Knuds datter, Nicoline, bæverne og bjørnen.

I det korte øjeblik bæveren så at sige ”svæver” i overfladen, skal den skydes præcist i hovedet - -

Aluminiumsjollens kraftige påhængsmotor formår kun lige at holde jollen op imod strømmen i floden. I jollens stævn, der slingrer en anelse i strømhvirvlerne, tager Nicoline dybt koncentreret sigte mod bæverens hoved, som blot nogle få sekunder af gangen er synligt i overfladen. Over korn og kærv fikserer hun riflens løb bagerst på dyrets kranie, og ganske som lejrchefen, Todd, omhyggeligt har instrueret hende, lader hun sin pegefinger rykke aftrækkeren bagud.

Det lille salonriffelprojektil smækker med fuld kraft ind i bæverens hovedskal, for afstanden er næppe over 10 meter. Bæveren ligesom skyder sin krop ud af vandet, snor sig engang om sig selv og plasker stendød tilbage i strømmen, hvor Nicolines far, Knud, fisker den op i en ketcher. Det er den lille, spinkle piges første skud mod et levende mål, med et rigtigt våben, for selv om den niårige pige ikke er helt ukendt med at holde på et gevær, og endda tage sigte og skyde med det, så har det hidtil foregået i trygge omgivelser hjemme hos far og mor i haven i Stege på Møn. Her var det med faderens gamle, men stadigvæk præcist skydende, Diana luftbøsse; det vidner talrige hullede cola-dåser i faderens affaldscontainer om.

Nicoline er med sin far og mor, Knud og Pia, på et fem uger langt besøg i jagtlejren ”Red Willow Outfitters” i det nordvestlige hjørne af delstaten Alberta i Canada, det sted, hvor jeg året før mødte faderen, Knud, der skød den største sortbjørn, der det år officielt blev skudt i staten. En næsten femhundrede pund tung, kulsort bamse måtte lade livet for hans, 30-06, og den stolte bjørnejæger var såmænd knap nok kommet hjem til Danmark igen, før han prompte tog beslutningen om, at invitere mor Pia og deres tre børn med på en rejse derover samme år. Knuds hovedformål med rejsen var, at vise sin lille familie, det sted, han skød sin første bjørn. Det blev til et venskab med Lejrchefen og dennes familie, der året efter besøgte Knud og Pia på Møn, og sammen med dem lod sig vise rundt til udvalgte steder i vort lille land.

Medium april året efter rejste Knud og Pia med Nicoline til Canada for at arbejde fem uger i Tood´s jagtlejr med alt forefaldende arbejde. Pia mest i lejrens gode køkken, de timer, hvor Nicoline fulgte undervisningen i den lokale skole, medens Knud ude i terrænet, tilså de mange hochstands, der benyttes til bjørnejagterne, og som helst skal være i topform, så jægeren ikke dratter ned i et kritisk øjeblik, men kan sidde trygt hævet fire til fem meter over skovbunden, og vente på, at en bjørn dukker for at æde af den bait, der er lagt ud til formålet: Drabet på en bjørn!

I Tood´s baghave løber de to floder, Goose River og Little Smokey River så at sige sammen, og danner i sammensmeltningens fase et såkaldt V-tegn. Og det er her, efter flere dages grundig skydeinstruktion af Tood, at Nicoline får ram på sit første stykke vildt. Tood´s ord til Nicoline efter drabet på bæveren var, at kun de bedste skytter formår at ramme en bæver i vandet fra en båd, hvor kunsten for jægeren er, at holde bæveren i vandet modstrøms, lige indtil den dykker ud, som en ubåd, der tvinges op til overfladen for at lade batterierne op til fornyet indsats! I det korte øjeblik bæveren så at sige ”svæver” i overfladen, skal den skydes præcist i hovedet, og Nicoline havde ramt plet første gang. Derfor hendes glade hilsen til Knud og Todd efter skuddet med sine fingre, i et V-tegn!

I terrænet benyttes de skudte bævere som lokkemad for bjørnene, for en død bæver, serveret for snuden af en sulten bjørn, kan bogstaveligtalt få dens mundvand til at løbe så løbsk, at den egentlig burde dehydreres af sin egen lækkersult. Efter succesen med bæveren i floden, som Nicoline i øvrigt skød flere af i løbet af sine fem uger i vildmarken, gjaldt det den sidste uge også en sortbjørn. Todd havde nu fuld tillid til hendes evner som riffelskytte, så en aften kørte Nicoline med sin far og Todd ud i området til et sted, hvor de alle tre kunne sidde trygt placeret og afvente, at en sulten bjørn kom tæt nok på den bæver, Nicoline havde skudt i floden, og selv havde lagt tilrette et udvalgt sted, med et godt og sigtbart overblik til et frit skud på ca. halvtreds meters afstand. I timen før lukketid dukkede en mindre sortbjørn da også op. Todd havde vurderet den i sin kikkert og nikket anerkendende til Nicoline, der tog sig god tid til at sigte præcist, men denne gang var det gennem kikkertsigtet monteret på en syv millimeter, Remington riffel. Rekylen havde rykket voldsomt i den spinkle piges skulder og krop, men skuddet sad, hvor det skulle, lidt dybt i bjørnens bug nær forbenene, som Todd omhyggeligt havde instrueret om.

