|
Den fnyser atter højlydt, og jeg beslutter i det sekund, at skyde den!
Mit lille rutefly ter sig som en nyudklækket forårskåd sommerfugl, der lystigt flagrer gennem luftlagene henover det Nordamerikanske landskab. Under os glider mægtige skove forbi i et virvar af søer og vandløb, malerisk blandet op med dyrkede marker. Det nordlige Alberta er, som en løst mikset cocktail af farmland, uendelige skove og snørklede vandveje. Dernede, skjult i vildmarken, og helt for sig selv, burde der ligge en hytte. En vaskeægte bjælkehytte! Det skulle det være! En lille plet jord ved en sø eller et af de utallige vandløb, der gennemskærer terrænet på kryds og på tværs. Hytten skulle ligge et sted med elge, bjørne og ulve omkring sig, og måske en jærv på besøg i ny og næ. Vildmarkens små og store dyr, der ved aftenstid langs et vandløbs rand lader sig frit beskue, medens jeg, på hyttens rustikke planketerrasse, nyder synet i fulde drag. Måske fotograferer jeg en badende elgtyr, eller måske er det bare en lille sortbjørn, med sine unger omkring sig, min linse foreviger.
Vi er tolv passagerer i den klaustrofobisk snævre kabine, der ikke er meget større i længde og bredde, end et folkevognsrugbrød. Jeg kunne ikke strække mine arme fuldt ud til begge sider, da jeg, som den første igennem den yderst snævre midtergang, fik mig møvet om bagerst i mini-flyverens indre. Det føles dog trygt og godt, at hver af de to korte vinger bærer på en energisk, højt brølende motor, der bogstaveligtalt spuler en tyk grålig stråle af udstødningsgas ind mod hovederne bag de små ridsede ruder, dog uden at ramme selve flyet og sværte kighullerne til. Jeg kan derfor frit se ud under min sides stråle af effektivt brugt flybrændstof, og ned på Albertas sumpede grund, hvor alt, der kan gro, heroppefra ser vinteragtigt gråt ud endnu. Kalenderen siger ganske vist, at vi er først i maj måned, og derhjemme var bøgeskoven da også ved at springe ud i al sin pomp og pragt, men her, blot en halv dags kørsel fra Nordvest Territoriets grænse mod syd, her lader foråret vente på sig.
Udsigten heroppefra i 1800 fods højde er dog enestående, for selv om denne, min syvende jagtrejse til Canada ikke skal foregå i bjerge, så appellerer det gevaldigt til mit medbragte forårshumør, at jeg mod vest kan skue toppene af de fantastiske Rocky Mountains isblå tinder. Med alle jordiske detaljer under mig stort set fuldt synlige er jeg i det canadiske luftrum på vej nordpå mod den lille olieby, Grande Prairie, hvor den professionelle guide og storvildtjæger, jeg hjemmefra over nettet har chartret, meget gerne skulle tage imod mig. I hans truck er det så planen at sætte kursen mod lillebyen, Valleyview, der ligger midt i det såkaldte, Peace River Country. Dér ligger den jagtlejr, jeg skal tilbringe den næste uges tid. Peace River! Navnet på den store flod har ligesom brændt sig fast i min bevidsthed! I den flods vidtstrakte delta skød jeg for mange år siden min første sortbjørn, og jeg har siden hen ønsket et gensyn med dette storslåede sted.
Olieklondike set fra oven!
Ude i horisontlinien dukker Grande Prairie`s glitrende stålpladetage endelig frem. Fra luftrummet ser byen meget lilleputagtig ud, og alligevel rummer dens spredte samling huse en halv snes tusinde beboere, hvoraf mange er nytilflyttede eventyrere, alle med et ønske om hurtigt tjente penge bragt med sig hjemmefra, for under de røde og grønne stålpladetages hytter, gemmer der sig rige olie og mineralforekomster, som først for nylig er fundet her. Medens vi åler os frem gennem luftstrømningerne fra Nordvest Territoriets konstante lavtryks pres oppe nordfra, der blot nogle få hundrede kilometer mod sydligere himmelstrøg døgnet rundt påvirker klimaet, starter den unge pilot indflyvningen til Grande Prairie´s miniaturelufthavn.
