|
De to bølletyper ved ikke noget om, at jeg er mindst lige så bevæbnet, som de er - -
Stewart nåede at pointere for hundrede og syttende gang, før han kørte tilbage til civilisationen, at hans gamle, enkeltløbede haglbøsse, kun var til brug i selvforsvar! En sortbjørn lod sig næsten altid skræmme langt væk af den skingre larm fra to hårdt sammenklaskede grydelåg, og hvad jeg nu ellers kunne finde på at støje med. Ingen dyr bryder sig om ukendt støj. Selv en grizzlybjørn vil for det meste lunte bort fra en høj og gennemtrængende lyd, den ikke har hørt før. ”So remember, No hunting! Only use my gun to protect yourself! Nothing ells!” havde han med eftertryk rundet sin sidste bemærkning om min håndtering af hans fars gamle hanegevær af med.
Med slutbemærkningen ”Have fun” trak han den slidte trucks dør i med et rask tag, kastede et blik på mig, som om det var sidste gang, han regnede med at se mig i live, og satte den gamle bush truck i terrængear, så gearkassen bogstaveligtalt skreg af mekanisk smerte: Og væk var han! Osen og larmen fra truckens slidte motor havde hængt et stykke tid i luften, og havde ligesom ikke tilladt mig en total overgivelse til mit ugelange ophold vildmarken, men som aftenen skred frem og køligheden trængte sig på, var det suset fra vinden gennem granerne, og duften af harpiks og skovbund, der tog over.
Jeg var nu alene i et øde område i det vestlige Canadas, British Columbia, hvor min tredje nat i hytten ved den lille idylliske skovsø, Tachcha Lake, blev en dramatisk nat. For første gang i mit liv så jeg en situation i øjnene, hvor idéen om, at handle uden anden støtte, end den, ens egen handlekraft bød på, kom til at stå sin prøve! Midt om natten blev jeg vækket af vrede stemmer og hårde knoers banken på min dør!
Den fedladne lyshårede fyr, ham med dolken i bæltet, er tilsyneladende ved at miste tålmodigheden! Hans radmagre, indianske makker, har jeg for tredje gang pointeret overfor, at jeg er på ferie i Canada for at fiske og nyde naturen, og, at det burde være grund nok til at være her. Jeg skylder dem ikke nogen forklaring på mit ophold her, og jeg har ingen kontanter, og heller ingen kreditkort, for hvor skulle jeg bruge penge herude! Jeg opfatter situationen, som et forsøg på røveri, for tonen er skærpet! Der er øretæver, eller det, der er meget værre i luften! Jeg har besvær med at kontrollere min stemme, men prøver på, at lyde så sikker, som mulig i tonelejet.
De to lurvet udseende omstrejfere er sygeligt irriteret over, at min hytte ikke er ledig. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de har onde hensigter, og nok vil forsøge at smide mig ud af hytten, eller røve mig og forsvinde! De er begge to først i tyverne, men har allerede de karakteristisk, hærgede ansigtstræk, som unge, med en tidlig kriminel løbebane bag sig, ofte præges af. Et uhyggeligt følelseskoldt og stupidt udtryk i ansigtets fysiognomi, der alt for tydeligt fortæller mig, at anvendelsen af afstumpet vold, til hver en tid, slet ikke er dem ubekendt! Tværtimod!
Den lyshårede, der under forløbet har holdt sig et skridt bag indianeren vrisser noget, jeg ikke fanger ordlyden af. Men jeg bliver dog straks klar over indholdet, da han demonstrativt river sin dolk fri af bæltet! Tre til fire gange kører han det brede blad gennem sin ene halvt knyttede hånd, som for rutinemæssigt, at demonstrere overfor mig, at hans dolk er skarp! Meget skarp endda! Og, at han ikke er bange for at bruge den mod mig! Hans underligt funklende øjne, ligesom låser sig fast på min reaktion! Om jeg forstår budskabet tilstrækkeligt, eller om jeg virkelig hellere vil skæres lidt i! Herude er der masser af muligheder for, at komme af med et lig! I det øjeblik bliver det klart for mig, at hvis jeg er nødt til at skyde den ene af dem med haglbøssen, for at rede mit eget liv, kan jeg MÅSKE klare frisag over for myndighederne! Men nok ikke, hvis kuglerne fra den Buckshot patron, jeg har i den gamle haglbøsses kammer, gennemskyder dem begge to!
