|
Bukkejagten er blevet et varmt emne herhjemme.
Ikke mindst pga. råvildtforeningens mellemkomst, og det vil være forbandet, hvis man skal opleve et forår og sommer uden jagt på råbukke.
Der er smidt om sig med argumenter pro et contra, hvad angår udsættelser af jagttiden, og ofte står det klart, at det i hvert fald ikke er råvildtets tarv, man bekymrer sig om.
Tage havde et udmærket indlæg i forrige nummer af medlemsbladet, og jeg vil lige supplere med endnu et indlæg om den forkætrede bukkejagt.
Arternes overlevelse må være betinget af, at det er de stærkeste individer, som får lov til at parre sig. Denne filosofi gælder dog ikke racen Homo Sapien – ser det ud til. Hvis nogen anfægter først nævnte logiske slutning om arternes overlevelse, må der være tale om en misopfattelse af, hvordan arterne har udviklet sig gennem tiderne.
Desværre har vi jægere besluttet os til at forvalte råvildtet efter nogle besynderlige afskydningsregler. For det første bortskyder vi bukkene inden de får mulighed for at parre sig, og dernæst nedlægger vi mærkeligt nok de største og mest leve- og forplantningsdygtige af slagsen. For råbukke er det nødvendigt at have de største angrebs- og forsvarsvåben, og lige netop de største og mest drabelige opsatser er det, vi efterstræber. Det hænger altså ikke rigtig sammen, for skulle der være mening med ”galskaben”, så burde vi koncentrere os om at bortskyde småskravlet, så de stærke bukke ikke skulle bruge tid på at smide disse på porten, men udelukkende koncentrere sig om sidste projekt på dagsordenen – nemlig kampen mod jævnbyrdige bukke og parringen.
Men lur mig, om de fleste bukkejægere vil være tilfreds med at bortskyde en lille gaffelbuk – eller måske endda en sent udviklet spidsbuk. Det er der nemlig ikke prestige i. De fleste snuser derfor rundt efter den enorme seksender, som af indlysende grunde burde være den bedst egnede til parring.
Der er også mange, som begejstret taler om brunstjagt. Jamen, der er jo intet lettere end at nedlægge en brunstbuk, som ikke har øje for andet end råerne eller konkurrenterne. Det er som at skyde bjørne i et skydetelt – og meget usolidarisk over for alle handyr.
Hvis der skal være blot en lille smule fornuft i den fremtidige råvildtjagt, så bør man ændre jagttiden for bukke til efter brunsten. Forslaget vil garanteret få en trist behandling af de jægere, som skal have krisehjælp, hvis de ikke kommer af sted den 16. maj. At man i september og oktober stadig har mulighed for at få den enorme opsats hjem på væggen, forbigår man med sindsro. Til den tid er der også høstet, og bukkejægeren har flere chancer end tidligere på året, hvor afgrøderne står højt i juni/juli.
Efter min mening vil det være optimalt, hvis bukkejagten pågår fra 1. september til og med 28. februar. Jagten på rå burde også ændres, så lam og rå kun må afskydes fra 1. november til og med 31. januar. Derved risikerer vi ikke at komme til at nedlægge råer med sent udviklede lam.
Motivredeligheden har desværre ofte trange kår i debatten. Man vil pinedød på bukkejagt, men fortrænger aktivt, at man ved sommerjagt på buk kommer til at forvolde enorme skader på fremtidens råvildtbestand.
Tekst: Erik B. Berthelsen
|
|
