Kollerup Gods den 1. oktober 2000.

- Du ligger på jorden Palle og holder ved dit gevær og jeg kan ikke lide det! Jeg er bange for, at det andet skud skal gå af, og jeg skynder at knække min egen bøsse. Ned på jorden med den, og fat på din - det kan jeg huske så tydeligt! Da jeg så ser, det ikke er skudt af, så lægger jeg selvfølgelig bøssen væk. Det står så klart for mig, at dit gevær ikke er skudt af, men hvad fanden er der så sket?

 Palle Overgaard Sørensen lavede – vedr. det vådeskud han var udsat for (JAGT nr. 1-09) - to interviews med henholdsvis tømrermester, Hans Peter Krogh (d. 4. januar 2005) og elinstallatør, Erik Vinther Andersen (d. 25. januar 2005). Grunden til de sene interviews var bl.a., at Palle Overgaard Sørensen - i årene efter vådeskuddet - ikke havde overskud til, at tage kampen op pga. de voldsomme psykiske men! Hans Peter Krogh var driveren på Palle Overgaard Sørensens venstre side, da han blev skudt:

 - Hvordan var vejret?
- Det var dejligt, dejlig blå himmel og stille vejr. Det er en dag jeg har glædet mig rigtig meget til. Jeg har aldrig været på så stor en jagt før. Vi var vel omkring 30 mand - måske lidt flere, og det havde jeg jo egentlig aldrig tænkt på, at der kunne være noget negativt i med så mange; det blev det.

 - Blev der blæst?
- Der blev blæst. Ja, det gjorde der, og jeg havde min hund, en sort labrador, med på jagt, så jeg er i driverkæden. Der bliver sat bagposter af, hvor drevet skal begynde, og vi drivere bliver sådan set også sat af på linie med bagposterne, og vi får besked på hvad retning, vi skal gå. Og bagposterne får selvfølgelig besked på, at de så skal blive, hvor de er. Og øh - -.

 - Får bagposterne instruks om, at de skal stå med ryggen til såten?
- Det husker jeg ikke, om de gør, men det er i hvert fald det eneste fornuftige at gøre der. At vende ryggen til såten, i hvert tilfælde af at man skal skyde, så har man faktisk ikke ret mange muligheder der på grund af nogle træer. Det bliver rimeligt tæt med det samme, man kan faktisk ikke se en dyt. For mig at se ville det være ganske uforsvarligt at skyde ind. Vi begynder drevet; der bliver blæst. Og vi starter drevet.
Da jeg når - vel 100 meter ind i det tætte - møder jeg noget fugtigt jord, og det bliver mere fugtigt, ja, det bliver faktisk til et vandhul. Jeg kan se, jeg kan ikke komme videre den vej. Jeg kender ikke terrænet rigtig og vælger at dreje til højre for at gå uden om det. Så går jeg lidt opad igen og der bliver det også mere tørt og ved at blive ved med at dreje til højre, så møder jeg pludselig dig, som var sat af lige før mig i drevet, som går på min højre side. Og jeg spørger lige dig, hvordan vi kommer forbi det vandhul. Hvad gør vi? Jamen vi skal bare den vej, og vi snakker lige et øjeblik om det. Vi står foran et mindre træ med front op bagud, og jeg tænker ikke, at det er en af bagskytterne eller en af de bagposter, der er sat af, der åbenbart er fulgt efter os. Jeg ser bare 15 – 20 meter bag os, der står manden; jeg kender ham i øvrigt ikke. Jeg tænkte godt nok, han er ikke den del af driverkæden. Nu står han så der. Det er jo heller ikke min opgave at sætte folk på plads, så jeg tænker ikke mere ved det. Vi snakker om det, Palle, - og jeg ganske kort. Og så springer der et stykke råvildt forbi os og bagud til bagskytterne - og i det øjeblik bliver der råbt ’råvildt’. Jeg tror, der bliver råbt, jeg er ikke sikker. Men vi går videre med vores drev. Jeg får taget et skridt eller to - der er et lille træ imellem os - så vi går fremad. Og så lyder der et brag! Jeg har aldrig hørt så højt et skud. Jeg er jo klar over, det er et jagtgevær, men det lyder så frygtelig højt, og det lille træ, som jeg lige er trådt om bagved, det føles som om at grannåle og alting blæser af det, og kommer susende ind over mig - pisker imod min jakke. Jeg tror nok, jeg når at dukke mig for det, der kommer piskende ud af træet. Og så hører jeg Palle. Han råber, og samtidig kommer han væltende på tværs ind igennem dette træ eller busk, eller hvad det nu var. Som tiden er gået, mener jeg det er et lille grantræ eller en gyvelbusk. Men jeg kan i hvert tilfælde huske, at da Palle vælter igennem busken, har han sit jagtgevær i favnen ind til sig, og det første jeg tænker - hold kæft har Palle har skudt sig i hovedet, og han har måske skudt en hel fod af. Og jeg får fat i geværet, for jeg er bange for det andet skud.

