Dumpe drøn over ulvesletten.

Dumpe drøn over ulvesletten.

”Det er med en flok ulve, som med bjørne. Man ved aldrig, hvordan situationen udvikler sig”.

Den vandskjulte veksel, vi sammen med Stewart i mere end en time har fulgt, duvede som en linedansers wire i en cirkusmanege. Jeg har det, som om, jeg efter måneder til søs, lige har forladt et gyngende skibsdæk. Benene vil ikke falde til ro, ligesom tanken om druknedøden i den bundløse sump, stadig sitre en anelse i baghovedet. Men Stewarts overblik og nærmest udfordrende, ubekymrede afsæt mellem svampede tuer på kryds og tværs, holdt skrækscenariet i ave. Kasper, der har været soldat i mange år, har sikkert nydt turen. På alle fire, som en toptrænet kriger i fjendeland, er han nu i gang med at snige sig frem mod det rovdyr, alle potentielle byttedyr i vildmarken frygter allermest, ulven!

Min post er bag et udgået træ, et sted midt i sumpen, der formentlig engang har været en ø. Her kan jeg tørskoet og bekvemt holde øje med ulvene, der dovent hviler sig i et skovbryn, et par hundrede meter fra min riffels munding. Den største, som Stewart skønner er en tæve, ligger med front mod mig. Den vogter konstant på fire store hvalpe. Jeg kan kun se dens karakteristiske spidshundehoved, der er for lille et mål, at sende projektilet fra min kaliber 338 Winchester magnumriffels mod.

Det giver noget af et sæt i mig, da tre ulve på størrelse med forvoksede schæferhunde, pludselig rejser sig! De må have ligget i skjul i en lavning bag tæven. Nu vejrer de mod den svage vind, som heldigvis ikke afslører, vi er i nærheden. Stewarts taktik, har været, at lægge ruten herud langs et stykke af mosen, med åbent vand. Dér løber vinden, akkurat af samme årsag, som skovens større dyr følger den rute, der giver bentøjet mindst besvær. Men måske har de årvågne rovdyrs sjette sans, alligevel anet uråd, for hele gruppen rejser nu hovederne og sondere terrænet for fjendtlig lugt!

Stewart er gået et stykke tilbage. Han vil ind langs en rand af nåletræer for at komme så tæt på ulvene, at han og Kasper kan skyde fra to vinkler, for flygter de, før Kasper når at afgive skud, vil flokken søge i retning af det lille stykke nåleskov. Det vil give Stewart mulighed for et nogenlunde præcist skud med sin backup-riffel: en kortløbet Winchester i en kaliber, hvor diameteren ligner bunden af et snapsebæger. Forsvinder gruppen derimod ind i skoven bag tæven, hvilket Stewart finder ret usandsynligt, da bunden derinde er sumpet, er det min kanon, der skal tale med ulvene på dødens utvetydige sprog!

Stewart berettede under turen herud om en ældre klient, der præcis i det her område for nogle år siden ville sætte et værdigt punktum for sit lange jægerliv, med en elgtyrs gevir. Stewart og jægeren havde brugt det meste af en jagtdag på at komme så tæt på en fuldvoksen tyr, at et skud kunne affyres. Da vind, lys og en plads, hvorfra der kunne skydes, endelig gik op i en højere enhed, og Stewart skulle til at efterligne en brunstig elgkos kald, er det noget helt andet elgtyren hører. Nemlig dødens hylende sirene fra et kobbel ulves indledning af det angreb, der kostede den livet!

Elgtyren havde kæmpet, men udmattet, som den var af andre kampe med brunstige rivaler om de bedste sølepladser, havde ulvene haft nemme vilkår! Stewart lagde ikke skjul på, han var blevet slemt forbitret over hændelsen, og havde på stedet skudt et par af ulvene! Uden at skele til, hvad Kasper og jeg eventuelt syntes om rovdyrs genetisk bestemte levevis, konkluderede han iltert: Der var for tiden for mange ulve, men værre var det, at der også var alt for mange naturromantikere, der kæmpede en politisk kamp for at begrænse jagten på de effektive dræbere! Den slags beslutninger burde udelukkende ligge ude blandt professionelle outfittere og jægere, der kendte til dyrelivet i vildmarken. Byfolk og parkvandrere kendte ikke en skid til den slags!

Stewart havde afsluttet sin prædiken med - harm, at pege på en bunke ekskrementer fra en ulv, der indeholdt stumper fra en nyfødt elgkalv! Enhver ulvs livret! Og nu sad jeg det samme sted, han lige havde fortalt om, og lurede på en lille flok ulve gennem kikkertsigtet. For fanden da, Kasper: Så skyd dog! Åbn ballet: Lad os få skudt nogle af de glubske køtere, der åbenbart jagter elgene så hæmningsløst, at de arme dyr - efter Stewarts mening - ikke længere kan opretholde en jagtbar bestand.

To dumpe drøn tvinger stilheden i knæ. Det er Kaspers riffel, der har ordet i sin magt. Endnu en række brag fra Stewarts riffel, supplerer lydbilledet, får det til at hænge sammen, som to kombattanter, der spiller en duet på geværskud. I kikkertsigtet fanger jeg en ulv, der danser dødedans i skovbrynet! Roterer om sig selv, som en teenager, der hæmningsløst drejer en hula-hula ring omkring taljen. For at fuldbyrde dansen, sender jeg en kugle af sted mod den roterende ulv, men får ikke sigtet præcist nok. I hvert fald stopper min indsats ikke den besynderlige forestilling. I stedet sender jeg et nyt skud af sted mod den flygtende tæve, og heller ikke her, gør min kugle nytte.

