Majstemninger ved juletid.

Jeg fik geværet, men husker ikke så nøje selve udpakningen juleaften.

Hver måned i årets gang har et billede, en farve, en smag. Mon ikke alle mennesker, med én mund kan erklære maj måneds lysegrønne præsentation af sommeren, som forbundet med udelt livsglæde. Jeg tror det. Men når sommeren i kalenderen er forbi, træder september i karakter, som måneden, der symbolsk burde markere efterårets – maj måned. En søgt udlægning? Muligvis. Og dog. September er desværre i mange menneskers univers blevet til den mørke tids første måned, hvor sarte sjæle tager forskud på en begyndende vinterdepression. De mange mørke dage, der uomtvisteligt også er på vej, får moderne mennesker til at bruge kunstigt lys, i troen på, at det skrøbelige sind så styrkes. Men, september er også, for mennesker med et anderledes imødekommende syn på årets gang, en rund og rummelig måned. September - indgangen til efterårets oplevelser ude i mark og skov med hund og gevær - er blevet til jægerfolkets måned. September er morgener, hvor engdragene dækkes af kunstfærdige spindelvæv, som i et hav af blødt lys iklædes i tusinder af våde perler, rundet af nattens dug. Oktober måneds flammende farvespil i træernes kroner, krydret med en umiskendelig duft af humus, syntes jeg, hvert år, slår forrige års rekord, når turen gennem skovstykket nødvendigvis må gøres. Med eller uden hund og gevær. November er for mig blevet til årstidens – maj måned. Tyste dage med tågeslør og duftene fra barndomshjemmets køkken i erindringen om alle de forskellige slags småkager, mor bagte, der bragte bud om decembers højtid og julemusik. Om B.S Ingemann og Grundtvigs gamle, men i mit barnlige univers, evigtgyldige julesalmer.

Jeg husker især én jul, hvor det blev selve julemorgen, der i dag står klarest i min erindring. Jeg har vel været i tiårsalderen og havde brændende ønsket mig et rigtigt luftgevær i julegave. En Diana 23. Den, med helstøbt løb og den eftertragtede riffelgang. Ikke et løb af ombukket plade, med et tyndt rør af messing indeni, som på de billigere, glatløbede modeller. Jeg fik geværet, men husker ikke så nøje selve udpakningen juleaften. Men julemorgen. Dagen derpå. Dagen, hvor geværet skulle prøves, står stadigvæk krystalklart for mig. Og, pudsigt nok, krydret med en ganske bestemt slags duft. Duften af geværolie. En duft, jeg stadig forbinder med jul.

Nylig hjemkommen fra Canada, hvor min outfitter på min anmodning havde indkøbt en haglbøsse til mig, en såkaldt Defender Pump-gun, som er et kortløbet våben, velegnet i situationer overfor bjørne og lign. rovdyr med uvenlige hensigter, var jeg i samme situation, det øjeblik, jeg pakkede våbnet ud af originalæsken. Det øjeblik, mærkede mine sanser duften af geværolie, ganske som den juleaften for halvtreds år siden, duften gjorde oplevelsen så intens, at jeg stadig røres. Det var en tankevækkende oplevelse så langt hjemmefra.

Når dette læses, står julen igen for døren. September og oktober, festligt iklædt høstens mange gyldne farver, er nu et minde. Ligeså november. Gad vide, om der ikke mange steder i vort lille land, er knægte, som op mod jul er spændte til bristepunktet, i håbet om at få deres hedeste ønske opfyldt under juletræet i år - et luftgevær.

Jeg håber det. Så nye jægere kan oplæres i kunsten at omgås et våben på forsvarlig vis.

Tekst og illustration: Hans D. Egeskjold / Isabella Comas m.fl.