|
Mens jægeren gik hjemad langs med skovbrynet, nynnede han strofer fra: Stille hjerte sol går ned.
Inde fra skoven lød solsortens sidste skumringsfløjten, og ude på marken jagede flagermusene - med bratte sving - rundt over de mange kokasser. Ved siden af jægeren gik hunden med blikket rettet skråt ned mod jorden.
Når du kommer hjem, tænkte jægeren og så ned på hunden, vil du drikke lidt vand og derefter lægge dig til at sove. Tanken fik jægeren til at stoppe op, og han måtte fløjte højt flere gange for at standse hunden – gammel og døv - som den var.
Jægeren satte sig på hug, da hunden logrende kom tilbage til ham. Dit gamle skrog, tænkte han og strøg hunden hen over ryggen, du er da snart ikke andet end skind, knogler og knuder. På både for og bagben var der valnøddestore fedtknuder i underhuden.
Hunden satte sig og så bedende op på jægeren. Hvad skulle det nu til for? Den ville hjem i kurven!
Jægeren tog hundens hoved mellem sine hænder og så nøje på dens øjne. Den ene linse havde en lille grålig plet.
– Stær, havde dyrlægen sagt. – Senil stær, for at være helt korrekt!
Hunden prøvede at dreje hovedet og se ud til siden, hver gang jægeren fik øjenkontakt med den. Pletten var ikke blevet større de sidste par måneder, konstaterede jægeren tilfreds og nussede hunden lidt på brystet. Og selv om den skulle udvikle sig, ville langt de fleste hunde kunne klare sig fint - godt hjulpet af de andre sanser.
Jægeren nynnede igen lidt. Det venlige toneleje fik hunden til at slikke ham på håndledene.
- Ja, en god hund har du alle dage været, mumlede jægeren og rynkede så igen panden.
Siden besøget hos dyrlægen havde jægeren af og til spekuleret på, hvornår han måtte tage afsked med hunden. Han vidste fra tidligere, at når beslutningen først var truffet, skulle der handles med det samme. Alt andet var ikke til at bære. Men indtil videre havde han ikke tænkt tanken til ende.
- Herregud da, den har det jo godt, havde han hver gang skudt det hen, når samtalen faldt på alder og aflivning.
Jægeren så ind mod skoven ved lyden af fasaner der fløj op for natten. Hunden fulgte jægerens blik og gik snusende frem mod skovbrynet, hvor den interesseret løftede det ene forben.
- Hvad har du der, sagde jægeren nysgerrigt og rejste sig. - En rævelort
såmænd! Jægeren klappede igen hunden. Ja, ja, din lugtesans fejler ikke noget,
tænkte han og så på hunden, mens den strintede omkring lorten.
Tanken fra før var ikke til at slippe. Flere gange i den sidste tid – især om morgenen - havde
hunden ikke kunne holde på vandet, mens døren ud blev åbnet. Når hunden først
havde rejst sig fra kurven, skulle det gå stærk.
Jægeren lyttede igen til lydene
fra skoven. Hunden kunne heller ikke længere fastholde en ordre. Tidligere blev
den efter jagt liggende i kurven, indtil der blev beordret ”fri”. Nu sjappede
den rask væk ud i stuen, hvor den efter at have fundet et passende sted
spadserede de sædvanlige gange rundt om sig selv, inden den lagde sig og
slikkede poter.
Hunden drejede hovedet og så kort op på jægeren, før den
langsomt begyndte at gå hjem. Det var også noget nyt. Igen en stigende - og
upassende form - for ”selvstændighed!” Jægeren nikkede længe med tæt
sammenknebne øjne. Han skulle lige til at fløjte, men vidste fra tidligere, at
det nok ville være nyttesløst.
Mens jægeren i skæret fra den røde aftenhimmel
betragtede hunden faldt tankerne endelig på plads. Lidt rystet - men også meget,
meget lettet - gik han med raske skridt efter hunden. Afskedens time var kommet.
Tekst: redaktionen
|
