|
Kanoen smyger sig over den spejlblanke bjergsøs kulsorte vand. Foran stævnen er der dansende tågeslør, og agterude er solen ved at titte frem over den bjergkam, der delvis omkranser og danner denne søs bagside. Den stigende temperatur får hastigt disen til at lette, så vi i det gryende dagslys, men under dække af skyggesiden, kan padle i takt med lysets gang mod søens modsatte og skovklædte bred.
Foran os springer nogle regnbueørreder elegant som delfiner, men falder påfaldende klodset tilbage med et lydeligt plask, der giver stænk helt op på mine brilleglas. En lom dukker som ved et trylleslag op fra dybet et stykke borte. Den slanke svømmefugl giver sig straks til kende med en serie særegne og meget høje kald.
Lommen har dog ikke helt tabt sin lyst til at udfolde sig oratorisk. Et forbavsende langt stykke undervandssvømning borte dykker den ud og indleder straks en lige så håbløs konversation med den drillesyge artsfælle. Lommens gennemtrængende kald er dog ikke en irriterende og unødig støj, men en karakteristisk lyd fra vildmarken, som jeg har lært at holde af. Fuglen hører til her - det gør jeg derimod ikke. Jeg er på gæstevisit i omgivelser, der kun kan aftvinge mig den dybeste respekt. Af rent egoistiske grunde har jeg i samarbejde med min guide og ved hjælp af våbenbrug oven i købet tænkt mig at høste lidt af vildmarkens overskud. Et sted i min samvittigheds mere dunkle landskab står der derfor en lille djævel og herser med min hensigt med at være her - drabet på en brunstig elgtyr eller en sortbjørn, der gør sine sidste forberedelser, før vinterhiet kalder på søvn.
En ørred nær fempundsklassen springer en håndsbredde fra kanoens ræling og med et ordentligt klask, en halv meter op i luften og lander lige oven på rygsækken med termokaffe og sandwichs. Ørreden er mindst lige så forbavset som vi. Jeg kan kun skimte den regnbuefarvede fisk med et halvt øje. En kano er et temmelig ustabilt fartøj, og jeg tør ikke vende mig om, for min riffel ligger på tværs over mine lår. Der skal ikke megen krængning til, før den i et ubevogtet øjeblik glider overbord.
Min guide læner sig frem og griber ud efter fisken, der dog nu har besindet sig og fundet ”fodfæste” i de uvante omgivelser. Med akrobatisk kropsvridning sender den sig selv udenbords og lander i sit rette element, hvor den roterer et par omgange om sin egen akse. Med et tilfreds plask med halefinnen sender den en halv kopfuld søvand ind over kanoens ræling og forsvinder en erfaring rigere i dybet.
Solen har nu for alvor fået magt over tågen, der kun hist og pist holder stand. Disen letter i piruetter som ballerinaer, der modvilligt forlader en udvalgt scene, som om denne sø var det eneste sted i verden, der denne morgen gav danseglade ungmøer mulighed for at udfolde sig for et hengivent publikum.
Lommen sender en sidste hvirvlende serenade ind mod skoven og får næsten øjeblikkeligt samme strofe tilbage. I en galoppade hen over vandspejlet letter den og tager en rask rundflyvning, før den er ude af syne. Herefter er det kun de mange regnbueørreders spring foran kanoens stævn, der bryder stilheden. Der er mindre end hundrede meter til den træ- og buskbevoksede bred, der nu er fuldt belyst af solen.
En af breddens mange større sten ser ud til at bevæge sig. Med et tegn til min guide holder vi inde med padlerne og griber hver sin kikkert. Det er en sortbjørn. Den er større end de vanlige seks fods kropslængde, som vi har set flere af de foregående dage. Det er min sidste dag i vildmarken, før rejsen atter går mod Danmark, og jeg beslutter at lægge riflen an til skud. Jeg ved, at min guides plan er altid at styre direkte mod målet for at udgøre så lille et synsfelt for byttet som muligt og på tilpas afstand vælge, om betingelserne for at afgive skud er tilstede. Denne bjørn er tyk i pelsen og næsten kuglerund. Fed og polstret nok til at overleve en lang, iskold vinter i sin hule et sted i denne kolossale vildmark. Jeg fokuserer på den gennem riflens kikkert, men tør endnu ikke skyde. Afstanden er for lang. En snes meter nærmere målet vil jeg sende magnumriflens kugle af sted, og for ikke at fremkalde en rystetur, lader jeg riflen hvile et øjeblik over knæene. Nerverne må holdes i ro.
Denne pragtfulde morgen er vi her også mest for at vække en brunstig elgtyr til dåd med de lokkende kald fra en parringsvillig elgko. Fakta er bare den nedslående kendsgerning, at elgtyrene først kommer i aktiv brunst efter flere dages frost, og da denne sensommer i British Columbia har været den varmeste i mange år, må jeg nok se i øjnene, at denne min tiende jagtrejse til Canada ikke falder heldigt ud. Altså – lige bortset fra denne og andre morgeners unikke oplevelser, som ret beset har været alle anstrengelserne værd.
Tekst: Hans Egeskjold
Billeder: Double Eagle Outfitters
|
