|
De
to bølletyper ved ikke noget om, at jeg er mindst lige så
bevæbnet, som de er - -
Stewart nåede at pointere for hundrede og syttende gang, før han
kørte tilbage til civilisationen, at hans gamle, enkeltløbede
haglbøsse, kun var til brug i selvforsvar! En sortbjørn lod sig
som regel skræmme væk med larm fra grydelåg, og hvad jeg nu
ellers kunne finde på at støje med. Ingen dyr bryder sig om
støj, de ikke kender. Selv en grizzlybjørn vil for det meste
lunte bort fra en høj og gennemtrængende lyd, den ikke har hørt
før. Så, ingen jagt i mit terræn efter kaniner eller andet
småvildt med geværet, hvor fristende det så end var, havde han
rundet sin sidste bemærkning om min håndtering af hans fars
gamle hanegevær af med.
Og nu var den barske virkelighed den, at jeg var helt
alene, med to absolut skummelt udseende omstrejfere stående
foran min indgangsdør!
Den
fedladne lyshårede fyr, ham med dolken i bæltet, er
tilsyneladende ved at miste tålmodigheden! Hans radmagre,
indianske makker, har jeg for tredje gang pointeret overfor, at
jeg er på ferie i Canada for at fiske og nyde naturen, og, at
det burde være grund nok til at være her. Jeg skylder dem ikke
nogen forklaring på mit ophold her, og jeg har ingen kontanter,
og heller ingen kreditkort, for hvor skulle jeg bruge penge
herude! Jeg opfatter situationen, som et forsøg på røveri, og
tonen er skærpet! Der er øretæver, eller det, der er meget værre
i luften! Jeg har besvær med at kontrollere min stemme, men
prøver på at lyde så sikker som mulig i tonelejet.
De to
lurvet udseende omstrejfere har formentlig villet finde et sted
at overnatte, og nu er de voldsomt irriteret over, at min lejede
hytte ikke er ledig. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de har
onde hensigter, og nok vil forsøge at smide mig ud af hytten
eller røve mig! De er begge to først i tyverne, men har allerede
de karakteristiske, hærgede ansigtstræk, som unge med en tidlig
kriminel løbebane bag sig ofte præges af. Et følelseskoldt og
stupidt udtryk i ansigtets fysiognomi, der alt for tydeligt
fortæller mig, at anvendelsen af vold til enhver tid slet ikke
er dem ubekendt!
Den
lyshårede mumler utålmodigt noget til indianeren. Jeg fanger
ikke ordlyden, men bliver dog straks klar over indholdet, da han
demonstrativt river sin dolk fri af bæltet! Tre til fire gange
kører han det brede stålblanke blad gennem sin ene halvt
knyttede hånd, som for at demonstrere overfor mig, at hans dolk
er skarp! Meget skarp endda! Og, at han ikke er bange for at
bruge den mod mig! Hans underligt funklende øjne ligesom låser
sig fast på min reaktion! Om jeg forstår budskabet
tilstrækkeligt, eller om jeg virkelig hellere vil skæres lidt i!
Herude er der masser af muligheder fo at komme af med et lig! I
det øjeblik bliver det klart for mig, at hvis jeg er nødt til at
skyde den ene af dem med haglbøssen, for at redde mit eget liv,
kan jeg MÅSKE klare frisag over for myndighederne! Men nok ikke,
hvis jeg skyder dem begge to!
Only to
protect yourself! Nothing ells! De ord var lige præcis min vært,
Stewarts, sidste bemærkning til mig om brugen af hans gamle
haglbøsse før han kørte tilbage til civilisationen. Stewart er
professionel Outfitter. I hjertet af British Columbia har han
jagtretten i et terræn på ottetusinde kvadratkilometer med et
utal af små kønne søer og mindre bjerge. Et typisk
højlandsterræn, der byder jægere og lystfiskere på fantastiske
naturoplevelser. Det er elge, sortbjørne og ulve, der dominerer,
men også en grizzlybjørn kan man for betaling få på kornet. I de
mange søer og vandløb her er, bogstaveligtalt springer fede
ørreder lige ud af vandet, som spejdede de febrilsk efter en
lystfiskers flue eller spindestang.
Men
Stewarts manende ord får lidt for meget betydning nu. Jeg
mærker, at jeg fryser af skræk det sekund, jeg bliver klar over,
at situationen er ved at komme ud af min kontrol! Indianeren har
tilsyneladende truffet et valg, for han træder et skridt ind mod
mig! Men jeg træffer også et valg, om ikke at vige en tomme for
ham! Jeg bliver stående med min venstre hånd knuget om
haglbøssens løb. De to bølletyper ved ikke noget om, at jeg er
mindst lige så bevæbnet, som de er, for de kan ikke se geværet,
der står skjult bagved den tykke stolpe, der bærer min hyttes
ene ende af taget og samtidig fungerer som dørkarmens ene side.