 - Falder jeg om?
- Du ligger på jorden Palle og holder ved dit gevær, og jeg kan ikke lide det! Jeg er bange for, at det andet skud skal gå af, og jeg skynder mig, at knække min egen bøsse. Ned på jorden med den, og fat på din - det kan jeg huske så tydeligt! Da jeg så ser, det ikke er skudt af, så lægger jeg selvfølgelig bøssen væk. Det står så klart for mig, at dit gevær ikke er skudt af, men hvad fanden er der så sket?
Og så kan jeg jo se, at det bløder ud af nakken af dig - og det bløder sgu kraftigt. Hvad satan er der foregået? Og så din hat, jeg kan ikke huske, om jeg tog den af, men jeg kan i hvert fald huske alt det her blod. Og så ser jeg ned af jakken på ryggen af den, og den er helt overplettet af haglskud. Og så kan jeg huske oppe i nakken af dig i selv nakkehullet - mellem det her blod - får jeg fat i noget hårdt og får bukket dit hoved fremad og får kigget og får så trukket haglskålen ud. Den sidder endda rigtig godt fast i nakken af dig. Grunden til at den sidder så fast - i smerte havde du nakken bagover - om det hjalp at få den rykket ud? Jeg gjorde det i hvert fald, og så proppede jeg den i min lomme, hvorfor ved jeg ikke.
Og så i mellemtiden kommer alle de andre til, og vi snakker om, hvad der er sket, og vi skal da i en fart have dig på sygehuset. Ja, så kommer der nogen nede fra såten, og de kan ikke forstå, vi ikke har fulgt med drevet. Så får de jo så at vide, at Palle er blevet ramt, så kan de bedre forstå, hvorfor drevet er gået i stå. Og så bliver der blæst af, så vidt jeg husker.

 - Hvordan havde du det så oven på?
- Jeg var meget forvirret, kan jeg huske, og vi snakkede frem og tilbage. Nogen vidste det ene og andre vidste det andet, Jeg synes, der går ret lang tid, så kommer der en bil og du bliver hevet ind i bilen og de kører dig til sygehuset. Så har vi da ikke ansvaret der mere.

 - Og så tog du hjem?
- Ja, for så begynder de at snakke om, så ville de fortsætte jagten. Det kan jeg ikke forstå!

 - Var der nogen der tog initiativ til at få taget noget søforhør?
- Nej, det var der ikke nogen, der gjorde. Der var ikke nogen, der skrev noget op. Der var en masse snak. I kan gå på jagt ligeså tosset I vil og skyde hinanden ligeså tosset I vil, jeg skal ikke mere på jagt i dag. Det er nok for mig. Vi trængte alle sammen til at snakke, og vi tog frokosten, og vi fik snakket noget mere om det. Da de så havde besluttet sig for at starte igen, så sagde jeg farvel og tak for i dag.

