|
Fra gammel tid - ja, helt tilbage til Robin Hoods dage og måske også tidligere har mænd dystet på kunsten at ramme med skydevåben. Med krudtets opfindelse kom der virkelig gang i konkurrencen, men vi skal helt frem til begyndelsen af 1800-tallet, før skydningen gjaldt bevægelige mål. I England, der på mange områder er konkurrencens hjemland, oprettedes i 1825 en klub med navnet The Old Hats Pigeon Club i Ealing nær London. Her indrettede man en primitiv bane og skød til levende duer. Selve duegraven var et par meter lang, en halv meter bred og en halv meter dyb. I graven var der placeret en række gamle hatte, forbundet med et snoretræk. På ordren ”Pull” blev der trukket i snoren, så den ene side af hatten vippede op, og duen under den kunne lette - så enkelt var det. Afstanden fra duegraven til skytten var 20 meter. Begrebet flugtskydning var nu en realitet. Rundt i England blev der de efterfølgende år anlagt mange baner, og sporten bredte sig snart til andre lande.
I starten blev der skudt med enkeltløbede bøsser, men de dobbeltløbede tog hurtigt over. Hatten blev ligeledes erstattet af mere stabile såkaldte ”traps”: Kasser, hvis vægge på skyttens ordre faldt ud til siderne og frigjorde duen. Som sporten bredte sig, indførtes særlige regler, forskellige fra land til land. Nogle steder var det tilladt af have bøssen i anslag, andre steder ikke. I New York, Paris og Monte Carlo begyndte man at afholde årlige skydninger med deltagelse fra mange lande.
Men hvorledes skød man på den tid? En af grundreglerne var, at duen skulle falde inden for banens afgrænsning - barrieren. I en konkurrence i 1880 mellem amerikaneren kaptajn A. H. Bogardus og englænderen mr. Rimmel blev Bogardus noteret for 99 træffere ud af 100. Den 47. due var faldet uden for barrieren. I en anden skydning bestående af tre serier mellem amerikaneren E. D. Fulford og englænderen kaptajn Brewer skød Fulford i første serie alle 100 duer og Brewer 99. I næste serie skød Fulford 99; den 95. due faldt uden for barrieren. Og i tredje serie, hvor trætheden var begyndt at melde sig, skød begge de herrer kun 94 og med hver seks rene forbiere. Det skal her bemærkes at barrieren var otte fod høj for derved nemmere at fange en anskudt due. Til apportering havde man et stort korps af dygtige, lynhurtige hunde.
Mange af flugtskytterne levede af deres sport og trænede dagligt. Antallet af den enkelte skyttes brug af levende duer lå på omkring 10.000 om året. For at skaffe så mange duer anlagdes der storopdræt af flere forskellige dueracer, men også her fandt der en standardisering sted, og valget faldt på den hårdføre og hurtigflyvende due Blue Rocks.
At der var penge i flugtskydning fremgår af disse tal fra Grand Prix du Casino i Monte Carlo. Hovedpræmien var på 80.000 franc med et indskud på 600 franc. Sidstnævnte beløb var mange penge dengang, så sporten var absolut kun for virkelig dygtige skytter og velhavere i sværvægtsklassen. Men velhavere har som bekendt økonomisk sans, og det siger sig selv, at træningsforbruget af duer var en yderst bekostelig affærer mht. opdræt, foder m.m., og man begyndte derfor at se sig om efter egnede erstatninger.
På engelske markedspladser havde man i nogen tid fornøjet sig med at skyde efter glaskugler, der ved hjælp af en kraftig fjeder - en form for ballist - blev slynget skråt ud i luften. Denne form for kunstige duer indfandt sig hurtigt i de etablerede engelske skytteforeninger og bredte sig lige så hurtigt til Amerika med en gevaldig industri til følge.
Disse kunstige duer fik hurtigt, for at kunne bruges i internationale konkurrencer en fælles standard vedrørende størrelse, farve, styrke, overflade og fjerfyldning. Og der blev brugt mange glaskugler - rigtigt mange, hvilket følgende tal viser:
I en skydning i årene omkring 1880 mellem dr. Carver og mr. Scott på 9950 glaskugler vandt dr. Carver med 9737 mod mr. Scotts 9735. I en anden skydning på tid lykkedes det føromtalte kaptajn Bogardus på syv timer og tyve minutter med 5855 skud at ramme 5144 glaskugler ud af 5500, hvilket giver et gennemsnit på 13,3 skud i minuttet og 11,8 træffere. Men sandheden er, at skudafgivelsen var væsentligt hurtigere, idet Bogardus måtte bruge tid på at skifte løb og bøsse hele 55 gange. Han vekslede mellem en 10´ og 12´ hver med et ekstra sæt løb.
Glaskuglerne var nu uhyre populærere, men havde en slem bivirkning - glasskår. Man gik derfor i gang med at se sig om efter et andet egnet materiale. Efter mange forsøg nåede man frem til en blanding af asfalt og ler og med en form og størrelse som en underkop - præcis som nutidens lerduer - dengang dog ensfarvede sorte.
I Danmark oprettedes i 1898 den første flugtskydningsforening, Dansk Flugtskydningsforening, med det hovedformål at forberede jægerne inden jagtsæsonen gik ind.
