|
Den frost røde sol sank hastigt og gjorde snelandskabet endnu mere fortryllende. Nimroden sad i sin foretrukne lænestol og bladrede i en gammel, læderindbundet jagtjournal. Inden længe ville der dukke billygter op på grusvejen mellem de mange nordmannsgraner. Familie og børnebørn skulle traditionen tro igen holde jul på landet.
Nimroden tog en dyb indånding. Duften af sprød gås fyldt med svesker og æbler begyndte langsomt at brede sig i huset. Foran den knitrende brændeovn lå den endnu hvalpede hønsehund – måske den sidste. Tiden gik jo - - - ! Hver gang nimroden fik øjenkontakt med hunden, begyndte halen taktfast at tromme mod gulvet. Måske alligevel ikke den sidste, tænkte nimroden atter optimistisk, alt imens huskatten i statelig sfinkspositur lå oppe i sofaen og spandt oven på det gamle jaguarskind. Så længe nimroden kunne huske tilbage, havde skindet haft sin plads der.
Nimroden bladrede igen lidt i journalen. Bagerst var der foldere til fotografier. Et af dem - gulnet af ælde - forestillede to mænd, der stod foran en veranda. Den ene var høj og lys, den anden lille og mørk. Den høje, lyse stod med hænderne hvilende på mundingen af en mauserriffel. Den lille, mørke stod med en bøjleriffel i den ene hånd. Begge mændene bar panamahatte, spraglede sjal og sorte, højtskæftede støvler.
Den lille mørke så lige ind i kameraet med et nysgerrigt blik. Den høje lyse, der havde en forbinding om hovedet, så med et alvorligt blik ned på en jaguar, der lå på højresiden.
Nimroden rynkede panden og så igen over på katten og skindet og derefter ud på solen, der lige netop nu sendte sine sidste, skarpe stråler ind mellem granerne.
-
Solen havde lige forvandlet junglen fra et næsten stille, uigennemtrængeligt mørke til et dunkelgrønt, sprudlende kor af lyde og skrig fra utallige papegøjer og aber.
Jægeren så ned på guiden, der sad på feltsengen og stak patroner ind i rørmagasinet. – Er det nu?, spurgte jægeren dæmpet og førte lydløst en patron ind i kammeret. Guiden nikkede og tog ladegreb, inden han som den første gik ud af teltet.
Jægeren og guiden gik ned langs floden og hen mod lysningen, hvor lokkegeden aftenen før var blevet hængt op i et rødtræ tæt ved bredden.
Mens de gik lyttede jægeren betaget til mangfoldigheden af liv. Særlig en af papegøjerne havde et langtrukkent skrig efterfulgt af en kort skratten, der mindede om lyden fra en Berlinergrammofonmaskine, hvor nålen ved et uheld kørte ind tværs over den roterende plade.
Umiddelbart før lysningen signalerede guiden med en lille håndbevægelse holdt og hævede kikkerten. Lokkegeden, der hang et par meter over jorden, havde i nattens løb havde fået bugen revet op og det ene bagløb flået af.
– Den er deroppe, hviskede guiden til jægeren og så op mod kronen. – Hvorfor skulle den forlade stedet, når der er både føde og vand?
Jægeren nikkede og sneg sig sammen med guiden ned mod geden, hvor fluerne sad tæt.
Mens guiden blev stående ude i solens skrå og endnu kølige stråler, gik jægeren ind under træet med blikket rettet koncentreret op mod den tætte krone.
En pludselig, dyb knurren lige over jægeren fik ham til hurtigt at træde et par skridt tilbage. Bag sig hørte han i det samme guiden råbe advarende.
Jægeren dukkede sig instinktivt, da jaguaren som en plettet gul skygge sprang ned og i flugten strejfede hans hoved og skulder med bagpoten. Jægeren havde åndsnærværelse nok til at kaste riflen op til kinden og følge dyret, da det i lange spring søgte tilbage til junglen. Skuddet fik de talrige aber og fugle til at reagere endnu mere højlydt.
-
Lyset fra en bil bragte nimroden tilbage til virkeligheden. Tja, tænkte han og smilede lidt, - var det nu gået grueligt galt den gang, havde jeg jo ikke siddet her i dag! – Og I ikke ligget der, forsatte han dæmpet henvendt til hunden og katten. Hunden kvitterede ved straks at rejste sig logrende.
På bagsiden af fotografiet var der med blæk sirligt skrevet: Brasilien 1907. Nimroden lagde det omhyggeligt tilbage i den gamle jagtjournal, før han rejste sig for – sammen med hunden - at byde velkommen og ønske rigtig glædelig jul.
Tekst og illustration: redaktionen / Isabella Comas
|