 - Jeg havde også min søn med.
- Ja det er rigtigt, jeg husker ikke hvad hans holdning var. Jo, det er rigtigt; han fortæller fra hospitalet, at det går godt, og det er egentligt ikke noget sådan meget alvorligt. Hvad der så ligger i det? Du er da ikke ved at dø, men det havde vi nok heller ikke regnet med. Men alligevel, at man mødes så mange folk og havde en dejlig jagtdag - pludselig er der en af folkene, der er skudt, det kunne jeg slet ikke have med at gøre.

 Erik Vinther Andersen var driveren på Palle Overgaard Sørensens højre side, da han blev skudt: - Vi starter den første oktober 2000. - Du er næsten nødt til at stille mig nogle spørgsmål!
- Er jeg det?
- Nej, det er du måske ikke.
- Du kan selv huske hvad? Vi kommer ud i den såt, det er faktisk det vigtigste og så - -.
- Ja, ja, og der bliver vi af jagtlederen som driverkæde stillet af. Og det gør vi jo på normal vis i en lang række. Og den første der bliver sat af, det er ham den unge mand, som er årsag til, hvad der sker. Han få besked på at blive stående, der hvor han står, og på et tidspunkt skal han selvfølgelig komme lidt frem, og - men det skal være når vi - -. Han bliver tilbage i hvert fald, og da han er sat af, bliver jeg sat af, og du bliver sat af, og jeg kan ikke se mere.
- Hvorfor skulle han gå med igennem såten?
- Han skulle ikke gå med igennem! Han fik besked på af jagtlederen, at han skulle blive, hvor han var - som bagpost. Det var oppe i nærheden af den der smule vej, der går på tværs. Han skulle bare blive deroppe. Det var åbenbart jagtlederens formodning, at det var et godt sted, at have en mand stående - blive stående afventende, ja.
- Der er ofte det sted fasanerne kommer ud i den spids.
- Ja, ja. På givet signal begynder vi selvfølgelig at gå frem igennem sådan noget - jeg vil ikke sige det var bevoksning - det var meget lavt i hvert fald. Vi kunne se hinanden alle sammen, og vi går frem i normalt tempo. Jeg kan godt se, da vi går frem, da kommer der nogle træer. Nogen høje træer og jeg kan også godt se terrænet det falder, og jeg kigger. Jeg har kontakt med dig, jeg kan se dig, og jeg mener jo ikke, jeg burde kunne se ham, der havde fået besked på at blive stående. Men da jeg kigger til højre, da kan jeg se, han er med. Han er ikke længere væk, end jeg kan tale højt til ham, og siger til ham, at du fik jo besked på at blive tilbage. ”Ja, men, hvad gør jeg så nu”, spørger han. Ja, men, så går du i hvert fald ikke længere end nu. Du bliver stående der, hvor du er nu. - Sagde du til ham?
- Det sagde jeg til ham. Du bliver stående nu, hvor du står nu. Om du går tilbage de halvtreds meter, det tror jeg ikke betyder noget. Du bliver stående her på det højeste sted, og så lader du bare os. Og så vender jeg mig om. Og foran har jeg så en bevoksning, der måske er dobbelt så høj som mig. Lidt spredt, og så kan jeg også se terrænet falder. Og da jeg har fortalt ham det, og jeg kigger igen, da er du væk, da er du gået ind i den bevoksning, for mig at se, eller også falder terrænet. Det ved jeg ikke, du er i hvert tilfælde, - jeg kan ikke lige se dig. Jeg fortsætter ind og kommer måske femogtyve eller tyve meter ind, det ved jeg ikke.
- Da går det nedad.