Man begyndte med at skyde på en lille bane i Husum, men allerede to år senere flyttede man til Amager, hvor hærens skydebaner lå. For at illuderere forskellige former for vildt, blev der skudt til spids-, bag- og sideskud, skud til hareskiver og forskellige former for dubleer.
Hovedformålet var som tidligere nævnt at forberede sig til jagtsæsonen, men dette udmærkede tiltag blev hurtigt overhalet af konkurrencemomentet. Landet over dukkede der skydebaner op, og der konkurreredes ivrigt landsdelene imellem. I 1911 udsatte Dansk Jagtforening en vandrepokal, som der i mange år blev kæmpet om den første søndag i september.
De, der har mange penge, er også dem, der træner mest og derved vinder mest. Diverse former for skydninger har bl.a. været vundet af: Fabrikant P. Hornemann, Hofjægermester G. Honnes de Lichtenberg, Fuldmægtig Arnaa, Ingeniør P. H. Wodschow og Løjtnant Frederiksen. Af andre dygtige skytter kan nævnes grosserer Harald Nyborg, Lensgreve E. Bernstorff-Gyldensteen og sagfører H. O. Jacobsen.
For at billiggøre flugtskydningen, samledes i 1922 de efterhånden mange selvstændige klubber under Dansk Flugtskydningsunion. Der var 10 i alt: Roskilde, Vemmetofte, Lolland-Falster, Fyn, Vejle, Horsens, Herning, Aarhus, Aalborg plus Dansk Flugtskydningsforening. Sideløbende hermed indledtes et samarbejde med de to jagtforeninger, Dansk Jagtforening og Landsjagtforeningen af 1923. Men man skal helt frem til starten af 30-erne, før begge jagtforeninger får lokalforeningerne og kredsene til at tage lerdueskydning på programmet.
Det bør også nævnes, at der indførtes årlige Unionsskydninger, og de havde den fordel, at man ikke behøvede særlige bøsser eller særlig ammunition. Man mødte med den bøsse, man brugte igennem jagtsæsonen og fik derved trænet sin skydning til gavn for anskydningsprocenten. Som man sagde dengang og som også er gældende i dag: Når først ens fejl er rettet, vil man sjældent begå disse igen.
Fra sidst i 30-erne og frem til afslutningen på krigen var lerdueskydningen i Danmark sat på vågeblus, men på trods af krigen blev der dog alligevel holdt Danmarksmesterskaber i både skeet og trap.
Skeetskydning blev udviklet omkring 1910 af C. E. Davis, Massachusetts. Davis var ivrig jæger og sportsskytte og opdrætter af jagthunde. En dag prøvede han på sin egen lerduebane at efterligne forskellige jagtsituationer. Denne lerduetræning optog ham straks, og han satte den derefter i system, dog kun med en kastemaskine. Skydningen hed i begyndelsen ”skydning omkring uret” på grund af banens halvcirkel. I 1920 var denne skydning blevet uhyre populær, og der indførtes nu to kastemaskiner; en placeret i et højt tårn og en i et lavt.
Bladet National Sportsmann udskrev en konkurrence om et andet navn end ”skydning omkring uret”, og der indløb over 10.000 mulige navne. Vinderen blev en skandinavisk indvandrer, Mrs. Gertrude Hurbutt, der foreslog skeet, idet hun mente, at navnet var en oldnordisk betegnelse for skydning.
Skeetskydningen kom til Europa i 1935, hvor den første bane blev anlagt i Hamborg. Ikke længe efter blev der i Danmark anlagt to baner, en på Rugård Gods ved Odense og en på Hærens Krudtværk i Frederiksværk.
Trap er nok den sværeste form for flugtskydning. Duerne har væsentlig højere udgangshastighed og flyver som følge deraf længere end i andre flugtskydningsdiscipliner. Skytterne benytter hårdt borede bøsser med løb på op til 81 cm. Der skydes for mændenes vedkommende til 125 duer fordelt på fem serier og for kvindernes 75 fordelt på tre serier.
I trap ved skytten ikke, hvorfra duen kommer, og kun træffere tæller, ikke hvor mange skud der skydes; det ses derfor ofte, at skytten trykker begge løb af samtidig. Udover trap er der også såkaldt dobbelt trap, hvor der kommer to duer samtidig. I OL trap er det tilladt af have bøssen i anslag.
Jagtskydning, som nok er den mest udbredte form her i Danmark, blev i 20-erne sat i system af C. Hansen. Målet var dels, at jægerne skulle dygtiggøre sig i de 4 grundskud, som bruges til al skydning, og dels at få en bedre våbenbetjening. Jagtskydning er en ren dansk disciplin.
En bestemt skytte gjorde sig bemærket på de europæiske lerduebaner efter anden verdenskrig: Skovfoged Evald Christensen. Han er formodentlig en af de bedste danske skytter nogen sinde. Evald Christensen havde dog ikke så mange midler, men med gode venners hjælp gik det. Hans bedste resultat var i 1954 i Bukarest, hvor han ud af 200 duer på førstedagen ramte 97 og dagen efter alle 100, hvilket gav ham en 4. plads. Evald Christensen skød i øvrigt med sin gamle Bühag Suhl side/side.
|
