|
Den 29. december 1915 kom Robert Chester Ruark til verden i den mellemstore kystby, Wilmington, i sydstaten North Carolina. Det lå på ingen måde i kortene, at han senere i livet skulle blive en berømt forfatter og storvildtjæger. Hans forældre var af middelklassen og meget drikfældige - ja, faktisk drak de så meget, at drengen Robert eller Bob som han blev kaldt, tilbragte det meste af tiden hos sin bedstefar i den lille naboby Southport. Bob var en enspænder og havde ikke jævnaldrende kammerater, i hvert fald kun meget få. Det tætte og trygge forhold til bedstefaren gav sig senere udslag i bogen: Den gamle mand og drengen (1957). Det var her hos bedstefaren, der var ivrig jæger og lystfisker, at Ruark lærte jagten og glæden over skydevåben at kende; men der skulle gå mange år endnu før jagten blev hele hans liv!
Ruark dimitterede i 1935 som journalist og giftede sig i 1938 med indendørsarkitekten Virginia Webb - som han var gift med til to år før sin død.
Ruark arbejdede først på avisen Hamlet News Messenger og senere på Sanford Herald, for endelig at falde til ro på Washington Daily News.
 Under anden verdenskrig var Ruark våbenofficer i flåden og vedblev med at skrive journalistiske artikler. Efter endt tjeneste vendte han da også tilbage til Washington Daily News.
Her lagde man mere og mere mærke til Ruarks eminente skrivestil, hvilket chefredaktøren valgte at belønne med den fyrstelige gage på hele 40.000$ årligt. Ruark skrev om alt lige fra madlavning, sladderstof og alvorligere ting som udenrigspolitik, og var nu en ud af mange amerikanske stjernejournalister - og, siges det, den bedst lønnede – men endnu hverken storvildtjæger eller forfatter!
I slutningen af fyrrerne kaster Ruark sig for alvor over det skønlitterære og får udgivet diverse romaner. Men vi skal helt frem til 1950, før der sker et vendepunkt i Ruarks liv som jæger og forfatter.
Ruark rejser til Afrika på en længe ønsket safarijagt og får med det samme ”feberen” - den afrikanske stemning, sollyset og den uendelige, vildtrige bush. Safarijagten får virkelig tag i ham, og først nu begynder skriverierne for alvor at tage fat!
Efter endt safarijagt rejser Ruark tilbage til USA, men er rastløs og kan ikke glemme Afrika. I 1951 vender han tilbage, og bor der frem til 1960, hvor han rejser til Spanien og slår sig ned i Palamos, nord for Barcelona. Alt hvad Ruark skriver om udgives på alverdens sprog, og han er nu en særdeles velhavende, endnu ung mand – kun i midten af 30´ - der kan tillade sig at rejse, hvorhen han vil, hvornår han vil. Han har allerede tjent over en million dollars på bøger og filmrettigheder – mange, mange penge dengang.
I 1953 begyndte Ruark at skrive en serie for naturmagasinet Field & Stream med titlen: The Old Man and the Boy. Denne serie løb helt frem til 1961, hvor den bliver samlet til bogen: The Old Man's Boy Grows Older. Samme år – tilbage i 1953 - udgives den måske mest berømte af Ruarks jagtbøger, Horn of the Hunters, på dansk: Storvildt på Kornet.
I al succesen er der dog en meget, meget alvorlig skyggeside – Ruark er begyndt at drikke tæt – virkelig tæt. Han har - som sin mor og far - altid været glad for alkohol, men dog med en vis måde. Selv Ernest Hemingway er imponeret over Ruarks umådeholdne drikkeri, og især at han samtidig skriver så godt.
– Her er vi andre de rene og skære tøsedrenge, har Hemingway, der ellers også havde et ”rigtig godt synk”, udtalt. – Modsat mig selv virker Bob aldrig beruset. Det irriterer mig og er ganske ufatteligt med de enorme mængder alkohol, han indtager dagen lang.
Den 3. november 1954 udtaler Hemingway: -We have developed a taste for the Ruark style. - Vi har udviklet en smag for Ruark stilen. En flaske whisky eller gin daglig var ikke noget at tale om for Ruark – det var sådan mere til at komme lidt i gang på - -.
Men tilbage til jagten! Ruark lever livet stærkt og jager som aldrig før. Bøffeljagten får ret hurtigt tag i ham, og de indfødte kalder Ruark for, Bwana Mbogo, der betyder: bøflernes herre. Vi bringer her uddrag fra bogen, 19 Berømte Jægere, af Bernhard Eibisberger:
 Citat:
- Bøfler er ikke smukke på nært hold. De er kortbenede, har lange svære kroppe og lugter af mudder, gødning og sur mælk. Skindet er skurvet, befængt med utøj og tilsølet med ekskrementer, og der gror mos på deres horn, der er tilstrækkeligt massive til at kvæste et menneskes indre totalt bare ved et slag med den flade side, skarpe nok til at flænse én op og snavsede nok til at inficerer en hel hær.
