Ægte kronhjortejagt i det høje fjeld

Puha! En af de ting, der med sikkerhed skiller det nordiske folk, er vel kogekaffe, tænkte jeg, mens jeg sad i den lille hytte på toppen af en af fjeldspidserne og forsøgte at få noget varmt og livgivende indenbords, som kunne afhjælpe den kulde, som havde sat sig i min krop efter en anstrengende klatretur herop i silende regn og hård vind.

På den lille effektive brændeovn, som Trygve havde slæbt her op tilbage i 1991, da han og et par andre af de lokale havde bygget denne solide hytte, stod en lille kedel af den slags, man ser hos både svenske, finske og norske naturfolk: En ”sortkedel”. Den havde et indhold af tykt, koldt kaffegrums med lidt væske i. Nu ville jeg tømme den og forsøge at rense den, så jeg kunne koge noget af mit sparsomme vand og få noget varmt at drikke, som bestemt ikke var kogekaffe.

Mit ophold i denne lille hytte begyndte med en jagtrejse arrangeret af Bitsch Jagterejser. Bjarne har stor erfaring med jagt i Norge, og det var min vurdering, at jeg her kunne komme på ”rigtig” jagt, altså sådan en, hvor man er af sted på naturens vilkår, og hvor der skal arbejdes for sagen. Desuden vidste jeg, at Norge har en ufatteligt smuk natur og et venligt og imødekommende folkefærd.

Efter kyndig vejledning fra Bitsch Jagtrejser havde jeg valgt Smiedalen ved Åkrafjorden ikke langt fra Stavanger og Bergen.

Jeg havde måske valgt en weekend lidt sent på året - den første weekend i november er vel ikke den bedste rent vejrmæssigt i det norske fjordrige vestland?

Nuvel, nu var jeg her. I går havde min jagtguide Trygve med stor sikkerhed og omhu for min uerfarenhed i fjeldet vist mig rundt på de godt 500 ha. - sikke et område. Et par gange var vi tæt på de store norske kronhjorte. Vi rejste også af og til et par fjeldryper oppe på de høje plateauer. Desuden fik jeg forevist adskillige fjeldsøer, ofte med en lille hytte ved. Her var angiveligt godt fiskeri.

Uanset hvad man måtte have af drømme og ambitioner i et sådan terræn, så kommer det hele an på vejret, ens form og ens udrustning.

Vejret var ikke så godt, som vi kunne ønske. Trygve vidste dog, hvor krondyrene trak hen i et sådan vejr. De stod på nogle fjeldsider, hvor vi kunne se dem, men både afstanden og tilgængeligheden udelukkede et skud - i hvert fald fra mig - men de var der, og smukke var de.

Min form kan bestemt være bedre, men Trygve var meget omhyggelig med ikke at løbe livet af mig, som man af og til oplever det i blandt andet Skotland. Her var jeg helt bestemt gæsten. Desuden har jeg altid ment, at man blot skal være ærlig og sætte det tempo, man kan holde til, og ikke lade sig presse. Jeg kom således rundt på terrænet, om end jeg godt kunne mærke belastningen i både ben og ryg.

Min udrustning havde jeg gennemgået med Trygve, inden vi tog af sted. Stærke støvler med god støtte - glem alt om dine bløde pürschstøvler. Bukser og jakke, som har god og ikke for stram pasform, og som kan varieres til vejret og behovet for ventilation.

Om der er Goretex eller ej, er op til en selv, men uanset hvad kan en god let og vandtæt regnjakke gøre en afgørende forskel.

Glem alt om rygsækstol og skydestok. Et lille siddeunderlag af de smarte, der kan være i en sidelomme, er helt fint.

En bæltetaske af en vis størrelse til lidt vand, lidt fast føde og chokolade el. lign. Som Trygve sagde: 'Vi ved aldrig om vi kommer hjem i aften.' Desuden en solid og vandtæt pandelygte, som man har tilpasset, og som har nye batterier samt et ekstra sæt batterier.

I øvrigt bør man medbringe et kompas, (engangs)lighter samt lidt kaffe eller the.

Desuden bør man have en god hovedbeklædning på, en som kan varme og skærme, gerne med forskellige variationsmuligheder.

