Angrebet

 Og så skete der noget helt uventet. Noget, som kun ganske få kommer til at opleve.

En lang og spændende

Mine to amerikanske jægere ville ankomme den følgende morgen, så dagens praktiske gøremål var at fylde brændstofforsyningsanlægget til bådenes påhængsmotorer op og indsamle alle propantankene til opfyldning, og ikke mindst, klargøre alt mit personlige udstyr. For hvis der er én ting, jeg har lært om forberedelser til elgjagten, er det, at man aldrig kan få nok par sokker med. Men også min backup riffel, skulle have et kærligt eftersyn. De majestætiske elgtyre var i brunst nu, så et fejlskud fra en nervøs klient kunne få katastrofale følger. En anskudt og rasende elgtyr i 1200punds klassen spøgte man ikke med. Kun den kraftigste riffel kunne i bedste fald stoppe den med et enkelt skud!

Tidlig morgen i en canadisk jagtlejr med rødme på himlen og lette frosttåger dansende på søen, suppleret af lyden af forventningsfulde men dæmpede stemmer og duften af frisklavet kaffe, er en cocktail af livsglæde og spænding, som næppe noget andet, jeg kan komme i tanke om, kan hamle op med.

En dyb rumlen, som fra en tordenbyge langt væk, “hang” over lejren. Det var lyden af "Old Joe´s” stemme! En kæmpe af en mand. Tæt på syv fod høj. En vaskeægte vildmarksmand! “Old Joe” havde levet i og af skoven hele sit liv. Fældefangst og pelsauktionsfirma om vinteren, og tilskæring af stedsegrønne træer i sommerperioden. Hans jagtkammerat, Mark, udstrålede de samme signaler om et langt liv i kontakt med naturen. Som personlig guide for betalende jægere var det min pligt at tage en snak med “Old Joe” og Mark, om de situationer, vi højst sandsynligt kom ud for. Men begge to var erfarne skovfolk, der kendte til faren ved mødet med vildmarken og dens dyr.

Babine Lake var blank som et spejl og dog var der her og der plamager af uro i overfladen. Det var de store, Sockeye Laks, der efter gydningen drog deres sidste suk før døden tog over! I et træ sad en ørn og ventede tålmodigt på det næste, let tilgængelige måltid, og i en bæverkoloni på søens modsatte side havde de effektive gnavere travlt med at fælde de sidste birketræer, før frosten frøs stammerne hårde som glas. Et fantastisk syn og en forsmag på den vildmark, der ventede os. Babine lake er en lang og forholdsvis smal sø, hvor vindene har en tendens til at speede sig op, som almindeligt blæsevejr, der i søens ene ende ligesom presses gennem en lang tunnel, og ender ud i kraftige stormstød i søens modsatte ende. Sådanne vinde ramte os også under sejladsen i den 25fod lange, fladbundede aluminiumsjolle. I bølger, der i vindstødene rakte højt op over rælingen og gav spande af vand, der sprøjtede ind over båden, tog turen ikke de sædvanlige tre, men fem timer, før vi endelig fik landingspladsen til lejren i sigte. En grizzlybjørn, en hun med to store unger fortrak modvilligt fra et ædegilde i halvdøde laks, da lyden fra påhængsmotoren blev hende for meget. Vi var nu for alvor dybt inde i vildnisset!

Kokken var ankommet et par dage før og modtog os i den opvarmede bjælkehytte med duften af friskbrygget kaffe. Jeg lod “Old Joe” og Mark etablere sig, og så var det tiden at drøfte den kommende uges jagt i detaljer. For hvem skulle skyde først, var nok så vigtigt et spørgsmål, at få afklaret..Men Mark og “Old Joe” havde ordnet sagen hjemmefra med en omgang “plat og krone”, og Mark havde vundet.

Det var blevet tidlig aften med begyndende skumring: Et fantastisk tidspunkt at rekognisere terrænet. Ridende på lejrens splinternye, ATV, satte vi op langs en ældgammel veksel. Jeg ville tjekke et såkaldt naturligt “salt slik” som er en klippeformation med mineralholdigt vand piplende frem fra sprækker i stenen. Elgene elsker det rene grundvand, men det lod til at alle skovens dyr besøgte stedet, for vekslen var oversået med alsken aftryk fra klovbærende dyr: Ja – selv friske aftryk fra lapper af grizzly og sortbjørne, skimtedes i tusmørket. Jeg standsede den tøffende lyd fra ATV´ens motor.Vi skulle videre til fods for ikke at støje unødigt og skræmme en eventuel elgtyr bort! Stemningen iblandt os satte sig fast. Det her føltes rigtigt! Vore snigende kropsbevægelser gjorde os til lurende kattedyr på rov i skumringen. Vi var, på trods af tusmørket, på jagt! Mark gik bag mig, så stille, at jeg kun anede ham, fordi jeg vidste, han var der. Linet op af “salt-slikket” stod en bastant skygge, dybt koncentreret om det mineralholdige vand. Det var en mellemstor Elk: En tyr! Stor nok til at skyde! Men vi var ikke på jagt efter en Elk. Arrangementet i den kommende uge drejede sig om en elgtyr i trofæ-klassen. Den Nordamerikanske vildmarks største og mest imponerende dyr.

