Kort om regnspover og jagten på dem.

Skød man spover på aftentræk burde dette ske i timen før solnedgang.

  Da jagttiden på stor og lille regnspove i 1983 blev rykket fra 16/8 til 1/9 faldt mulighederne væsentligt i jagten på dem; langt de fleste spover har da forladt Danmark på deres færd sydover. I det sønderjyske grænseland omkring vadehavet kunne der dog stadig drives noget jagt på ungfugle, idet det er dem, der som de sidste forlader ynglepladserne i Finland, Sverige og Vestrusland. Kun ca. et par tusinde storspover bliver i milde vintre i vadehavet, hvorimod lille regnspove (småspove) tager hele turen til Vest- og Sydvestafrika. Men ellers er det lavvandede fjordområder, småøer og rev, som ved lavvande står tørre, der er de fortrukne fourageringssteder.

 Storspoven kaldes også for, Sortbærfugl, da den ynder de store hedearealers tyttebær, revling og tranebær. Det er revlingens sorte bær der har givet spoven ”tilnavnet”.

For at få størst mulig jagtligt udbytte var det vigtigt, at kende spovernes trækruter nøje, hvor også en omhyggelig anvendelse af lokkere spillede en stor rolle. Ud over det var dækning også særdeles vigtigt. Drejede det sig om et lavvandet fjordområde skulle lokkerne opstilles i en halvcirkel på vandet – aldrig vinkelret på kysten, da spover, der kom ret ind, ville have svært ved at se dem. Ligeledes var det vigtigt, at lokkerne ikke stod højere end, at de lavede et spejlbillede på vandfladen. Generelt er storspoven selskabeligt anlagt og kunne nemt fløjtes ind med en efterligning af deres velkendte, vemodige sang. Hvis man mestrede deres parringssang – en rullende lyd – var det at foretrække, men ellers fandtes der en lang række spovekald.

 Skød man spover på aftentræk burde dette ske i timen før solnedgang. En gammel tommelfingerregel siger, at når ænderne begynder deres aftentræk, er spovernes slut. Foregik jagten på heden var middagsstunden at foretrække, da fuglene her kommer og nyder godt af bærrene. Men morgen trækket var det mest givtige. Her skulle lokkerne være på plads inden solopgang og skjulet være opstillet, og gerne dækket med de forhåndenværende midler som opskyllet tang, strandkål, tagrør etc. Det var vigtigt, at man forholdt sig helt i ro og ikke skød for tidligt, da de lynhurtigt slår fra. Spoverne skulle komme godt ind over, og man valgte så en fugl eller om muligt to ud. Spoverne er som tidligere nævnt selskabelige, og det var ret nemt at kalde dem tilbage igen efter den første beskydning. Her var det især ungfuglene, der atter slog, idet de endnu ikke havde den store erfaring.

 Endelig blev spover også skudt fra skydepram, og her gjaldt de samme grundregler som før omtalt: prammen skulle være godt dækket og ligge kystnært mellem sten eller tagrør.

Antallet af rastende storspover på forårstræk er siden 70´ her i landet mere end tredoblet til omkring 26.000. Det der er sket er, at storspoverne nu raster længere end tidligere, inden de trækker nordpå til ynglepladserne. Spoverne flyver enten i V- formation eller på linje med rolige ”mågeslag”.
Natkvarteret foregår tæt ved kysten. Ved daggry flyver spoverne frem og tilbage langs stranden, inden de beslutter sig for deres fourageringssted.
Både stor og lille regnspove ansås for en meget delikat spise, dog kunne ældre fugle være en anelse trannede – men det var/er der som bekendt råd for: spover tilberedtes som bekkasiner.

 I 40´ lå jagttiden på spoverne fra 1/7 – 31/12. I 1994 blev spoverne totalfredet i en såkaldt forsøgsfredning. Som kompensation for tabet anbefalede vildtbiologerne på Kalø jagttid på hjejlen fra 1/10 – 31/12, men som bekendt røg dette forslag på gulvet (hjejlen er en talrig trækfugl og fra marts til april raster op mod 100.000 individer i Vadehavet og i Nord- og Vestjylland. Fra juli til november raster et endnu større antal i Danmark, spredt på flere lokaliteter).

 Tekst og foto: redaktionen m.fl.