Sekunderne før flyets trillebøragtige hjul rammer landingsbanens ru beton, føles det, som om flyet rent faktisk er en lille forårskåd sommerfugl, der i en stor og dejlig have glad flakser mod sin yndlingsbusk. En ganske ung pige i sædet foran mit ryster dog af skræk under turbulensen, men midtergangen er heldigvis ikke bredere end at hun og kæresten, en atletisk ung mand med kasketskyggen med et lokalt olieselskabs logo kækt rettet bagud, kan omfavne hende noget så omsorgsfuldt! For i dette for ungersvenden ret så givtige, men for pigebarnet - farefulde - øjeblik, kan intet hamle op med hans beskyttende favntag. Hun er i omfavnelsens moment: Knægtens eje, for evigt! Med et bump, der gennemryster os alle grundigt, rammer vi Albertas grund, og nu kan mit nye jagteventyr endelig starte. Her, under disse omstændigheder, føler jeg mig mere end noget andet sted selv så langt hjemmefra: På hjemmebane!
I Peace River´s sump og moradsdelta!
Min camouflageklædte guide, John, er atter kørt fast! Den sumpede grund suger gang på gang fat i køretøjets ballondæk. I siksak bevægelse forsøger vi at krydse ind og ud mellem krat og væltede træer. Her er så uigennemtrængeligt, at jeg kun kan orientere mig ganske få meter frem, og for hundrede og tyvende gang indstiller jeg mig på at stå af den lille japanske ATV firehjulstrækker, ganske som jeg i sin tid stod af min motorcykel efter en tur gennem Københavns myldretrafik. Blot rammer min fod ikke asfalt eller fortov, men synker ned i moradset, så vandet straks siver ind gennem mine læderstøvlers ellers meget stramme snørebindinger!
Vores ATV er blot en lille motorcykel på fire knoprede ballondæk, men med nogle helt utrolige terrængående egenskaber. Bære to voksne mænd i sumpet terræn, hvor vandet konstant er tæt på motorens indsugning, det kan den nu alligevel ikke klare! John kan kun få den fri igen, stående på fodhvilerne og med fuld gas på motoren i det laveste gear gøre nogle voldsomme vrikkebevægelser, indtil ballondækkenes knopper atter griber fat. Jeg kan ikke engang gøre mig nyttig og skubbe bagpå! Her er alt for sumpet! I stedet søger jeg tilflugt på et af de titusinde væltede træer, der på kryds og tværs, som i et gigantisk pindespil, gør færdsel her til et vovestykke af rang!
Efter en times udmattende kørsel i sumpmoradset dukker den lille lysning, jeg ved er målet, frem! Oppe imellem tre grantræer, i fire meters højde, aner jeg den platform på knap en halv kvadratmeter i areal, der med en smal stige næsten lodret op, er den ubekvemme siddeplads, jeg de næste timer til mørkets frembrud gør det umuligt at skyde sikkert, selv skal vurdere, om den sortbjørn, der eventuelt dukker op for at fouragere i lysningen, er stor nok til, at jeg vil nedlægge den med et velanbragt skud fra den magnumriffel i kaliber syv millimeter, Remington, som John har lånt mig.
Medens jeg strækker benene og kigger mig lidt omkring, tømmer John en medbragt plasticpose med slagteriaffald ud under et træ en halv snes meter fra platformen. Det skal lokke bjørne til. At jage bjørn på denne facon med udlagt bait er fuldt ud lovligt og alment accepteret blandt jægere overalt i Alberta. I visse andre delstater i Canada er jagtformen af etiske grunde gjort ulovlig, da man anser det for unfair overfor bjørnen, først at invitere den på et lækkert måltid mad, for derefter at sende den en kugle som dessert! John fastslår under arbejdet med den stinkende bait udførligt de samme advarsler til mig, som chefen for jagtlejren lagde ud med straks efter min ankomst. At komme for tæt på en bjørn der æder, bringer basalt et menneske i fare! Selv en mindre sortbjørn kan sagtens vælge at forsvare sit ”bytte” og reagerer med en aggressiv afvisning, der kan give alvorlige skrammer! Og for tæt på! Det er jægeren rent faktisk i sit skjul oppe i træet med en bjørn nedenunder, der æder løs af den udlagte bait! John fikserer sin øjenkontakt med mig, og slipper den ikke uden videre igen. Jeg nikker indforstået til ham. Fast i blikket! Jeg
HAR fattet faren knægt!
Alene i skoven!
