Så var der ølpause. Ølpause her i konsortiet er lidt af et udstyrsstykke. Foruden øl og vand er der både varm kakao og bouillon. Det gør godt på en kold dag. Snakken gik livligt og pausen forsvandt alt for hurtigt.
Jeg fik ikke flere tilbud den dag. Vi drev endnu to ret åbne og kuperede såter af. Den ene strækker sig hen over en ås med høje bøge med en masse vindfælder fra orkanen for et par år siden. De fasaner, der letter her, plejer at søge ud til siden, hvor de oftest går meget højt hen over skyttekæden på grund af niveauforskellen. I dag fløj de lavt og skytterne fik to gode tilbud, som de udnyttede på bedste vis.

Klokken godt to var vi færdige og travede hjem til den lille bjælkehytte, konsortiet har fået lov at stille op. Så kom den sikre såt!
Men først skulle der holdes vildtparade.
Til at begynde med lå der 3 fasaner på linie. Efter som folk kom hjem, voksede antallet til hele 9: 6 kokke og 3 høner.
Vi tømte lommerne for patronhylstre: Der var afgivet 24 skud.

Væddemålet blev afgjort: Der var ingen, der havde været så uhøflige at gætte så lavt, så ingen havde vundet.

Trompeter blæste fasanens død, så jagt forbi og endelig frokostsignalet.

Også frokosten er noget for sig. Der er ritualer og uskrevne regler i stil med dem, et gammelt whisthold har opbygget igennem en livsalder. Ingen siger det. Alle ved det. Undtagen nytilkomne; og alle de garvede sidder og holder vejret: er der nogen, der begynder at spise, før der er sagt 'værsgod', så vanker der! En omgang til hele bordet. Og mulkten falder prompte.
Det var der ikke i dag, så vi måtte tage til takke med dem, vi selv havde medbragt.

Kørelæreren havde glemt snapsen. Han skulle selv holde lidt igen, for han skulle køre! Men straks bød flinke kammerater af deres. Der skulle ikke mangle noget!
Klemmerne smagte som den vildeste luksus efter dagens strabadser og snakken gik. Min sidemand og jeg fik vendt justitsministerens sidste broderi på våbenloven. Kedeligt, at man snart skal kriminaliseres! Men hvad kan almindelige borgere gøre! Vi prøvede at aftale en havjagt i juledagene, men det ville ikke rigtig lykkes at finde en fri dag. Det kommer jo også an på vejret. Vi aftalte at ringe sammen 3. juledag.

Jeg havde taget en pose småkager med. Den gjorde lykke hele vejen bordet rundt. Kørelærerens kollega fra Haslev havde, som han plejer, også husket at tage med, så der var kager til kaffen. Hytten blev opvarmet af et par gasovne, der fik ruderne til at dugge. Varmen trængte ind og fik enkelte til at sidde og nikke lidt. Endnu en god dag var blevet til et minde.