Jeg bliver tit spurgt om sortbjørnes farlighed overfor mennesker. Er det ikke bare alt for let, at skyde en stort set kun planteædende og fredelig ”bamse,” der ingenting har gjort, andet, end at passe sig selv, det sted, hvor netop dén har hjemme! Det i sig selv tåbelige indhold i spørgsmålet om, hvorvidt dyret, jægeren dræber, har et fredeligt levned, eller ej, og, at et eventuelt ufredeligt levned, i højere grad skulle berigtige drabet på dyret, gør det næsten umuligt, som jægersmand, at rede trådene ud overfor spørgeren. En pæredansk hare, råbuk eller ræv gør jo heller ingen mennesker fortræd, men skydes alligevel af jægere i tusindvis hvert eneste år, og det alene for jagtens og spændingens skyld. Men det er rigtigt, at sortbjørnen, modsat sin temperamentsfulde fætter, grizzlybjørnen, et langt stykke hen ad vejen er mere omgængelig i sin basale adfærd. Det har ingen indflydelse, og intet at gøre med fascinationen i jagten på den, ligesom en gang haretramp på flade danske roemarker, kan være ganske spændende.

Grizzlybjørnen lever, modsat den sorte bjørn, der er et udpræget skovlevende dyr, i åbne, bjergrige terræner, i det vestlige Canada, hvor føderesurserne ofte er knappe. Derfor fordrer den enkelte bjørn territoriale krav, der nemt kan blive livsfarlige for den vandrer eller jægersmand, der ikke respektere dens livsvilkår! I langt de fleste tilfælde, er det heldigvis grizzlybjørnen, der fortrækker først. Men ikke altid! Bliver en grizzlybjørn overrasket i sit domæne, kan den angribe helt uden varsel, med en frygtelig og dødbringende vildskab! Vandrere i dens terræn skal også være yderst forsigtige med kogekunsten, når sulten melder sig. Her må man nærmest betragtes, som en pølse i baconsvøb, som en, der er ligeglad med døden, hvis man går til ro i teltet med os fra stegning af bacon og lignende lækkerier hængende i tøjet. Det ulykkelige er før sket, at uforsigtige naturromantikere, der dødtrætte efter dagens vandretur i den smukke vildmark, i nattens mulm og mørke er forsøgt trukket ud af teltet og kommet slemt til skade, eller ligefrem er dræbt i kampen med en skrupsulten grizzlybjørn, der gik til teltets alt for velduftende indhold, som en sulten nattevandrer i menneskeskikkelse går til en pølsevogn for at få maven i ro, før sengelejet kalder på søvn.

Det er altså ikke uden fuldgyldig grund at vildmarkens ”kampvogn” ,grizzlybjørnen, førhen i sin latinske benævnelse - Ursus Arctos - bar det særdeles understregende vedhæng ”horribilis!”

Men også sortbjørnen kan være en stærk og uforudsigelig modstander, hvis du har truffet det valg, ikke at respektere dens levevilkår. I Canada lever landbefolkningen for en stor dels vedkommende med sortbjørne tæt på deres ejendomme. Det faktum giver mere end jævnligt sammenstød mellem parterne. Sortbjørnen lusker dog for det meste af, når den forsøges jages væk af en utilfreds husejer. Men det kan dog gå så galt, som det skete for et forældrepar, der lod deres knægt sove udenfor i haven i sit nyindkøbte telt. Da morgenen var blevet til midt på formiddagen, og knægten endnu ikke var dukket op, tog faderen affære, for det var weekend, og drengen havde pligter i hus og have, så lommepengene til den næste uge kunne fortjenes. Men ulykken var sket! En ”fredelig planteædende” sortbjørn havde i nattens løb trukket den sovende dreng ud af teltet, dræbt ham og slæbt ham ind i et nærliggende stykke skov, hvor hans delvist fortærede lig blev fundet! Det hænder, at sortbjørne får lyst til proteiner, altså forfalder til kød og angriber især afkom fra elge og hjorte, men også farmdyr, der er lette at dræbe i indhegninger må af og til lade livet, når det sorte muskelbundt går til angreb! Det er følgelig langt fra alle lokale canadiere og amerikanere, der betragter den som en ”fredelig” fætter til grizzlybjørnen.

Nicoline kunne nu i lighed med Todd’s større børn håndtere et våben og forsvare sit liv, ifald en bjørn ikke lod sig skræmme væk. Men først og fremmest kunne hun, som faderen kalde sig for en ”bjørne og bæverjæger!”

Tekst og foto: Hans Egeskjold / Nicoline H. Jensen m.fl.