|
På knæ i det høje græs ser jeg det bastante rids af en grizzlybjørn
Gun Creek! Eldorado Creek, Eldorado Mountain, Open Heart og Bonanza Creek.
Navnene klinger og især Bonanza Creek gjorde indtryk, da jeg i aftes så det dukke frem på det store kort over området som Kevan, - ejeren af ranchen - har sat op på væggen i sin hyggelige gæstehytte. Bonanza var ikke bare navnet på en Westernserie i min barndom om barske pioneres liv i Nordamerikas uberørte natur, men også synonymet på seriens medrivende kendingsmelodi. Som dreng kunne jeg simpelthen ikke slippe de appellerende strofer, der bestandig hang i ørerne i dagene efter det ugentlige afsnit om de gæve brødre Cartwright’s liv på prærien, som serien handlede om. Den slags tilskyndede enhver rask dreng til et mere spændende og udfordrende liv, end skolens trivielle forsøg på indlæring dengang bød på.
Men den dødsensfarlige strøm et halvt hundrede meter under mig, er nu lige realistisk nok! Den er en følge af at floderne Gun Creeks og Eldorado Creeks vand løber sammen her i kappestrid om, at komme først til dalens fladere terræn. Den vandgang går ikke skånsomt hen over bredderne de steder, hvor terrænet slår endnu et sving. Foråret her i Rocky Mountains får smeltevandet fra bjergenes sneklædte sider til at søge mod dalen med en hastighed, som var hver og en af billioner af vanddråber et projektil skudt ud af en moderne riffel i magnumkaliber! Floden, Gun Creek, underspiller ikke på nogen måde sit navn! Fodboldstore sten er flere steder skyllet op på bredderne af den voldsomme strøm, som kanonkugler, lagt klar til næste skud!
I aften i bjælkehytten oppe ved bjergsøen, Spruce Lake, som er målet for rideturen i dag, vil jeg blande min canadiske whisky med noget af flodens iltre vand. Whisky døbtes jo engang af indianerne til ildvand, og selv om det dybest set er en ret så sørgelig historie, så skal min egen gode whisky i aften blandes med andet end bovlamt købevand fra en plastikdunk. Det vil slutte denne dag med maner!
Jeg er i grizzlybjørnens, sortbjørnens og elgens land. Grizzlybjørnen! Det rovdyr, der i den latinske betegnelse bærer tillægget horribilis. Doneret den af den lige så horrible race, Homo sapiens, hvoraf nogle tror, at blot man ser venlig ud, og sørger for at støje tilpas, så vil bjørne og andre af vildmarkens store og potentielt farlige dyr flytte sig for vandringsmanden. En gang livsfarlig pladderromantik! De ord blev sagt i aftes ved en hyggestund i gæstehytten af den halvtredsårige canadier, tredjegenerations outfitter og ejeren af ranchen, Kevan. Kevan besad en klangfuld tone i sin stemme, som nynnede han bestandig sin country-ynglingsmelodi, selv dagligdags sætninger synger han ud. Men når han taler om grizzlybjørnene, lyder hans stemme som - dødens melodi! Han har ansvaret for sine gæster, og en ulykke med en bjørn ville være fatalt for hans forretning. Kevan og hans hustru, Sylvia, driver en jagtranch i de smukke Chilcotin bjerge, som er den øvre part af de såkaldte Coast Mountains i det sydlige British Columbia. Ranchens speciale er jagtoplevelser, men i det hele taget kan man købe sig en hvilken som helst naturoplevelse her i det billedskønne, 5000 kvadratkilometer store bjergrige område, som ægteparrets ranch råder over.
En ilter canadier
Bjergene skærer sig på kryds og tværs gennem landskabet, som knivskarpe sværd der krydser klinger. Indtil vi når op til den af de højere liggende dalsænkninger, hvor bjergsøen, Spruce Lake, ligger som klippegrundens spejlblanke øje mod himlen, må jeg bide tænderne sammen, og ikke kigge nedad! Vi, er min guide, den 44-årige iltre, væselagtige canadier, Jod, og hans hjælper, Kim. Kim er en 22-årig lokal pige, som har et sommerjob på ranchen. Hun har planer om at uddanne sig til geolog, og skal kokkerere for os i lejren ved søen. Med os har vi to tungtlæssede pakheste. Jod har den ene bag sig i et kort stykke reb, og Kim den anden. Jod er fra et område, jeg sidst gæstede i British Columbia, nemlig den lille flække, Horsefly. Det var i den periode, den bizarre amerikanske tv-serie, Twin Peaks, rullede over skærmene derhjemme. Twin Peaks særegne skovmiljø og Horsefly mindede mig på en prik om hinanden.
I Horsefly gloede man uforbeholdent på fremmede, som var de et muligt trofæ til jagthytten dybt inde i skoven, og at det kun var et spørgsmål om at vente på det rette øjeblik, så var kløen i aftrækkerfingeren borte med blæsten og mig med! Jods hvasse attitude passer fint til Twin Peak stilen, for der er noget rovdyragtigt over ham! Når han lurer på mig fra øjenkrogen, om jeg nu også følger hans råd i håndtering af hesten til punkt og prikke, føler jeg mig som et byttedyr!