De har de store tyres tvedelte klove, er stamfædre til de spanske kamptyre og tramper med fryd rundt på et menneske, indtil der ikke er andet end blodpletter og kødtrævler tilbage. Selv deres tunge er et uhyggeligt våben, den er skarp og ru som en nedstryger. Klatrer man op i et træ eller et andet højt sted for at slippe for Mbogo (bøffel på swahili) strækker den sin hæslige hals og slikker ens knogler rene så langt op, som den kan nå. Dens tunge rasper kødet af et menneske med samme lethed, som et barn slikker spidsen af en is.(-)
- Jeg vidste efterhånden en hel del om bøfler. Jeg vidste hvor meget bly, de kan tage uden at vælte. Jeg vidste, at man forholdsvis let kunne dræbe en bøffel med et enkelt skud, men sad skuddet ikke helt som det skulle, tjente de efterfølgende 14 skud fra .470éren nærmest blot som små irritationsmomenter. Og man kan ikke flygte fra en såret bøffel. Man må blive stående på stedet, sigte på næsen af den og håbe på, at kuglen går ind i hjernen, når bøflen kommer stormende imod én med hovedet hævet, hornene lagt tilbage, strakt hals og kolde stirrende øjne. Rammer man højt, preller kuglen af mod de massive horn som en gummikugle, der rammer en mur.
Citat slut.
Ved en enkelt lejlighed hvor Ruark var på bøffeljagt sammen med Harry Selby - en af de mest betydningsfulde white hunters i Østafrika og nogle indfødte, var han tæt på at miste livet:
Citat:
- Der er en flok på 200 bøfler derude i det høje græs. De bevæger sig i retning af det sted, hvor sumpen munder ud. Vi må tilbage af samme vej, som vi kom. Der er vådt og slimet derude, og der er 500 meter, hvor vi får travlt. Vi må løbe for at komme forbi de 200 bøfler. Hvis vinden vender, og de vejrer os, går der måske panik i dem, så de kommer stormende. De vil ikke angribe, det ved du, men inde i det høje græs kan de ikke se os, før de allerede er over os. Det er derfor jeg spørger dig, om du er villig til at tage chancen og løbe.
- Hvad sker der, hvis de bliver grebet af panik? Hvad stiller man op, når flere hundrede bøfler kommer drønende imod én?
- I så fald vil jeg forsøge at skyde en af dem. Jeg vil prøve at skyde den og klatre op på den, så de andre kan se og løbe uden om os, men man skal selvfølgelig have lidt held med sig, hvis man skal få den ned i knaldet, så man kan tage den i brug i en fart. Du har jo selv set hvor vanskelige de er at standse.
Klokken var næsten seks, da vi begav os tilbage til gennem sumpen i den retning, hvor vognen og lejren og gin´en var. Et sted ude til højre kunne vi høre bøflerne gumle og pruste. Vi kunne se hejrende og høre deres skrig. Vi klarede os fortræffeligt og var næsten nået ud af det knædybe vand og ind i mudderet, da vi kom ud direkte bag en gammel, græssende tyr med helt afslidte horn. Den gav et vældigt brøl fra sig og stak af for at advare de andre. Det raslede voldsomt i sivene, da den slog på tromme for at vække sine fæller til dåd.
 - Løb, sagde Selby med den mest lavmælte og mest distinkte udtale, jeg nogensinde har hørt. – Løb! Den vej!
Vi løb. Med hamrende hjerter og gispende efter vejret styrtede vi gennem det stinkende dynd og snublede gang på gang i det høje græs, og til højre for os løb flere hundrede bøfler. De havde ikke fået færten af os, for vinden bar stadig fra, men vores gamle ven med de slidte horn havde givet signal til opbrud, og nu galopperede to hundrede bøfler af sted i spredt formation. De løb, og vi løb. De var ikke at se, da græsset var dobbelt så højt, som de var, men man kunne høre dem dundre af sted gennem sumpen. Omsider nåede vi frem til et sted, hvor græsset var lavere, og vi havde mere fast grund under fødderne. I det samme brasede et halv hundrede bøfler for fuld drøn forbi os på kun en halv snes meters afstand. Jeg havde overhovedet ikke vejr tilbage, og selv Harry var forpustet. Boyerne var stadig med.
- Gode Gud, udbrød Harry.
Jeg sagde ingenting. Kidogo sagde noget på nandi, og Adam havde noget at bemærke på swahili.
- Det ville jeg ikke synes om at skulle gøre igen, erklærede Harry. – Det var ved at være i sidste sekund, vi slap ud.
Så begav vi os i retning af den anden bred. Jeg gik ganske langsomt, mens Harry gik nogle meter foran. Pludselig vinker han mig frem mod sig. Det var jeg ikke alt for villig til.
De forbandede bøfler var vendt om i formation og kom nu styrtende imod os – denne gang havde de vejret os. Pludselig standsede de højst 20 meter fra os, og stod der som en romersk bataljon med benene solidt plantet i jorden, højt hævede hoveder og dirrende næsebor. Jeg var lige nu bag Selby.
