|
Gåsefængerens søn
På jagt med Elmer Fjot
- Hva´så Elmer - -! Får du Snurre i morgen? Elmer Fjot havde lige ringet og inviteret på kaninjagt.
- Jep, jep, jep, svarede Elmer optimistisk og begyndte så med ét at le hysterisk. – I morgen, når jagtsæsonen går ind, er han min, min, min!! Elmer sukkede dybt. – Endelig efter alle disse år, så - - -, Elmer lod sætningen hænge i luften – sådan helt bogstaveligt.
- Så, så Elmer, sagde jeg beroligende, - spis nu brød til. Straks lød der tyggelyde i den anden ende af røret. – Får du ham, er det helt fint. Får du ham ikke, så - - -. Denne gang var det mig der
lod ordene hænge.
- Nix, nix, nix, i morgen er han min, min, min – min, min, min, sang Elmer tyggende og skingrende falsk på melodien, ”Vilde kaniner”.
Turen over til Elmer var såre enkel. Man skulle bare gå igennem mosen og op til stengærdet i skellet – kravle over – og vupit, var man ude på prærien. Hvor svært kan det dog være?
Så her sad vi nu og ventede på solopgangen. Kaninhullet havde været ret nemt at se ud, på grund af navnet på postkassen. At der var nogen hjemme, var heller ikke til at tage fejl af. Gnaskelydene var høje og regelmæssige.
- Nu må vi håbe lokkemaden virker, hviskede jeg og nikkede hen mod den tårnhøje stak gulerødder, Elmer havde anbragt tæt ved hullet.
Elmer svarede ikke, og jeg så med bekymring, hvordan blodet steg ham til hovedet. Da det steg op under kasketten, der havde en tegning forestillende en gravsten med inskriptionen: Snurre Snup – hvil i fred, begyndte Elmer lavmælt og tænderskærende at synge: Nu bliver han min, min, min – min, min, min, atter på melodien ”Vilde kaniner”, hvilket et kort øjeblik fik mig til at fortryde invitationen. Men kun et kort øjeblik! Dette var jo om noget en helt, helt særlig oplevelse! Tænk engang at være på jagt med selveste, Elmer Fjot – det er dog noget!
Elmer fik lidt efter lidt kuløren tilbage og så ned på uret. – Så nu sker det, hviskede han og så oprigtig lumsk ud, - nu står solen op. Og ganske rigtig på sekundet stod solen op, og overalt bragede skuddene med ét løs.
- Sikke dog de skyder, Elmer, hviskede jeg opstemt over udsigten til en rigtig god jagtdag. Det skulle jeg aldrig have hvisket. Endnu engang steg blodet Elmer til hovedet. Og det var helt utroligt, som han med ét blev udsat for røntgenstråler. Fødder, ben og arme var synligt ligblege.
I det samme skete der noget henne ved kaninhullet. På en tredjedel splitsekund kom Snurre op. På den anden tredjedel fik han alle gulerødderne ned i hullet, og på det sidste forsvandt han. Ret godt gået af en kanin i slåbrok. Ja, det gik så stærkt, at Elmer ikke engang tænkte på at hæve bøssen. Ret beset så han det slet ikke - heller ikke, at lokkemaden var væk! Så fokuseret var han på jagten. Selv i langsom gengivelse, var der ikke nogen reaktion. Eller også var han bare meget, meget professionel og kendte sine begrænsninger - - -.
Lidt senere på dagen lød der voldsomme skudsalver i det fjerne. Ud af horisonten kom posten flyvende i en ren spidsrod af haglsværme.
- Ret hårdt at være post i jagtsæsonen, når man er and, jappede Daffy forpustet, inden han zigzaggede videre i nye haglsværme. Fantastisk som en and i ekstreme situationer kan lyde som en jagermaskine fra anden verdenskrig. Imens gentog Snurre kunststykket fra før og tømte postkassen – igen uden at Elmer reagerede. Fantastisk disciplin – respekt for Elmer Fjot!!
Nå, videre i teksten. Resten af dagen gik med at berolige Elmer, hvis ansigtskulør trofast skiftede fra bleg til rød, hver gang der røg en afgnavet gulerodstop op af hullet. I selv samme sekund solen gik ned, stoppede alle skuddene, og Snurre kom op af hullet.
- Hva´så Fessor – haft en god da´, spurgte han gnaskende og storgrinende og hoppede over til os.
Spørgsmålet fik mig til at se nervøst på Elmer, der stadig sad med ladt bøsse.
- Ja, da, svarede Elmer og lød oprigtig rolig, da han rejste sig og knækkede bøssen. – Men i morgen er der atter en dag og efter den endnu, endnu flere - endnu, endnu flere, sang han på melodien ”Vilde kaniner” hvis nogen skulle være i tvivl.
Og sådan skal det jo lyde fra en passioneret kaninjæger! Man må aldrig opgive håbet. En stor, stor tak til Elmer Fjot her fra mosen for en helt, unik oplevelse.
Tekst: redaktionen
|
