Da hjorten var nået ind på 120 m bevægede han sig med siden til - - - .
 

En rudel med flere fuldskufler
Jeg var så svineheldig, at blive inviteret med til Arendsee i det gamle Østtyskland. Invitationen lød på jagt dag og nat på svin og dåvildt hos Micha. Vi – Torben, Hans og jeg – drog af sted en dag i begyndelsen af september med færgen Gedser-Rostock. På færgen var der et par spillemaskiner, som jeg ikke kunne holde nallerne fra. 40 kr. i en maskine, så lige en 20’er mere og ring ring ring – 53 jackpotspil. 11 gevinster som i alt udbetalte mig 2600 kr. Så var der råd til et par dyr mere.
Da jeg er uerfaren, hvad angår vildsvin (hvad må skydes osv.), sad Hans hos mig i tårnet onsdag aften ved en roemark fra kl. 22-24. Det var fuldmåne, men overskyet så det blev hurtigt for mørkt. Vi så intet vildt (øh jo, Hans sagde, han så et rådyr i roerne, men det kunne jeg ikke se).
På vejen hjem kørte vi en tur rundt i terrænet. På en markvej, da vi skulle til at køre ned ad bakke, opdagede vi en rudel med flere fuldskufler – pæænt store i mine øjne – ca. 150 m fremme. Dyrene stod stille og stirrede op mod bilen. Bilen blev stoppet, og jeg fik chancen for at skyde. Om bag i og hente riffel, lade, og så liste efter Hans i rabatten. ”Kan du skyde knælende?”. Da jeg allerede havde sat mig knælende, men med det forkerte ben forrest afventende på yderligere instrukser, måtte jeg ændre på det. Så var jeg klar – og det var dyrene så også – til at løbe sin vej altså. Nu gad de ikke stå og glo på os længere. Så lærte vi lige lidt af det – skulle bare have taget fast anlæg på bildøren og sparet tid. Måske kunne jeg ikke have skudt pga. mørket, det nåede jeg end ikke at finde ud af.

 En fantastisk morgenstund
Torsdag morgen fra 5.30–8 sad jeg i et lukket tårn med skydehul i alle 4 sider. Det var på et spor, der dannede et T-kryds, hvor en enorm majsmark strakte sig fra skydehullet i højre side bag mig og i venstre side. Foran mig lå sporet som dannede T’et. Til venstre for sporet var der en mindre majsmark og til højre en høj granskov. Solen stod op, og det var skyfrit - en pragtfuldt morgen.
På sporet til højre kom en fin lille ræv ca. 20 m ude. Den havde meget travlt i en halv times tid – med hvad ved jeg ikke, da kløver og græs nåede ræven til halsen. 20 m længere ude så jeg rumpen af et dådyr forsvinde ind i den ødelagte majsmark. Ca. 15 min. senere kom dyret tilbage – og tak for kaffe – en stor fuldskuffel. Han kom stille og roligt ud på sporet med siden til (og jeg var ikke klar), vendte rumpen mod mig og gik væk fra tårnet. Og hvad gjorde jeg – sad bare som forstenet, stum og imponeret. Han forsvandt ad sporet, som havde en svag kurve rundt om granskoven.
Nå – tilbage til ræven – sms til Hans, ”må jeg skyde ræv”. Svar, ”Ja, skyd”. Fat i riflen op og kigge, men for sent. Ræven var færdig med sit forehavende på sporet og forsvandt ind i majsmarken.
Pludselig støjede det fra den lille majsmark foran mig. Det jeg så, var små 5-kg grise småløbe over sporet fra skoven til majsmarken. Jeg nåede ikke at tælle dem, men der var mange, og de var bare nuser søde. Så blev der ellers liv i majsmarken. Den ene stængel efter den anden blev støjende lagt ned, men mange stængler vippede kun. Sjovt – det måtte være soen som knækkede, og smågrisene som kun fik stænglerne til at vippe. I majsen kunne jeg følge flokkens færden. Et øjeblik kiggede jeg til anden side og da jeg igen kiggede – nu ud på sporet til venstre – kom smågrisene ud fra den lille majsmark. Jeg begyndte at tælle – 4-5 stykker stoppede op og snusede på sporet, og ellers forsvandt de alle ind i den store majsmark. Jeg talte 10 smågrise. Og så fortsatte den støjende massakre på majsen i den store mark. Et par ganske korte øjeblikke kunne jeg skimte soen i den ødelagte majs. En fantastisk morgenstund med en masse liv.
Efter morgenmad og en lur gik turen til Aldi, hvor der blev handlet ind i stor stil. En jagtfilm blev sat på dvd’en – om grise selvfølgelig - og så lige en appetitvækker fra Afrika. Jeg fik lyst til at komme med Hans og Torben på deres tur til Sydafrika til marts, som de med stor glæde og fryd snakkede enormt meget om, og jeg spurgte – ”kan jeg ikke komme med”. Grinende lød svaret – ”jo da, det kan du da godt”. Et svar i en tone der bar stort præg af, at mit spørgsmål ikke blev taget seriøst. Efter aftensmaden skulle vi på jagt igen.