- Den derovre til venstre, sagde han. – Den bedste af dem. Nej, ikke den første, nummer to.
Jeg gispede som en fisk på land, da jeg lagde riflen til skulderen, netop som flokken drejede rundt for at styrte den modsatte vej. Jeg sigtede på den store tyrs bagparti, da jeg et eller andet sted havde læst, at hvis man ramte lige ved haleroden brækkede man enten ryggen på dyret eller ødelagde nyrerne. Riflen knaldede, bøflerne stak af. Og der lød ikke noget dunk af kuglen, der gik i mål. Det var nu næsten mørkt.
- Himlen være lovet, sagde Selby højtideligt.
- Været lovet hvad, spurgte jeg gnavent.
- Himlen være lovet at du ikke ramte. Ellers skulle vi nu have været ude at lede efter den her i mørket, forklarede Selby.
Citat slut.
Føromtalte Kidogo havde i øvrigt også været tracker for Ernest Hemingway. At Ruark ikke lå på den lade side som jæger, vidner følgende om:
Citat:
- Gennem de seneste 12 år har jeg været på noget nær 20 safarier. Det vil sige, jeg har jaget to gange i Indien, en gang i Alaska, fire gange i Mozambique, en gang i Australien, en gang på New Zealand og ca. ti gange i Uganda, Kenya og Tanganyika. Jeg har skudt tre elefanter med stødtænder, der hver vejede over hundrede pund, har skudt to løver og været med ved nedlæggelsen af et dusin andre. Jeg har glemt antallet af leoparder – måske 20 – og har slet ingen idé om, hvor mange bøfler, jeg har skudt. Måske hundrede. Det øvrige vildt – zebra, thomsongazelle, grantsgazelle, impala, wildbeest, gerenuk, oryx og duikerantiloper, der hovedsaligt er skudt for at få kød til lejrpersonalet, må tælles i tusinder. Jeg har skudt tre tigere, er blevet ilde tilredt af en leopard, har skudt gaur, den indiske vildokse med de korte, koniske horn, og asiatiske vandbøfler, geoparder og chitalhjorte, vilde hunde, hyæner, perlehøns, sandgrouse, trapgæs og frankolinhøns (der kun har hvidt kød, selv på benene, en skøn fugl, denne frankolin).
Citat slut.
Kort før sin død blev Ruark spurgt om hvilken jagt, der havde betydet mest for ham. – Min første jagt med min bedstefar, svarede han prompte. Første gang den unge Bob holdt et våben i sine hænder, har han beskrevet således:
Citat:
- Om et minut, sagde han, - fløjter jeg hundene frem, så kan du benytte den der ting, så godt du nu kan. Men inden vi går til skovs, er der en ting jeg vil sige til dig: Du holder mit gode ry i dine hænder. Din mor synes, jeg er en gammel idiot fordi jeg giver en dreng, som ikke er meget højere end tre oste, der er stablet oven på hinanden, et gevær i hånden. Jeg har måttet love hende, at tage det personlige ansvar for dig, for våbnet og for den måde du omgås våbnet på. Jeg har hele tiden fortalt hende, at når først en knægt er så vidt, at han gerne vil lære at skyde, så er det det rigtige tidspunkt at lære ham det på – uanset hvor lille han er. Man kan aldrig lære den rette omgang med skydevåben tidligt nok.
Citat slut.
En anden af Ruarks berømte bøger er, Uhuru, efterfølgeren af Noget af Værdi. Bogen handler her mere konkret om Mau Mau opstanden i Kenya. Uhuru er swahili og betyder frihed. Hovedpersonen ”The white hunter”, Brian Dermott, kunne lige så godt have heddet: Robert C. Ruark. Af andre af Ruarks bøger bør også nævnes ”- og drengen blev mand”.
Den 1juli 1965 giver kroppen pludselig op og Robert Chester Ruark dør under et besøg i London kun 49 år gammel. At han skulle dø tidligt var Ruark udmærket klar over, og han havde i den forbindelse valgt at blive begravet i Palamos. Ruark døde i øvrigt barnløs og sin fraskilte kone, som han var gift med i ca. 25 år, døde inden for samme år! I årene efter Ruarks død blev der skrevet talrige biografier.
Her kan bl.a. nævnes: The Lost Classics, Someone of Value og Use Enough Gun.
- Robert C. Ruarks samlede værker:
- Grenadine Etching (1947)
- I Didn't Know It Was Loaded (1949)
- One for the Road (1949)
- Grenadine's Spawn (1952)
- Horn of the Hunter (1953)
- Something of Value (1955)
- The Old Man and the Boy (1957)
- Poor No More (1959)
- The Old Man's Boy Grows Older (1961)
- Uhuru (1962)
- The Honey Badger (1965)
Og efter sin død:
- On Hunting Big Game (1966)
- Women (1967)
Tekst, foto og citater: redaktionen m.fl. / fra bogen: 19 berømte jægere, af Bernhard Eibisberger oversat af Hans Kristensen, udgivet på forlaget CORVUS. Bogen kan købes på www.bogjagt.dk eller i boghandlen.
|