 John er kørt tilbage til lejrhyggen. Der er fem timer til han dukker op igen, og da vil det være bælgmørk nat! Jeg lader en brise mættet af duften af skovbund og harpiks tage over. Det styrker humøret lidt i retning af mod. Der lyder et sagte og alligevel hørligt sus fra vinden gennem trækronerne. Den evigtgyldige hvisken i bladhænget, skovens på én gang sørgmodige og længselsfulde sang, der i mine drengeår under de sydfynske skoves skærmende bøgekroner gjorde så dybt et vildmarksagtigt indtryk på mit drengesind, at det er årsagen til denne jagtrejse til Canada, og næppe bliver min sidste! Men nu! I dette for så vidt fuldgyldige øjeblik var vindens færden gennem bladhænget i det enorme skovstykke, jeg nu befandt mig i, knap så romantiseret en melodi. Jeg skuttede mig i hvert fald en anelse. Enhver lyd, enhver bevægelse, kunne betyde en stor bjørns entre ind på den lille plads!
Stilheden omkring mig ændrer sig i retning af lyde fra små fugle i træerne, der nu har accepteret, at jeg sidder der i samme højde som dem, og det er der ligesom ikke rigtigt noget at gøre ved, og så kan de lige så godt flyve ned og snuppe noget af den majs og det korn, som John har strøet ud omkring slagteriaffaldet for at gøre det ekstra tillokkende for en sulten bjørn! Og pludselig myldrer det af liv nede ved den udlagte bait, hvor nogle muselignende væsener på størrelse med en lille kanin holder ædegilde. De flygter dog hurtigt da en såkaldt, Fisherman, dukker op. En Fisherman ligner en mellemting mellem en mår og en grævling, og er alle mindre dyrs erklærede fjende i Canada, ligesom måren er det derhjemme.
Noget stort bag mig tvinger en gren til side, og en skygge glider frem under mig. Min tommelfinger flytter straks riflens sikring over på, Go! Det er en sortbjørn! En mindre medium size. Stor ser den dog ud, da den pludselig vender omkring og i tre spring er henne ved stigen op til mit skjul! Stående på sine bagben med forpoterne hvilende på et trin, så nær på mig, at jeg næsten ville kunne nå den med riffelløbet, stirrer den nysgerrigt på mig. Fem og en halv fod bjørn er nær de 175 centimeter, så jeg føler et stærkt ubehag! Jeg kan på dens brede isse og kraftige kæber se, at det er en han-bjørn! Ung, nysgerrig og pågående! Jeg lader riffelløbet sænke ganske langsomt nedad, indtil det peger direkte mod dens hoved, der vipper fra side til side, som om den kun kan se på mig, med et øje af gangen!
Et heldigt skud!
Stanken fra det halvrådne slagteriaffald under træet, er dog mere interessant for den, end mine duftreferencer er! Med et fnys ligesom præget af dyb foragt, stirrer den på riffelløbet, vender sig fra mig, dumper ned, og søger overlegent - i ro og mag - over mod affaldet. Jeg når lige at se den dristige Fisherman tage sig god tid til at bide ordentligt fast i en luns kød og forsvinde med lunsen i kæften ind mellem træerne. Resten af aftenen dominerer bjørnen pladsen totalt. En lille sulten fire fods sortbjørn dukker med jævne mellemrum frem i skovbrynet, og forsøger at komme med i ædegildet, men bliver straks jaget væk. Indimellem retter kombattanten blikket op mod mig, og fnyser advarende af mig, og på intet tidspunkt er min riffel sikret.
Johns ATV kan omsider høres i det fjerne. Motorstøjen irriterer bjørnen, der rejser sig op på bagbenene for at registrere, hvorfra den uventede lyd kommer. Den fnyser atter højlydt, og jeg beslutter i det sekund, at skyde den! I det øjeblik dens forpoter rammer jorden med en dump lyd har den siden vendt mod mig. Det er næsten mørk nat, men jeg har dens konturer tydeligt nok i kikkerten, og sender min elleve grams kugle ind gennem dens hjerte. Den brøler op og springer ind under min platform i samme retning den kom fra og forsvinder i noget tæt buskads bag mig, hvor jeg i nogle lange sekunder kan høre den ralle livet af sig. John har hørt skuddet og er ikke helt tilfreds med tidspunktet. Der er dog fire minutter til lukketid, som er to minutter over kl. 2200 i Alberta, og bjørnen er jo stendød! Summa summarum konkluderer han nøgternt: Et heldigt skud!
Firehundrede pund bjørn fylder godt i kikkertsigtet og på bagsmækken!
