|
Jægeren spejdede igen hen over den lille lysning og ned af vekslen. I snart en time havde solen været oppe. Lige siden den første spæde fuglesang begyndte, havde jægeren været på plads bag det store vindfældede elletræ. Netop i denne lille lysning havde han flere gange observeret bukken - aldrig inde i mosen eller nede på engen!
Det var fejningerne i det tidlige forår, der havde fået ham til at holde øje med lysningen. En morgen, da han var ude på sin sædvanlige runde, havde han længe betragtet bukken, mens den kæmpede med den sidste bast.
Igennem kikkerten kunne han se, der var tale om en stærk opsats. Rosenkransen var usædvanlig bred og stængerne kraftige med lange symmetriske, let buede sprosser. Et helt igennem smukt og harmonisk syn! Jægeren vurderede ud fra gammel erfaring, dog uden at være helt sikker - det kan man aldrig på afstand - bukken til at være fire år gammel. Jægeren hævede kikkerten og så længe ind mellem træerne og de talrige gederams på siderne af vekslen. Bukken ville snart finde sig et sted at tygge drøv. Så tiden var inde til nye tiltag!
Idet jægeren bukkede sig for at krybe under stammen lettede et par skovduer larmende. Jægeren blev i skjul under stammen, mens han lydløst bandede. Var bukken i nabolaget, sikrede den med garanti nu hen mod ”opfløjet.”
Da jægeren skønnede der igen var fred og ro, sneg han sig over lysningen og ned af vekslen - skiftevis med blikket rettet fremad og mod jorden. En kvist der knækker, og ballet kan meget let være forbi. - Pludselig var bukken der! Mindre end halvtreds meter væk så jægeren tydeligt konjekturen mellem underskovens spredte kratværk.
Jægeren gennemtænkte længe situationen. Midt ude på engen var en flok råger og alliker i gang med snegle og regnorme. Ind imellem flyttede fuglene sig højlydt. Jægeren sænkede kikkerten og så ned mod bækken, der rislede et par meter væk. Uden denne rislen ville bukken for længst havde hørt ham. Lidt fremme drejede bækken ud mod engen og et tæt brombærkrat. Netop derfra kunne der skydes frit! Brombærkrattet ville ydermere virke som skjul mod rågerne og allikerne. Hver gang fuglene fløj op, mavede jægeren sig fremad langs med bækken. Lige før drejningen hævede han igen kikkerten og betragtede bukken, der nu til hans store ærgrelse, var trukket ind i skovbrynet. Afstanden til den var under tredive meter. Mens jægeren endnu engang tog situationen op til vurdering, begyndte bukken i roligt tempo at gå hen ad vekslen og op mod lysningen, jægeren lige havde forladt. Jægeren lå med tilbageholdt åndedrag og en stigende hjerteaktivitet, mens bukken passere ham på få meters afstand. Da jægeren ikke længere kunne høre klovene, drejede han uendeligt langsomt hovedet tidsnok til at se spejlet forsvinde i svinget lige før lysningen. – Én skulle være blevet på sin plads!! Hastværk er og bliver lastværk, tænkte jægeren med en ærgerlig grimasse, da han lidt senere sneg sig efter bukken.
Lige før svinget satte jægeren sig på knæ og tog et par dybe indåndinger, inden han igen sneg sig videre.
Bukken stod i skyggen af det væltede træ og æssede. Jægeren satte sig - halvt skjult bag græs og gederams - på hug, samtidig med at den velkendte tørhed i munden bredte sig. Den næsten uhørlige lyd af klæde mod klæde, da jægeren hævede riflen, fik bukken til at sikre og jægeren til at minde om en grønirret bronzestatue.
Efter hvad jægeren følte som uendeligheder, lettede flokken af råger og alliker og fløj larmende henover ham. Mens bukken så efter fuglene, og de nyudsprungne gederams nikkede til hinanden i den svage brise, hævede jægeren i en rolig glidende bevægelse riflen og fandt bladet.
Tekst: redaktionen
|