 ”Jetzt”
Jeg blev kl. 18 sat af i tårnet ved roemarken med besked om at Micha (jord- og jagtejeren) ville komme ud til mig ved 20.30-tiden. I øvrigt var det første gang han tilbød sin hjælp på den måde til en gæst – en fin gestus i forhold til sædvanlig praksis fik jeg at vide, så jeg følte mig lidt beæret, men alligevel også lidt betænkelig, da mit tyske ikke er så godt. Det var igen blevet overskyet og ville blive tidligt mørkt. Og hvis der kom svin, skulle jeg jo helst nedlægge den tilladte, så jeg var nu alligevel lidt glad for at Micha ville komme. Micha kom allerede 19.30 og stødte då og kalv 20 m fra mig. Det var par nr. 2 jeg havde fornøjelsen af, inden Micha kom.
Ca. 19.55 skubbede Micha til mig og pegede ud af skydehullet i tårnets venstre side. Op med kikkert og dér var han. Ca. 300 m ude i roemarken kom en flot dåhjort op imod os. Da jeg tog kikkerten ned, sad Micha klar med riflen til mig (riflen stod i ”hans” hjørne). Jeg listede riflen ud gennem hullet i venstre side og sad noget akavet på den faste bænk langs tårnets bagvæg. Hjorten sikrede et kort øjeblik, og Micha sagde ”jetzt”. Jeg tænkte om det betød ”nu”, og kiggede på ham for at være sikker. Men øjeblikket var ikke langt nok til, at jeg fik hold på hjorten. Han fortsatte sin gang imod os. 3 gange undervejs sikrede han med siden til. Hver gang for kort tid til, at jeg kunne nå at afgive skud. Når hjorten sikrede kom det fra Micha, ”jetzt”, og hver gang hjorten fortsatte sin gang, ”warten”.
Jamen rolig nu, tænkte jeg, selvfølgelig venter jeg! Det gav mig i øvrigt også tid til at få hold på nerverne, og også at få mig placeret bedst muligt og afslappet på bænken. For hver gang skudchancen glippede, blev Michas vejrtrækning heftigere; jeg var bange for at det påvirkede mig. Jeg fik lidt krampe i fingre/hænder af at sidde så længe med riflen klar og med musklerne spændt til det yderste - rystede dem lidt og koncentrerede mig om at ignorere Michas ivrige vejtrækning. Da hjorten var nået ind på 120 m, ændrede han retning, så han bevægede sig med siden til. Så standsede han og denne gang længe nok. Jeg skød og så i sigtekikkerten, at han IKKE væltede - ville repetere, trak bundstykket tilbage - men det tomme hylster blev liggende! Ku’ ikke fange det med fingrene, ej heller se det i nu mørke skydehus. Måtte tilte riflen og lade hylsteret falde ud på gulvet. Kunne så endelig repetere - men hvor var hjorten??? ”Wo ist er?” ”Tot”, svarede Micha. Jeg ledte igen, og så spørgende på Micha. ”Tot” gentog han. ”Sicher”” spurgte jeg. ”Ganz sicher”, svarede Micha smilende. Med armbevægelser viste han mig, at hjorten var gået ned. Så tog jeg håndkikkerten og fandt den ene skuffel strittede op fra roerne.
Klokken var 20.15, da jeg skød! Så det var en lang, intens og spændende oplevelse – da vist også for Micha, som ikke havde fingeren på aftrækkeren – hihi. I øvrigt var det i sidste øjeblik, idet min optik ikke var så god i tusmørke. Micha spurgte, om jeg ville ud at kigge. Om jeg ville ud at kigge!? Er du så færdig! Det kunne ikke gå stærkt nok. Jeg kæmpede for at holde glædestårerne væk, da jeg satte mig i roerne og rørte ved hjorten. Imponerede flot dyr med store hvide prikker – og så var han min.

 Micha berettede
Micha ringede efter Hans og Torben, som havde bilen. Micha tog med mit kamera nogle billeder af hjorten og mig (papirbilleder). Hans og Torben ankom, i øvrigt med fyldt bagagerum idet de mødte en spidshjort på vej op til mig. Og gudskelov havde de bedre udstyr med – takket være dem fik jeg elektroniske billeder af den flotte dåhjort. De stærke mænd fik slæbt hjorten ud til - og op på Michas bil.
Vi kørte til en gård med dertil indrettede faciliteter, og dyrene blev brækket. Hjertet på min hjort var skudt i smadder. Micha berettede på tysk til Hans og Torben om oplevelsen. På den måde fik jeg opklaret det faktum, at jeg ikke så hjorten gå ned i skuddet. Den var nemlig gået 20 m – alt imens jeg havde fumlet med at repetere. Og Michas begejstring for min rolige indsats var noget særligt! Aldrig havde Torben og Hans set og hørt ham på den måde. Okay – lidt fedt som pige at kunne imponere en ”gammel” garvet tysk jæger, der sjældent synligt lader sig imponere.

 En oplevelsesrig og fantastisk tur, der tåler gentagelse. En stor tak skal lyde til Micha, Hans og Torben for at jeg fik disse dejlige oplevelser – og mit første dådyr.

Tekst: Karin Gydesen - www.team-toes.dk