Only to protect yourself! Nothing ells! De ord var lige præcis min vært, Stewarts, sidste bemærkning til mig om brugen af hans gamle haglbøsse, før han kørte tilbage til civilisationen. Stewart er professionel Outfitter. I hjertet af British Columbia har han jagtretten i et terræn på ottetusinde kvadratkilometer, med et utal af små kønne søer og mindre bjerge. Et typisk højlandsterræn, der byder jægere og lystfiskere på fantastiske naturoplevelser. Det er elge, sortbjørne og ulve, der dominerer, men også en grizzlybjørn, kan man for betaling, få på kornet. I de mange søer og vandløb, her er, bogstaveligtalt springer fede ørreder lige ud af vandet, som spejdede de febrilsk efter en lystfiskers flue eller spindestang.
Men Stewarts manende ord får lidt for meget betydning nu. Jeg mærker, at jeg fryser af skræk, det sekund, jeg bliver klar over, at situationen er ved at komme ud af min kontrol! Indianeren har tilsyneladende truffet et valg, for han træder et skridt ind mod mig! Men jeg træffer også et valg, om ikke at vige en tomme for ham! Jeg bliver stående med min venstre hånd knuget om haglbøssens løb. De to bølletyper ved ikke noget om, at jeg er mindst lige så bevæbnet, som de er, for de kan ikke se geværet, der står skjult bagved den tykke stolpe, der bærer min hyttes ene ende af taget, og samtidig fungerer som dørkarmens ene side. Jeg gentager tålmodigt endnu engang, vel vidende, at jeg sekundet efter kan befinde mig i en livsfarlig kamp, at jeg meget gerne vil have nattero, nu!
”God night gentlemen”! Den magre indianer står ret op ad mig, standset op, som er han stivnet i bevægelsen! Jeg får kvalme af hans dårlige ånde, der oser mig direkte ind i ansigtet, og som er i fuld overensstemmelse med hans uplejede tandsæt!
Jeg er nødt til at træde lidt bagud, for at komme fri af hans stinkende ånde og få min dør lukket i, men det vil give ham en åbning ind i hytten! Og ind! Det skal han ikke! Med min ene hånd hårdt knyttet om geværløbet, griber jeg med min frie hånd dørens kant, og smækker den hårdt i, med risiko for, at den hamrer lige ind i hans fjæs! Sekundet efter har jeg geværet i hænderne med spændt hane, for sparker de døren ind nu, får den første af dem hele ladningen, lige i hovedet!
Så galt går det ikke. Jeg kan høre dem parlamentere ophidset et halvt minuts tid, men efter to knytnæveslag på min dør, hvor jeg nær havde trykket på aftrækkeren, går de i skænderi med hinanden om forløbet, tilbage til deres ATV. Jeg kan høre de starter og tøffer bort, og for helvede, hvor jeg åndede lettet op! Resten af natten sad jeg i min hyttes eneste stol, med løbet pegende direkte mod døren. Jeg plages af lange serier af kuldegysninger, af bare frygt for, at de to måske kommer tilbage, og myndighedernes reaktion, hvis jeg så endegyldigt er nødt til at bruge mit haglgevær mod dem, spøger også i mine tanker.
Morgenen gryer og sender et rødligt skær ind gennem min rude ud mod søen. Det er et hamrende smukt syn, jeg denne morgen ikke kan nyde, for jeg er fyldt helt op til drøvlen, med en underlig, realistisk frygt, for at miste min frihed! Kort og godt, blive sat bag lås og slå, bare for selv, at ville rede mit eget udsatte liv, parret med lysten til, at skyde hovederne i smadder på nattens to skiderikker! De tanker havde overvældet mig fuldstændigt! Gjort mig skrækslagen for konsekvenserne! Nu indeholdt frygten for bjørne, også omstrejfere i menneskeskikkelse, for kom de to slyngler igen, havde jeg besluttet, at forsvare mit liv med den gamle haglbøsse! Det strafretlige aspekt i sagen, måtte jeg i så fald lade myndighederne om.
Jeg havde geværet stående i et hjørne af min lille skovhytte, som en garant, så jeg i det mindste, til at starte med, kunne sende et skud op i luften, hvis en bjørn blev for nærgående! Stewart havde tilmed givet mig en snes stykker af sine kraftige buckshot patroner, så jeg kunne føle mig nogenlunde sikker i mit lille eksperiment, om mindst, at bo en uge alene i en hytte ved en lille sø, dybt inde i den canadiske vildmark. Vel at mærke, uden nogen anden form for selskab, end dyrelivet omkring søen, og så lige mig selv. Min største skræk var præcis det, der lige er sket mig. Nemlig, at støde på omstrejfere, der mange gange er dybt kriminelle unge, der kommer fra de større byer sydpå. I sommermånederne flakker de rundt enkeltvis, eller i små grupper på et par stykker af gangen. I de kæmpemæssige øde distrikter, Canadas vildmark i så rigt mål byder på, kan de klare sig igennem ved at fiske i søerne, og drive lidt småvildtjagt med fælder eller stjålne våben. Når vinteren så står for døren, og de ikke længere kan holde varmen i primitive telte, og fiske løs i søerne, trækker de igen ind mod byerne. Stewart havde talt irriteret om problemet, der de sidste par år havde vokset sig større, end han hidtil havde antaget. Og jeg havde lyttet til ham, og tænkt mit, før han lod mig alene tilbage i sin vildmark!