Jeg
gentager tålmodigt endnu engang, vel vidende, at jeg sekundet
efter kan befinde mig i en livsfarlig kamp, at jeg meget gerne
vil have nattero nu! Og jeg slutter med et bestemt: ”God night
gentlemen”! Den radmagre indianer står lige ret op ad mig,
standset op, som er han stivnet i bevægelsen! Jeg kan mærke hans
dårlige ånde, der er i overensstemmelse med hans uplejede
tandsæt!
Jeg er
nødt til at træde lidt bagud for at få min dør lukket, men det
vil give ham en åbning ind i hytten! Og ind! Det skal han ikke!
Med min ene hånd hårdt knyttet om geværløbet, griber jeg med min
frie hånd dørens kant og lukker den i med en hurtig bevægelse!
Sekundet efter har jeg geværet i hænderne med spændt hane, for
sparker de døren ind nu, får den første af dem hele ladningen
lige i hovedet!
Så galt
går det ikke. Jeg kan høre dem parlamentere ophidset et halvt
minuts tid, men efter to hårde knytnæveslag på min dør, hvor jeg
nær havde trykket på aftrækkeren, går de småskændende med
hinanden om forløbet tilbage til deres ATV. Jeg kan høre de
starter og tøffer bort, og for helvede, hvor jeg åndede lettet
op! Resten af natten sad jeg i min hyttes eneste stol, med løbet
pegende direkte mod døren. Jeg plagedes af serier af
kuldegysninger af bare frygt for, at de to bøller måske kommer
tilbage, og myndighedernes reaktion, hvis jeg så er nødt til at
bruge mit haglgevær mod dem, spøger også i mine tanker.
Morgenen
gryer og sender et rødligt skær ind gennem min rude ud mod søen.
Det er et hamrende smukt syn, jeg denne morgen ikke kan nyde,
for jeg er fyldt helt op til drøvlen med en underlig, realistisk
frygt for at miste min frihed! Kort og godt, blive sat bag lås
og slå, bare for selv at ville rede mit eget udsatte liv, parret
med lysten til at skyde hovederne i smadder på nattens to
skiderikker! De tanker havde overvældet mig totalt! Gjort mig
bange for konsekvenserne! Samtidig følte jeg mig taknemmelig
over, at Stewart havde givet mig lov til at benytte hans fars
gamle hanegevær til et eventuelt forsvar overfor bjørne, der nok
højst ville inkludere et skud i luften, så ville bamsen
formentlig luske bort. Nu indeholdt frygten for bjørne også
omstrejfere i menneskeskikkelse, for kom de to slyngler igen,
kunne jeg dog i det mindste forsvare mit liv. Det strafretlige
aspekt i sagen måtte jeg i så fald lade myndighederne om.
Jeg havde
geværet stående i et hjørne af min lille skovhytte som en
garant, så jeg i det mindste, til at starte med, kunne sende et
skud op i luften, hvis en bjørn blev for nærgående! Stewart
havde tilmed givet mig en snes stykker af sine kraftige buckshot
patroner, så jeg kunne føle mig nogenlunde sikker i mit lille
eksperiment om mindst at bo en uge alene i en hytte ved en lille
sø, dybt inde i den canadiske vildmark. Vel at mærke uden nogen
anden form for selskab end dyrelivet omkring søen og så lige mig
selv. Min største skræk var præcis det, der lige er sket mig.
Nemlig at støde på omstrejfere, der mange gange er dybt
kriminelle unge, der kommer fra de større byer sydpå. I
sommermånederne flakker de rundt enkeltvis, eller i små grupper
på et par stykker af gangen. I de kæmpemæssige øde distrikter
Canadas vildmark i så rigt mål byder på, kan de klare sig
igennem ved at fiske i søerne, og drive lidt småvildtjagt med
fælder eller stjålne våben. Når vinteren så står for døren, og
de ikke længere kan holde varmen i primitive telte og fiske løs
i søerne, trækker de igen ind mod byerne. Stewart havde talt
irriteret om problemet, der de sidste par år havde vokset sig
større, end han hidtil havde antaget. Og jeg havde lyttet til
ham og tænkt mit, før han lod mig alene tilbage i sin vildmark!
