Novemberdage

I sensommeren havde de jo skudt en pil afsted mod de to dyr, og nu var resultatet åbenlyst - -

Moderen stod foran gaskomfuret og vendte hakkebøffer i en tyk lage af spruttende løg og Oma-margarine. Duften fra køkkenet, suppleret af en bakke hjemmebagte småkager, sat til afkøling i spisestuen, havde spredt sig til husets fjerneste afkroge. Duftscenariet havde, som en klokke, der varsler et særligt tidspunkt på dagen, lokket drengen op fra kælderen. Et altid lunt fyrrum i husets kælder med et arbejdsbord, var det eneste sikre sted, han og broderen, uset af faderens åsyn, kunne fremstille våben til det, der senere skulle blive til et langt livs, fælles hobby: jagt! Først var det flitsbuer af nøddehegnenes spændstige grene, men over tid genopfandt de to brødre fortidens, vidunderligt krudtrøglugtene luntebøsser, som ladet med femøres kanonslag af mærket, Camel, og projektiler i alle afskygninger, gjorde dem berygtede i kvarteret, som skydeglade knægte, til faderens udelte mishag!

En sensommerdag havde de to brødre lagt sig på lur ved en veksel i skoven, bevæbnet med en flitsbue og pile af blomsterpinde, med et tre-tommer søm som spids. Råen og lammet kom som forventet intetanende forbi. Buen blev spændt til bristepunktet, sigtet taget, og pilen sendt afsted. Brødrene svor bagefter overfor hinanden på, at skuddet, var et pletskud, men vidste ikke, hvilket af de to dyr, der var ramt, da de havde gået ganske tæt sammen!

En lang eftersøgning gav intet resultat. Forrevne ben og røde plamager fra brændenælderne var høsten, men også vidnesbyrdet, om en vaskeægte jagt, der bare ikke var lykkedes til ug! Det var derfor ikke uden en vis bæven, drengen fra sin plads ved køkkenvinduet så råen komme frem i skovbrynet, med et lam, der haltede synligt!

En begyndende dis fra et lille mosehul i skoven, sendte sine ballerinaer ind over haverne langs vejen. Hjemmeværnsmandens var den første, der som det sidste hus på vejen, lagde scene til dansens første akt. Han var kendt for sit tvære humør, parret med en åbenlys, national forsvarsvilje, som visse af vejens fædre, efter brødrenes mening, trak lidt for ironisk på smilebåndet af. Hjemmeværnsmanden var nemlig også blandt kvarterets drenge kendt, i hvert fald af dem, der drømte om storvildtjagt under fjernere himmelstrøg, som en ivrig jæger. I efteråret, når jagtsæsonen stod på, trak han ofte i statens camouflagetøj, for at dyrke sin hobby: Jagten på de sydfynske skoves storvildt, som i de to brødres vished, om den ultimative jagt, var rådyrene!

Når hjemmeværnsmanden på sin knallert kørte ned af vejen, efter en heldig jagt med et skudt rådyr slænget over ryggen, blev brødrene så inspirerede af synet, at de omgående, trods kammeraternes mishagsytringer, slap al anden leg, og fór i kælderen for at kigge flitsbuerne, og senere luntebøsserne an, til kommende dåd.

Tusmørket blev, som minutterne gik, til gråmeleret nattemørke i måneskin. Under dække af den dansende tågedis, var de to rådyr trukket over mod hjemmeværnsmandens have. Her stod en rest af septembers morgenfruer og lokkede med krydret duft og smag af sødme og sensommer. Men trods det faktum, at de to rådyr havde mindsket afstanden til drengens position bag vinduet med en snes meter, kunne han knap skelne dem fra havens øvrige konturer: Buske og dyr flød sammen i dansen med disens ballerinaer.

Moderens madlavning duggede vinduet til. Drengen, der hidtil havde tørret ruden af med et viskestykke, skubbede nu, for at bedre sit kig, med et fast tag vinduet op på vid gab. Men rammen bandt i det fugtige novembervejr, og den uventede lyd fik omgående de to rådyr til at fortrække mod skoven. I måneskinnet fik han dog i et glimt set, hvor tydeligt, lammet haltede, og han randt igen den ugerning i hu, han trods sin unge alder vidste, det var, at såre et dyr unødigt under jagt. Under indtryk af sin egen trykke position inden døre og novemberdagens milde stemning, samt forventningen om den kommende højtid, julen stod jo snart for døren, plagedes drengen af dårlig samvittighed overfor den skade, han og broderen højst sandsynligt havde pådraget lammet. I sensommeren havde de jo skudt en pil afsted mod de to dyr, og nu var resultatet åbenlyst: Et halt rålam, der ikke kunne flygte fra en ræv, selv om drengen udmærket godt vidste, at også ræven skulle overleve vinteren. Faderen var kommet til, lokket af duften fra madlavningen. Også han havde gennem det åbne vindue, grebet af drengens anspændte kig mod skoven, bemærket lammets haltende gangart, og vred derover brummet en bemærkning om, hensynsløse krybskytters hærgen! Julen stod ganske vist for døren, fortsatte faderen i sit bistre tonefald, og der var endnu fattige folk, der ikke spiste så godt, som os, brummede han, medens han skævede til moderens tilberedning af hakkebøfferne. Men at såre et dyr unødigt under jagt: Det var utilgiveligt!

Faderen slog sin sammenfoldede avis i køkkenbordet. Det gav et sæt i drengen, der sloges med sin samvittighed over lammets tilstand. Han følte, han og broderen, bar skylden for miseren! Faderen forlod køkkenet med en bemærkning om, at hjemmeværnsmanden, trods sin besynderlige glæde ved skydevåben, nok var en dygtig jæger, der uden tvivl kunne opspore og udfri lammet for en lang vinters unødige lidelser. Sygdom og sult, var der nok af i verden, rundede han af, før lænestolen i stuen drog ham. Lammets skæbne blev ikke siden drøftet. Drengen glemte dog aldrig det lille scenarium i køkkenet. På en måde, satte det november i et særligt lys, som måneden før julehøjtiden, hvor eftertanke, tilgivelse og fremsyn fandt sammen.

Tekst og illustration: Hans D. Egeskjold / Hans Andersen