- Da går det nedad, så meget jeg lige skal - - - og jeg føler nok jeg lige er kommet ind, så lyder der et skud, og det er ham den unge mand, der har skudt. Og jeg kan sådan erindre mig, at den må have været rimelig tæt på - den der haglbyge der. Den har i hvert fald fat i det første træ, som jeg passerer, da jeg går ind. Lige da skuddet er gået, da vender jeg mig om. Det kunne jo ske, der kommer noget til mig, ikke? Jeg kan ikke se noget, men jeg ser bare det her træ, det bevæger sig. Der er sket et eller andet. Og så går der - - jeg vender mig om og begynder at gå igen. Og så råber du pludselig et eller andet. Jeg kan ikke huske hvad. Du råber bare. Enten råber du av - du råber et eller andet. Og jeg har fornemmelsen af, at der er sgu da noget galt, og det kæder jeg jo selvfølgelig sammen med det her skud. Og hvad gør man så? Hvad fanden sker der nu? Og så kan jeg huske ham tømrermesteren! Han er kommet lidt længere frem end dig, - tilsyneladende. Ja, jeg kan bare høre ham. Og så råber han et eller andet med, at Palle - han er blevet skudt. Og så kan jeg godt komme hen ad skrænten langs de træer, hvor du er. Men det er nemmest, jeg lige løber tilbage ud af bevoksningen og op ad skrænten og løber ned ad bakken mod dig. Da er tømrermesteren for så vidt kommet - - - og det er - -.
- Jeg kan ikke huske en skid.
- Du er jo ikke oppe at stå. Du sidder ned sådan lidt på hug eller et eller andet, det kan jeg ikke huske. Jeg går ikke, jeg småløber vel tilbage. Men jeg kan da se, du bevæger dig. Og jeg tænker, nå ja. Han ligger da ikke ned. Han er da i h - - og så er jeg henne ved dig. Ja, så er der det her med - hvad der så lige, - hvordan ordene falder ved jeg ikke - det er nok lidt usammenhængende. Du er kommet op og stå, og jeg kan også godt se på dig, der er sket et eller andet voldsomt. Tømrermesteren, han har nok mere overblik, end jeg har. Jeg har ikke set noget, men han fortæller mig sådan lidt hurtigt, hvad han føler, der er sket, altså øh - -.
- Hvad er det han fortæller?
- Jamen altså, jeg mener, han fortæller dig, mig, at øh - -, at øh - - vi ved alle sammen, hvordan et stykke råvildt tegner, når det bliver skudt, eller et stykke vildt tegner, når det bliver skudt. Altså, han fortæller mig, du hoppede halvanden meter op i luften, og så faldt du ned på jorden. Det var nøjagtig som - - og så videre. Det havde jeg ikke set, men det må være på det tidspunkt, du råber av eller fortæller noget, du råbte i hvert fald ét eller andet.
Nå, du var oppe at stå, og du var tilsyneladende rimeligt ved dine sansers fulde brug for mig at se. Og vi må så konstatere, at det gør lidt ondt der oppe under hatten og sådan noget. Vi kan jo også se på din jakke, at der er sket noget. Vi tager - får jakken af dig og så - - ja, så i en eller anden, på en eller anden måde føler jeg nok at - også tømrermesteren - at du overhovedet var oppe at stå, det var jo et Guds under. Jeg havde nok en fornemmelse af - nå jamen, at det der var sket til nu, det var nok noget, der kan repareres, hvis der er sket et eller andet. Han er da oppe at stå, manden han kan tale og så videre.
Og så kigger jeg op. Og da - - skytten han er væk. Ham kan vi ikke se. Men jeg var klar over, det kunne kun være ham, der havde skudt. Hvor langt han var - - han var den eneste vi efterlod på det sted der. Og det var jo 25 sekunder senere eller et halv minut efter, jeg havde forladt ham. Det kan kun være ham, der har skudt. Og jeg kan huske, jeg råbte efter ham, at han skulle komme. Han kom ikke - han kom ikke. Hvornår han kom, det ved jeg i grunden heller ikke. Det kan jeg ikke huske nu. Men jeg kan bare huske, han kom ikke frem. Og jeg tror endda