|
Min første rejse med et professionelt jagtrejsebureau blev arrangeret via en af mine gode jagtkammerater, som tidligere har rejst en del i Skotland, herunder også med Scotsport. Arrangementet var en kombineret hundyrs jagt/småvildtjagt i Royal Deeside med udgangspunkt på slottet ”Learney House”. To dage med jagt på hundyr, to dage med rough-shooting og en dag med kaninjagt blev det til. Og hvilke dage!
At vi også fik mulighed for at skyde ”dispensationshjorte” skærpede vores forventninger yderligere. Vejret var perfekt, indkvarteringen som grebet ud af upstairs/downstairs, og et terræn, der er uendelig smukt og storslået.
Vildtbestanden kan der bestemt heller ikke siges noget på – mere derom senere.
Den første aften fik vi en lang snak med Alf, som bl.a. fortalte om udfordringerne i hundyrs jagt. Det lød alt sammen meget godt, men som riffeljæger gennem mange år skulle det jo nok kunne lade sig gøre! Når Alf fortalte om resolut handling og hurtige skud i forskellige stillinger var det jo nok for at dramatisere lidt. Altså af sted på den første riffeljagtdag med en lokal stalker, og ud i knæhøj lyng på bakker, der kræver langt bedre fysik, end jeg på forhånd havde troet.
Vurdering af afstande
Vi så meget råvildt, også på skudhold, men jeg fik ikke ”trykket af” inden chancerne var forspildt. Kun et rålam blev det til. Først sent på dagen fik vi øje på kronvildt, hvilket stalkeren betegnede som helt usædvanligt.
Kronvildtet stod, så vi først skulle bakke væk for derefter at kravle/krybe, hvad der føltes som en kilometer uden anden dækning end den høje lyng. Til sidst kunne vi ikke komme nærmere, og stalkeren spurgte, om jeg ville skyde. Det er meget svært at vurdere afstande i disse omgivelser, men da jeg liggende fik riflen i anslag og følte at have et godt hold på et dyr sagde jeg ja og skød derefter.
Overhovedet ingen reaktion! Som vi havde lært repeterede jeg straks og afgav atter en kugle – og igen! Nu blev dyrene urolige og gik langsomt væk. Ingen blev liggende, men desværre trak et af dyrene på et bagben, altså enhver jægers mareridt – en anskydning.
Eftersøgning af anskudt hjortevildt i lyngen er næsten umuligt, og stalkeren vurderede, at med de nævnte skudtegn ville en eftersøgning intet formål have. Jeg tog hjem med meget røde ører!
God kondition
En efterfølgende kontrolskydning med riflen viste, at den skød perfekt, så min eneste forklaring er, at jeg har undervurderet skudafstanden betragteligt. På tredjedagen skulle jeg igen på hjortejagt, denne gang med Alf som stalker. Med sin fortid som gymnasielærer viste Alf sig som en højt kvalificeret instruktør, og efter at jeg havde lavet de klassiske fejl (som alle blev behørigt påtalt af Alf) gik det faktisk rigtigt godt. Jeg gik lige bag ham, stod lige bag ham og knælede lige bag ham. Modsat den første stalker anvender Alf altid skydestok, noget jeg sætter stor pris på, og også brugen af denne blev jeg undervist i. Godt for det, for kort efter jagtstart opdagede Alf kronvildt langt oppe på en bakke. Hurtigt vurderede han mulighederne for at komme på skudhold, og fik os bragt i stilling til en lang pürch frem til en skudchance.
Inden vi startede, spurgte Alf, om jeg var i god kondition, hvilket jeg sagde ja til! Her skulle jeg måske have fornemmet advarslen i spørgsmålet, for Alf startede ud som var det en anden, der var lige i hans hæle. Efter lang tids rask gang opad i lyngen stødte vi et par rådyr, og nu var Alt tydeligt nervøs for, at chancen til kronvildtet ville fordufte. Løsningen blev, at resten af turen opad foregik i løb.
Forendt
Da vi endelig kom op til den bakkekam, som var målet for pürchen, gik krondyrene der gudskelov stadig. Alf gjorde skydestokken klar til mig, og hviskede at jeg skulle tage et par dybe indåndinger og derefter skyde til den udpegede hjort, som stod 130 m væk. Hvad han ikke tog højde for var, at mine lunger de sidste par minutter havde været på overarbejde, så der var ikke meget mere at give af til dybe indåndinger. Alligevel forsøgte jeg at få ro over situationen, lagde riflen i skydestokken, holdt vejret med halvt fyldte lunger og skød. En perfekt bladkugle, og hjorten gik højst 20 m, inden den forendte.
Det var en meget lettet og stolt jæger, der sammen med Alf tog sit første stykke kronvildt i øjesyn. Sidst på dagen fik jeg chancen til at skyde en smalrå, og da også den forendte med en perfekt bladkugle, fik jeg repareret lidt af min flossede selvtillid. Hvad har jeg så lært af min første jagtrejse til Skotland, og også de første jagtdage med en stalker?
Forberedelserne skal være i orden.
Her tænker jeg på konditionen, men ikke mindst på træningen i at afgive hurtige skud i mange forskellige stillinger og på forskellige afstande.
- Brug altid skydestok, hvis du ikke er en meget god og øvet skytte.
- Få styr på skudafstanden (Alf medbringer altid en afstandsmåler).
- Erfaring i en jagtform kan kun svært overføres til en anden, så vær ydmyg overfor fremmede situationer og lyt til dem, der har erfaring.
Stalkeren kender sit terræn og jagtformen.
At jeg alene har beskrevet riffeljagten er ikke et udtryk for, at dagene med haglgeværet var mindre indholdsrige, men i jagten på hjortevildt i disse pragtfulde omgivelser fandt jeg min hylde som jæger.
Tak til Jesper, som tog sig af kontorarbejdet i Danmark, til Alf, som agerede instruktør for fire, glade amatører.
Til Torben, som måtte tåle vores drillerier trods hans store hjælpsomhed og til Erik, Troels og Kjeld, mine rejsekammerater om dagen og om aftenen! Tak for en uforglemmelig uge i Skotland.
Tekst og foto: Lars Foged / privatfoto
|
