Min sidepost på venstre side, en lille, lys jægerpige, klædt varmt på i en grad, så hun lignede en prop, fortalte, at det var her, sneppen var kommet de sidste par gange. Så det var bare med at være parat!

Endelig hørte vi 'jagt begynd'. De ruhårede havde et ret langt søg og snart kunne man høre dem brase rundt i hindbærris og visne blade. Og en høne fløj op. Den kom lavt og jeg turde ikke umiddelbart skyde. Da den steg, var den på kanten af at være for tæt på, men jeg havde bøssen oppe og en brøkdel af et sekund var chancen der. Min følelsesløse finger pressede forreste løbs aftrækker i bund.
Fjerene hang i luften en snes meter fra mig og hønen dumpede ned inde i granerne i næste såt. Min sidepost kunne se den, og den rørte sig ikke. Det var hele dagen værd.

Nu var driverkæden ved at nærme sig og endnu en høne og en kok fløj op. Jeg kunne ikke komme til at skyde. De fløj lavt. For lavt.
Og så var såten forbi. Der kom ingen sneppe. Det gjorde nu heller ikke noget. Den ville sikkert have fløjet i hovedhøjde.

Så skulle vi i gang med sitkagranerne. Og endelig skulle jeg ud at gå. Det er ikke nogen rar såt. Man kan lige så godt aflade, gå baglæns igennem og lade hundene gøre arbejdet.

Men mit held havde skiftet. Jeg fik posten som vandrende bagblus. Jeg skulle følge grøften et bøsseskud bag kæden. En herlig loppetjans. Solen havde fået mere magt, men det bed stadig lidt om øren og næse. Et halvt hundrede meter inde hørte jeg den karakteristiske flapren af et par fasanvinger. Jeg så skytten foran mig sendte den et skud skråt bagud. Han er ellers en habil skytte, men denne gang gik det galt. Han skød fjer af den. I en fart sendte han den bageste løb, men han var ude af balance og ramte langt ved siden af. Jeg hævede min bøsse og forsøgte at komme til skud mellem granerne på min højre side. Det lykkedes ikke og så var den for langt nede.

Vi stoppede drevet og tilkaldte en hund. Jeg havde set, hvor kokken gik ned, men der var øjensynligt ingen fært. I hvert fald brugte vi 15 minutter på at gennemtrave stykket for at prøve at finde fuglen - uden held. Den var løbet. Det er surt at måtte opgive, men der var ikke det mindste spor af den. Vi kunne blot håbe, at den ikke havde taget stor skade.
Vi gjorde såten færdig uden det meget i luften, men jeg havde fået varmen.