Polsk støver

Jagt med støvere er omtalt i den polske litteratur så tidligt som i det 13. århundrede. Polen har altid været et land dækket af dybe skove, rigt på stort vildt, hvor støvere var en værdifuld hjælp for jægeren. Jagt med støvere nød stor anseelse hos den polske adel, hvad der bekræftes af artikler fra det 14. århundrede.

 Allerede i det 17. århundrede skelnede man mellem to forskellige typer af polske støvere. Detaljerede beskrivelser kan findes i jagtlitteraturen fra det 17. århundrede. I 1819 beskriver Jan Szytier (Poradnik Mysliwych) den polske ”brach” og den polske støver, og i 1821 giver W. Kozlowski i bladet ”Sylwan” beskrivelser med illustrationer af begge typer, den polske ”brach” (den tungeste), og den polske støver (den letteste). Ignaz Bogatynski (1823-1825, Nauka Lowiectwa) giver ligeledes en meget detaljeret beskrivelse.

 Efter Første Verdenskrig blev den polske støver stadig brugt til jagt i Polens østlige områder, navnlig i særligt vanskeligt terræn i bjergene. I Podkarpacle-området jagede den berømte, polske kynolog Jozef Pawuslewicz (1903-1979) med polske støvere. Han var engageret i racens udvikling og opdræt og skrev den første racestandard. Takket være ham blev disse hunde officielt anerkendt af Polsk Kennelklub.

Polsk Støver er en smidig og kompakt bygget hund. Knoglebygningen er stærk, men ikke svær, og hele hundens bygning viser dens adræthed og åbenbare egnethed til at klare de vanskelige arbejdsbetingelser i bjergrige egne. Af størrelse er den middelstor og rektangulært. Hunden er stabil og venlig, men kan udvise stor modighed og kan også give beviser på sin tapperhed. Den er derudover intelligent og let at oplære.

Hunden er altid mistroisk over for fremmede dog uden at være aggressiv. Til dens kvaliteter som jagthund må også lægges, at den er en fortrinlig vagthund. Under jagten giver den hals med en karakteristisk, melodisk lyd i forskellige tonearter, som ligger højere hos tæverne.

 Tekst: redaktionen og DKK

Se også:
Golden Retriever

Tysk Jagtterrier