Hjerteblod fra en gammel jæger

Den 1. april 1937 løste jeg mit første jagttegn. I 1939 blev jeg medlem af "Landsjagtforeningen af 1923". Næsten enhver bondemand havde dengang sin sortkrudts underlukker til at hænge på knagen i bryggerset, og nogle pigpatroner liggende i tobaksskuffen.

Blev der om morgenen set en hare pimpe ind i en roemark, gik bonden i middagspausen ud og skød den, ikke fordi han instinktivt var jæger, men for at få en god haresteg. Om det i mellemtiden var blevet jagttid, tog man ikke så nøje: Haren smagte jo lige godt, og den form for lejlighedsjagt gjorde såmænd hverken fra eller til på bestanden. En sådan bondemand var en udpræget grydejæger.

Hvis der til en større gård var et skovareal, var bonden som regel selv jæger. Jagt var ligesom en del af gårdens drift. Bonden drev selv jagten, eller han havde nogle venner blandt "de fine". Købmanden, sagføreren, bankdirektøren og naboproprietæren, som blev inviteret til selskabsjagter og efterfølgende middag med damer. Disse jagter decimerede ikke vildtbestanden mærkbart, og der blev heller ikke udført nogen vildtpleje. Kun den tæthed, som reviret gav mulighed for, var til stede.

Sådanne proprietærjagter blev almindeligvis kun drevet i skoven, hvor jægeren siddende på sin jagtstol ventede på, at klapperne med hundene drev vildtet frem foran ham. Herefter kunne han bekvemt lægge bøssen an til skud. Jægeren blev ved paraden hyldet med bjesk og hornmusik uden at være særlig korporlig udmattet. Senere kunne han, i damernes nærværelse, gestikulere over sine jagtlige fortrin. Disse jægere var udpræget selskabsjægere.

Den egentlige jæger er ham, som fra urtiden har haft jagtinstinktet liggende i blodet. Ham, der året rundt følger vildtets færden og udvikling forår, sommer, efterår, og om vinteren går ture på reviret. Hans identitet vil jeg tillade mig at påtage mig. Jeg følger harens leg, ramlernes rivaliserende fægtninger, og ser parringen på græsmarken en tidlig morgen eller sen aften. Jeg iagttager agerhønsene, når de søger spirer på rugmarken, og næsten usynlige kryber langs et hegn mellem forårstørre græstuer, for at vælge redestedet. Jeg ser krager flyve i rutefart fra marken med lange senegræsstængler i næbbet til redebyggeriet i den tætte sitkagran i hegnet.

De første harekillinger bliver sat. Og er jeg heldig at se sætteren stående med bag og forløb på jorden og bugen hængende i ammestilling, kan jeg finde de små uldtotter, som de første dage efter fødselen ligger stille i en fordybning og venter på at die.

På rævegravens opskrab godt camoufleret af lyng og revlingeris mellem mandshøje fyrretræer, ser jeg de kluntede hvalpe stolpe omkring første dag, de er ude. Nogle dage senere er de mere adræte og dækker for hinanden, og springer derefter hurtigt frem, som om de øver overrumpling. Endnu er det kun leg, for mor ammer dem og bringer, hvad hun kan skaffe af mus og af forårets overflødighed af yngel, hvor navnlig skravlet bliver rævens bytte, og giver hvalpene smag for kød og blod.

Med kun hovedet fremme mellem udsprungne gråris, kan jeg se en ganske lille bevægelse på den blanke søs overflade. Lidt efter glider en gråand fulgt af tolv ællinger stille langs kanten af den skjulende bevoksning af siv og dunhamre. Ællingerne snapper efter fluer og guldsmede, som dog er dem for hurtige. Der snadres i andemad og anden planteføde, indtil et næsten uhørligt rap fra anden får ællingerne til som små speedbåde at søge dække mellem sivene, medens en høg glider på stive vinger over sceneriet, og alt er stille.

Et stykke henne på skovvejen kommer en rå frem. Den sikrer, nipper lidt af morgenens dugvåde græs og sikrer igen. Hun er drægtig, tyk som en tromle og kommer nærmere. Jeg står godt skjult og fuldstændig stille. Det må være den for mig næsten ikke mærkbare odeur af myggebalsam og færten af menneske, der i den vindstille luft gør hende urolig, for hun sikrer igen og fortrækker, i bløde graciøse spring ind mellem birkene.

Det er først i maj. Jeg har kun kikkerten med, når jeg klokken 3 om morgenen tager hjemmefra på vidunderlige ture. Alt ånder fred og ro, man ligefrem hører stilheden. I det fjerne lyder en fiskekutters taktfaste dut-dut-dut, når den stævner af havnen for at hente sin kvotebestemte fangst. Det er også en slags jagt. En knallert høres i det fjerne; dens smældende udstødning kommer nærmere. Den passerer på landevejen et par kilometer herfra for igen at fjerne sig med aftagende lydstyrke. Ejeren er nok på vej hjem efter nogle lykkelige timer i en varm favn.

En solsort fløjter solen velkommen fra toppen af en fyr. En skovskade skælder ud på en ræv, som jeg ikke ser, men den må være der, for skaden følger den et stykke tid. Jeg kommer for sent hjem til havregrøden og må skynde mig på arbejde.

Tro nu ikke, at man kan opleve alt dette på bare een morgen. Disse vidunderlige oplevelser må sammenstykkes af mange morgen- og aftenture til reviret.

Først når man kender sit terræn og dets bestand, kan man nikke genkendende til paradens oplæg. Og først da forstår man, hvor meget og hvilket, der kan toldes af det årlige tillæg og eventuel deraf bestemme, at nu skal der ikke skydes flere fasaner eller harer i år.

Først når efterårets udbytte ikke er blevet så stort, som forventet, er man villig til at erkende, at man vel nok har gjort for lidt ved vinterfodring og pleje af reviret. Har man fået anlagt fodermarkerne? Er der plantet bærbuske og træer? Fik vi opstillet rugehuse til ænderne, som vi talte om?

Eller er vi alligevel ikke rigtige jægere?

Tekst og illustrationer: Jens Petersen / jagtpix.dk