Lyden fra skuddene, ligesom hænger over det kæmpemæssige moseareal, som om bragene havde tænkt sig at tage fast ophold. Det virker som om, det varer minutter før rummelen endelig opsluges af den sumpede grund og modvilligt fjerner sig i retning af nåletræerne! Og nu skete der noget højst usædvanligt, Stewart bagefter berettede; han absolut ikke havde forudset. I det øjeblik, jeg rejser mig op for at søge i retning mod Kasper og finde ulven, der dansede sin dødedans, aner jeg nogle sølvgrå skygger dukke op inde mellem den samme rand af nåletræer, som bare få hundrede meter fra Stewarts skjul, ikke levner ham en chance for at se dem. Og pludselig tager det hele fart. Frem for at søge væk, tager de tre ulve nu retning mod Stewart. I kikkert følger jeg dem løbe snorlige langs skovranden. Stewart har set, jeg har gjort mig synlig, og træder derfor ud i det åbne stykke mellem mosen og nåletræerne. Jeg peger febrilsk i retning af ulvene, der mangler i omegnen af hundrede meter, før Stewarts position nås, men han er ikke i stand til at fange budskabet, afstanden er for lang.

Kasper har ikke bemærket, hvad der nu er ved at ske. Han står ved stedet hvor ulvene lå og solede sig, før vores artilleri åbnede ild og splittede gruppen. Nu poserer han med den ulv, der dansede dødedans! Han løfter den op, om vi rigtigt kan se den. Hans første, men helt sikkert, ikke sidste ulv!

Imedens genlader Stewart sin riffel med de patroner, der ligner Brennecke kugler i haglbøssekaliberen 20. Det er, som om han aner, et eller andet dramatisk vil ske. Men uden at ane, hvad der rent faktisk, er lige ved at åbenbare sig for ham, sætter han riflen op af et træ, og træder af på naturens vegne. Den svage vind, var i det korte øjeblik, seancen varede, gunstig for Stewart, men ikke for ulven, han kort efter dræbte! Da han er færdig med sit ærinde og træder ud i det åbne igen, drøner de tre ulve imod ham i fuld fart.

Den forreste og største af ulvene registrerer straks Stewart, men frem for at fortsætte flugten, standser gruppen op og slår et kort øjeblik ring om Stewart! En ikke rutineret Nimrod ville formentlig få lidt af et chok! Men ikke Stewart! På sekundet får han grebet sin riffel! Jeg ser i kikkertsigtet han ligesom i slowmotion tager ladegreb: og – BANG, en af ulvene døde af skuddet! De to andre stak øjeblikkelig til skovs! Denne dags jagt på de grå dræbere, var endt! Men på en måde, ingen af os havde forudset!

Vi ved, at to ulve blev dræbt! Den ulv, Kasper holdt på med sit første skud, en mindre tæve, fandt han død i skovbrynet. Da Stewart tager pelsen af trofæerne, posteres jeg som vagt, for ikke langt herfra hyler den lille flok ulve af længsel efter deres døde frænder. Og, som Stewart nøgternt pointerede: Det er med ulve, som med bjørne. Man ved aldrig, hvordan situationen udvikler sig.

Jeg glemmer aldrig det dumpe drøn fra riflerne over den sumpede grund, der som en kolossal lyddæmper, omgjorde bragene til dyb, tordenagtig rumlen. I selve det øjeblik, skuddene løsnedes, trak mørke skyer ind over sletten og forenede lydbilledet med et ganske særligt lys, som om et skær af skæbne, manifesterede sig i liv og død. Og det er præcis det, der er så fascinerende ved jagt i Nordamerikas vildmark. For god ordens skyld bør det nævnes, at vi over et par timer afsøgte området for ethvert tænkeligt spor efter en anskydning, men fandt intet, der tydede i den retning.

Faktaboks.

Dyrelivet i hjertet af British Columbia i Canada er rigt repræsenteret. Især bestanden af ulve er på det nærmeste eksploderet den sidste halve snes år. Mange lokale jægere, outfittere og guider er derfor med rette bekymrede over dette intelligente rovdyrs indgriben i bestanden af de større byttedyr, der præsentere kødværdi for mennesker. Selv elgene, som hidtil har stortrivedes i de såkaldte meadows - der er åbne, sumpede områder i vildmarken - skal nu passe mere end almindeligt på, om en flok ulve er i nærheden!

Det usædvanlige ved ulvenes tolden af elgbestanden, er, at de altid har nøjedes med enten et sygt dyr eller en kalv, men nu holder en flok ulve sig ikke tilbage for at angribe selv en fuldvoksen elgtyr, og flå den til døde i et sandt orgie. Og dette fænomen er nyt i sommerhalvåret. I vintersæsonen, hvor landskabet ofte er dækket af flere meter sne, kan et par ulve tage en elgtyr på over femhundrede kilo uden videre kamp, simpelthen fordi, tyren synker dybt i sneen, medens ulvene har let spil med deres lave vægt. Men også den sorte bjørn og vildmarkens kampvogn - grizzlybjørnen, samt los, jærv og puma er almindeligt forekommende her.

Tekst og foto: Hans D. Egeskjold m.fl.