiden, så jeg gør mig ingen forhåbninger om at skyde råvildt.
Få minutter efter drevet starter, kommer der en rå løbende. Den stopper op og sikrer i min retning. Vinden svøber, den får fært og stikker af. Få minutter efter kommer et bukkelam langsomt gående i min retning. Den stopper op 30 meter fra mig og kalder på råen. " Piiia, Piiiia ". Jeg beslutter mig for at lave lidt sjov, så jeg svarer den. Den kommer hurtigt hen imod mig og stopper op seks meter fra mig. Den sikrer i et kort øjeblik og løber herefter væk fra mig. Jeg kalder igen og den stopper op en gang mere. Jeg kan ikke holde masken og knækker sammen af grin. Den forsvinder hurtigt.
Afslutning
Vi kører tilbage til hytten, pakker vores ting og kører ned til skytten for at holde parade og tage afsked.

På paraden ligger der et bukkelam, fire harer og ti fasaner - otte buejægeres udbytte på to dages jagt, ikke dårligt.
Nu er der sikkert nogen af jer, der spørger: " Hvad med whisky´en" ? Tjae, den står stadig derovre og venter på den heldige.
|