jeg løb derop, for der var ikke ret langt og råbte ’hallo’ eller et eller andet. Jeg kan heller ikke huske, hvad han hed. Men - altså der skete ikke noget. Han dukkede først op senere. Og det er jo måske nok essensen af det, jeg har oplevet. Og så er der jo efterfølgende tømrermesteren og dig og mig. Så kommer der én mere på et tidspunkt; det tror jeg, der gør. Så skilles vi, og du kan jo både stå og gå og tale og så videre. Og ja, jeg tager patronerne ud og hænger bøssen på nakken. Vi er jo nok stoppet lige nu og her, og så går jeg en lidt anden vej ud. Og så møder jeg nogle andre jægere, og så må jeg jo fortælle, at det hele er stoppet og fortælle, at Palle han er blevet skudt. Og så samles vi jo og diskuterer, hvad vi skal og den ene af de der – hvor meget han har med jagten at gøre det ved jeg ikke – men han er da i hvert fald ansat ved politiet. Og han tog så ligesom lidt over, og da følte jeg jo nok, at han vidste hvordan sådan noget skulle håndteres. Skulle der skrives noget eller skulle der gøres noget. Og han var medlem af selskabet og så videre, så ville han jo nok være den bedste til det – hvis han var politikommissær og så videre. Så det blev ikke diskuteret så voldsomt meget mere, og han gik vel også sammen med dig. Vi holdt så frokost noget før, men han forsvandt i hvert fald sammen med dig på skadestuen og så videre - -.
- Det kan jeg ikke huske.
- Nej, det kan du ikke huske. Han forsvandt sammen med dig på skadestuen og så videre. Da vi nok var klar over allerede, at ham det uheldige unge menneske, der havde skudt dig, at han ville tage med. Men jeg havde også en fornemmelse af, at politimanden ville tage med for ligesom at forklare - -. Og så er der vel kun at sige, at vi kom hjem. Stemningen var lidt underlig. Vi skulle også spise vores mad, og nogle af de der jægere pakkede sammen med det samme, de ville ikke være med mere i dag. Da vi nu var sammen med dig, og vi havde aftalt, at vi skulle slutte denne jagt med gule ærter hjemme ved dig, så skulle vi da i hvert tilfælde lige afvente, hvad der nu sker. Ja, og så kan jeg kun huske, vi gik en tur om eftermiddagen der, og det var sådan lidt underlig noget. Vi var ikke så mange, og vi havde så fået at vide, vi skulle nok høre nyt. Det fik vi at vide til frokost. Det har nok været jagtlederen, der fortalte os det. Han stod jo i kontakt med dem, der nu var fulgt med dig. Og han fortalte vistnok kort der efter frokost, at du havde det godt og en hel masse andet, og det hjalp jo så lidt på det. Dem, der gik hjem, de kom jo ikke mere om eftermiddagen. Men vi andre forsatte indtil vi holdt der midt på eftermiddagen. Da var du så mødt op igen. Og så var alle jo for så vidt glade, da de så du kom, ikke sandt?
Ja, og så var vi vel hjemme og skifte tøj og tilbage til Hadsten. Og så fik vi de der gule ærter som annonceret, og da talte vi også om det. Men det korte og det lange var vel nok, at det kunne have gået meget værre set i lyset af, hvad der var sket. Du kunne jo både drikke en snaps og en øl og spise gule ærter; og det var sådan set, sådan set ganske udmærket - -.

 JAGT & JÆGERE følger op på sagen.

 Tekst, foto og tegning: Palle Overgaard Sørensen - Hans Peter Krogh - Erik Vinther Andersen / tegningen er en rekonstruktion af haglbygens placering ud fra skudhuller i jakken og lægerapport

[ Vådeskud på Kollerup Gods ] [ Jagten på et defekt system ] [ konklusion ] [ vidnesbyrd_fra_retsalen.html ]