Jeg fandt en hulning i skovbunden, stor nok til at rumme os og i passende skydeafstand til “salt-slikket”. Både Mark og “Old Joe” var glimrende skytter, det vidste jeg fra prøveskydningen af riflerne langs søbredden. Men i skumrings situationer, som nu, lod jeg aldrig en klient skyde på afstande over 50meter! Jeg forsøgte at påkalde en elgtyrs opmærksomhed med en række nasale grynt, som kom de fra en brunstig elgko. Men ingen reaktion. Intet, der tydede på en tyr, der længselsfuldt svarede mig. Alt lod til, at vi ikke i aften skulle nyde en omgang fyldt elghjerte til middagen. Og så....pludselig blev der svaret med en række lave, karakteristiske grynt fra en tyr, et stykke herfra. Med mit hjerte galoperende i overgear, svarede jeg tilbage, og tyren reagerede omgående. I en cirkel omkring den svage vind, vi hidtil havde haft imod os, sniger vi os mod en åbning i skoven og rammer en lang veksel. I tusmørket, der nu næsten var nat, aner vi det bastante omrids af en tyr i bevægelse mod os! Men vi var mange minutter over lovlig skydetid, så jeg beordrede os tilbage til ATV´en. Over de næste tre dage, så vi i alt tredive Moose, en masse Køer, kalve og små Tyre. Dag fem besluttede vi at prøve en anden, mindre lejr i samme område. Vi jagede langs ældgamle veksler, men fandt intet andet, end masser af friske grizzly ekskrementer, fyldte med lyse orange og røde hyben. Tegnet på den lange canadiske vinters, snarlige komme!

Dag seks, den sidste jagtdag, begyndte med et miks af anspændthed og mat stemning. For intet var skudt! Den værst tænkelige situation for en guide. Masser af elge, også tyre, men ingen i den eftertragtede trofæklasse. Jeg kendte til et stort marskområde et stykke herfra, og for at spare tid sprang vi i båden, endnu før solen skimtedes over trætoppene. Det sidste stykke før marsken, padlede vi båden så stille som muligt. Der var en anelse strøm, der førte os ind i en runding, og derinde stod en mindre, ung elgtyr, halv nedsunket i vandet. Elgene kan stå i timevis samme sted og snadre i vandplanter, og Marks attitude var nu på sidstedagen ændret fra trofæjagt, til en simpel kødjagt, så den heldige situation skulle udnyttes. Amerikanske jægere er modsat europæiske ditto, egentlig ret ligeglade med selve “trofæet”, som hos elgtyrene altid er det ofte kæmpemæssige gevir, som en elgtyr i den store klasse kan levere. Derimod er de oftest interesserede i kødet, der på selv en mindre elg, udgør en anseelig mængde, velsmagende kød til grillen. Mark besluttede at skyde tyren fra en stor træstub, der kunne yde ham fast støtte, for afstanden var omkring 300meter! “Old Joe” og jeg fulgte spændt slagets gang i kikkerterne, for selv om Mark er en dygtig skytte, en af de bedste, jeg har kendt, så var 300meter alligevel, selv til et større dyr, en meget lang afstand. Elgtyren gør sig pludselig fri af mudderet, som om den anede uråd, og bevæger sig i retning mod bredden. I samme øjeblik lader Mark skuddet fra sin 300Win Mag gå, og jeg ser projektilet slå ned to fod foran tyren, der nu for alvor aner uråd. Men Mark er upåvirket af fejlskuddet! I samme sekund råber jeg til ham, “sæt kuglen højere” og skud nummer to træffer perfekt lige bag forløbene! Elgtyren stivner og “staller” i springet mod bredden, som et fly, der mister opdrift og derfor styrter til jorden. Mark havde fået sin elgtyr! Efter et utal af gensidige lykønskninger indså vi, at vi var langt fra lejren. Eneste mulighed for transport af den dræbte tyr var, at sure elgen og slæbe den efter båden hele vejen tilbage, hvor Mark og kokken kunne partere den og gøre den klar til den lange tur over Babine Lake næste dag.

