|
Kort resume: En angrebslysten grizzlybjørn kan, over en kortere strækning, løbe en væddeløbshest op, vel at mærke, en væddeløbshest, der i forvejen er i fart!!
 Min egen hest er nu vendt ind mod en træstub i terrænet, for grundet stigbøjlen der jo slet ikke har været tid til at reparere, må jeg benytte den modsatte side af dyret, og den har derfor hovedet i den retning, der ville bringe os lige i kløerne på den rasende bjørne-mor, der nu er på vej op mod os!!
Jod har grebet sin kortløbede shotgun fra sadlen. I én bevægelse, gjort med én hånd får han taget ladegreb, og som i slowmotion aner jeg en af de røde buckshot patroner føres ind i kammeret, og hører klikket, da slagbolten spændes! Hvordan det end lod sig gøre, fik jeg vendt min hest i den rigtige retning og kom i sadlen. Kim er forrest i kortegen og Jod bagerst, medens vi hastigt rider gennem busk og krat, bare væk!
Jod kigger konstant bagud med sin shotgun i den ene hånd. Et øjeblik er vi i en åben position i terrænet og kan se stedet, de fire bjørne åd nyspiret kløver, og dér aner vi gudskelov bjørne-mor på vej tilbage til sine tre unger i krattet. Vi slår et sving væk fra det gamle indianerspor for ikke at irritere hende yderligere, og fortsætter lettere rystet det lange ridt op til Spruce Lake. En sortbjørn æder kløver oppe på et af de lange lavinespor, men det er på bjergets modsatte side, og intetsteds kan vi komme helskindet over, Gun Creeks’ brusende vand, og indlede en jagt. Vi er nogle gange nødt til at passere mindre knap så strømfyldte bifloder, og selv der ville jeg ikke i min vildeste fantasi gøre forsøget på at komme over af egen drift. Men Jods samværsstil rummer ikke et spørgsmål til mig om, hvad jeg eventuelt syntes om en tur i det strømmende, og flere steder meter dybe vand. Han nøjes med at instruere kort om teknikken, ifald hesten skrider under mig. Og jeg kvittere med et nik, som om jeg er med på den værste. Med fødderne i det hvirvlende iskolde vand, på en hest, der forsigtigt prøver sig frem blandt huller i dybet og store sten, den ikke kan tage bestik af, holder jeg tungen lige i munden, og håber det bedste.
Et muledeer, en løjerlig udseende hjort med store runde ører, flytter sig ikke, da vi kommer ridende i gåsegang. Det er der en enkel forklaring på, for dens nyfødte afkom ligger i græsset midt i moderkagen med de spinkle ben spredt ud til siderne. En yderst udsat situation for det lille kræ! Jeg kan dog ikke dy mig. Situationen er alt for åbenlys. Jeg må have et billede af hændelsen. Til Jods irritation står jeg af hesten, og vover mig forsigtigt nærmere. Moderen har - med øjnene konstant rettet mod sit nyfødte kid - trukket sig baglæns tilbage mellem nogle træer, men i det øjeblik jeg står bukket over hendes afkom og kameraet blitzer, kommer hun farende imod mig. Jod skriger op! Imens vælter jeg mig bagover i et rullefald, væk fra hendes farlige, lange ben! Jeg kommer på mit eget bentøj, og er sekundet efter i sadlen, hævet over faren. Hun forfulgte mig ikke, men stoppede op i det øjeblik, hun igen var ved sin nyfødte unge. Sparker en hjort ud efter én kan det i bedste fald betyde flænger i tøjet, og det, der er værre, nemlig livsfarlige skader på kroppen. Men – jeg fik mit billede, og slap med en mudret ryg og buksebag.
Halvt skjult i dyndet
Vi åler os på rad og række gennem en mørk indsnævring i terrænet. Som altid red jeg lige bag Jod, som oftest kun en meter eller to. Her stank en anelse af bund fra mose, men grunden føltes fast nok til at bære os. Halvvejs inde skriger Jod pludselig op og pisker sin hest, medens han samtidig sparker den af al kraft i bringen. Men, det er nytteløst, den kan ikke bruge benene i det mudderhul, den er sunket i, og som måske nok kunne bære en mand, men ikke når han sidder på en trehundrede kilo tung hest. I det øjeblik Jod rejser sig i stigbøjlen springer han af, og griber samtidig fat i nogle grene. Han er fri. Imens skriger han til mig om at forlade min egen hest, der er ved at synke i med sine bagben. Jeg indser det livsfarlige i situationen, rejser mig op i stigbøjlerne, og springer af hesten. Jeg kan alt for tydeligt mærke, at den arbejder febrilsk under mig med hele sin store tunge krops enorme muskelmasse, for at komme fri af mudderet!
