|
- Du skal vel med til Polen igen i år? Det var Flemming der var i røret fra Jylland.
- Ja tak, men hvornår er det I skal af sted?
- Det er den 10/5, og Bo har købt ny bil kun for din skyld, hvor du kan sidde på dit eget sæde og brede dig, så vi ikke skal have det bøvl med dig som sidste år, hvor du fik ondt i din lille numse. Nå ja, men det var da også snart på tide man kunne blive behandlet efter fortjeneste, jeg er jo da den ældste i sjakket.
- Skal du ikke have skyderen med i år, så du kan prøve at skyde et polsk svin eller buk?
- Nej tak, de har ikke gjort mig noget, så skyd I bare selv dem.
Min gamle ven John fyldte 70 år den 9/5, så jeg og min hustru var blevet inviteret til spisning på kroen samme dag, så jeg kunne jo bare køre til det Jyske samlingssted om natten, og kunne så nå begge arrangementer, man skulle jo nødig gå glip af noget.
Rejseselskabet havde sendt mig et girokort på kr. 1550.00 for tre dages indlogering og forplejning! Så det havde jeg betalt, da der kom en ny meddelelse, at afrejsedagen var rykket tilbage til den 9/5.
Det måtte jeg jo så meddele ”De Jyder”, at det kunne jeg ikke, for den dag skulle jeg jo til Johns fødselsdag, og de penge skulle han jo ikke så gerne spare, og jeg havde jo også året før set det nede i Polen.
Jeg blev ellers ringet op af både Snedkeren og Flemming, der forsøgte at overtale mig til at droppe den fødselsdag og tage med til Polen i stedet for, men det kunne de jo så ikke få mig til at ændre, for der var bestilt på kroen, og jeg er også naiv nok til at tro, at John trods alt også gerne ville se mig og min frue, når vi nu havde sagt ja.
Det blev i øvrigt også en rigtig herlig aften på kroen og bare tanken om, at det var John der betalte det hele var jo herlig. Man krævede jo til hans store ærgrelse, bare ind og ind.
På turen skød de fire mand dog også 12 bukke og fem svin, selv om jeg ikke var med. Madsen var den eneste der ikke skød svin, selv om han havde bestilt det, men sådan går det jo sommetider; jeg fik mine penge tilbage igen.
Flemming skød en stor keiler med 19 cm tænder, så han måtte i banken for at låne penge til trofæet. Bankbestyreren kikkede godt nok noget, da Flemming bad om at låne penge til et nyt gebis.
Jeg så også siden grunden til, at man så gerne ville have haft mig med til Polen; man havde fabrikeret et rigtigt stort skilt med en trekant på spidsen, hvor der stod, ”Giv agt! Vi har en Sjællænder i bilen”, tænk hvad man må finde sig i fra ens ”venner”.
Jeg skulle jo vanen tro til Jylland og på bukkejagt i otte dage den 16/5, men allerede den 17/5, skulle vi til bryllup hos Jørgensen`s datter. Hun skulle selvfølgelig giftes midt i jagttiden.
Madsen og jeg var på jagt om morgenen den 16 og bare for at ærgre snedkeren, kørte vi ned på han`s jagt, men vi så nu ingen bukke den morgen.
Om aftenen gik vi ud på Madsen`s egen jagt, og da jeg listede ned af stien til marken, så jeg en rå der stod og tyggede i sig ude i kanten af kornet. Hun opdagede mig og gik lydløst ind i krattet - jeg skyndte mig ind på stolen og satte mig tilrette. To minutter efter stod bukken i kanten af krattet, og to sekunder efter lå den død næsten samme sted. Det var meget udramatisk, og nu ligger den i min fryser, for fru Madsen havde ikke plads i hendes tre, sagde hun.
Da vi kom hjem med bukken holdt snedkerens bil på gårdspladsen. Hvad pokker! sagde jeg til Madsen, har snedkeren fået ny bil? - Ja, sagde han - og jeg var selv med ude og hente den, for jeg ville gerne se hvordan sådan en dankortautomat reagerede, når man trykker ja til kr. 319.000.
- Ja sagde jeg, - de skide håndværkere tjener sgu også for meget! – Jo, siger Madsen, - men de skal jo også have noget for deres arbejde, for tænk hvor tit mange af dem skal ud og lave noget om.
Der var bestilt værelser til os på Kibæk Hotel, hvor festen også skulle holdes, for så kunne vi, som Jørgensen sagde, bare kravle i seng, når vi ikke kunne drikke mere.
Madsen skulle køre os de ca. 100 km. fra Gatten og til Kibæk Hotel, og man kommer jo aldrig af sted i al for god tid hjemmefra - tankes brændstof skal der jo også nok på turen, så pludselig var der ikke megen tid til overs til at finde Hotellet.
