Golden retrieveren blev fremavlet i sidste halvdel af forrige århundrede og skulle fortrinsvis bruges som apportør af fuglevildt. Racen opnåede i hjemlandet hurtig anerkendelse og meget stor succes på grund af dens dresserbarhed, rolige sind og smukke ydre.
De første golden retrievere i Danmark blev importeret i 1958 af Kennel Tais, som ikke findes mere, og i 1960-erne blev der af forskellige opdrættere importeret mere end 40 hunde fra England, som ikke kom til at sætte deres præg på avlen, men måske nok på bybilledet. I 1960 blev der stambogsført 13 hunde, og i 1975 nåede registreringerne sit højdepunkt med knap 3300 hvalpe. I dag registreres der 800-1000 hvalpe årligt.
Lidt historie
Desværre blev goldenavl i Danmark generelt en avl med hovedvægten lagt på enten udstilling eller pengepungen. Der blev masseproduceret goldenhvalpe, der aldrig skulle prøve, eller havde talent til, at apportere en enkelt fasan. De medfødte egenskaber blev simpelthen ikke vægtet; det gjorde derimod udseendet og det "gode temperament".
Udseendet ændrede sig radikalt fra en udpræget arbejdshund, der var velegnet til en lang dag på jagtmarken, til en stor og vamset teddybjørn, der med sine "gode benstammer" og overdrevne størrelse ikke ville kunne udføre opgaverne med samme udholdenhed, ynde og stil som de tidligere "modeller". Arbejdsegenskaberne ændrede sig desværre også drastisk, da man ikke længere lagde vægt på de mentale værdier. I sin higen efter det "perfekte udseende", ændrede man som en selvfølge udvælgelseskriterierne for avlsdyrene. Det var altså ikke længere den uovertrufne og korrekt byggede jagthund, der var eftertragtet som avlshan, men i stedet den mest imponerende og pelsrige i udstillingsringen. De medfødte anlæg for efterskudsarbejdet blev derfor noget udvandede og er den dag i dag ret svære at finde i størstedelen af de danske og nordiske golden retrievere.
Heldigvis findes der stadig goldenopdrættere, der viser racen den agtelse, den fortjener: Seriøs udvælgelse af racetypisk avlsmateriale, hvor hovedvægten er lagt på arvelige egenskaber i jagtlig henseende. Disse opdrættere er særligt opmærksomme på, at temperamentet er korrekt, men også på, at hunde anvendt i avlen har en god portion "will to please". Dette begreb er hentet fra den Engelske FT Retrieververden, og flere goldenopdrætterne i Norden har omsider fået øjnene op for denne uovertrufne egenskab. Will to please er direkte oversat lysten til at behage, og ingen, der har haft en golden med denne egenskab mellem hænderne, vil eje andet. En golden med ægte will to please er interesseret i at arbejde for sin fører og ikke sig selv som mange andre individer og racer.
FT står for Field Trial (markprøve), og det henviser til, at hundens forfædre er markprøvemeritteret.
Golden Retrievere avlet med henblik på jagt bliver ofte betegnet T-golden eller Formel 1, ligesom man gør det hos Labradoren, og ikke med urette. FT er blot en betegnelse af hundens ophav, da det som ovenfor nævnt handler om forældrene - det har således ikke direkte noget med hundens jagtegenskaber at gøre. Formel 1-begrebet kommer fra Labradorene: Engang i 1970'erne inviterede man en journalist med på et labradorarrangement, hvor han så nogle engelske FT importer. Han blev så begejstret, at han skrev en artikel til det daværende Jagt og Fiskeri med overskriften "Er dette labradorens Formel 1?"
Se standarden for Golden Retriever
Røgt og pleje
Golden Retrieven er ikke så krævende pelsmæssigt, men vil man undgå filtret pels, bør man jævnligt børste hunden og måske trimme den lidt. Goldens fælder gerne to gange om året, og så bør man være indstillet på at have "goldenhvalpe" i hvert hjørne af stuen.
Temperament
Golden Retrieveren er let at træne, intelligent, venlig, imødekommende og tillidsfuld.
Træning
Træningen af Golden Retrieveren er en fornøjelse, hvis man husker, at den er sent moden. En Golden Retriever kan bruges på almindelig jagt relativt tidligt, hvis grunddressuren vel at mærke er i orden. Dette kan gøres i en af de to retrieverklubber, der tilbyder særlig træning tilrettelagt for retrievere.
Anvendelse: Jagt, hundesport og andet
Golden Retrieveren er absolut en alsidig hund, men racen bruges i Danmark primært som udstillings- og selskabshund. På jagt er Golden Retrieverens styrke efterskudsarbejdet, men den kan også bruges som drivende hund, idet dens gode nerver og stærke vilje til samarbejde gør den til en styrbar jagtkammerat. Andre formål er fx narko-, lydigheds-, agility-, rednings- og sporarbejde, hvor racens smukke ydre og store samarbejdsvilje gør den til en eftertragtet hund til mange forskellige K9-opgaver.
