|
"Havjagt? Nej, det har jeg aldrig prøvet." Jægeren blev søsyg bare ved tanken. Mosen kunne gå an.
Der var vandet altid "blik."
Under en rævejagt havde jægeren mødt en ivrig strandjæger, der efter lidt snak havde inviteret på ederfuglejagt. Snakken var blandt andet gået på lokkere. Strandjægeren havde en ikke uanselig samling af såvel gamle som selvgjorte pilelokkere.
Jægeren havde straks tilbudt en af sine de aldrende til samlingen. Gestussen var med øjeblikkelig virkning faldet i god jord.
"Neej---", havde jægeren først trukket på det. "Det er jo ikke lige det----."
"Du skulle nu alligevel ta´ med ud en morgen inden længe!"
"Jo, men er det ikke noget med, at bøsserne skal være langløbede og helst magnum?" Jægeren prøvede at knibe uden om den velmente indbydelse og lyste pludselig op i et bredt befriende smil.
"Og jeg har jo kun min gamle åbne skovbøsse!"
"Det skal du ikke tænke på, du kan låne en pumpgun af mig!"
"Jo, tak, men er den ikke lidt for langsom, øh--?"
"Det er sgu da derfor, du ikke får min halvautomat", grinede strandjægeren og blinkede til resten af selskabet.
"Så er det sket", sagde jægeren til konen. "Jeg skal på havjagt!"
"Ha", sagde konen og så undersøgende på jægeren. "Og du som bliver søsyg for et godt ord." Konen tænkte på den morgen, hvor jægeren pludselig forsvandt ud af køen i det gyngende, tobakstågede cafeteria i den overfyldte norgesbåd. At de andre rejsende kunne drikke kaffe, øl og spise wienerbrød og pølser i dette syge miljø var jægeren en komplet gåde, da han på et af de ildelugtende toiletter stønnende måtte ofre til Neptun.
"Du har fuldstændig ret. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at undslå mig, men i morgen tidlig, inden det endnu er helt lyst, er jeg på vej ind i en ny storslået verden - og en forhåbentlig stille og fredfyldt solopgang", filosoferede jægeren og så drømmende ud over mosens stille vand. Ifølge strandjægeren havde meteorologerne lovet rimeligt vejr. "Lidt vind skal der være, så fuglene har noget at løbe op mod. Ellers ender det med de løber i alle retninger."
"Javel, ja!", havde jægeren svaret og inderst inde glædet sig til at stifte bekendtskab med denne nye verden.
Øverst var himlen mørkeblå, længere nede purpurrød med spredte, lysende og meget passende fjerskyer. Hvorfor jægeren ikke gjorde det her hver dag, forstod han ikke. Det var længe siden, han havde følt sig så godt tilpas.
Tidligt om morgenen havde det endnu været så mørkt, at de måtte bruge lygter for at få grejet stuvet. Nu mens den hvide løbebåd tøffede derudaf, vendte lyset langsomt tilbage endnu længe før solen brød frem.
"Kan du se den store flok dykkere derovre." Strandjægeren pegede på en mørk plet en lille halv kilometer fremme.
Jægeren løftede kikkerten og nikkede. "Det bliver spændende!"
"Nej, det er ikke dem vi går efter, derimod den lille flok derovre."
"Hvorfor ikke den store?"
"Store flokke letter som regel, inden man når at komme til fadet!"
"Javel, ja."
"Små flokke derimod - - ." Strandjægeren lod ordene hænge i morgenstemningen, mens han dukkede sig, og lod som om han ville sejle forbi den lille flok.
Ca. hundrede meter fra ederfuglene, hvoraf flere af dem sank i vandet, så kun hovedet lige akkurat var synligt, drejede strandjægeren og sejlede direkte mod fuglene med vinden i ryggen.
Manøvren gjorde synligt fuglene nervøse. Enkelte dykkede mens langt størsteparten begyndte at løbe direkte op mod båden for at få luft under vingerne.
"Halleluja", lovpriste jægeren højt de himmelske magter, da hans fugl nummer to slog mod vandet.
Den ene døde i knaldet den anden dødskød strandjægeren på vandet umiddelbart da den dukkede op. Selv havde strandjægeren kun haft held til en enkelt fugl.
"Nå, ka´ du lide det", spurgte strandjægeren under kaffen og basserne.
"Jeg vil aldrig andet", svarede jægeren opstemt og måtte lægge bånd på sig for ikke at skamrose jagtformen for dens æstetik. Dette her var noget nær det smukkeste jagttogt, han havde prøvet i lang tid og alt for dragende til at være søsyg i.
"Ka´ du se den lille flok kulænder derude", spurgte strandjægeren lidt efter og sænkede kikkerten?"
Langt ude i horisonten lå der en lille samling prikker.
"Kulænder?"
"Også kaldet gyvfugle!"
Jægeren så uforstående ud. Denne verden var ny for ham.
"Det er på grund af lyden, når de flyver - sortænderne eller svartaerne som min farfar kaldte dem, kan lyde lidt som gyv - gyv, gyv - gyv."
"Ja vel, ja."
"Men de er vanskelige. Kræver meget plads og er meget sky. Så---." Strandjægeren pegede mod øst, hvor solen netop brød horisonten. "Derovre ligger der en lille flok edere mere. Jeg foreslå vi sejler i en stor bue udenom og prøver kunststykket fra før. Er du med på det?"
"Javel, ja!!"
Lidt senere efter endnu et heldigt togt fortalte strandjægeren at en topand er en troldand, en torskeand en fløjsand og en gaddis en havlit. Det sidste vidste jægeren godt. Tilgengæld ikke at en højand er en toppet lappedykker og at flynderfugle er fløjlsænder og sortænder.
"Ved du så hvad en skrapand er?", spurgte jægeren en anelse ydmygt.
Det vidste strandjægeren ikke.
"Det er stækkede tamænder, der bruges som lokkefugle, ifølge min oldefar der var fra Sønderjylland!"
"Ser man det! Ved du så hvad blånæb er for en and?"
"Ja, er det ikke denne her indvandrer fra Amerika?"
"Nej, det er der mange der tror! Nej, Blånæb er en gammel betegnelse for bjerganden. Men kender du så--------."
"Smager de ikke forfærdeligt af tran og fisk?", spurgte konen nogle dage senere og pegede skeptisk på de "nye" fugle.
"Det er der råd for", svarede jægeren optimistisk. "Men leveren - den behøver ikke særbehandling." Og det var rigtigt. Det var længe siden både konen og jægeren havde smagt så god en fuglelever.
Drengen brød sig ikke om nogen form for lever, men var da spændt på ederfuglen, der af hensyn til fiskesmagen og på strandjægerens anvisning blev flået og kogt i mælk inden stegningen.
Tekst: redaktionen.
|