Madsen kørte godt nok forbi et vejskilt, hvor fru Madsen ville have ham til at dreje, men hun sagde det lige sent nok, så vi var jo kørt forbi. Og er der noget Madsen ikke gør, så er det at vende om, når man er kørt forbi, for som Madsen altid siger, der kommer sgu da nok en anden vej, der også går der ud.
Det skulle nu vise sig, at der var et godt stykke, inden der kom en anden vej, og da vi havde kørt lidt ud af den, stod der pludselig 3 km til Studsgaard.
Tiden var efterhånden meget knap, og da det var i Studsgaards kirke vi skulle til ”præken” bryllup, blev vi enige om at skifte tøj inde bag en hæk ved vejen. Vi havde jo hverdagstøj på endnu.
Der var godt nok korn på marken, men det kunne nu ikke dække det smukke syn af de 4 hvide bagdele, der strittede op i luften. Vi nåede nu alligevel kirken lidt inden bruden, så det gik jo som det skulle, og det blev en herlig fest, som varede i to dage.
Jeg fik ikke flere bukke på turen, men det var dog min egen skyld, for jeg så den samme buk fire gange uden at skyde. Nå, der var jo heller ikke mere plads i fryserne.
Da jeg nåede Sjælland og kom hjem fra en tur i havnen, sagde Alice: - Michael har ringet og vil have dig med til Sverige i weekenden for at skyde vildsvin. Jeg sagde til ham, at det ville du sikkert gerne, nu da vi skal passe børnebørn. Men Alice dog, hvordan kunne du dog tro det.
Det varer fire timer at nå Holmsjø i Sverige, men så har vi også tanket op og spist
Schnitzler på en landevejsbeværtning. Så godt forædte lander vi i et herligt hus, og giver os straks til at reder senge, som dog først skal bruges næste dag.
Jeg blev nummer tre ud af fire i lodtrækningen om skydetårnene og valgte et skydetårn ved et lille vandløb, hvor jeg kravlede op kl. 22.00 til en hel flok myg, og mit myggebalsam lå der hjemme. Vi skulle efter aftalen sidde i tårnene til kl. 04.00 om morgenen sammen med de mange myg. Inden turen havde jeg afmonteret min kikkert og monteret et ganske enkelt rødpunktsigte til kr. 385.00. Det er nemlig sådan, at jeg ikke skyder på de lange afstande alligevel, så jeg regnede med at den røde prik var rigelig uden forstørrelse. På siden af riffelløbet havde jeg monteret en stor stavlygte, således at jeg kunne tænde lygten, hvis jeg var i tvivl om, hvad der eventuelt rørte sig i natten.
Jeg fordrev ventetiden med at baske myg, som sværmede om mig, selv om det var blevet mørkt. Idet jeg lige så forsigtigt tænder lygten for at se, at klokken var 23.25, kom en mørk skygge ud af krattet og gik langs med vandløbet. Jeg havde ikke nødig at tænde nogen lygte for at vide, at det var en halvstor gris! Lige så stille fik jeg min bockbüchsflinte i fast anlæg på kanten af tårnet og var forbavset over, hvor let man placerede den lille røde prik på den mørke skygge, jeg trykkede roligt på aftrækkeren og den stille svenske nat ligefrem eksploderede i lyn og torden.
Skyggen væltede ned i bækken, men kun for lige så hurtigt at komme op på den anden side. Og af sted gik det ud over engen og over mod nogle træer. I min desperation over grisens flugt trykkede jeg også på haglløbet, som selvfølgelig ingen virkning havde på den afstand.
Natten sneglede sig af sted. Der var længe til kl. 04.00. Jeg syntes flere gange, jeg hørte grise i krattet, men ingen kom dog til syne. Da tiden var inde gik jeg op til de andre, og Michael spurgte om det skyderi var afstedkommet af mig. – Ja, svarede jeg, - og jeg regner da også med der ligger en gris ude ved træerne. Vi undersøgte stedet ved vandløbet, men der var ingen blod at se, så vi gik op mod træerne, hvor den var forsvundet, og ca. 70 m fra skudstedet, finder vi en pæn lille orne på 50 kg, skudt med en meget fin bladkugle.
Jeg skulle jo selv brække den, men da jeg var lidt længe om at få næverne ind i den, skubbede Søren mig stille og roligt til side, og jog to store stilladsarbejdernæver ind i vommen så tarme og andet indmad fløj til alle sider.
Vel hjemme ved hytten hængte vi grisen i et lille skur og gik i seng, da jeg mødte til frokostbordet sagde Søren: - Der har vi jo ”Grise Frank”, så det bliver sikkert mit navn i det sjak i længere tid, men pyt med det. Svinedrengen havde vel næsten været værre. Inden vi skulle i skydetårnet igen, fyldte vi os med de stegte ål, jeg havde taget med. Der blev ikke skudt mere i den weekend, men jeg havde fået min første grisebasse, og det var en herlig fornemmelse.
Tekst og foto: Frank Jensen m.fl.
|
