|
Hermed tillader jeg mig at komme med en kommentar, vedr. begrænsningen af udsætning af gråænder i vandhuller og søer. For tiden vurderes det af biologerne mht. til forurening, at være tåleligt – dog lidt i overkanten - med én ælling pr. 150 kvadratmeter vandspejl.
I dagens Danmark ses efterhånden sjældent ænder på stubtræk, hvilket var såre almindeligt og naturligt for 50 til 60 år siden. Årsagen er den enkle, at ænderne har lettere adgang til kunstig udlagt føde.
Et andet paradoks er at man fra staten og EU´s side giver store tilskud og erstatninger til vådområder, enge og fredede søer. Sådanne områder huser store koncentrationer af titusindvis af ænder og gæs og andre vandfugle; forurener disse fugle da ikke mere end de udsatte ænder med hver deres 150 kvadratmeter vandspejl?
 Disse vådområders formål skulle ydermere være at mindske kvælstofudledningerne fra landbruget. Her ville det være ganske interessant at undersøge hvilken virkning kvælstofforureningen har, set i lyset af den forurening disse enorme kunstige koncentrationer af fugle yderligere tilfører områderne.
Tidligere, før vådområdernes etableringer, og før man påførte de stor marskområder fredning, var fuglene nødt til at trække ind i landet og fjordene og andre lavvandede områder efter føde. Nu bliver de af naturlige årsager der, hvor der er fredfyldt, men med en voldsom forurening til følge.
Tekst og foto: Karl Johan Rasmussen m.fl.
|
