 |
Schweisshunderegisteret
Af Steen P. Johansen
Det handler om ansvar
Det er en ærlig sag at være uheldig med et skud, men der er ingen undskyldning for ikke at eftersøge vildtet, hvis skaden er sket.
Schweisshunde er hunde, der er særligt øvede i at finde tilskadekomment hjortevildt, for eksempel anskudt eller påkørt vildt.
Jagt og schweisshunde
Mange har nok været på en jagt, hvor der er skudt til klovbærende vildt, for det meste råvildt, men vildtet er ikke faldet. Hvis der er skudt med hagl til råvildt, uden at der hverken er hår eller blod på skudstedet, kan man nemt komme i tvivl om, hvad der skal gøres.
Ved kugleskud på større vildtarter er der mange gange heller ikke noget på skudstedet, ja selv ved råvildt kan det forekomme. I andre tilfælde kan der være sikre tegn på, at dyret er ramt, men det er ikke nogen garanti for, at dyret er dødeligt såret.
Brug kun en øvet hund
Kan man ikke bedømme anskudsstedet og derudfra konstatere, at dyret er dødt, skal der en ekspert på.
I sådanne tilfælde er der af og til en af hundeførerne på jagten, der mener, at han har "hunden" til lige netop den opgave. Hvis dyret er forendt, skal det i de fleste tilfælde nok lykkes at finde det, men hvis det ikke er, vil hunden i de fleste tilfælde aldrig få det. Det eneste resultat er, at dyret jages endnu længere væk, så eftersøgningen med den registrerede hund bliver sværere.
En tommelfingerregel er, at hvis et dyr er rejst i det første sårleje, fordi der har været en uøvet hund på, vil eftersøgningen blive forlænget 1 - 2 km. for råvildt og 1 - 10 km. for de større hjortearter. Hvis man gør det op i tid, vil det i begge tilfælde kunne strække sig over en halv til en hel dag og i nogle tilfælde dagen efter.
Prøver
I det følgende beskrives, hvad hund og fører skal igennem, inden de optages i schweisshunderegistret. Formålet med at afholde schweissprøver er
- at vække og støtte interessen for hundens arbejde over for skadet og anskudt klovbærende vildt,
- at tjene avlsarbejdet ved at finde frem til hunde med gode egenskaber til schweissarbejdet,
- at finde egnede hunde til schweissregistret, 400 meter / 20 timers spor,
- at afprøve hunde under vanskelige forhold, eliteschweissprøven: 1000 meter / 20 eller 40 timers spor.
Den første prøve, man skal igennem, er et 400 meter langt 3 timer gammelt spor, som skal være bestået med en førstepræmie; denne prøve kaldes også anlægsprøven. Næste trin er et 400 meter / 20 timer spor, som også skal være bestået med en førstepræmie. Denne prøve er adgangsgivende til at søge optagelse i schweissregistret, forudsat at føreren har jagttegn og riffeltilladelse.
De hundeførere, som har søgt optagelse i registeret, bliver bedømt i et optagelsesudvalg. Når optagelsesudvalget har vurderet, at man måske er egnet, kommer man til en stopprøve: Hunden kommer på et 600 meter / 20 timers spor med indlagte forhindringer. Efter de 600 meter er der et hetzspor på 200 meter, og formålet med dette er at se, om hunden vil gå fra hundeføreren og selvstændigt kan finde dyret. Om hunden leder føreren derud ved rapportering, eller om føreren bruger radiopejl til at finde hunden med, er underordnet.
Efter bestået stopprøve skal hundeføreren deltage i et to dages kursus på Kalø for at lære om love og regler vedrørende eftersøgningsarbejdet. Desuden bliver man oplyst om, hvordan man træner sin hund på svære spor. Når kurset er slut, får man udleveret et legitimationskort, som giver hundeføreren lov til at eftersøge over skel, forudsat at politiet bliver underrettet først.
Læs mere
om schweisshunde her, og hav altid listen over schweisshundeførere med på jagt, hvis der skydes til hjortevildt.
Brug systemet!
Hundeførerne arbejder sædvanligvis frivilligt, men de skal under alle omstændigheder have deres udgifter dækket. For tiden er kilometerpengene 3,03 kr.
|
 |
|
|