Det går uafbrudt opad blandt væltede træers frønnede stammer, klippestykker og kampesten, der som skrottede biler ligger spredt hulter til bulter i skråningerne ned mod floden. Vi følger et ældgammelt indianerspor op til bjergsøen. Der er kun gået et par timer, og jeg ved, at turen derop vil tage mellem seks og syv timer. Jeg er næsten konstant lænet fremover min hests hals og hoved med et fast greb i dens stride manke, for dér er det stærke dyr ret følelsesløst og mærker ikke mine knugende fingre. Af og til skrider den på et af bagbenene, så det gibber i mig, men værst er det, når vi skal passere en af de mange brinker ned mod floden. Ofte er disse kun omkring et halvt hundrede meter brede, men stejle som en lodret væg, og sporet, hesten følger på skråningen, er højst en halv meter bredt. Ind mod hældningen skal mit ene ben være helt frigjort af stigbøjlen, så jeg kan gøre mig fri af sadel og hest, i samme sekund et styrt mod den frådende malstrøm i dybet, kan være en realitet.
Nogle timers anstrengende ridt uden tanke for andet end at holde sig siddende i sadlen forløber. Vi er omsider nået op i højlandet, hvor en dybgrøn sø på et par tønder land mentalt bringer mig ud af min sidste rest ligevægt. En delvis sammensunken bjælkehytte en halv snes meter fra bredden skriger til mig om at blive gjort i stand til bolig igen, og jeg stod gerne af hesten for at begynde renoveringen på stedet. Det er en ide, som i årevis har naget mig, om jeg engang turde prøve mit mod af i Canadas vildmark. Kun mig selv og min riffel! Her, hvor de enorme dalsænkningers grønne tæppe af græs, draperet med et væld af stærkt gule og orangerøde blomster, i mit univers, er den absolut øvre grænse for skønhed. Men en farefuld skønhed!
Flugten
På vej hen over en smal højderyg gør Jod holdt og beordrer os af sadlen, medens han med sin hæse stemme hvisker, at vi skal trække os en halv snes meter tilbage. Jeg får min ganger svunget rundt, så jeg kan stå af ind mod en hævning i terrænet, men jeg er så stiv og øm i lårene, at jeg har svært ved at holde balancen. Imens jeg gør nogle lindrende strækøvelser, tøjrer Kim hestene til et af de små birketræer med et specielt knob, så det kan løsnes i et snuptag. Hvis en gnaven grizzlybjørn dukker op, er det rart at kunne komme hurtigt af sted! Og nu kalder Jod os hen mod sig med en mine på, som klart fortæller, at vi skal dukke os og være musestille!
På knæ i det høje græs ser jeg det bastante rids af en grizzlybjørn med tre store unger, ca. hundrede meter længere nede mod floden. Medens vi med flugtinstinktet aktiveret kigger nysgerrigt på bjørnefamilien rører sig i det samme noget stort i græsset bag os! Stik mod forventning gir Jod et vræl fra sig, selvom det bare er min hest, der har forskrækket ham! Den løse binding til birketræet har givet op, og nu står den en halv meter bag os og kigger nysgerrigt med. I fuld positur vrinsker den højlydt over Jods anskrig, som ville den svare ham igen! Men nu reagerer bjørne-mor på den uventede støj! Hun rejser sig nogle sekunder på bagbenene i to en halv meters fuld højde for at danne sig et overblik, og dykker så ned for at genne ungerne ind i en tykning. Jod er lynhurtigt på benene, som en stålfjeder, der retter sig ud. Han er et hoved mindre end mine 180 cm og forholdsvis spinkel bygget. Der er noget djævelsk over ham. Ikke forløsende, som det, at være fanden i voldsk, kan formilde omgivelserne. Mere noget iskoldt og beregnende i hans direkte blik! Han vil, at jeg øjeblikkelig skal kontrollere min hest igen. Holde den i grimen! Bevare kontrollen over dyret. Jeg griber seletøjet og sætter beredvilligt foden i stigbøjlen, men i stedet for elegant at svinge mig op over hestens ryg, og lande bagdelen bekvemt i sadlen, glider jeg ind under dens bug! Stigbøjlens slidte læderstrop har givet op overfor presset fra min fod, og er gået midt over! Nu ligger jeg mellem dens fire ben, og stirrer lige op i dens brede kallun!
I virvaret har Jod tabt bjørne-mor af syne. Ungerne har hun bragt i sikkerhed i krattet, og i irritation over den uventede forstyrrelse i idyllen, vil hun vide, hvad der har truet hendes lille familie. En angrebslysten grizzlybjørn kan, over en kortere strækning, løbe en væddeløbshest op, vel at mærke, en væddeløbshest, der i forvejen er i fart!
Fortsættes i JAGT nr. 6
Tekst: Hans Egeskjold har skrevet bøger om jagt og natur og flere artikler om bjørnejagt i Canada.
|
