|
Gåsefængerens søn
Ifølge gåsejægeren var morgenens stille vejr dårligt. Den smalle rørskovsbræmme foran jægeren stod aldeles urørlig. Spredte tågebanker lå så langt øjet rakte i det begyndende gry. Langt ude på havet havde gæssene længe givet lyd fra sig, mens småflokke af brunnakker hastede til havs efter deres natlige fouragering på strandengene.
Jægeren drejede hovedet og spejdede forgæves efter gåsejægeren og hunden, der lå i skjul et lille stykke væk. Hver jagtsæson havde i snart mange år været gåsejægerens sidste. - Nu går den ikke længere, havde han gang på gang sagt. Men når gæssene i efteråret atter begyndte at raste i tusindvis i ”ens egen baghave”, var det svært endnu engang ikke at trodse alderen og igen få bud efter gås.
Aftenen før havde jægeren og gåsejægeren siddet sammen med hunden i det stille, klare vejr og betragtet de mange småflokke af gæs på deres støjende og høje vej tilbage til sovepladsen ude på det åbne vand.
- Havde de nu bare haft hård modvind og regn, havde gåsejægeren sindigt sagt, - så kunne du have set dem lige ind i øjnene! Gåsejægerens rolige tonefald havde fået hunden, der var stor og kraftig og af ubestemmelig race, til utålmodigt at se op efter gæssene. - Lidt mere ruhåret end korthåret, krydret let med en anelse labrador og et stænk pointer, svarede gåsejægeren, da jægeren interesseret spurgte til hunden. - Eller hvad mener du måske?
Jægeren smilede og lyttede. Kaldene var igen steget i styrke. På et tidspunkt ville flokken havde aktiveret sig så meget, at alle som en´ strakte hals og begynde opfløjet ind mod fourageringspladsen.
Jægeren vidste fra samtalen aftenen før præcis, hvorfra gæssene ville komme. Gåsejægeren havde omhyggeligt udpeget flokkens ledelinier.
Først ville de følge renden, ”floden”, som de lokale kaldte vandløbet, der gik tværs hen over strandengen. Derefter ville de dreje let og følge engdraget, der skar sig gennem rørbræmmen og mosen, inden de til sidst via åsen nåede de store, bølgende græsningsarealer længere inde i landet.
Endelig skete det! Lydstyrken var nu enorm og begyndte at komme tættere og tættere på. Jægeren trykkede sig og kneb øjnene sammen, mens han stirrede skråt opad i det aftagende dis. Han vidste fra tidligere, at gæssene ikke ville komme i V-formation. På deres korte vej til og fra fourageringspladsen fløj de enten på snor eller i småflokke. Kun på lange træk fløj de i den kendte V-formation!
Jægeren kunne høre hvordan kaldene faldt i tonen, da gæssene fløj ind i en tågebanke. Lidt efter steg de igen. Endnu engang en af naturens særegne træk, som menneskeheden har tilegnet sig, tænkte jægeren. Dybe og langtrukne toner går lettere igennem diset og tåget vejr.
Jægeren stivnede, da en gås dukkede op og fløj hen over ham inden for skudvidde. Gåsejægeren havde med en meget sigende mine gjort jægeren opmærksom på ikke at skyde til den første den bedste gås. - Det får dem alle til at slå af!
Jægeren trak igen lidt på smilebåndet, da han mærkede hvordan pistolgrebet blev svedigt, mens den første lille, snorlige flok passerede. Jagt bliver aldrig rutine. Og gudskelov for det! Pludselig lød der et skud. Jægeren så ud ad øjenkrogen, hvordan en af de store fugle fra en lille flok over gåsejægeren rullede og tungt styrtede til jorden. I det samme så jægeren en ny gås dukke ud af disen og stivnede atter. Da gåsen var lige knap inden for skudvidde, kastede jægeren bøssen op til kinden. Bevægelsen fik øjeblikkeligt gåsen og resten af flokken til at slå af, og jægeren til ærgerligt over sin iver at sænke bøssen. Sekundet efter lød der igen et skud ovre fra gåsejægeren. Jægeren så, hvordan endnu en fugl styrtede. Skuddet fik med det samme resten af flokken til at gå i opløsning og et par af gæssene til at slå af i retning mod jægeren. Jægeren lod fuglene toppe over sig, inden han roligt hævede bøssen og en´ efter en´
sendte dem til jorden.
- Det var ellers en pæn double´ du lavede, sagde gåsejægeren senere ved kaffebordet og tøvede så lidt. - Noget af det vigtigste ved gåsejagt er ”ro på”, som min far altid udtrykte det. Jægeren nikkede endnu engang belært af egne fejl, mens ”gåsefængerens søn”, som gåsejægeren alle dage var blevet kaldt fortalte lidt om farens mange jagtbedrifter og meget om gæssenes fantastiske adfærdsmønstre.
Tekst: redaktionen
|