Nogle aftener efter sidder jeg sammen med John i et skjul ved foden af en lang række bæverdæmninger, der gennem en smal canyon holder en lille flod effektivt i skak. Bæverne i vores ende lader sig se i vandet. Som små ubåde patruljere de med jævne mellemrum vandspejlet med snuderne fuldt synlige i overfladen, men da en række højlydte plask fra deres brede haler bryder løs, er vi klar over, at noget alvorligt er i gære! En kombination af skumringens køling og spændingen ved situationen rusker mig igennem, men John tysser opmærksomt på mig, og først nu hører jeg, hvad han hører! En række dybe åndedrag fra en bjørn imellem plaskene fra bæverhalerne! John hvæser nervøst ud mellem tænderne. Hans: It’s a huge bear! Det varer nogle minutter. Spændingen er ulidelig! Men så dukker den frem fra et buskads bag os, tager bestik og kaster et blik op til os! Jeg har altid fra erfarne bjørnejægere hørt, at man ikke kan opnå øjenkontakt med en bjørn. I de meget lange sekunder den store hanbjørn stirrede op på os, blev jeg dog klar over, at den påstand absolut skal tages med alle tænkelige forbehold.
John og jeg sad som limet sammen på platformen. I det øjeblik bjørnen stirrede op på os, stirrede han på mig med øjne, der sagde! Ready! He can attack us! John er i vejen for min riffel, for bjørnen er på min højre side, syv otte meter fra os, så jeg kan ikke komme til at svinge løbet ned mod den, uden at gøre en alt for stor bevægelse! Det store dyr har nu atter blikket rettet mod bæverkolonien, hvor kanonaden af høje, vedvarende klask fra bævernes haler er et temmelig nervepirrende akkompagnement til optrinets alvor! Langsomt bevæger den sig i retning af bæverne, medens jeg, lige så sagte sænker min riffel, så tæt på, jeg kan komme dens massive krop!
 En fantastisk finale!
Jeg skønner, jeg højst har et par sekunder at skyde i, når og hvis, den dukker op i min riffelkikkerts begrænsede synsfelt. Det gør den heldigvis! Et kort øjeblik efter er dens kompakte skulderparti fuldt synligt i kikkerten! Det er virkelig en stor og fuldvoksen sortbjørn! Den har et fluidum af tyk gullig fråde om de kraftige kæber, medens den smasker så højlydt af ædelyst, at bæverne ikke kan undgå at høre den, og igen hører jeg selv dens dybe, sugende åndedrag! I kombinationen af serier af distraherende kulderystelser, og en afsindig lyst til at fuldbyrde øjeblikket lader jeg magnumriflen sende sin blødnæsede kugle af sted på ny, og scenen med den mindre bjørn, jeg skød nogle aftener forinden, gentager sig. Blot er denne store bjørn på fulde, syv fod! Helt nøjagtigt, syv fod og to tommer fra snude til halespids, og tæt på firehundrede pund, skønner John med tilfreds mine.
Vi bøvler en lang og kold time i mørket med at få det tunge dyr fastgjort med remme på den lille ATV´s lad. Det er en næsten umulig opgave, for så mange kilo død bjørn er en temmelig uhåndterlig tingest! Jeg ved, at jeg nu må løbe i moradset ved siden af ATV´en, før vi når frem til Johns truck, der er parkeret i udkanten af skoven, og på slisker kan køre den op på truckens lad. Jeg er derfor en dødtræt, men også glad og tilfreds bjørnejæger, da vi langt om længe har lejrens omrids i sigte. I soveposen, med en solid whiskysjus indenbords, slår det mig, at selv om jeg bare har ”siddet” på jagt på denne rejse, så har oplevelsen af at sidde musestille i skoven og vente på, at en stor bjørn muligvis dukkede op bare få meter fra min position, været en endog særdeles intens oplevelse i sin helhed.
Ti dages jagt og naturoplevelser i mit eventyrlige Canada flyver af sted i frustrerende lyntempo! På afrejsedagen, i luftrummet over lillebyen med alle sine turkisgrønne og postkasserøde ståltage under mig, slår mit lille rutefly et slag ind over byen, så kursen sydpå til Calgary Internationale Airport, kan lægges korrekt af den unge pilot. Den vending ind over byen gør regnskabet let at gøre op. Jeg kommer simpelthen bare igen til næste år. Fascinationen kan heller ikke tøjles denne gang, for Canada er et land, man aldrig bliver træt af at besøge, og da slet ikke som jæger!
Tekst og foto: Hans Egeskjold / privatfoto
|
