|
Interessen for bukkejagt blev, for mit vedkommende, først vakt i år 2000. At jeg ikke tidligere havde haft lysten til at dyrke denne jagtform er for mig i dag uforståeligt.
Efter at havde skudt to bukke i Danmark, den første i 2001 og nummer to i 2002, besluttede jeg mig til, at jeg i august måned 2002 ville rejse på bukkejagt i Sverige sammen med tre gode jagtkammerater.
Turen går hvert år til Öland i området nær Borgholm. Her bor vi hos nogle rigtig rare mennesker, som har et anneks i baghaven, hvor vi bliver installeret.
Det første år vi var der på jagt, var jeg så heldig at skyde en guld-buk. Jagtoplevelsen er for mig ikke større, fordi det er en opsats i denne kaliber, men det er dog ikke mange jægere, der får muligheden for skyde en guld-buk i hele deres jagtliv. At jeg så samtidig var så heldig, at jeg i år 2004, altså tredje gang jeg var der, skød en bronze-buk, fortæller lidt om områdets store bukke og samtidig mit jagtheld. Jeg har her valgt at fortælle om bukkejagten, som endte med min guld-buk!
Til ”vores” jagt i Sverige er der en meget stor skov kun bestående af løvtræer. Totalt ufremkommelig på nær de stier, der går inde i skoven. Om morgenen og om aftenen er der så mørkt inde i skoven, at man ikke kan se sin egen hånd, hvis man strækker armen frem for sig.
På premiere-dagen den 16. August havde jeg både morgen og aften været inde i skoven. Tårnet jeg valgte at sidde i om aftenen lå længst ude i skoven, men værd at gå efter da det var en spændende lysning. Der skete dog ikke noget denne gang. Da jeg skulle hjem om aftenen, forsøgte jeg at gå en anden vej tilbage i håbet om, at tilbagevejen ville blive kortere end vejen ud til det tårn, som jeg havde siddet i.
Det var begyndt at blive mørkt, men i tusmørket fik jeg dog øje på en mindre lysning. Midt igennem lysningen gik et stengærde som samtidig var naboskel. På Öland er næsten alle marker opdelt af stengærder opbygget af de kendte Ölandssten. Jeg stoppede op et kort øjeblik, dannede mig et overblik over lysningen og besluttede mig for, at jeg ville prøve jagtlykken på denne plet den efterfølgende aften. Jeg valgte at prøve et andet sted næste morgen pga. den lange vandretur ud igennem den natte-mørke skov.
Pludselig træder bukken ud
Næste aften er jeg fremme ved den udvalgte lysning ca. klokken 19:00. Da der ikke er noget skydetårn har jeg medbragt min stol. Jeg sætter mig ved siden af stengærdet, stiller min skydestok op i den retning jeg mener, der er størst chance for, at en buk vil komme ud fra skovkanten. Efter kun ca. 30 minutters ventetid kan jeg høre, at der går et dyr nogle få meter inde i skoven. Lyden følger skovkanten ned mod mig, men pga. den meget tætte løvskov kan jeg intet se, kun høre bevægelserne. Pludselig træder bukken ud i lysningen til mig. Den stiller sig i skovkanten og sikrer kun 30 meter fra mig.
Både jeg og min skydestok er forkert placeret i forhold til bukken, men tingene kan ikke ændres nu, for så vil han med sikkerhed opdage mig. Så her sidder jeg med riflen liggende i skødet, hænderne hvilende ovenpå skæftet og beundrer dette prægtige dyr. Han sikrer et kort øjeblik og går så med raske skridt 15 meter mod mig. Sikrer igen og bukker så hovedet ned i det grønne og friske græs for at begynde at æde.
Jeg benytter hans uopmærksomhed til at få min venstre hånd ført frem til forskæftet på min riffel og spænder hver en muskel i min krop for nu at løfte riflen op til anslag. Så langt når jeg ikke. Han rejser nu atter hovedet for at kontrollere området, og jeg må blive siddende helt stille i denne akavede stilling for blot at vente på hans næste træk.
Han beslutter sig heldigvis for, at der ingen fare er, så han fortsætter med at æde. Da hans hoved nu atter befinder sig nede i det saftige græs, løfter jeg riflen op fra skydestokken og bringer den i anslag. Jeg finder bukken i trådkorset, men samtidig hører jeg min skydestok ramme græsset med en, synes jeg, øredøvende larm. Jeg forventer, at bukken vil sætte afsted mod skoven i vældige spring, men intet sker.
140,25 point
Jeg venter på at han skal rejse hovedet igen, da jeg synes målet virker meget lille, som han står der med hovedet nedbøjet. Riflen begynder nu at føles tung eller er det bukkefeber, der begynder at melde sig. Bukken rejser hovedet og jeg lader kugle gå. Han falder med det samme. Jeg repeterer og rejser mig i en og samme bevægelse. Jeg er klar til at give fangstskud, hvis han skulle begynde at bevæge sig mod skoven. Han bliver der!
Jeg vælger at gå hen til ham med det samme. Der er ingen grund til, at han pludselig rejser sig og løber de få meter mod den frelsende skovkant. Jeg er hurtigt henne ved ham, knæler ned og tager fat i opsatsen for ligesom at holde ham. Det er dog ikke nødvendigt, han er faldet for en god kugle og vil aldrig komme til at nærme sig skoven igen.
Først her, med hånden omkring opsatsen, går det op for mig, at det er en buk med en meget stor opsats, jeg har skudt!
Jeg løfter bukken hen til min stol, genindtager min jagtposition og beslutter, at jeg pga. varmen, først vil brække ham ved jagtdagens afslutning. Så griber jeg min mobiltelefon og ringer til min jagtkammerat, Ole, som kun sidder 100 meter fra mig, for at fortælle om mit jagtheld. Af krop var han en lille buk, dog tung at bære gennem den mørke skov.
En flot seksender opmålt til 140,25 point. Dermed en guldmedalje! Da det sandsynligvis er min første og eneste guldmedalje, valgte jeg at få bukken hovedmonteret. Konservatoren bedømte bukken til at være ca. seks år gammel.
Tekst og foto: Michael Mølholt - www.kennelmoelholt.dk
|