Endnu et chok! I morgenbrækningen hører jeg forskrækket, et eller andet er i gang ved hyttens bagvæg. Jeg har ikke hørt motorstøj, så måske er det bare en sulten bjørn, der har lugtet min madlavning, og som nu partout vil ind og gennemrode hytten, i den tro, jeg har gemt rester til den. Men så skal den først bryde igennem væggen eller døren, som jeg i skyndingen har forstærket med en rest fra en stolpe og en plywood plade, så jeg konkluderer irriteret! Kom for helvede an! Om det er de to omstrejfere, en sulten sortbjørn eller sågar en grizzlybjørn på rov, så bryd ind og få hovedet godt og grundigt gennemskudt! Og så kommer jeg pludselig i tanke om grydelågene, for Stewart havde pointeret: Dyr bryder sig ikke om nogen form for ukendt støj! ”Klask derfor de to grydelåg meget hårdt sammen, og gør det mange gange, før du griber til haglbøssen”. Bulderet fra grydelågene får mit meget trætte hoved til at føles, som et rædselskabinet for tinnitus i udbrud! Men jeg ånder mere end lettet op, da jeg høre noget forsvinde gennem buskadset, der omkranser hytten. Gudskelov! Måske var det bare en lille, sulten sortbjørn!
Morgendagen efter afslører et smalt spor af nedtrampet græs omkring hytten, at der har været et dyr på størrelse med en jærv eller en lille bjørn på besøg, og at dyret har været helt inde og haft kontakt med hyttens beklædning med sine tænder og klør. Det forklarer, hvorfor jeg kunne høre støj, som foregik det inde i hytten, lige ved siden af mig. Jeg henter resolut haglbøssen og stopper en af de kraftige buckshot patroner i kammeret, og et par skud i hver bukselomme, bliver det også til, for hvem ved, hvad der venter mig derinde mellem træerne. Jeg vil forsøge at følge sporet et stykke ind i skoven, men jeg opgiver efter et halvt hundrede meter, for underskoven er ét tæt sammenfiltret virvar af tornede ranker, plus et utal af lumsk udseende huller, jeg får mareridtsagtige tanker om en langsom død i kviksand, bare af at kigge ned i!
Liggende ved hyttens væg mod skoven, finder jeg en lang pig fra et stort pindsvin, en såkaldt Porcupine. En Porcupine kan være i samme vægtklasse, som en grævling, og jeg tror, det var en af slagsen, jeg i daggryet havde besøg af, for dyret elsker at snadre løs i limen, som plywoodplader er limet sammen med. Og netop den nederst del af min hyttes beklædning mod skoven, bestod af disse nyttige, allround plader.
Status: Efter endt ophold ved bjergsøen, ni dage i alt, briefede jeg selvfølgelig min vært om hændelsen med de to, truende omstrejfere. Men Stewart kunne ikke give mig anden kommentar: End, at det var godt, det gik, som det gik. Ingen var døde, og dermed var der altså ingenting af betydning, at udrede overfor myndighederne! Dog ville han forhøre sig rundt omkring, om nogen havde set de to strejfe omkring i området. Det eventuelle tab af de to bøllers liv, i fald, jeg havde følt mig nødsaget til at benytte hans gamle haglbøsse mod dem, for at redde mit eget liv, var ham totalt ligegyldigt!
Befolkningen i Canada er langt fra så bevæbnet til tænderne med skydevåben, som i broderlandet, USA. Det er dog sikkert, som amen i kirken, at ser en borger i Canada sig nødsaget til at skræmme en voldsmand eller røver på flugt med et skydevåben, og medfører det dennes død eller invaliditet, så ligger sympatien hos myndighederne, først og fremmest på den forurettede borgers side! Og i Canada, er den forurettede ikke, som man desværre kan opleve det i Danmark, voldsmanden eller røveren, der er såret eller dræbt under udøvelsen af sin ugerning! Den erhvervsrisiko må han løbe. Take it or leave it!
Tekst og foto: Hans D. Egeskjold
|
