Fuglejagt

Puntgunning.

 Så stille som snefald, lader puntgunneren stikkerne drive prammen frem.

Puntgun betyder direkte oversat: prambøsse! Jagtformen kom til verden i slutningen af 1700 tallet. I begyndelsen af 1800 tallet var der langs de mange flodmundinger i England i hundredvis af professionelle puntgunnere. Nedlagte fugle blev solgt på torvedagene og var en god forretning, idet fjerkræ dengang generelt var dyrt.

En puntgun er en stor haglbøsse. De fleste blev ladt på samme måde, som enhver anden bøsse med knæklås. Kaliberen var normalt 1½”(38mm), men fandtes helt op til 2”(51mm) og med en pibelængde på knap 300cm. Haglladningens vægt gik helt op til 340g. Bøsserne blev især fremstillet af Holland & Holland, Moore & Grey og TH. Bland. I øvrigt har Holland & Holland i London en udstilling, der viser en række af firmaets puntguns gennem tiderne.  

Af og til slog puntgunnere sig sammen for at få størst muligt udbytte. En måneklar nat i vinteren 1860 sejlede 32 puntgunnere ud mod en sandbanke, hvor man dagene forinden havde observeret, at store gåseflokke overnattede. Da samtlige både var kommet på skudhold, lød der et aftalt fløjt og alle åbnede på en gang ild! Skuddene var så samtidigt affyret, at det lød som  ét langtrukkent drøn hvor mundingsilden oplyste havet og kunne ses inde fra et nærliggende fiskerleje. Da den tunge, blå sky af krudtrøg var drevet væk, fandt man godt 700 dødskudte gæs og senere samme morgen endnu 250, der var drevet ind til land.  

Som årene går, er der flere og flere, der får øjnene op for jagtformen og begynder at drive den som al anden form for jagt eller sporting, som det kaldes derovre. Med andre ord blev de professionelle puntgunnere godt og grundigt generet af disse nye ”kolleger”. Især en tidligere oberstløjtnant, Peter Hawker viede hele sin pensionisttilværelse til at finpudse puntgunning. Hans bog: Instruktions to Young Sportsmen in all relates to Guns and Shooting, er et fantastisk værk med anvisninger selv nutidens puntgunnere* kan høste godt af. I bogen kan der læses, at Peter Hawker trodsede selv de værste vejrlig for, at opnå et godt skud. Og det var netop ikke mange skud, puntgunnere skød generelt. En engelsk undersøgelse fra 1995 viste, at man i gennemsnit var ude syv - ni gange på en sæson og her kun afgav fire skud.

Men hvordan foregår en typisk puntgunnerjagt? Det beretter vi om her:

Det er en tidlig morgen i slutningen af januar. En blanding af fine snefnug og en svag rødmen i øst giver den sydengelske flodmunding, et klassisk, malerisk skær. Så stille som snefald lader puntgunneren stikkerne drive prammen frem. Hænderne er beskyttet af grå forede, olierede handsker. Ligeledes er kroppen og fødderne godt beskyttet mod kulden af gråt olieret tøj. Prammen og bøssen er også grå – grå som flodmundingens, svagt krusede overflade.

Ret forude på en afstand af 70 – 80 meter ligger en stor flok krik- og pibeænder. Bøssen, der er kaliber 1”(45mm) og forlader med en løbslængde på 270cm, er ladet med 300g BB hagl(4,6mm) og ligger parallelt ca. 20cm over vandfladen, fastholdt af kraftig tovværk i stævnen.

Inde på skudhold – omkring 40 meter fra flokken - spænder puntgunneren lydløst hanen og slår dernæst med venstrehåndens stikker hårdt på prammens side. Lyden får straks fuglene til at rejse sig i vandet, klar til at lette. I samme sekund trykker puntgunneren på aftrækkeren. Mens han hurtigt stager sin pram fremad, ved han instinktivt, at skuddet har været godt. Ingen bølgegang har sænket eller løftet løbet i det afgørende øjeblik. Rundt omkring ham ligger der en snes forendte ænder og et lille halvt dusin anskudte bliver hurtigt affanget med en halvautomat. Et helt igennem flot resultat, når gennemsnittet i alt ligger på 8 - 12 fugle pr. skud. Puntgunneren stuver ænderne tæt, inden han med en medbragt åre sætter sig på den smalle tofte og padler og stager sig indad.

Dette her var puntgunnerens første skud i denne sæson, og han havde været ude fem gange, men de foregående var mislykkedes i sidste øjeblik. En af årsagerne var en fiskerbåd, der pludselig var kommet tøffende – en anden gang var det nogle strandjægere, der med skud til flyvende fugle, havde skræmt flokken. Og en tredje gang var det pludselig og imod vejrudsigtens varsel begyndt at blæse op. De andre to gange havde flokken spottet puntgunneren og var søgt udad. Og denne 4½m lange og ½m brede, åbne, spidsstævnede og fladbundede krydsfinerpram med en sidehøjde på kun 25cm, er ikke bygget til andet end meget tæt, kystnær sejlads i roligt vejr. Typisk vejer en pram 40 - 45kg bøssen ca. det samme. 

*Puntgunning er tilladt i England, der ikke som andre lande har kaliberbegrænsning. At denne jagtform skulle blive forbudt, er der intet, der tyder på. I begyndelsen af 1900tallet kom den første fuglebeskyttelseslov, der satte en stopper for professionel puntgunning! De foretrukne fugle er nu om dage grå- krik- og pibeænder. Gæs er undtagelsen idet de fouragere på markerne i dagtimerne og dermed ikke kommer i nærheden af flodmundingerne. Der er i dag under 40 aktive puntgunnere tilbage i England.  

Tekst og foto: Redaktionen m.fl.