Opdræt
En Golden Retriever, der er avlet med vægt på de jagtlige egenskaber, kendetegnes ved, at der i dens stamtavle forekommer flere højt markprøvepræmierede hunde på både han- og tæveside. Oftest finder man både danske og engelske brugschampions opdrættet i kenneler, der er kendt for deres brugslinier. Der findes i både England, Danmark og Sverige m.m. opdrættere, der stadig lægger vægt på gode og smukke jagthunde, det vil sige den stærke, sunde og smidige Golden Retriever, der kan klare en lang og krævende jagtdag. I Danmark arbejder disse opdrættere og ildsjæle målrettet mod at skabe gode apportører ved jævnligt at deltage på retrieverklubbernes markprøver, hvor de kan få afprøvet og dokumenteret hundens anlæg til gavn for avlen.
Udvælgelse af hund. Kennel eller privat?
Hvis hunden skal bruges til jagt, er det vigtigt, at begge forældre har opnået gode præmier på markprøve, eller at hundens aner er af gode jagtlinier. Man skal altså helst se nogle præmieringer på begge forældre og/eller høre, hvad bedsteforældre og oldeforældre eventuelt har opnået. Det er ikke nok, at hanhunden er en stjerne og tæven blot "en sød familiehund".
Man skal tillige finde en kennel / køkkenopdrætter, der præger hvalpene ordenligt. Hvalpen skal gerne have været præsenteret for vildt, inden man henter den, samt have set noget af den store verden. Det er ikke ønskeligt, at hvalpen kun har set en hundegård og sine søskende. Det er altså langt vigtigere, at hvalpen er vel præget og har gode aner, end at den har et fint kennelnavn.
Forældrenes væsen er også vigtigt. Tag ud og mød nogle opdrættere og hunde, gerne inden de får hvalpe. Her har man muligheden for at hilse på et eller begge forældredyr og måske endda se en tidligere hvalp i arbejde. Vær kritisk og stil dig ikke til tåls med en apportbuk eller en bold på en flad mark, da det ikke er bevis på gode arbejdsegenskaber og ægte arbejdsglæde.
Ved et sådant besøg kan man i øvrigt også danne sig en mening om, hvordan den pågældende opdrætter i almindelighed holder hund og hvalpe.
Hvilken hvalp man skal vælge er op til den enkelte, men er man selv en sød og blød personlighed, vil vildbassen ikke være det bedste valg. Der vil den søde og bløde hvalp, der venter med at hilse, være ganske fortrinlig. Vælg med hjertet og sund fornuft; overvej nøje, hvad du har tid og overskud til. Den bløde hvalp kræver ikke så meget træning som vildbassen.
Vil man anskaffe sig en golden med henblik på jagt, skal man skal være opmærksom på, at de fleste opdrættere formodentligt vil påstå, at deres hunde / opdræt er formidable jagt- eller markprøvestjerner. Dette er en sandhed med modifikationer, da langt de fleste opdrættere i dag lægger vægt på udseende og ikke indre kvaliteter. Vil man have en golden retriever, der virkelig kan arbejde, bør man ikke købe en hvalp af "udstillingslinierne", selv om faderen har en god præmie på markprøve.
Sygdomme
Golden Retrieveren er generelt en sund hund, der gennemsnitlig har den højeste levealder blandt Danmarks hunde. For en god orden skyld skal de 3 salmer lige synges: Albuer, hofter og øjne kan være et væsentligt problem for den angrebne golden. Især kan svær albueledsartrose være årsag til nedsat livskvalitet, da hunden ofte vil halte meget i en tidlig alder. HD-hyppigheden er omtrent den samme som hos andre mellemstore racer. Da fodring og motion har en større indflydelse på individet end avlen, bør man passe på at fodre og motionere sin goldenhvalp korrekt. Hverken for meget eller for lidt.
Prøver/udstillinger
Vil man bruge sin golden til konkurrence af den ene eller anden slags, har man i Danmark rig mulighed herfor. Dansk Kennelklub (DKK) står for alle eksteriørkonkurrencer, og Dansk Retrieverklub afholder udstillinger under DKK.
Vil man gå på markprøve med sin golden, kan man vælge en af de to retrieverklubber nævnt nedenfor, men vær opmærksom på, at ingen af klubberne umiddelbart godtager hunde opdrættet i den modsatte klub. Man skal i så fald først søge om optagelse af hunden, hvilket koster tid og penge. Vær derfor opmærksom på, hvad du køber! Vil du sidenhen gå på Dansk Retrieverklub-udstillinger med din golden indkøbt i Retrievernes Jaghundeklub eller omvendt, kan der altså godt opstå vanskeligheder.
Markprøvereglementerne minder i begge klubber om hinanden, og det er svært at sige, hvilken der er bedst. Retrievernes Jaghundeklubs markprøveregler er dog mere engelsk inspireret end Dansk Retrieverklubs. Der er ligeledes vigtige forskelle i de to klubbers formålsparagraffer.
Dansk Retrieverklubs formål er
1. at fremme anvendelse af retrievere, der er i besiddelse af de fysiske og psykiske kvaliteter, der er kendetegnende for de enkelte retrieverracer.
2. at udbrede kendskabet til retrieverne og deres egenskaber såvel til klubbens medlemmer som til offentligheden.
3. at varetage retrievernes/ejernes interesser i såvel hundeverdenen som i samfundet.
Retrievernes Jagthundeklubs formål er
at bevare og udvikle retrieveren som apporterende jagthund i Danmark. Endvidere har R.J.K. som formål at sikre, at retrieverens jagtlige egenskaber altid prioriteres højere i avlen end det ydre. Således skal fastholdelse af typen ske ud fra en vurdering af temperaments- og brugsmæssige egenskaber.
Se mere
Kennel Falkirks &
Apporterende Goldens