Det var stadig forholdsvis tidligt på dagen og på trods af Marks held, havde “Old Joe” stadig sin elgtyr tilgode. Foran et engareal tæt på lejren, med grønt græs og unge træer indtog vi en perfekt “stilling”! En rand af klipper og et væltet træ dækkede os og gav os samtidigt et frit syn udover arealet. Jeg satte i med lange, inciterende ko-kald. Men intet resultat. Ingen bevægelser, ingen svargrynten fra en præmietyr: Intet! Kun lyden af Nordamerikas vildmark: den evidtgyldige hvisken fra bladhænget i træernes kroner! Ved femtiden, som er “prime-time” for et heldigt udfald, når det gælder elg-jagt, satte jeg i med den karakteristiske grynten fra en konkurrerende tyr, og så skete der noget. Efter det tredie grynt, kom det lave, men dybe svargrynt fra en stor tyr! “Old Joe” og jeg fangede hinandens blikke. “Old Joe” med tommelfingeren opad. Var det næsten muligt, at være så heldig? Tyren rumsterede voldsomt i buskadset, gik løs på et mindre træ, og kom så ud i det fri et halvt hundrede meter fra vores “skjul”! Ikke eksakt en tyr i trofæ-klassen, men dog mindst hundrede kilo større, end Marks tyr. Joe gjorde sig klar til at skyde, idet tyren tog retning mod os, men standser op for at fange fært, virer med sit store hoved, og vender omkring! Få sekunder efter er den igen opslugt af buskadset. Og så skete der noget helt uventet. Noget, som kun ganske få kommer til at opleve. Ud fra randen af klipper springer en puma frem. Først troede jeg ikke mine egne øjne. Var det et såret mule-deer, der pludselig dukkede op? Syg og ude af stand til at orienterer sig? Men dyrets fjederagtige spring i retning mod os, den lange hale...! Det var afgjort ikke et mule-deer. Men en vaskeægte puma, der var ved at angribe os: og ikke elgen!

I tre lange spring er den inde på tyve fod med retning direkte mod “Old Joe”. Han var, trods sin hævede riffel, i livsfare!Min nyerhvervede, Browning BLR 81 letvægts-riffel var ladet med en 300 Win. Mag. i kammeret og tre af de kraftige storvildt-patroner i magasinet. En riffel uden kikkert er et perfekt våben i en situation, som denne, så jeg fanger hurtigt katten over korn og kærv, fyrer skudet af og rammer pumaen i bagbenet. Den brøler op og slår en koldbøtte, men tager igen retning i et langt spring mod “Old Joe”. Anden skudrunde rammer den skråt forfra på under ti meters afstand, og katten tumler død om, få fod fra en overrasket “Old Joe”, der sad med fingeren på aftrækkeren, klar til at skyde i allersidste øjeblik!

Med adrenalinen pumpende i kroppen satte vi os sammen på en træstub og beundrede den smukke kat. Nu var der kun et at gøre. Sure den over ethundrede-kilo tunge krop fast på ATV´en og se at komme tilbage til lejren. Kokken og Mark troede næsten ikke deres egne øjne, da vi ankom. Kokken, som var en ældre, erfaren jæger, der havde guidet hele sit liv, fortalte overvældet, at han aldrig havde hørt, om en lignende hændelse! Ja – faktisk, så er det kun få guider beskåret, overhovedet at få en puma at se i vild tilstand.

Jagten var slut. Tidligt næste morgen læssede vi jollen og satte kursen mod Lake House henover en spejlblank, Babine Lake. Efter en uge i vildmarken, er der ikke noget, der trækker, som et varmt brusebad. Men denne hjemkomst fra en jagtuge i vildnisset var anderledes. Først gjaldt det anmeldelsen af drabet på pumaen til, British Columbia Conservation Service, der regulerer alle jagt og guide-aktiviteter i denne del af Canada. Jeg afgav en detaljeret rapport til en sekretær, der bad mig afvente en jagt-betjent, der ville ankomme til Lake House i løbet af få timer. Jeg bød renvasket og klar til mødet, Brent C. Velkommen med en kop kaffe, som han afslog. Han ville se pumaen med det samme og få afgjort sagen. Efter en omhyggelig gennemgang af ind og udgangshullerne, tog han stilling til min forklaring om hændelsen, som “Old Joe” bevidnede sandheden af. Brent´s konklusion blev, at jeg havde handlet i selvforsvar for at rede mit og min klients liv.

Det viste sig ved obduktionen, at min første kugle kun havde pådraget pumaen et ubetydeligt kødsår, der dog havde fået den til at slå en koldbøtte. Mit næste skud havde ramt den frontalt, hvor et fragment fra projektilet var drejet af ved et skulderblad og havde taget retning direkte op i hjernen, og dræbt pumaen øjeblikkeligt!

Tekst og foto: Troy Ronald / Professionel jæger / Double Eagle Guides and Outfitters / Hunt Agent / World Class Dream Hunts / e-mail: troy_r1666@hotmail.com / oversættelse: H.D. Egeskjold