Slutteligt har alle dem, jeg så i fjeldet, det, de kalder en Fjelldug. En genial opfindelse, som findes i flere variationer. Der er tale om en slags poncho/regnslag, nogle med thermoeffekt. Den laves af det norske firma Jerven.

Så gik det ellers delvist jævnt opad og nogle gange direkte op. Jeg stod mere end en gang og kiggede op ad en fjeldside og tænkte 'her kommer vi aldrig op', men jo da. Trygve fandt hver gang efter kort tid de næsten usynlige spor, som kronhjorten laver, og dem kan man følge op på sikker vis.

Vejret var det ene øjeblik tørt og med nogenlunde klar sigt, det andet øjeblik slog is og hagl ned over os, så man skulle tro, vi havde gjort noget slemt i et tidligere liv.

Trygve var i øvrigt ikke den eneste, der kunne finde rundt. Vi mødte et par almindelige norske borgere, som var ”taget på fjellet”. Jeg spurgte dem, hvor længe de havde været af sted. Svaret var fire dage, og at de nok skulle hjem om et par dage.

Omkring 400-700 meters højde gemmer der sig nogle fjelddale med små toppe omkring. Her fandt vi frem til nogle fine klippefremspring, hvor man havde god udsigt over dalen og kunne sidde godt på post.

Jeg var noget usikker på de afstande, som dette terræn byder på, men selv om Trygve omtaler sig selv som bonde, skal man ikke tage fejl af ham. Han har helt styr på skudafstande og -vinkler m.m. En del har han simpelt hen målt op med sin laserafstandsmåler. Han kunne således fra de fleste gode poster udpege faste genstande i dalen eller på den modsatte klippeside og angive den præcise afstand.

Hen på eftermiddagen søgte vi virkelig op. Pludselig stod vi i en tågesky: Jeg kunne ikke se min egen hånd, men med en let berøring på min ene arm sagde Trygve blot ganske roligt, at nu bliver vi her.

Efter lidt tid var tågen væk, og vi fortsatte, som om intet var hændt, blot med en sikker forvisning i min bevidsthed om, at dette terræn skulle man ikke tage let på trods skønheden.

Vi ankom til vores hytte i dalen i god ro og orden lige ved mørkefald.

Efter en sådan dag sætter man virkelig pris på den veludstyrede hytte, og et varmt bad var helt på plads. Trygve havde aftalt, at hans mor kom og tilberedte vores aftensmad - og her fik vi mad! Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad retten hed, men fik oplyst, at det var en af Norges nationalretter - det var i hvert fald lige det, man trængte til.

Næste morgen havde regnen og vinden taget til. Trygve og jeg aftalte derfor, at jeg blev sat af på en post, og han og nogle andre ville så forsøge sig med lidt lodret trykjagt.

Således befandt jeg mig i hytten.

Her kan de svenske og tyske jagttårne godt pakke sammen. Her sad jeg i en lille solid hytte helt ude på et klippefremspring. Mit våde tøj hang til tørre over den lille brændeovn, og jeg sad i sovepose på en lille bænk med kikkert og riffel og havde over 120 graders skudvinkel over to dale og bjergsider. Trygve havde udpeget fem fixpunkter mellem 200 og 350 meter.

Proviantkassen indeholdt frugtsaft, kiks, fisk på dåse og div. dåsemad samt kaffe og chokolade.

Jeg skulle være her det meste af dagen, med mindre de så dyr andre steder.

Hen mod eftermiddagen ankom de norske jægere en efter en. Selv om hytten næppe var mere end 6 m², og jeg knapt kunne stå op, var det utroligt hyggeligt sådan at drive trykjagt og få gæster, der i den grad er hjemmevante og imødekommende. - selv om de alle uden undtagelse med megen undren talte om, hvorfor der ikke var dejlig kogekaffegrums i kedlen!

Desværre havde jeg ikke sat flere dage af og måtte således søge hjem næste morgen.

Det ligger fast, at jeg kommer tilbage både til foråret med fiskestangen og familien, og når jagten atter går ind - her kan familien i øvrigt også godt tage med.

Med jægerhilsen

Henrik Danielsen