Jods hest ligger nu, efter en kort og ulige kamp mod suget fra det bundløse hul, forbavsende roligt halvt om på siden, halvt skjult i dyndet, som ventede den afklaret på dødens komme, og nu selv gerne vil have det hele med før alt sortner!
Min egen hest kom heldigvis fri, da jeg sprang af den, lettet for mine da femogfirs ubærlige kilo! Nu står den med skrækken malet i øjnene, og følger optrinnet, sekund for sekund. Jod beordrer den tøjret bag et buskads, for heste er følsomme dyr, og den skal ikke se, at han om lidt har til hensigt at aflive dens fælle. Sin kortløbede shotgun har han i hænderne, klar til at slutte mareridtet for den hest, som han har haft fra føl, og som nu er over femten år gammel. Det er en uværdig død for det dyr, der har bragt ham rundt alverdens steder i Rocky Mountains uvejsomme terræner, og jeg kan se, han er meget påvirket af situationen. Med ’et lyder der en dyb rumlen, og grunden omkring mudderhullet ryster mærkbart nogle få, men lange sekunder. I det øjeblik synker det ulyksalige dyr nogle centimeter længere ned i dyndet. Jeg venter hvert øjeblik braget fra Jods shotgun skal slutte dens dødsangst, medens jeg selv føler jordrystelserne alt for tydeligt i benene, og jeg flirter et splitsekund med tanken om, at skal jeg dø en grusom død, så lad det ske i ødemarken, her, hvor jeg allerhelst vil opholde mig. Her, hvor der ingen forstillelse er mulig, der som i storbyernes forløjede liv, kan høste falsk applaus! Kun modet tæller her! Men så galt går det heldigvis ikke. En højlydt boblen fra mudderhullet med tilhørende stank af gasarter ender med at blive redningen for Jods hest. Den ligesom løftes op af gastrykket, nok til, at den kan gøre sig fri. En sky af sort mudder pisker op omkring den, og lugten af gas er stærk! Med alle sine kræfter ruller den sig rundt og tumler ned i en lavning. Jod er ikke klar over om den har lidt alvorligere skader på bagbenene, men efter nogle minutter har den samlet sig og kommer os betuttet i møde. Den slæber på det ben, der sad dybest i hullet, men agerer ellers, som om intet var hændt.
Tilbage i lejren
Spruce Lake dukker omsider op. Syv timers anstrengende ridt i et fantastisk terræn er slut for i dag. Min bagdel og mine ben værker ulideligt, især det ben, hvor min riffel er monteret langs sadlen. Riffel og ben har måttet deles om pladsen, og det mærkes i inderlåret. Da vi ankommer til selve lejren, der ligger ned til søbredden, kan vi se, at en grizzlybjørn med unger har opholdt sig der nogen tid. De har moret sig med at koste lidt rundt med forskelligt grej og en af aluminiumsjollerne, og Jod antager, at det er den bjørnefamilie, vi stødte på tidligere på dagen. Bjørne eller ej! Vi er sultne og trætte, men Kim tænder veloplagt op i hyttens faldefærdige komfur og fremtryller et velkomment måltid. Imens beslutter jeg at sove i et telt, der er sat op inde i skoven, frem for i bjælkehytten. Jeg har ganske vist stor lyst til min yndlings balfaldera, gjort af aftentågernes dans på søens blanke spejl, men jeg ved, det smukke syn kan trække aftenen ud til sidste akts tæppefald, som først slutter, når solen går ned bag bjergene. En lang nattesøvn skal i stedet lindre ømheden i mine alt for stive ben.
Medens aftensolen skinner på bjergenes sneklædte tinder nyder jeg alene ved mit telt en whiskysjus blandet med en coladåse vand fra Gun Creek. Mindet om den iltre flod, jeg nu har nogle tæmmede centiliter af i mit glas, er en passende afslutning på dagen. Da skumringen sænker sig mellem de høje nåletræer kravler jeg mættet af indtryk i soveposen. Der er frost i luften, men det bekymrer mig ikke, når bare min skarpladte riffel er inden for rækkevidde! Skulle en sulten bjørn dukke op i nattens mulm og mørke, vil jeg forsvare mig til det sidste, og søvnen får, trods de umage forhold, snart overtaget. En ny udfordrende dag i Rocky Mountains fantastiske landskab venter, når dagslyset om føje timer på ny gryer i horisonten.
Tekst og foto: Hans Egeskjold / privatfoto
|
