|
Det var en af de aftener, hvor man var kommet sent hjem, men alligevel gerne vil en tur ud i reviret. Men da vækkeuret ringede, fik det én på hatten. 10 min senere skulle jeg alligevel ud på potten, så da jeg nogle minutter senere stod på fortrappen (jeg skulle lige se vejret) kun iført mine underbukser, lokkede denne smukke morgen alligevel mere end dynen og konen (undskyld). Så det var bare ind og få noget grønt tøj på.
Jeg var lige lovlig sent på den, men jeg sprang morgenkaffen over og tænkte, at det varer jo heller ikke længe inden, jeg kommer hjem med de friskbagte morgenbrød.
Turen fra bilen og ud i hochsitzen blev overstået lidt hurtigere end ellers, så kl. 04.30 var jeg på plads. Det var en overdådig morgen, reviret som ligger i mosen med udsigt og enge med kratbevoksning og små oaser af forskelligt bevoksning, er en oplevelse ud over det sædvanlige – især om morgenen.
Her kan man sidde og være vidne til, at naturen vågner. Kokken viser sig fra sin bedste side. Dyr og fugle begynder at røre på sig. Ræven går sin morgenrunde. Man føler næsten, at man kender dem. Råen som jeg har set hver morgen, jeg har siddet her. Lige fra den første morgen i maj til denne sommermorgen i juli, kommer hun som hun plejer, men mere forsigtig nu, man kan se, hun gemmer på noget i krattet. Man glæder sig til at se hendes lam for første gang.
Jeg havde endnu min første buk tilgode. Efter at have haft jagttegn i 25 år, er det først nu, jeg har fundet riffeljagt attraktivt. Men med morgener som denne, kan man kun beklage, at man ikke er kommet igang for mange år siden. Selvom jeg havde siddet her i hochsitzen næsten hver weekend siden den 16. maj, og stadig ikke set bukken, men kun hørt ham, så havde jeg langt fra fortrudt, at jeg fik købt den riffel. Her får man naturen ind på en ny og spændende måde.
Da jeg havde siddet en halv times tid og beundret denne morgen og spejdet rundt i reviret, for at se om det ikke kunne lykkes, at se den forjættede første buk. Bukken, som jeg havde hørt så mange af mine jagtkammerater fortælle så malende om.
Jeg så mig af en eller anden grund let tilbage over venstre skulder og der, lige der, mindre en 30 meter skråt bagud stod han - en pæn gaffelbuk. I et kort sekund kikkede vi hinanden i øjnene. Men den store tidsel, der stod foran ham, var langt mere interessant, så den fik en tur med opsatsen.
Derefter gik han i en bue rundt om hochsitzen. Små fem minutter senere stod han lige foran mig ca. 50 m. ude med venstre side til. Jeg fandt ham i kikkerten og lod den langsomt køre op for at se opsatsen helt tydelig. Som om han kunne mærke det, lod han blikket glide op på mig igen. Det var cirka her, mit åndedrag gik helt i stå. Men et eller andet fik ham til at kigge væk igen og langsomt gled trådkorset på plads lige på bladet. To dybe åndedrag senere og med solen lige i ryggen var han forendt for en perfekt kugle - lidt højt på bladet.
Tekst og foto: Henning Blendstrup
|