I
morgenbrækningen hører jeg forskrækket et eller andet stort er i
gang ved hyttens bagvæg ind mod skoven. Jeg har ikke hørt
motorstøj, men er det de to bøller, der i stedet har sneget sig
ind og nu vil tiltvinge sig adgang, kan jeg kun vente, og se,
hvad der sker! Måske er det bare en sulten bjørn, der har lugtet
min madlavning, og som nu partout vil ind og gennemrode hytten i
den tro, at jeg har gemt rester til den. Men så skal den først
bryde igennem væggen eller døren, som jeg i skyndingen har
forstærket med en rest fra en stolpe og en plywood plade, så jeg
konkluderer irriteret! Kom for helvede an! Om det er de to
omstrejfere, en sulten sortbjørn eller sågar en grizzly, så bryd
ind og få hovedet godt og grundigt gennemskudt! Og så kommer jeg
pludselig i tanke om grydelågene!
Stewart
havde pointeret: Dyr bryder sig ikke om nogen form for ukendt
støj! ”Klask derfor de to grydelåg meget hårdt sammen, og gør
det mange gange, før du griber til haglbøssen”. Bulderet fra
grydelågene får mit meget trætte hoved til at føles som et
rædselskabinet for tinnitus i udbrud! Men jeg ånder mere end
lettet op, da jeg høre noget forsvinde gennem buskadset, der
omkranser hytten. Gudskelov! Måske var det bare en lille, sulten
sortbjørn!
Morgendagen efter afslører et smalt spor af nedtrampet græs
omkring hytten, at der har været et dyr på størrelse med en jærv
eller en lille bjørn på besøg, og at dyret har været helt inde
og haft kontakt med hyttens beklædning med sine tænder og klør.
Det forklarer, hvorfor jeg kunne høre støj, som foregik det inde
i hytten lige ved siden af mig. Jeg henter resolut haglbøssen og
stopper en af de kraftige buckshot patroner i kammeret, og et
par skud i hver bukselomme, bliver det også til, for hvem ved
hvad der venter mig derinde mellem træerne. Jeg vil forsøge at
følge sporet et stykke ind i skoven, men jeg opgiver efter et
halvt hundrede meter, for underskoven er ét tæt sammenfiltret
virvar af tornede ranker, plus et utal af lumsk udseende huller
jeg får mareridtsagtige tanker om en langsom død i kviksand,
bare af at kigge ned i!
Skulle de
to omstrejfere vove at vise sig på ny, vil jeg imødegå dem med
nøjagtig den samme attitude, som de viser mig. Og ender det med
devisen: Råt for usødet! Så må den lokale sherif om resten, hvis
det altså var mig, der fortsat var i live efter opgøret om
retten til at benytte min hytte!
Vildmarken
er altid fuld af overraskelser, der på et splitsekund kan betyde
invaliditet eller død. Mange naturromantiske vandrere er kommet
slemt til skade eller døde fordi grundlæggende regler om adfærd
ikke bliver overholdt! Men det blev til ni pragtfulde
solskinsdage jeg opholdt mig i hytten. Hver dag udforskede jeg
terrænet fra søsiden fra den aluminiumsjolle, Stewart, med
masser af benzin til påhængsmotoren, havde stillet til min
rådighed. Jeg så hver dag sortbjørne fouragere på skråningerne
ned mod søen. En dag fandt jeg ved hyttens væg mod skoven, en
lang pig fra et stort pindsvin, en såkaldt Porcupine. En
Porcupine kan være i samme vægtklasse, som en grævling, og jeg
tror, det var en af slagsen, jeg i daggryet havde besøg af den
nat med de to skumle omstrejfere, for dyret elsker at snadre løs
i limen, som plywoodplader er limet sammen med. Og netop den
nederst del af min hyttes beklædning mod skoven, bestod af disse
nyttige, allround plader.
Efter jeg
havde endt mit ophold i hytten ved bjergsøen, briefede jeg
selvfølgelig min vært om hændelsen med de to luskede
omstrejfere. Men Stewart kunne ikke give mig anden kommentar
dertil: End at det var godt, det gik, som det gik. Ingen var
døde, og dermed var der altså ingenting af betydning at udrede
overfor myndighederne! Dog ville han forhøre sig rundt omkring,
om nogen havde set de to strejfe i området.
Det
eventuelle tab af de to bøllers liv, i fald jeg havde følt mig
nødsaget til at benytte hans gamle haglbøsse mod dem for at
redde mit eget liv, var ham ligegyldigt!
Befolkningen i Canada er langt fra så bevæbnet til tænderne med
skydevåben som i broderlandet, USA. Det er dog sikkert som amen
i kirken, at ser en borger i Canada sig nødsaget til at skræmme
en voldsmand eller røver på flugt med et skydevåben, og medfører
det dennes død eller invaliditet, så ligger sympatien hos
myndighederne først og fremmest på den forurettede borgers side!
Og i Canada, er den forurettede ikke, som man desværre kan
opleve det i Danmark, voldsmanden eller røveren, der er såret
eller dræbt under udøvelsen af sin ugerning! Den erhvervsrisiko
må han løbe. Take it or leave it!
Tekst og foto:
Hans Egeskjold / privat
|
