Fortsat - En selskabsjagt
Tekst & foto: Peter B. Westh


Konsortiets formand er alderspræsident og jagtleder. Han er en lun gammel fyr med buskede øjenbryn og enorme hænder. Havde det ikke været for dem, kunne han godt have gået for pensioneret sagfører. Trompeter kaldte til samling og formanden stod lidt krumrygget og så hvast rundt i kredsen.
Der blev ro og rettet ind til højre.

Vi blev belært om, at vi kunne skyde til at jagtbart, blot ikke råvildt. Han præciserede, at dagens patron var den lovlige skovpatron (til små 10 kroner stykket), og skudvinklerne blev indskærpet. Og vi blev delt op i to hold, som skulle skiftes til at gå igennem. Jeg tørrede en hængedråbe af undersiden af snydeskaftet og håbede så småt, at vores hold skulle ud at gå som de første.

Mit hold skulle drive. Herligt, så kunne jeg få varmen.
Vi krøb med hunde og bøsser op i en gammel, lukket kassevogn, som rumlede igennem skoven ud til den første såt.

Første såt var som sædvanlig den lange, smalle langs med marken. Den, hvor begge hold går igennem imod hinanden, bortset fra et par sideposter. Jeg blev sat af som sidepost der, hvor sneppen plejer at komme. Det var pænt af holdlederen. Men hundekoldt. Jeg takkede for posten og bekæmpede en begyndende muskelsitren.
Efter 10 minutters stille, kold venten blev der blæst på. Man hørte, at hundene blev sluppet. Og kort efter var der een, der halsede efter noget hårvildt efterfulgt af hundeejerens højlydte skældud.

Flere gange syntes jeg at høre råbet 'sneppe' i det fjerne, dæmpet af granerne. Jeg var anspændt til det yderste og glemte kulden. Til sidst kom råbene så tæt, at jeg kunne høre, at det var en hundeejer, der råbte på sin hund, som han i sin visdom havde døbt 'Jeppe'. Sneppen kom ikke i dag, men jeg hørte en kok flapre forbi og et skud fra naboposten. Jeg frøs.

Næste såt var nordstykket. Mit hold skulle stå for! Jeg sneg mig til at varme ørene med hænderne og benyttede ventetiden til driverkæden var på plads til at trave lidt frem og tilbage mellem mine naboposter under påskud af at ville vide, om de havde set ræv. Ikke helt efter bogen, men det her var ved at udvikle sig til en rystende oplevelse.



Side 1, 2, 3, 4


















Sat på post
























Side 1, 2, 3, 4

 







DLS-logo

Forside

Søg

Foreningsnyt
Kalender
Lokalafdelinger
Indmeldelse

Jagt

Henvisninger
Høringer

Annoncer
Skriv til Webmaster